Kære allesammen! Jeg har været til møde i anledning af, at der er fremkommet en ny metode til behandling af depressioner, som kaldes TMS, transkraniel magnetisk stimulation. I det følgende vil der komme en del tekniske detaljer, som vil glæde de af jer, som nørder med hensyn hertil – øvrige kan glæde sig over, at der her måske er håb for dem, som døjer med depression.

Det er nok de fleste bekendt, at man i mange år har behandlet svære depressioner med elektrochokbehandling, ECT. Til denne behandling lægges man i fuld narkose, og får endvidere indsprøjtet muskellammende medicin, og endvidere er det almindeligt, at patienten forinden får fremstillet en personlig bideskinne til forebyggelse af bidskader. I mange tilfælde sker der for patienten hukommelssessvigt, som for nogle er ubehagelige. Det har imidlertid været kendt i en del år, at man kan sende ganske svage elektriske strømme gennem patientens hjerne ved fuld bevidsthed, og at der således kan opnås bedring af depressive tilstande, og at behandlingen er til ringe gene for patienten. Imidlertid gør der sig det gældende, at når man sætter elektroder udenpå kranieskallen på en person, skal den elektriske strøm først passere kraniebenet og dernæst finde vej ind til nervevævet, og der finde sig vej gennem det af vævet, der har den mindste elektriske modstand, og det er således de rene tilfældigheder, der styrer, hvor strømmen kommer hen.

Imidlertid gør der sig det gældende, at magnetfelter næsten ikke vekselvirker med hverken kranieben eller noget andet, det måtte møde på sin vej, når man påfører hovedet et magnetfelt – det har overordentligt god penetrations-evne, og penetrerer på en ensartet måde. Nogen vil så nok spørge, at når det ikke vekselvirker, hvori består så pointen? Jo, det, man gør, er at lade magnetfeltet variere over tid, og når man gør det, så opstår der et elektrisk felt ifølge induktionsloven, og dette eletriske felt vekselvirker med nervevævet. Der er naturligvis tale om, at det eletriske felt er stærkere, jo hurtigere magnetfeltet ændres, og man er interesseret i nøje at have kontrol over, på hvilken måde det elektriske felt varierer over tid.

Det, vi her har at gøre med, er den modificerede Ohms lov: Elektrisk feltstyrke (volt pr. cm) = resistivitet (ohm cm) gange strømtæthed (ampere pr. kvadratcentimeter). Resistiviteten er en stofkonstant, men jeg kunne på spørgsmål herom ikke få oplyst resistiviteten af hjernevæv ved kropstemperatur. Den elektriske feltstyrke kan vi beregne ud fra oplysning om magnetfeltets variation over tid, men man skal her være opmærksom på, at det, som udretter den terapeutiske virkning, er strømtætheden. Til orientering kan oplyses, at ultrarent vand har en resistivitet på 18,18 megohm cm ved 25 grader celsius, 25 megohm cm ved 20 grader celsius, 40 megohm cm ved 10 grader celcius. Havvand har en resitivitet på 9 megohm ved 2 grader celsius. Ultrarent vands resistivitet falder til 8- 10 megohm cm i løbet af et minut på grund af, at CO2 opløses i vandet under dannelse af hydrocarbonationer. Indeholder vandet 125 ppm ioniske stoffer, falder resistiviteten til 4 kiloohm cm, og er indholdet på 835 ppm ioniske stoffer, er resistiviteten på 600 ohm cm. Det ses heraf, at resistiviteten er stærkt afhængig af indholdet af opløste ioner, og hjernevævet må formodes at være en ret god leder. Eftersom strømtætheden for konstant elektrisk feltstyrke er helt afhængig af vævets resistivitet, har vi her forklaringen på, at jeg gør så meget ud af resistiviteten.

