Over temaet: Ensomhedsfølelse. En udviklingshistorie.

I dag mandag havde vi redaktionsmøde, og jeg beklagede mig over, at jeg var fuldstændig tom for idéer til en artikel. Det blev så bragt i forslag, at jeg kunne skrive om ensomhed, idet Loucia havde begået et skriv herom den 4. juni 2018, og Michael Zittergong et skriv den 22. maj 2018, og man ville gerne se min udlægning af dette problem. Det, der gør dette emne vanskeligt for mig at skrive om, er det forhold, at jeg ikke har været i nærheden af ensomhedsfølelse i mange år.

I mine unge dage led jeg af en altfortærende ensomhedsfølelse. Måske indgik der heri også følelsen af at være værgeløs – som ung indfinder følelsen af at være en myndig person sig kun meget gradvist, og det forhold, at man har oplevelser med andres overgreb imod én med sig i bagagen, og følelsen af ikke at kunne stille noget op herimod kan præge billedet. Men dertil kom, at det viste sig, at jeg led af en alvorlig og dybtgående depression. Det er jo mærkeligt at måtte konstatere, at det bestandigt at have i hovedet, at man skal tage sig sammen, og at der ikke bliver givet ved dørene, kan føre til, at man først meget sent opdager, at man er hundesyg, og at kun en dybtgående medicinsk behandling rummer nogen perspektiver mht. at komme tilbage på sporet igen.

I mange år har det heddet sig, at der ikke er noget, der hedder problemer, men kun udfordringer, hvilket jeg på det bestemteste vil hævde er ren voldtægt af begreberne og af det danske sprog. Når man på grund af dybtgående depression er væsentligt motorisk hæmmet, så har man et problem. Glem det der med udfordring. Hvis ”udfordring” overhovedet skal have en mening, forudsætter det, at der i personen er et intakt ”jeg”, og det var der netop ikke tale om. I mange år inden, at jeg påbegyndte den medicinske behandling, var mit oprindelige jeg helt udslettet, og jeg var blot en agerende robot. Når folk fornærmede mig med overlæg, i det håb at ramme min person, var der ganske enkelt ikke nogen hjemme til at modtage fornærmelsen, så det prellede helt af på mig.

Det er meget muligt, at begivenheder i mit liv gradvist havde ført til, at jeg helt havde fortrængt mit jeg, men jeg er ikke sikker på det. Jeg hælder mere til den opfattelse, at genetikken var inde over, uden at jeg kan begrunde det rent afstamningsmæssigt. Det mærkelige var, at jeg var ude af stand til at konstatere den faktiske tilstand, men jeg fornemmede på den anden side, at folk omkring mig åbenbart var udrustede med jeger, som førte til, at de på en helt anden måde var tilstede. Det er vanskeligt at forklare.

De faktiske forhold var mig vanskelige at konstatere, fordi jeg ikke rigtigt havde noget sammenligningsgrundlag. Jeg var mig ikke bevidst, at man kunne have sådan noget som et ”jeg” – selvom jeg i udkanten af bevidstheden godt kunne se, at jeg var afgørende forskellig fra folk, jeg dengang kendte. Det fulde omfang af problemet gik gradvist op for mig i forbindelse med den medicinske behandling, hvor jeg startede ud med slet ikke at have et jeg, til jeg oplevede den første ”jeg”-kim i en drømmeagtig tilstand. Det tog mig en længere årrække at fuldføre behandlingen. Jeg fik til start 30 milligram imipramin pr. døgn. Først så skete der ingenting, men efter et par dage ramte virkningen mig som et kølleslag. Jeg havde isoleret mig et sted i byens udkant, idet jeg havde stærkt på fornemmelsen, at der stod krise på programmet. Virkningen mindede meget om virkningen af amfetamin – selvom jeg aldrig har prøvet dette stof – og jeg fandt senere ud af, at imipramin formentligt er det stærkeste antidepressiv, man nogensinde har fremstillet, og vistnok også det første.

Imipramins introduktion i psykiatrien er i øvrigt en sjov historie, idet man havde fremstillet en længere række af stoffer, som man testede for antihistaminaktivitet. Imipramin viste sig ikke at være specielt interessant i denne forbindelse, men man gjorde den interessante iagttagelse, at de personer, man testede det på, kom i pokkers godt humør, så godt, at man overlod det til psykiaterne at teste, om det kunne bruges i psykiatrisk sammenhæng. Og det kunne det i den grad.

