Af K.E. Illustration af Rose Mai Pedersen
De sidste par dage har jeg nydt solen. Udenfor på bænken har jeg siddet i en time eller to, drukket te og kigget på mennesker med deres hunde og set folk spille tennis eller fodbold.
Lige nu er der håndværkere i min boligblok, der har renoveret vores lejligheder. Så nu bor jeg i en pavillon, kalder de det. Det er egentlig et håndværkerskur indrettet som en lejlighed. Det er rimelig moderne med to små værelser, et lille amerikansk køkken og et badeværelse. Der er både vaskemaskine og opvaskemaskine.
For tre måneder siden skulle jeg flytte tilbage til lejligheden efter renovering, men samme dag kom den dårlige fucking nyhed. Nyheden var, at der var opstået en vandskade, og jeg skulle blive tilbage, mens mine naboer med et grimt smil på læben, kunne flytte hjem igen.
Det er tre måneder siden, skaden opstod. Entreprenøren og resten af firmaet har næsten ikke lavet noget. Og jeg har boet her i pavillonen i snart et halvt år.
Tankerne fører mig rundt
Men nu slapper jeg af udenfor. Det har jeg ikke gjort i et år eller mere. Mens jeg sidder på bænken, lukker jeg lidt mine øjne og falder hen i det uvisse. Tankerne fører mig rundt i mit liv, og det som sker rundt om mig. Tennisspillernes slåen med deres ketcher, deres snakken og råben er som en bagvæg af lyd, men på en god måde denne gang, hvor dejligt tænker jeg. Fodboldfreaks som spiller fodbold, sukker højt, når det går dårligt eller jubler, når de scorer. Børn som skriger og leger med dem, de er sammen med.
Jeg åbner mine øjne, og en kvinde går forbi mig med sin hund. Og jeg som elsker hunde, ænser hende ikke, men kigger på hunden. Jeg vil have, at den kommer tættere på mig, så jeg kan age den en smule. Jeg kan se ind i hundens øjne og føler den sender mig et blik, som siger. at jeg skal passe på, man kan jo ikke vide, hvilken hund kan finde på at bide. Jeg drømmer mig tilbage til barndommen og min hund. og glemmer ham hurtigt, afskeden til ham dengang var langt fra perfekt.
Jeg spørger kvinden, hvilken race hunden er, og hun giver mig et svar. Jeg siger, at den er pæn, og at jeg elsker hunde, hun smiler blidt tilbage og går videre.
Jeg føler en trang til te igen, nu når min kop er tom. Rejser mig op og ser på min skygge, mens jeg går og ser, at min mave er lidt rund og resten af kroppen er tynd. Det hænger ikke sådan sammen, når jeg ser mig i spejlet eller på billeder, der er jeg en del tykkere. Kan se på skyggen at mit hår endnu er kortklippet, og at jeg ikke skal klippes endnu. Jeg tænker på Nazim, som er min frisør og som klipper mit hår for 100 kr., selv om han er meget mere værd. En dag lukker han nok biksen, fordi han ikke kan betale sine regninger. Jeg tænker på at sige det til ham en dag, og se hvordan han reagerer.
Jeg vil finde kærligheden
Jeg tænder for min vandkedel og venter på vandet koger. Jeg tænker, at jeg hurtigst muligt vil ud og nyde solen og stresse af. Men ud over min lejlighed, som er et stort problem lige nu, så skal jeg også tage mig af de opgaver, jeg har i resten af mit liv. Arbejde, regninger, medicinnedtrapning med min psykiater, som har taget en evighed nu, mine kognitive problemer jeg har med at stole på folk, ikke blive for hidsig, elske andre og føle at andre elsker mig. Også det, at jeg nogle gange hellere vil trække mig tilbage i stedet for være med andre. Tåle at blive skældt ud af mit team i fodbold uden at snakke tilbage. Og finde kærlighed og hende som er der vist er et sted derude.