Ved mødets indledning troede jeg, at de magnetfeltspulser, man anvendte, var firkantpulser af kort varighed, men da disse ved sluk-tænd og tænd-sluk ikke er differentiable, fandt jeg dette utilfredsstillende. En omhyggelig udspørgen fra min side i en lille pause bragte for en dag, at man ikke bruger firkantpulser, men derimod enkeltperioder af sinussvingninger. Dette giver god kontrol med det inducerede felt, men Claus Mathiesen fra firmaet Magventure fortalte, at man faktisk interesserede sig for firkantpulser af en anden grund, nemlig at disse bevirkede en aktivering af hele spektret af elektriske svingninger, hvilket havde videnskabelig interesse. Han fortalte dog, at pulser af kortere varighed end 200 mikrosekunder – hvilket svarer til en svingningsfrekvens på 5000 Hertz – gav anledning til en smertepåvirkning af patienten/forsøgspersonen.

Ved behandlingens indledning bestemmer man den såkaldte motor-tærskel i hvile (resting motor threshold, RMT), ved, at man ved enkeltpulser aktiverer det primære motor-område, som ligger i den præfrontale cortex, som ligger cirka på toppen af issen. Ofte går man lidt ned til den ene side, i retning af det ene øre, og lidt frem. Man vil så, ved bestemte signalintensiteter iagttage såkaldte ”smølfespark”, små trækninger, som fremkommer, når signalet indfinder sig. Det vil f.eks. være den arm, der er modsat den side, i forhold til den side på hjernen, der aktiveres. Man er interesseret i feltstyrker, der lige netop aktiverer disse smølfespark, men ikke mere. Ofte vil man se, at højre og venstre side af præfrontal cortex har forskellig RMT.

Nu vil nogen måske spørge: Hvad med den afsatte effekt? Den afsatte effekt findes ved at multiplicere den pågældende feltstyrke med strømtætheden: Afsat effekt i Watt pr. kubikcentimeter = Elektrisk feltstyrke i volt pr. centimeter gange strømtæthed i ampere pr. kvadratcentimeter. Den afsatte effekt må antages at være ganske ringe, måske mikrowatt, og da den afsatte energi findes ved at gange effekten med det tidsrum, den virker i – og vi har at gøre med pulser af kort varighed – er effekten uden betydning. Der vil således ikke være tale om nogen varmetoning i nervevævet ved den relevante RMT. Det er nok værd at notere sig, ikke mindst i lyset af, at magnetspolerne er udrustede med vandkøling, idet der i spolerne først og fremmest afsættes en ohmsk effekt til vedligeholdelse af det stærke magnetfelt, dels er der nok nogen selvinduktiv impedans i forbindelse med pulserne. Men ved mødet fremlagdes ingen taldata vedrørende alt dette, og principielt bør disse tal være kendte. Men hjernen har jo selv en energiproduktion, som bl.a. vedligeholder kropsvarmen i nervevævet, og blodgennemstrømningen har en nivellerende indflydelse på eventuelle små forskelle i temperatur i forhold til resten af kroppen.

Det vil nok stå rimeligt klart, at TMS-stimulation ville kunne foregå på et utal af forskellige måder – hurtigt, langsomt, med forskellige svingningsprofiler, i serier og med kunstpauser osv osv. Der er imidlertid to måder, som man har haft interesse i at standardisere. Den ene, rTMS, repetitiv TMS, anvender 120% intensitet i forhold til RMT, 10 Hertz svingninger i 4 sekunder, efterfulgt af 26 sekunders pause, i alt 3000 pulser pr. seance. Dette varer i 37,5 minutter. Den anden metode, som betegnes iTBS, intermittent theta burst stimulation, idet den forsøger at efterligne hjernens theta-aktivitet, bliver påført hjernen det samme sted og ligeledes med 120% RMT. Stimulationen består af 50 Hertz svingninger i tripletter (så vidt jeg forstår 3 perioders sinusformede svingninger). Disse tripletter gentages 5 gange i sekundet i to sekunder, efterfulgt af 8 sekunders pause. Der afgives på denne måde 600 pulser pr seance, hvilket giver en seancevarighed på 3 minutter og 20 sekunder. Undersøgelser og eksperimenter har vist, at hvis man fortsætter iTBS-behandling ud over denne varighed, indfinder en uønsket inhiberende virkning sig, dvs nervevævet ophører med at blive stimuleret, men lukker i stedet for ned for aktiviteten.

