Hvorfor har vi så travlt med at putte i kasser, når det først er når vi tør bryde med trygge rammer og overskride grænser at vi rykker os?

Og kan det hænge sammen?🤔

Da jeg første gang sad på den psykiatriske skadestue, tilbage i 2005, havde jeg allerede fået konstateret depression ved min egen læge, og var sat i behandling med antidepressivt. Jeg blev indlagt og fik hurtigt tilføjet angst og borderline til listen. Den voksede over de efterfølgende år med flere personlighedsforstyrrelser, og medicinlisten voksede i takt med at diagnoselisten gjorde. Jeg endte med diagnosen paranoid skizofreni, og 4 forskellige antipsykotiske præparater, antidepressivt og stemningsstabiliserende. For ikke at tale om medicinen mod alle bivirkningerne og vitaminerne fordi min krop sagde fra. Det paradoksale var, at jeg aldrig havde ret god gavn af medicinen, jeg måtte selv vælge hvad jeg nu ville prøve. Om det så var injektioner, eller i pilleform og også hvilke kombinationer. Jeg sagde NEJ til elektrochok og zyprexa, men ellers har jeg været ret godt rundt i behandlingsformerne.

Alt hvad jeg gav udtryk for var symptomer. Når jeg var vred, var det nok en reaktion på forkert medicinering, når jeg var ked af det, var jeg nok depressiv. Når jeg var glad var jeg manisk, og når jeg var forvirret og havde mange tanker, kunne det jo være vrangforestillinger eller måske endda stemmer. Jeg spurgte indimellem psykiaterne hvordan de definerede stemmehøring, og sjældent kunne de give et konkret svar. Og jeg vidste det heller ikke!

Da jeg begyndte at arbejde med at blive rask og ville trappe ud af min medicin, mødte jeg modstand. For manglende sygdomserkendelse er jo også et symptom på skizofreni, og var psykoedukation så ikke en idé igen? Så kunne jeg lære at leve med mine problemer og symptomer og udfordringer, for rask kunne jeg ikke blive. Og da jeg sagde farvel til det sidste medicin i 2016, fik jeg læst og påskrevet om alt det skrækkelige der kunne ske, hvis jeg fik tilbagefald. Kognitive tilbagefald i en sådan grad, at det ikke kunne trænes op, genindlæggelser og i værste fald psykoser.

Jeg har endnu ikke mærket noget til dét….. Men jeg brød med alle kasserne, hvor jeg aldrig følte mig hjemme. Jeg brød med de lange lister, med de holdninger der var til en patient med skizofreni, med de normer der er i dét system og aldrig har jeg følt mig selv mere som mig.

Som erstatning for ovenstående kan jeg i dag mærke mig selv, mine følelser og reaktioner. Det giver mig større mulighed for at arbejde med de mønstre jeg har, med tankerne og følelserne – og det har rykket SÅ vildt.
Jeg er lykkelig for at jeg ikke blev hængende, trods det var det trygge. Jeg er glad for, at jeg bankede i bordet og mærkede efter.
Jeg arbejdede med mig selv, og fik langsomt styrket mine grænser og min essens. Og det gjorde at jeg kunne komme ud af symptombehandlingen og at jeg nu er rask 😊

Tænk hvis vi havde en psykiatri der rent faktisk tilbød at arbejde med den enkelte patients individuelle kompetencer og styrke dem. Tænk hvis psykiatrien ikke havde så travlt med at putte patienter i kasser, systemer og på samlebånd. Tænk hvis vi havde en psykiatri der havde fokus på at helbrede….. 😍💫

Jeg er ved at pakke mit hjem ned i flyttekasser, og sådanne fysiske skift er ikke særlig rare for mig, heldigvis kan jeg snart pakke dem ud igen. 🤗

-Sidsel☀️

 