Interessant er det også at notere sig, at mens jeg til at starte med var uhyre følsom overfor stoffet, fik jeg efterhånden behov for stoffet i større og større doser, ikke fordi der indtrådte tilvænning eller afhængighed, men simpelthen fordi behandlingens fremadskriden indebar, at jeg kunne have godt udbytte af de større doser. Maksimumdoserne ansås for at ligge på omkring 200 milligram pr. døgn. I en periode tog jeg 250 milligram pr. døgn, men så var der også fart på. Jeg var næppe i stand til at læse en avis. Og så var der jo hele den gruppe af stoffers achilleshæl: Hjerteproblemer. Selvom jeg havde hjertesmerter, og dertil slagtehusmareridt, kunne jeg i den grad se en idé med behandlingen, så jeg satte fuldt tryk på den. Men det hele var så nyt. Det forhold, at jeg blev udrustet med en slags foreløbigt jeg, blev i de næstfølgende år til, at jeg meget gradvist fik retableret en slags normale psykiske funktioner, men jeg har kunnet konstatere, at der formenligt er blevet trukket nye nervetråde, idet det hele var en meget langvarig proces, der var sat i gang. Der var tale om blivende ændringer til det bedre.

Der var også et mærkeligt ledsagefænomen. I behandlingens begyndelse, men efter at imipraminens virkninger indfandt sig, og jeg begyndte af få de første jeg-oplevelser, oplevede jeg, at det begyndte at snurre i panden, lige mellem øjnene. Efterhånden som behandlingen skred frem, bredte denne snurren sig gradvist bagud over et større og større område, og først i disse år, mange, mange år efter, er denne fornemmelse kommet helt om i baghovedet. Jeg ved ikke hvad dette betyder, men hjerneforskeren Majken Nedergaard har jo beskrevet, hvordan hjernen under søvnen ændrer sig, så at de enkelte hjerneceller skumper og giver passage til cerebrospinalvæske, som under søvnen gennemstrømmer hjernevævet og bortskaffer en masse affaldsstoffer, som dannes i vågen tilstand. Jeg ved ikke, om det er dette fænomen, der er tale om, så at gennemstrømningen først starter det vigtigste sted, forrest i hjernen, som skulle være sæde for jeg-oplevelsen. Jeg ved det ikke. Ved den antidepressive behandlings start gav jeg overfor psykiateren udtryk for den følelse, at det var ligesom om, at jeg var mange år bagud i et eller andet internt regnskab, og det kan jo være, at det her drejer sig om søvnens hjernerensende virkninger. Dengang drømte jeg udelukkende i gråtoner, men da den antidepressive behandling havde varet i nogen tid, begyndte jeg at drømme i grelle farver, og undertiden også med lydlige fænomener. Men det der med snurren i panden er unægtelig en mærkelig oplevelse. Hinduismen excellerer jo i kastemærker, som netop er anbragt i panden, lige over øjnene midtfor, og måske er det en eller anden gammel indsigt, der ligger til grund herfor – jeg ved det ikke. Blandt psykiatere er det jo en kendt ting, der cirkulerer, at intelligente mænd er særligt følsomme i netop dette punkt i panden. I gymnasiet havde vi besøg af en psykiater, som fortalte om hypnosebehandling af tandlægeskræk, og han fortalte i forbifarten om netop dette fænomen. Jeg ved ikke, om det har sin rigtighed. I øvrigt er det værd at notere sig, at jeg i dag helt fast har en snurrende fornemmelse i hele hjernen, når jeg vågner op efter at have sovet. Den aftager derefter gradvist. Jeg har aldrig hørt nogen rapportere om tilsvarende oplevelser.

Interessant er det også at notere sig, at på et vist tidspunkt i behandlingen indfandt der sig en helt ujordisk vrede, helt løsrevet fra enhver sammenhæng. Ikke sådan at jeg overfusede folk. Men jeg følte blot denne vrede, som ikke var af denne verden. Jeg har i et enkelt tilfælde iagttaget det samme fænomen hos en medpatient, som ligeledes var i behandling med stærk antidepressiv medicin af den samme stofgruppe, som jeg var behandlet med, men vedkommede forvekslede det med en reel vrede, og det gik i den grad ud over nogen. Jeg prøvede at blande mig udenom, men noterede mig fænomenet, idet det gav god mening. Måske er det en form for reaktion imod alle de fortrædeligheder, man i tidens løb har været ude for. Men jeg er nu mere tilbøjelig til at opfatte fænomenet som en radikalt anderledes måde at forholde sig på, idet depression vel for en stor dels vedkommede indebærer at tage imod alle slag med sagtmodighed.