Behandlingerne strækker sig ofte over 20 seancer med fem seancer om ugen, dvs. 4 uger. Det er her værd at bemærke, at iTBS synes at give ligeså gode resultater som rTMS, og i betragtning af, at selve behandlingstiden er så meget kortere end rTMS, er man interesseret i denne metode, idet der så kan behandles flere patienter på en arbejdsdag. I øvrigt ser man ofte, at virkningen indfinder sig forsinket, således, at udelades en behandlingsuge, så indfinder bedringen sig alligevel senere.

Det er naturligvis klart, at det er meget vigtigt nøje at positionere magnetspolerne helt nøjagtigt det rigtige sted udenpå kraniet, hvorfor man har fremstillet hvide stofhuer til patienterne, som sidder på en ganske bestemt måde, og hvor man kan markere stimulationsområdet op med speedmarker, så behandlingen bliver ensartet fra gang til gang. Endvidere er det vigtigt, at patienterne ligger helt stille under behandlingen, og med hovedet rigtigt positioneret. Som oftest ligger patienten på ryggen på et leje på en bekvem måde.

Der er her omtalt metoder, hvor der anvendes forholdsvist hurtige svingninger, 10 Hz ved rTMS og 50 Hz ved iTBS. Jeg fik ved en samtale med Claus Mathiesen fra Magventure (som ligger i Farum, og som er det firma, som fremstiller de apparater, der anvendes til TMS overalt i verden) den oplysning, at hvis man anvender langsomme svingninger, mindre end 1 Hz, så aktiveres gliavævet, dvs. de såkaldte astrocytter (som ikke er nerveceller), hvilket i høj grad har videnskabelig interesse, og som i nogle tilfælde måske kan have terapeutisk relevans.

Med hensyn til bivirkninger, var den bivirkning, der rapporteredes hyppigst, hovedpine. På en skala fra 1 til 10, hvor 1 var ingen smerte og 10 uudholdelig smerte, var smertescoren i middel 3,8, og det var erfaringen, at denne smertepåvirkning for det meste ikke gav anledning til at folk opgav behandlingen. Der syntes at gøre sig tilvænning til denne smertepåvirkning gældende.

Det er væsentligt at notere sig, at i det canadiske studie, der her refereres til, og som er fremlagt i det britiske lægetidsskrift The Lancet, fremgår det, at man her særligt har koncentreret sig om patienter, der har haft gentagne erfaringer med antidepressiver, som ikke har virket, og det er bemærkelsesværdigt, at der rapporteres om gode resultater for denne patientgruppe. Behandling af bipolare patienter i den depressive fase giver ikke anledning til maniske episoder.

For tiden skal man til Århus for at få denne behandling, men mon ikke der snart kommer klinikker i København og på øerne generelt?

Jeg finder det meget tankevækkende, at der i dag findes ret omfattende viden om, hvilke områder i hjernen, der er problemer med i forbindelse med depressioner. Nogle af disse områder har for lav aktivitet, andre har for høj aktivitet. Karakteristisk for TMS-behandling er, at den ikke virker i dybden, men stimulerer storhjernens hjernebark, men man kan iagttage, at stimulationen forplanter sig ind i hjernen ved nerveimpulser. Naturligvis er det af største betydning, at der foretages omfattende videnskabelige studier af, hvilken behandling, der netop er egnet til denne og hin gruppe patienter, og at behandlingen er individuelt tilpasset, og så vidt muligt foregår på en oplyst baggrund. Jeg spurgte selv Alexander Sacks fra Holland, som holdt det indledende foredrag om metoden, om ikke der kunne ligge en pointe i at behandle med feltstyrker, der lå under RMT, altså uden synlig nerveimpulsaktiverende virkning, og han gav mig ret i denne betragtning, i den forstand, at der her lå et opklarende videnskabeligt arbejde forude. Det, der er så spændende, er, at metoden indeholder så mange variationsmuligheder.

