Af Troels Langemark. Foto Af Troels Langemark
De fleste, der har oplevet at have en depression, har nok svært ved at forstå, at deres tilstand eller sygdom egentlig kan være gavnligt og have en årsag, nemlig den, at du skal geare ned og tænke over livet. Men der findes faktisk en hypotese, der mener lige præcis det.
The Analytical Rumination Hypothesis (ARH) fra 2009 er en hypotese, der tager udgangspunkt i, at depression er en evolutionsbaseret mekanisme, der har til formål at få mennesker til at ruminere, altså tænke over det problem, der har forsaget depressionen.
Med evolutions baseret menes der, at en given ting har udviklet sig gemmen tiden til fordel for organismen, som i dette tilfælde er mennesket.
Ordet at ruminere (engelsk – rumination) stammer oprindeligt fra Latin og betyder at tygge drøv. Når det bruges i denne sammenhæng er det, fordi det at tygge drøv hjælper kvæget med at fordøje dets føde på en optimal måde, ligesom det at tænke over grunden til ens depressive tilstand kan hjælpe en med at overkomme denne. Det er hele essensen i The Analytical Rumination Hypothesis – at overkomme ens depressive tilstand ved at tænke over hændelser, der er sket for os i den fjernere eller nærmere fortid og dermed komme med løsninger på problemet.
Depression som et formål
Når jeg vælger at skrive om denne hypotese er det fordi, at depression er en af de mest almindelige psykiske lidelser i Danmark og i resten af verden. WHO (Verdens Sundheds Organisationen) forudser, at depression vil være en af de mest belastende sygdomme i år 2020.
Men hvad nu hvis depression rent faktisk har et formål som The Analytical Rumination Hypothesis påstår, nemlig at den giver mennesket mulighed for at ruminere over en given hændelse, der har ført til depression? Og vil dette formål rent faktisk give mening i forhold til den smerte mange med depression oplever?
Jeg har selv haft og har stadig depression tæt inde på livet, eller det vil sige, at jeg er symptomfri og har været det i mange år, men det er i kraft af, at jeg hver morgen tager min antidepressiva. Jeg har haft depressive symptomer af flere omgange i mit liv, men jeg har også oplevet at have haft perioder, hvor jeg ikke har haft nogle symptomer på depression.
Så længe jeg kan huske tilbage, og inden jeg fik ordineret antidepressiva, har jeg nok haft tegn på depression, men årsagen ligger mig fjernt.
Men måske netop fordi, at jeg har haft det virkelig skidt i mine depressive perioder, har det været svært for mig at se et “formål” – altså det at finde en årsag ved at ruminere over min depressive tilstand. Og det er selvom jeg i min research af denne hypotese har fundet udsagn, der netop beretter om det modsatte. Det at ruminere hjælper åbenbart nogle mennesker.
I så fald giver denne hypotese god mening – i hvert fald for disse mennesker. Men hvad med dem, hvor det at ruminere ikke har en gavnlig effekt. Hvis denne hypotese skal have en vis validitet, bliver den også nødt til at have en effekt på størstedelen af de ramte.
Depression uden årsag
Problemet med The Analytical Rumination Hypothesis er, at dens udgangspunkt er, at depressive tilstande er forsaget af ændringer i livsomstændigheder såsom skilsmisser, dødsfald, pres fra familien eller et stresset arbejde, og ikke i den depressive tilstande som ikke er forsaget af udefrakommende faktorer. Der er forskel på en undertrykkende følelse af tomhed og en naturlig og sund reaktion forsaget af ændringer i sociale livsomstændigheder
Ifølge hypotesen påstås det, at antidepressiva ikke har en god effekt på det at ruminere, da antidepressiva netop er symptomdæmpende og ikke årsagsbehandlende. Ved netop at dæmpe symptomer, vil det være sværere at finde frem til årsagen til depressionen og dermed at ruminere.
Hypotesen fordrer, at samtaleterapi har en gavnlig virkning på tilstande som mild og moderat depression, hvorimod samtaleterapi ved svær depression i mindre grad har en effekt.
Samtaleterapi har netop den fordel, at det kan hjælpe med at finde frem til en “forklaring” på, hvorfor netop depressionen er opstået og dermed kan hjælpe personen med at ruminere over denne.
Men der er mennesker, der lider af svær depression, og de opnår ikke den samme gavnlige effekt af samtaleterapi og i disse tilfælde er antidepressiva den bedste løsning, mener jeg.
Medicin kan være nødvendig
Jeg er lidt delt i min holdning, når jeg læser om ARH. På den ene side, fordi hypotesen “ser” antidepressiva som noget, der ikke er til gavn og mere hæmmer en i at ruminere. Det er jeg ikke er enig i. Hvis jeg skal tage udgangspunkt i mit eget liv, har antidepressiva haft en gavnlig virkning. Som en veninde engang sagde til mig ’better life through chemistry’ og det kan jeg ikke andet end være enig i. Men på den anden side er det som om, at psykiske sygdomme – i dette tilfælde depression – er noget vi som samfund helst skal undgå ved at medicinere det væk. Og det mener jeg heller ikke nødvendigvis er det rigtige. Det ultimative ville være antidepressiva i kombination med samtaleterapi, som efter min opfattelse ikke er praksis, desværre.
Umiddelbart er The Analytical Rumination Hypothesis en spændende hypotese og kan måske blive en indgangsvinkel og en anden måde til at gribe en så invaliderende sygdom, som depression er, an på. Forhåbentligt kan den slags hypoteser bliver en øjenåbner for sundhedsvæsnet i forhold til at tilbyde samtaleterapi som en del af den psykiatriske behandlingen.