Som teenager var Long John Silver vidne til, at hans mor forsøgte at begå selvmord. Senere forsøgte han selv at tage sit eget liv, men i dag har han lært at tackle de tunge tanker

Af Long John Silver (Hans rigtige navn er kendt af redaktionen)

Jeg er en snart 46-årig mand, der på 17. år er diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse. Så langt som jeg kan erindre tilbage, har jeg lidt af selvmordstanker. Også tilbage til tiden før jeg som 25-årig kom i kontakt med psykiatrien første gang. Som barn var jeg glad, spillede en masse fodbold, klarede mig godt i skolen og havde mange gode kammerater. Det må være som teenager, at mit sind blev mere mørkt. Jeg isolerede mig mere i de år og fik de første selvmordstanker, der har fulgt mig lige siden.

Der er dog et par hændelser fra min barndom og ungdom, der også har gjort et stort indtryk på min psyke. Da jeg var midt i gymnasietiden, altså omkring de 16 år, gennemlevede jeg nogle af mit livs sværeste aftener og nætter. Mine forældre var blevet skilt kort tid forinden, og min mor var flyttet til et andet kvarter i byen. Jeg var alene hjemme med min far, der som sædvanlig var fuld. Min far var hele sit liv alkoholiker, indtil sin død for et par år siden.

Telefonen ringede, men min far var for fuld til at reagere. Det var min mor i den anden ende af røret. Hun havde taget for meget sovemedicin i et slags selvmordsforsøg. Jeg tog min cykel og kørte op til hende. Vi fik fat i lægevagten på telefon, der fik at vide, hvad og hvor meget hun havde taget. Lægen var nu ikke særligt bekymret. Han sagde, at hun ville sove tungt og længe, men det var ikke kritisk. Hvis jeg havde mulighed for det, så skulle jeg blive hos hende natten over og se til hende engang imellem. Jeg gjorde som lægen sagde. Jeg sov på sofaen – og så til hende i ny og næ. Da det blev morgen, vågnede hun og var frisk igen. Vi talte efterfølgende ikke om hændelsen. Min mor sagde bare, at hun var ked af, at det skete.

Rædselsslagen for min far
Mit første møde med angsten må være, da jeg var tre år gammel. Jeg husker det ikke selv, men har fået det fortalt af min mor. Da jeg var tre år, fik min far en voldsom psykose og blev ikke indlagt i første omgang. Det ville hans læge ikke være med til. I stedet gik min far syg rundt i det hus, hvor vi boede, mens han var sygemeldt fra sit job. Jeg var rædselsslagen, så snart min far var i nærheden, og jeg flygtede fra ham. Min bror, der er halvandet år ældre end mig, var meget mere uanfægtet af min far. Til sidst endte det dog med, at min far blev indlagt på psykiatrisk og kom sig stille og roligt. Min far blev faktisk i forbindelse med sin psykose også diagnosticeret bipolar, men han søgte aldrig professionel behandling. I stedet selvbehandlede han sig med alkohol.

Som voksen har jeg selv forsøgt selvmord tre gange. Hver gang har jeg gjort det i affekt, og måske også fordi jeg havde en meget uudholdelig angst. Der har ikke været nogen stor planlægning forud eller skrevne selvmordsbreve. Dertil har jeg haft det for dårligt på ”gerningstidspunktet” hver gang. Begge gange har jeg forsøgt med piller, og den tredje gang sprang jeg mere eller mindre spontant ud foran et S-tog under en indlæggelse på psykiatrisk hospital. Det, jeg fik ud af det, er, at jeg er lam fra livet og ned i dag og er permanent kørestolsbruger. Det er ikke nogen ønskværdig situation at være i for nogle mennesker, men jeg vælger at se det som en ny udfordring.

Fan af Livslinien
Når jeg har selvmordstanker i dag, forsøger jeg at udskyde dem. Jeg prøver ikke at tage dem for alvorligt. Jeg betragter dem lidt som en pladespiller, der bare kører i samme rille i baggrunden – lidt ligesom min tinnitus. Jeg siger til mig selv, at det enten er min sygdom, der plager mig, at det er min baggrund eller nogle ydre omstændigheder, der spiller mig et puds. Når tankerne alligevel bliver for nærgående, vælger jeg at kontakte Livslinien. Jeg er faktisk stor fan af Livslinien og har både brugt dem på telefon og over chat. Hver gang jeg har været i kontakt med Livslinien, synes jeg, at jeg har fået noget brugbart respons tilbage. Efter en kontakt til dem, har jeg igen fået sat tingene lidt i perspektiv, og jeg har fået mere mod på tilværelsen.
Derfor vil jeg gerne anbefale Livslinien til alle, der må have selvmordstanker:

Livslinien: 70 201 201

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.