Metoden er så langt fremme over hele verden, at den anvendes i 800 klinikker i USA og 200 steder i Europa, og at sundhedsmyndighederne i vidt omfang verden over anerkender metoden. Det amerikanske Food and Drug Administration (FDA) anerkender metoden, og de amerikanske sundhedsforsikringer dækker udgifter i forbindelse med denne behandling. Så der er altså ikke tale om en ”alternativ” behandling, men om en metode, som i vidt omfang har vundet international anerkendelse. Det er tankevækkende, at når nu det firma, Magventure, der fremstiller alle de avancerede, programmerbare apparater, der anvendes til metoden over hele verden, ligger i Danmark, at vi så herhjemme har været forholdvist sene til at rykke i forhold til metoden, Der har været internationale studier i metoden siden midten af 1990erne, så man ved ganske meget om, hvad den kan.

12 Kommentarer

  1. Jørgen P.

    Det er helt korrekt, at behandlingen er meget relevant at undersøge yderligere, men man får også et indtryk af, at den er blevet rimeligt undersøgt, hvilket langt fra er tilfældet. Her er en kilde:

    https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/generelt/tilstande-og-sygdomme/diverse-rapporter/tms-ved-depression/

    “Desværre er de videnskabelige undersøgelser, som kan sige noget om behandlingseffekten ved TMS, gennemgående små kliniske studier med beskeden statistisk styrke. Metodologisk er kvaliteten ikke særlig god. I mange af undersøgelserne var patientmaterialet dårlig karakteriseret med hensyn på indlæggelsesstatus, diagnose, sværhedsgrad og tidligere behandlings- og sygdomsforløb. Desuden undersøger flere af studierne såkaldt behandlingsresistente eller -refraktære patienter, uden at kriterierne for denne karakteristik er angivet. Det betyder, at det er svært at vide, om resultaterne også gælder for andre patientgrupper, f.eks. førstegangsdeprimerede, der ikke har prøvet anden behandling.

    I mange af undersøgelserne er der store problemer med blindingen. Problemet er, at patienten ved de anvendte stimulationsparametre tydeligt kan mærke, om vedkommende får aktiv eller placebo behandling, idet førstnævnte giver kontraktioner i tyggemuskulaturen, som evt. kan være smertefulde. Dette har ført til videreudvikling af apparaturet, således at placebobehandlingen vha. en svag strøm også giver anledning til de samme muskelkontraktioner, som den aktive behandling gør. Imidlertid er denne teknik relativt ny og derfor endnu sjældent anvendt.”

    Svar
    • Arne Nielsen

      Der er nogle ting, som halter her. Food and Drug Administration (FDA) i Amerika kan ikke beskyldes for at fare let til en anerkendelse, og det forhold, at metoden allerede har vundet sig så stor udbredelse, kan næppe skyldes kvaksalveri. I øvrigt er det værd at bemærke, at i det nævnte link er intet nævnt om iTBS. Selvfølgelig kræver metoden en fagkundskab, som vi herhjemme næppe besidder, da der kun har været forkølede forsøg på overhovedet at nærme sig metoden, og desuden er vi herhjemme oppe imod en konservatisme i lægelige kredse, som priser ECT, trods det, at denne metode er meget indgribende overfor patienten, og dertil omkostningsfuld. Alt i alt ligger det nært at betegne den nævnte henvisning som ufyldestgørende, idet, der næppe kan ligge et fuldt litteraturstudie til grund for de holdninger, henvisningen forfægter. I stedet skulle man gå på med krum hals i henseende til at tilvejebringe den nødvendige sagkundskab i henseende til at kunne udnytte TMS på korrekt måde, hvilket man jo tydeligvis endnu ikke er i stand til her i landet.