Som altid, kan I læse mere fra mig her

Om Forfatteren

Studerende

Jeg var dømt ude af livet, utallige indlæggelser, hård medicinering og jeg var meget selvskadende. Jeg har boet på forskellige døgndækkede botilbud. Og ikke mange spåede en særlig opløftende fremtid for mig. Men jeg selv bevarede håbet, eller mødte folk undervejs, der kunne hjælpe mig med at holde dét, når alt var mørkest. I dag er jeg erklæret rask. Medicin- og symptomfri. Færdigbehandlet. Jeg bor for mig selv og studerer til ingeniør i sundhedsteknologi. Jeg står nu på den anden side med en viden om systemet, psykisk sygdom, behandling og ikke mindst om hvad det vil sige at blive dømt ude og kæmpe sig tilbage. Den viden ønsker jeg at formidle videre på en brugbar og konstruktiv måde, så den forhåbentligt kan hjælpe andre og ikke mindst guide dem der har en professionel rolle. Jeg har ikke en teoretisk baggrund for det jeg fortæller om eller står frem med. Det er mine egne erfaringer, tanker og idéer - affødt af mine år som psykisk syg og ikke mindst formet sig i forbindelse med alle de mennesker jeg har mødt og stadig møder på min rejse. Jeg læser desuden til sundhedsteknologiingeniør, og ønsker at kombinere både min personlige og professionelle viden på sigt. Hop ind på min facebookblog, https://www.facebook.com/livudensygdom/, og giv endelig siden et like, og følg med, når jeg beskriver min historie bid for bid. Og når jeg giver et indblik i, hvad det vil sige, for mig, at være rask på den anden side og bruge min personlige og faglige viden i et forsøg på at gøre en forskel.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Tja, hvis man ikke er ekspert i egen psykiske sygdom, så bliver man det jo nok efterhånden. Reaktionerne hos forskellige mennesker med psykiske sygdomme på medicin af den ene eller den anden art er jo så forskellige, og fører erfaringsmæssigt til forskellige holdninger til brug af medicin. Jeg har andet steds skrevet om mange psykiatriske patienters manglende evner til at rumme andres erfaringer, og jeg har ofte, blandt medpatienter haft lejlighed til at konstatere, hvordan mange helt lukker af overfor udefra kommende fænomener og foreteelser. Der kan hos mange psykiatriske patienter konstateres en selvcentrering, som, hvis den sås hos ikke-patienter, ville blive betragtet som usund, og som samfundsmæssigt uholdbar, da vi alle jo er afhængige af hinanden. Hvilken kendsgerning, kan man konstatere, afvises af ganske mange medborgere. Og dette bevirker i sin tur, at det at være psykiatrisk patient ofte indebærer at være i en slags overlevelsessituation. Mange psykiatriske patienter slås med en økonomisk umulig situation. Men selve sindslidelsen, eller sindslidelserne, kan kræve, at patienten helt koncentrerer sig om, hvad lidelsen indeholder, og ofte er situationen den, at når man bliver indlagt på psykiatrisk hospital, må man overlade enhver beslutning til andre. Jeg taler her om mig selv. Først når behandlingen er tilstrækkeligt fremskreden, bliver man i stand til at forholde sig til nogle ting. Selve det at være en fuldgyldig samfundsborger kræver evnen til at navigere gennem en hverdag med en masse beslutninger og detaljer, som man som psykisk syg netop ikke kan rumme. Man hører af og til om personer, der som her klarer sig uden medicin, og det kan godt være, at der i sådanne tilfælde er tale om, at det, der ligner en psykisk lidelse, i virkeligheden er led i en personlig udvikling. Den menneskelige psyke rummer mange gåder, som hverken vi eller lægevidenskaben er i nærheden af at forstå. Jeg vil ikke påstå, at vi aldrig kommer til at forstå dem, men de tidspespektiver, der af og til kommer frem i pressen, er efter min mening helt hul i hovedet. Der vil være tale om hundreder af års forskning, af ting og fænomener ingen nogensinde har gjort sig de ringeste forestillinger om, og selve det at behandle psykiske lidelser med medicin er jo et fænomen, som hos mig vækker den dybeste undren. Man kan sige, at vi i dag på dette felt er langt længere fremme i erfaringsmæssig henseende, end hvad der rent vidensmæssigt er dækning for. Jeg tror endvidere, at der blandt psykiatere er enorme forskelle i indsigtsniveau, som ikke nødvendigvis konstateres af den enkelte patient. Også blandt psykiatere er evnen til at undre sig en nøgleegenskab, sådan som det er tilfældet overalt i den videnskabelige verden. Jeg har ofte følt grund til at tænke, at psykiatere for det meste tænker partikulært, hvor et overblik var ønskeligt. Man kan sige, at psykiaterens erhverv kræver af ham/hende, at vedkommende har svar på rede hånd, hvis vedkommende bliver spurgt, men bunder disse svar i en teoretisk indsigt? Jeg tror det ikke. Måske har nogle psykiatere en sådan indsigt.

    Svar
  2. Anders thingmand

    Super godt indlæg, Sidsel. Hvis du kan, så kom til vores debat arr d 7/11 på CSS ved botaniske have i kbh. Det har overskriften “Er det på tide at droppe betegnelsen psykiatri?” og er et debat arr med en psykiater, en psykolog og en politiker i panelet, som tager flere af de problemer du så fint beskriver op.

    Man kan se info på http://www.eksistentielpsykologi.dk eller på Forum for eksistentiel psykologi og terapis facebookside

    Det kunne være så fint at have dig med til debatten. Det er desværre for sent at sætte dig på panelet, men mikrofonen vil gå rundt til spørgsmål og kommentarer fra os alle

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.