Nå, men når psyken når et vist omfang og en vis grad af korrekt funktion, så melder der sig andre ting på banen. Jeg har siden kunnet konstatere, at psykiaterne ikke er meget for at give stærke antidepressiver til schizofrene patienter, og jeg kunne godt se hvorfor. Disse stoffer kan i nogle sammenhænge virke psykosefremkaldende, og mange år efter oplevede jeg, i forbindelse med, at det hele ramlede, og ulykkerne væltede ind, at jeg reagerede med en schizofren psykose, og det var mig tydeligt, at grundlaget herfor var bragt til veje gennem den intensive antidepressive behandling, jeg havde gennemgået mange år før. Igen var psykosen led i en fortrængningsproces, hvor jeg helt styrede udenom alle problemerne, set med de psykiske briller på.

Imidlertid blev jeg efter års behandling med antipsykotisk medicin klar over, at jeg havde et depressionsproblem, og her kommer kunsten at forhandle med psykiatere ind i billedet. Først kom de trækkende med sertralin, som er et SSRI-præparat, som jeg ikke kunne bruge til en pind. Alt for svagt. Men da jeg var overgået til distriktspsykiatrien, fik jeg forhandlet igennem, at jeg fik mirtazapin. Jeg havde i forbindelse med sertralinbehandlingen oplevet alvorlige problemer med seksuelle bivirkninger, og man mente, at mirtazapin ikke havde disse i så høj en grad, så det blev en maksimumdosis mirtazapin, hvilket jeg nu i mange år har haft glæde af, idet alle de godartede virkninger på psyken, som jeg først erfarede med imipramin, er fortsat på bedste måde. Det, der er så fantastisk, er, at stoffet bevirker personlig udvikling og personligt overskud. Derfor bliver jeg også sur, når en noksagt og en nullitet som Peter Gøtzsche kører sit forvrøvlede og på uvidenhed om de faktiske forhold baserede onemanshow til ære for den idé at afskaffe psykofarmaka. Det er jo en ofte konstateret kendsgerning, at alle de, som bliver hjulpet af medicinen, hører man aldrig fra. Tilbage bliver så folk, som vitterligt døjer svært med bivirkninger, samt de, som lider af kværulantparanoia, som fylder meget i landskabet, til skade for os, som har godt udbytte af medicinen.

Den antipsykotiske medicin har jeg holdt fast ved. På et tidspunkt, hvor psykosen var dampet af, og at jeg, på grund af en dengang for høj dosis antipsykotisk medicin, kun havde ubehagelige bivirkninger, valgte jeg at holde helt op med den antipsykotiske medicin, med det resultat, at jeg nøjagtigt ni måneder efter medicinophør fra det ene øjeblik til det næste gik i psykose. Der var ikke tale om nogen gradvis overgang – det var som at trykke på en knap. Så derfor holder jeg fast ved den antipsykotiske medicin. Jeg fik dengang, som i dag, Trilafon, som dengang var førstevalgspræparat, men i dag er det gledet helt ud, og man skal have speciel tilladelse fra sundhedsstyrelsen for at få det – og så hedder det i dag i øvrigt Peratsin. Jeg fik i en årrække for høj dosis med mange bivirkninger. Man skal have lov til at gøre sig sine eksperimenter, og jeg fik forhandlet dosen ned til et meget lavt niveau, men så indtrådte der en angstproblematik, men på det tidspunkt stod det mig klart, præcis hvilken størrelse, dosen skulle være. Jeg får det som depotindsprøjtninger, hvilket er en virkeligt god løsning, idet medicinen så bliver tilført i fuldstændigt jævnt tempo, i stedet for pillerne, hvor man det ene øjeblik får for meget, det næste øjeblik for lidt. Det er synd og skam, at stoffet ikke mere bliver brugt, da det brugt rigtigt er et knippelgodt antipsykotisk middel. Jeg holder nu også fast på det, fordi det er et stof, jeg kender så godt. Jeg har i dag ingen bivirkninger.