      Svar
      • Arne Nielsen

        Som jeg har redegjort for i artiklen, lider ECT i overordenlig høj grad af mangel på præcision, idet ingen ved, hvilke veje den strøm, som påføres hjernen, følger. Det, som her tilbydes, er en mulighed for ret præcist at bestemme, hvilket område i hjernen, der påvirkes. Men her kommer jo det interessante moment ind i billedet, at så skal man til at forholde sig til hjernens anatomi i detaljer, hvilket man er vidundeligt fri for i forbindelse med ECT, hvor man bare giver det hele en spand kul. Og der gør sig jo det forhold gældende, at hjernens anatomi volder de medicinstuderende mange bryderier. Det forhold, at ECT i praksis er vellykket for nogle patienter, mens det for andre patienter er ganske ødelæggende, taler sit tydelige sprog om, at man i virkeligheden har ringe kontrol med, hvad der sker under ECT, og det forhold, at der nu her tilbydes en metode, som rummer muligheden for bedre kontrol med, hvad der sker, burde mødes med kyshånd i stedet for stupid hægten sig fast i en dårligere metode af ren konservatisme.

  2. Arne Nielsen

    Den artikel, jeg betjener mig af i forhold til min blogartikel, findes i The Lancet, 2018, 391: 1683-92, med titlen: “Effectiveness of theta burst versus high-frequency repetitive transcranial magnetic stimulation in patients with depression (THREE-D): a randomised non-inferiority trial” af Daniel M. Blumberger, Fidel Vila-Rodriguez, Kevin E. Thorpe, Kfir Feffer, Yoshihiro Noda, Peter Giacobbe, Yuliya Knyahnytska, Sidney H. Kennedy, Raymond W. Lam, Zafiris J. Daskalakis og Jonathan Downar.

    Svar
  3. Lone

    Hey Arne Nielsen
    Nu har jeg læst denne artikkel. Lige bortset fra det meget tekniske, som jeg ikke magter – så handler det om at man, ved at sende vibrationer, magnetpåvirkning, magnetfelter, kaldet impulser ind i områder i hjernen, således kan lette sværere depressive tilstande.
    Jeg er meget imponeret over dit vid og din grundighed.
    Du er en person man kun kan imponeres af.

    Du kender nok mine synspunkter. Vi har jo efterhånden talt sammen en hel del gange, og har lært at respektere hinanden, tror jeg jeg kan sige.

    Jeg har en helt anden indgang til dette med depressioner og hvordan man kommer ud af en sådanne tilstand.

    Selv led jeg voldsomt af depressioner i mere end 40 år… og en dag kunne jeg stoppe dem, når de viste sig.

    Et års tid før var der sket to meget vigtige hændelser, med stor konsekvens for dette, at jeg pludselig opdagede , at jeg kunne stoppe udvikling af depression.

    Jeg havde taget et meget godt Recovery – kursus, og lært at se en masse godt i mit liv. Jeg havde lært om at skabe velvære, træne selvværd, set min selvstigmatisering, forstået de personlige rettigheder, etc etc og var begyndt at træne disse mange gode metoder.
    Desværre fik jeg diabetes, lige da kurset stoppede. Men, det var egentlig at opfatte som en meget vigtig del af min kommende proces. For at komme denne lidelse, diabetes, til livs, måtte jeg lægge min livsstil ganske seriøst om. Jeg trænede meget, og jeg spiste ekstremt sundt. Samtidigt med at jeg trænede alle disse metoder, jeg havde lært om, på Recovery . kurset.
    Netop erfor kunne jeg, da depressionen meldte sig , ca et halvt år efter færdiggørelse af mit Recoverykursus, og udbrud af diabetes TYDELIGT se og mærke, at depressionen var ” sæt af fuldstændigt falske følelser og tanker ” . For jeg VIDSTE jo, at jeg havde det ret godt. Og således kunne jeg ” tænke og handle mig ud af den begyndende depressive tilstand ” .

    Jeg anderkender selvfølgelig, at der eksisterer meget svære depressioner, som er svært behandlelige. Men, jeg tillader mig at tilføje ” tilsyneladende ubehandlelige ” … Jeg har iøvrigt selv oplevet mange meget svære depressioner, og bare ” stået dem ud ” . Ventet på, at de stoppede.