Men det glemmer jeg nu og sidder igen på bænken med en kop te på bordet. Engang imellem svæver en sky forbi solen, giver mig skygge og lidt afkøling til min krop. Jeg vil ønske dette kunne blive ved, og at jeg ejede en lille have, hvor jeg kunne sidde og nyde livet.
Inden jeg har set mig om, er der gået to timer. Normalt bliver jeg irritabel, hvis jeg sidder blandt mange mennesker og sender grimme blikke til folk eller tænker på, at de skal fise af, så jeg kan have det hele for mig selv. Men mærkværdigt mærker jeg ikke så meget til det og ved nærmere eftertanke, er det faktisk mange år siden, jeg har haft det sådan. Jeg forsvinder igen fra de negative tanker uden at ænse, at jeg er kommet væk.
Sukker mod abstinenser
Jeg mangler sukker og tænker, hvis jeg ikke tager af sted nu, glemmer jeg at købe det. Jeg drikker næsten altid min te med sukker i, og hvis jeg ikke bruger sukker, får jeg næsten altid fysiske abstinerer. Så jeg går over til Netto i et roligt tempo, og inden jeg har set mig om, er jeg tilbage ved bænken, og sukkeret er stillet på hylden i pavillonen.
Livet er ofte meget hårdt og uoverskueligt, jeg ved nogen gange ikke hvorfor. Har alle det sådan, tænker jeg?
For eksempel kan jeg nogle gange ikke tage mig sammen til at være med sammen med mine venner. Ringe til nogen, smile til en på gaden, eller bare være glad. Jeg kan ikke engang overskue at planlægge en ferie eller gå en tur i parken.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor nogle forældre mødes med deres voksne børn, snakker og hygger sig og rejser sammen, mens andre ikke kan være i stue med hinanden uden kvalmen ulmer i maven.
Det sidste tilfælde er mig, og jeg ved inderst inde, at jeg har mistet min mors familie, lige nu.
Jeg må også leve uden min lejlighed, som jeg kun har haft i halvanden år nu. Ud af de halvanden år, har jeg boet i pavillonen i et halvt år. Og det er sgu nederen for at sige det lige ud.
Livet går videre
’Men hvad fanden’, tænker jeg, jeg kan slappe af nu uden at skulle hidse mig op. Jeg føler mig levende mellem alle disse mennesker, både de sunde, de mindre sunde, og de meget usunde, de raske, de mindre raske og de meget syge.
Telefonen ringer, jeg tager den og Gert er i røret:
– Hvad så, går det godt? spørger han med en bestemt og venlig tone, sådan er han. Han kan godt lide at være midtpunktet af festen, og den som viser vejen frem.
– Det går godt, siger jeg stadigvæk i min drøm.
– Vil du med til julefrokost den 9. december?
Jeg tænker lidt over det, mens jeg tænker tilbage til den dag, jeg kom op og skændes med ham. Det var min skyld, og jeg troede aldrig, vi ville være på talefod efter det. Men en dag kom han selv op at skændes med en anden fra venskabskredsen, mens jeg var der, og der forstod jeg at livet går videre på godt og ondt.
Lige nu er jeg glad
Jeg har ham stadig i røret og svarer ham:
– Selvfølgelig min ven, det var jo så hyggeligt sidste år. Vi snakker lidt mere sammen i telefonen, og jeg lægger på med et smil på læben.
Solen skinner, de få skyer på himlen svæver langsomt forbi, og engang imellem dækker de for solen. Ligesom livet, nogen gange er det dejligt, nogle gange er det med blandede følelser, og nogle gange er det helt ad helvedes til.
Men lige nu er jeg glad, og langt om længe stresser jeg af og efterlader mine bekymringer, som svævende bobler, der brister i stykker, højt oppe i luften.
Og jeg forsvinder endnu engang i tankerne, et uvist sted. Drømmer om te, med et lille stykke citron, to og en halv teske sukker rørt rundt i teen, mens solen lidt endnu varmer min krop, og jeg lukker blidt mine øjne.