Af Maja Skov Vang. Foto: Privat
Når man er på festival, så skal man helst være glad og social, helst kunne drikke nogle øl, sove usammenhængende og leve en smule uhygiejnisk. Noget, der kan være svært, især når man har en psykisk sygdom. Outsiderne var til Danmarks næststørste festival, Smukfest, hvor vi gerne ville finde ud af, hvordan man får en god festival, selvom man har en psykisk sygdom.
Vi mødte Camilla Riis Andersen og Rasmus Hansen, der er ambassadører for kampagnen EN AF OS, der vil bryde tabuer omkring psykisk sygdom. Det gør de blandt andet ved at holde foredrag om, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom. Og ligesom nu ved at have en stand på Smukfest.
– Det handler om at fortælle folk, at det ikke er farligt at have en psykisk sygdom. Og om at vise folk, at vi er fuldstændigt normale mennesker, der ser helt normale ud, fortæller Camilla Riis Andersen, der lider af OCD.
– Vi vil også gerne fortælle, at selvom man er psykisk syg, så kan man sagtens tage på sådan en festival her, supplerer Rasmus, der lider af bulimi og depression.
Tør du kramme en psykisk syg
På festivalen i Skanderborg i skyggen af nogle store træer har EN AF OS en stand, der indbyder til snak. Der er lænestole, billeder hængt op på teltdugen, en kaffemaskine og en håndfuld mennesker fra kampagnen, der er klar til at tale.
Camille og Rasmus fortæller, at nogle kommer ind i standen af ren nysgerrighed, mens andre kommer for at få en snak, fordi de har det svært.
– Der kom en pige, der både var her i går og igen i morges. Hun har en spiseforstyrrelse, og hun sagde til mig: ”Jeg har det så dårligt, at jeg har lyst til at gå ud at kaste op. Vil du ikke snakke med mig”. Og så fik jeg guidet hende lidt igennem det, fortæller Rasmus.
Selvom mange kommer af sig selv, har En AF OS også gjort en del for selv at få folk i snak:
– Vi deler flyers, badges og armbånd ud. Og så har vi karmakort, hvor der står: ”Du har en god udstråling”, og så starter man en dialog. Vi har også events, der hedder ’kram en psykisk syg’. Så går vi rundt med bind for øjnene, og så er det bare om at kramme os, hvis man tør, siger Rasmus.
Vil de stemple mig?
Er det ikke grænseoverskridende?
Rasmus: – Jo meget. Jeg er 20 år, og mine venner havde helt sikkert ikke forventet, at jeg ville være på festival på den her måde. De forventede, at jeg jeg ville sidde i lejren og drikke hele festivalen. Så jeg kan godt blive bange for, om de nu kommer til at stemple mig.
Hvad får I ud af at fortælle jeres egen historie?
Rasmus: – Jeg føler, at jeg får bearbejdet det. For når du bare er i det, så kan der nærmest blive en osteklokke omkring din sygdom. Når jeg arbejder med min historie, når jeg skal ud at holde oplæg, så skal jeg forholde mig til min historie og stille spørgsmåls ved: Hvorfor kaster jeg op? Hvad er det, der gør, at jeg ikke kan komme op om morgenen? Og hvad var det, der gjorde, at jeg prøvede at slå mig selv ihjel sidste år? Det er en helt anden måde at bearbejde det på end ved at sidde over for en psykolog og snakke.
Camilla: – Det er selvterapi. Det er det ord, jeg plejer at give. For det giver mere end en time hos en psykolog. Der er hele tiden nye ting i sin historie, som man opdager.
Du kan umuligt være syg
Hvilke fordomme møder I oftest?
Rasmus: – ”Kan en dreng have en spiseforstyrrelse?” Jeg møder også mange fordomme om, at jeg jo har det godt. Da jeg gik ud fra gymnasiet, der havde jeg det højeste gennemsnit i klassen, jeg fik et legat for min faglige indsats på skolen. Jeg gik også til mange fester og havde mange venner. Og sådan forventer man ikke, folk med en sygdom har det. Folk forventer, at man sidder derhjemme og græder hver dag.
Camilla: – Nu har jeg to universitetsuddannelser, jeg er journalist, har tre børn og taler fire sprog, og folk spørger også mig, ”Du kan da umuligt være syg?” Det er fordi, der er en lille procentdel af os med psykiske lidelser, der ikke kan tage en uddannelse og have et arbejde. Men der er rigtig, rigtig mange af os, der godt kan få det til at fungere med den rigtige behandling.
Hvad er især svært ved at være psykisk syg og være på en festival?
Camilla: – Det er meget afhængigt af, hvilken person man er, og hvilken diagnose man har. Vi har en, der har OCD. Hun har det svært med bakterier. Så skal vi lige være forsigtige og vaske hænder, inden vi tager mad, så hun også kan være i det. Og så har vi en, der lige skal ud bagved og sidde med musik i ørene engang imellem. Det er et arbejde, når vi er afsted med kampagnen, men vi skal også hjælpe hinanden og spørge: ”Har du brug for et kram?” eller ”Har du brug for at sidde i ti minutter og slappe af?”. Nogle kan godt klare at være her i fem dage, og andre tager hjem efter to.
Hvad med sådan noget med, at man skal være glad og meget social, kan det skabe en ensomhedsfølelse?
Rasmus: – Det tror jeg. Man skal være på hele tiden. Vi kan jo ikke gå og være mega nede. Og det kan være hårdt, fordi vi måske allerede har brugt mange kræfter bare på at være her. Og man åbner samtidig op for en masse følelser, når man fortæller sin historie, og det er i sig selv hårdt.
Du er ikke terapeut
Hvad hvis du ikke var her med EN AF OS?
Rasmus: – Det har jeg ikke turde, fordi jeg er bange for, at jeg ville få det så dårligt i de her omgivelser, at jeg ikke ville vide, hvordan jeg skulle håndtere det. Det, der er rigtig svært for mig, handler om mad. Enten har jeg ikke lyst til at spise noget, ellers har jeg lyst til at spise alt for så at gå ud at kaste det hele op. Og det bliver forstærket, når jeg er fuld. Jeg har også det problem, at når jeg spiser, så føler jeg mig rigtig beskidt. Så tager jeg bad efterfølgende. Jeg kan ikke tage mit regelmæssige bad her. Jeg ville også være bange for, om mine venner ville kunne klare det. Og jeg vil ikke have mine venner konstant skulle tænke: ”hvordan har Rasmus det nu?”.
Har I nogle gode råd, hvis man har en ven, der er psykisk syg, og man skal være social?
Camilla: – Det er meget individuelt, hvor meget din diagnose påvirker dig. Når jeg får det skidt, vil jeg helst være sammen med folk. Mens andre helst vil være alene. Så det er også noget med at kende hinanden og sige, når man måske har brug for at sidde lidt i et hjørne alene. Så generelt skal man nok bare være nærværende. Og som psykisk syg skal man være ærlig og sige, hvordan man har det i stedet for at tro, at folk ved det.
Rasmus: – Man skal huske som pårørende, at man ikke er terapeut. Du er en ven eller en mor, og det er også det, du skal være. Du skal ikke helbrede mig. Det kan du ikke. Det skal en professionel gøre.
Du kan læse mere her om EN AF OS