    Jeg er sikker på, at alle kan finde en vej ud af depression, og denne vej er et sted mellem brug af hjælpende metoder og opbyggelse af et dejligt liv og masser af god , sund, styrkegivende livsstil. Og dertil ” en stærk overbevisning om, at dette er gældende. Og, måske en god coach.

    Som vi to har talt om, Arne, jeg har hjulpet mange med at ” hive dem ud af deres depressive tilstand ” . Også folk med meget svære depressive tilstande. Det er jo en meget intensiv metode. Og, nok ikke alle vil bryde sig om dette. Men, jeg fabrikerer eller synliggører, en stor mængde positivitet, kan man nok sige. Og, det virker altså. Det er vigtigt at kontakten er ret intensiv, indtil depressionen letter. Så ret intensiv kontakt er nødvendig. ( Med mindre der er tale om en person, som har haft depressioner mange gange, og derfor ikke er så bekymrede i forhold til tilstanden. )

    Ja, det er jo sådan jeg opfatter tingene.
    Jeg tror, at det vil kunne komme langt de fleste til gode, altså at lære at træne nogle af de gode ” Recovery – strategier ” – og dertil have en meget sund livsstil. Altsammen noget der kan trænes. Altsammen noget der bliver gradvist stærkere virkende med tiden.

    Jeg ér ikke meget for hverken Tms og slet ikke ECT.

    Jeg anderkender at folk føler sig hjulpet / bliver hjulpet, selvfølgelig gør jeg det. Men, jeg bryder mig simpelthen ikke om ECT. Jeg håber, at det viser sig, at det er ganske ufarligt, som også du håber, dette TMS.
    DOG – det må vel handle om at lære at stoppe udvikling af depression eller at komme helt væk fra denne form for reaktion.

    Ja, så er vi så langt, Arne, nu er det på skrift 🙂

    Vi snakkes ved.

    Og tusind tak for din grundighed.
    .
    Tak for din interessante og imponerende artikkel.
    Arne Nielsen, du er for vild 😉

    Kh Lone Høeg

    Svar
    • Arne Nielsen

      Kære Lone!
      Tak for din meget udførlige og fine kommentar. Jeg synes vældigt godt om, at vi har den her debat i kommentarfeltet, idet jeg mange gange har tænkt, når vi har talt sammen, at andre måske kunne have udbytte af vore udvekslinger, og måske selv kunne have nogle indspark af værdi og interesse, og som måske kunne fremføre tankegange i en i øvrigt ikke enkel problemstilling, som ingen af os to måske havde set.