Hvad ensomhedsfølelse angår, har jeg kunnet konstatere, at den ganske er forsvundet i kampens hede, ikke fordi det i grunden ikke har været en ensom post at stå alt dette igennem. Men der har været så mange mærkelige ledsagefænomener. I min psykose indgik, at jeg var i ”telepatisk” kontakt med en masse mennesker, som jeg alle kunne identificere gennem deres stemmer, som jeg alle kendte – jeg hørte dem, ganske som jeg i dag, hvor stemmerne er væk, hører en anden person tale. Det forhold, at jeg til enhver tid havde selskab, så at sige, har måske persisteret, i den forstand, at jeg, når jeg rent faktisk er alene, på en måde rummer en masse personer i mit indre. Ikke på nogen konkret måde, snarere funktionelt. Jeg er her inde på den altid aktuelle diskussion om, hvad det vil sige at være normal, og jeg er mig bevidst, at det er et umådeligt komplekst system af interne kommunikationer, som alle skal fungere, ganske uden bevidsthedens medvirken, for at man kan siges at være i balance. I lyset heraf skulle det være indlysende, at jeg betragter al adfærdsforskning som det rene vrøvl. Hvis vi skal sige noget om psykologi, så må vi have fat i det, der sker i psyken. Men på den anden side er vi agerende i den verden, som nu engang er os givet, og lige netop psyken er vor adgangsport til denne verden. Nogen vil måske i lyset heraf hævde, at herpå beror hele psykens eksistensberettigelse, men jeg tror godt, at jeg tør gå nogle skridt videre. Det er muligt, at psykens oprindelige funktion i udviklingshistorisk sammenhæng har været at tackle en omverden. Men den udvikling, som har bestået i selve menneskets fremkomst, har indebåret, ikke bare en enorm vækst i social adfærd, men udviklingen af et menneskeligt begrebsapparat af uhørt kompleksitet. Eftersom det er tænkeligt, at mennesket i hele sin udviklingshistorie formentligt har været religiøst i en eller anden forstand, og at selve denne tænkemåde formentligt har været en konkurrenceparameter, er det nærliggende at antage, at evnen til abstrakt tænkning ligeledes har været en konkurrenceparameter. Først i dag ser vi at det potentiale for abstrakt tænkning, man som menneske potentielt er udrustet med, til fulde er blevet indfriet i den moderne teoretiske fysik, samt i matematikken. Selve begrebet ”forståelse” er jo den emotionelle funktion, der ligger til grund for, at vi kan videreformidle forståelsen gennem anvendelsen af ord. Omvendt, hvis alle ordene ikke var fuldt udrustede med et emotionelt rodnet, ville de jo være uden mening – hvilken situation man jo kan iagttage, når to mennesker med forskelligt intellektuelt niveau forsøger at kommunikere.

For mig har det været en tidligt oplevet livsomstændighed at føle ensomheden. Det at være intellektuelt foran kammarater i skolen, og ofte også foran lærerne, har ikke været rart at opleve. Jeg har aldrig opnået specielt gode karakterer i skolen, og jeg har i vidt omfang følt mig fejlbedømt. Det, der jo var nøglefænomenet, var min interesse og engagement i alle de ting, som virkeligt rummede muligheder, og som betød noget. Det forstod lærerne ikke en pind af, og kammeraterne heller intet. Jeg var i vidt omfang fuldstændigt isoleret i skolen. Jeg havde ingen private venner. Der var også det, at da jeg var ni år, flyttede vi til den anden ende af byen, og alle barndomsvennerne var dermed væk.

Da jeg startede på universitet – jeg læste biokemi – var det en fantastisk oplevelse at konstatere, at alle de studerende havde oplevet det samme, nemlig at være ganske alene med deres videnskabelige interesse. Jeg meldte mig imidlertid ud af universitetet, af flere grunde. Dels var der sket det i forbindelse med imipraminbehandlingen, at jeg havde fået akut hukommelsestab. Dernæst havde jeg kunnet konstatere, at jeg og de andre studerende blev benyttet som gulvmåtter af det akademiske personale. Og dels kunne jeg konstatere, at min studiegæld havde nået et niveau, hvor jeg ikke var med mere. Desuden havde jeg opnået et akademisk niveau, som satte mig i stand til at studere videre på egen hånd. Jeg var interesseret i at skaffe mig viden med stor bredde, snarere end specialistviden, som jeg i grunden ikke regner for noget – det er for dummerhovederne og for nullerne. Det, der tæller, er det generelle overblik, både i kemi, fysik og i matematik. Og der er meget at tage fat på. Men det forhold, at man har fået et retvisende indblik i, hvad der egentligt kræves, ikke mindst internationalt, har sat mig bedre i stand til at vurdere mine medmennesker. Og det er i grunden ikke så galt. (frit efter H. C. Andersen: ”Konen med æggene”).

Foto: Unsplash