      Min egne erfaringer med svær depression kan jeg forsøge at skitsere ved, at selvom jeg udefra set så normal ud, så udvirkede depressionen en radikalt andeledes motorisk funktion, som en kender ville kunne iagttage, men ellers ikke observere noget særligt. Set indefra var jeg imidlertid som en koncentrationslejrfange, hvor al hjerneaktivitet var nedskrevet til simpel overlevelse, og det føltes som om hjernen var skrumpet og ved at dø, at begå en slags cellulært selvmord. Det er vanskeligt at beskrive for andre personer, der ikke selv har oplevet det. Det var altså ikke ren psykologi, men fysiologi. I en sådan situation tror jeg ikke på psykologiske strategier, fordi kun en sådan strategi, som retter sig mod overlevelse, har relevans i en sådan situation. Jeg er ikke i stand til at vurdere, hvorvidt rTMS eller iTBS ville være egnet til at behandle en sådan tilstand. Ihvertfald virkede behandlingen med stærk antidepressiv ganske voldsomt, og havde mange ligheder med behandlingen med ECT, idet jeg kort tid efter behandlingens start fik akut hukommelsestab. I øvrigt har jeg haft enhver bivirkning, som tænkes kan, men jeg kunne fra starten se en idé i behandlingen, også det fænomen, at jeg i en periode rummede en helt ujordisk vrede, som ikke var rettet mod nogen eller noget – jeg var bare vred. Det stod mig klart, at denne vrede spillede en betydelig rolle i den udrensningsproces, som var i gang. Den gik over, men jeg har været ude for andre, som størknede i dette vredesstadium, og som derfor måtte behandles med antipsykotiske midler. Jeg er af den opfattelse, at ingen psykologisk strategi kunne have eftergjort dette behandlingsforløb, specielt ikke dets grundighed og griben ned til de ganske rødder i hele problemstillingen. Det er derfor, at jeg er af den opfattelse, at de strategier, som du har fundet, og som du omtaler, ikke har generel gyldighed, men som meget vel kan have relevans for nogle. På denne baggrund er det måske relevant at tale om de depressive tilstande, ligesom man taler om schizofrenierne, hvor der i realiteten er tale om forskellige sygelige tilstande. Jeg er forlængst kommet til den opfattelse, at der på det psykologiske felt, i kombination med alt det hjernefysiologiske, nok har været mange overordentligt fine iagttagelser gennem tiden fra Freud og frem, hvoraf nogle har kunet holde, andre ikke, men hvor MIN konklusion er, at man i meget vidt omfang har været tilbøjelig til at undervurdere opgaven, og alt for tit har troet, at NU havde vi fat i hele pointen og alt det væsentlige. Den menneskelige hjerne er resultatet af årmillioners biologiske optimeringsprocesser, som har haft til formål på så lille en plads som muligt at realisere en ganske enorm palet af muligheder, hvoraf blot et lille udsnit realiseres i det enkelte menneske, men som må forstås i sin helhed, hvis vi skal gøre os håb om at gøre os retvisende tanker om hjernen. Jeg tror, at der er stof til tusinder af års intensiv forskning, før vi kan sige noget nagelfast om hjernen, men hvor man kan komme med den foreløbige konklusion, at den rummer så enorme muligheder og gåder, at de fleste mennesker er meget langt fra blot at have indset en flig deraf. I øvrigt har jeg selv kunnet konstatere, at idéudvikling i forhold til, hvad vi ved ad rent videnskabelig vej, har en tilbøjelighed til at spurte forud i forhold til videnskaben, men er interessant i kraft af, at vi på denne måde måske kan foruddiskontere, hvad vi skal kigge efter. Megen anden videnskab har således kunnet profitere af teoretiske og idémæssige fremskridt, hvor indsigten mere eller mindre var etableret på papiret, før den var etableret eksperimentelt. Men jeg vil til enhver tid hævde, at selv den bedste mestertænker får kam til sit hår, når det gælder om at forstå noget om hjernen.

      Svar
  4. Lone

    uha, kære Arne, jeg kommer til kort, her.
    jeg kan slet ikke kommentere, i forhold til at dette meget videnskabelige. Jeg vil gøre mit bedste for at svare her :

    Jeg ved jo , at du ikke tro, at det jeg prædikerer for, er af almen interesse, og kun gælder for nogle. Respekt for det .

    Til det kan jeg forsvare muligvis min antagelse ved, at meget af det jeg taler om, det taler mange andre om. Og, hvad kan man bruge et så vagt argument til ?

    Nu er jeg jo ikke vidensskabsperson, jeg er sådanne en lidt halvstudent, halvsocialpædagog 😉 og , jeg stor erfaring med at hjælpe alle mulige, meget forskellige mennesker væk fra depressiv tilstand.

    Som du ved, skal jeg holde oplæg om min depressions – bekæmpelses – model ” Optursnmanualen ” til maj næste år. ( http://psykovision.dk/images/PDF/KonfRecovery4/Program%20konference%202019.pdf )

    Hvis du læser programmet ligeherovenfor, vil du se at der blandt andet vil blive talt om livsstil, selvværdstræning, den metakognitive metode andet .

    Iøvrigt startede min opbygning om ” Optursmanualen ” udfra videnskabelige viden, sjovt nok. Jeg vidste fra min studietid på Fysioterapeutstudiet, at hjernen er 21 dage om at acceptere ny fysisk læring. Jeg tænkte, gad vide om ikke også dette gælder for det psykologiske. Og lavede derfor et program, der kan gennemføres på tre uger.
    Det interessante er dog, at min metode som regel hjælper efter en til to uger.
    Ofte er denne meget koncentrede samtale i starten , og derefter den daglige kontakt rigeligt. Er det muligt for folk at stable et lille hjælpende >/ støttende netværk på benene, er der stor snadsynlighed for, at det handlingslammede allerede forsvinder efter en uge.

    Jeg skal på ingen måde påstå, at disse metoder gælder for alle.
    Men, jeg er ikke bange for at sige, at jeg tror det.
    Det tyder det på, synes jeg.

    Jeg håber, at du aldrig aldrig bliver deprimeret, igen, Arne. men, gør du, så skal jeg gøre alt , hvad der står i magt for at hjælpe dig. Og jeg er sikker på, at jeg kan hjælpe dig ud af en depressiv tilstand. Ikke sådan 1 – 2 – 3 hokus pokus, men nok kortere tid, nok max senest efter fire uger. To til tre intensive samtaler, over et par dage, og derefter samtaler med en vis tæt hyppighed, gerne hver morgen, evt også om eftermiddagen.
    OK … det er mit svar for nu.

    Tak for dit gode svar, du brave menneske.

    Kh Lone

    Svar
  5. Lone

    ps – beklager de mange fejl. Jeg har lidt travlt. Jeg vil undlade at skrive i småstresset tilstand en anden gang.

    Svar
    • Arne Nielsen

      Kære Lone!
      Tak for dit svar. Må jeg gøre opmærksom på, at jeg for mit vedkommende også er en selvbestaltet, halvstuderet røver, med to mellemuddannelser bag mig, men ikke gran af nogen højere titel. Det indebærer så at jeg således ikke har nogen faglighed at forsvare, kun det, at jeg med mig selv ved, at det, jeg kommer med, er i orden, og så det personlige mål, at komme udenom alle selvfølgelighederne, og at komme til at udtrykke noget væsentligt, som kan have interesse for andre mennesker på den måde, at de får tilføjet viden, de ikke havde før. Egentligt er dette jo ret ambitiøst, men på den anden side har jeg jo en fornemmelse af, hvad folk ved, og hvad de ikke ved. Rigtige akademikere har jo en tilbøjelighed til at udtrykke sig til et lille, eksklusivt publikum, men det er ikke dér, jeg vil hen. Så enhver formidlingsopgave indebærer ofte nogle kompromiser, som snart går til den ene side snart den anden – jeg har ingen patentløsninger. Det, jeg taler om her, er hvorvidt man skal have læseren i fokus, eller stoffet.

      Svar
  6. Lone

    Hej igen, Arne
    Det gør vel ikke noget at have ambitioner, gør det det ? Iøvrigt –
    man har både læser og stof i tanken, har man ikke det ? Det tror jeg da.
    Det kunne være interessant, hvorvidt den biologiske / naturvidenskabelige del af videnskaben vil / kan sige noget om skabelse af velvære , træning af sundt selvværd og arbejde med anti – selvstigmatisering / negative forventninger til sig selv .

    Jeg regner med at vi ses til Lis Callesens oplæg om den metakognitive metode. God weekend 🙂

    Svar
  7. Lone

    HEY – BLOT FOR GOD ORDENS SKYLD :
    jeg kom til at hænge foran computeren og skrive i alt for mange timer i træk, idag. Så, jeg dukker ikke op til oplægget om ” En udgave af Metakognitiv metode ” som Kim Engelbrectsen har inviteret ind til, på Outsideren.

    Svar
  8. Lone

    Hej igen
    Jeg har – i den grad – klokket i oplysningen omkring ” Oplæg om det Meta – kognitive v. Pia Callesen på Outsideren. Det foregår mandag 25.6.18 kl 13.30. Beklager meget !!!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.