Mikkel Sjølund mener, at skyld og skam spiller en stor og afgørende rolle ved psykisk sygdom. Men i fortællingen om psykisk sygdom fylder skyld og skam alt for lidt, så mange ikke er klar over, at det er helt normalt at slås med disse følelser. Da følelserne er voldsomme af natur og kan beslaglægge en meget stor del af den mentale kalender, fortjener de en langt større opmærksomhed. Mikkel opfordrer derfor andre til at begynde på at skrive om deres erfaringer med skyld og skam.

Af Mikkel Sjølund

Skam er en forestilling om, at du er forkert. Skyld er en forestilling om, at du gjorde noget forkert (Psychology Today). At det er en forestilling om noget, betyder, at det ikke behøver at have noget på sig. Hvis du føler dig meget skyldig over at have glemt, hvad en person hedder, så er det ikke sikkert, at personen bebrejder dig det. Din skyld over at have glemt navnet kan give dig en ubehagelig, ydmygende følelse af selvbebrejdelse og fordømmelse. Men personen fandt det måske helt naturligt, at du havde glemt navnet, da I kun har mødt hinanden en enkelt gang kortvarigt for mange år siden.

Psykiske sygdomme som depression og angst kan i høj grad være med til at give en hel masse skyld i nogle sammenhænge, hvor det slet ikke har været et problem for dem, som det gik ud over. Angst er særdeles skyldforstærkende, da skyld er drevet af en stærk angstfølelse i form af selvbebrejdelser, anger og dårlig samvittighed. Ved depression er der ofte en grundløs eller overdreven skyldfølelse.

Skam og sygdomstavshed
En meget naturlig reaktion på at få en psykiatrisk diagnose, er, at du i starten ikke fortæller det til alverdens mennesker, da det kræver overskud og mod at turde undersøge, om det er skamfuldt at tale om. Skam er en forestilling om at være forkert, hvor det ligesom med skyld langt fra er sikkert, at andre ser dig som forkert.

Går der al for lang tid med tavshed, kan skammen få endnu mere fodslag i din bevidsthed. Pludselig står du med en ret stor, uanfægtet og spekulativ forestilling om, at andre tænker, at du er helt forkert. Gennem sygdomstavsheden males der et indre billede af fx mindreværd, flovhed og utilstrækkelighed. Billedet vokser sig større gennem store anstrengelser for at skjule sygdommen med en konstant og belastende frygt for, at det ikke lykkes. Oven i købet er sygdomme som depression og angst gigantiske magneter for at betragte dig selv ekstra skamfuld.

Venner og familie får intet at vide
Sygdomstavsheden udmønter sig i, at en tredjedel af psykisk syge bevidst vil undlade at fortælle om sygdommen til nærmeste venner og familie (SFI, 2010). Men det skal dog understreges, at tavshed og skam ikke altid hænger sammen. Når nogle ikke er åbne omkring deres sygdom, handler det ikke nødvendigvis om skam, men om at de ikke har et presserende behov for at fortælle om den til alverdens mennesker.

Det kan også være frygten for, at en arbejdsgiver ikke vil ansætte dem, eller at folk af høflig uvidenhed vil tage for mange hensyn, der slet ikke svarer til sygdommens alvorlighed og skånebehov.

En fjerdedel af befolkningen får en psykiatrisk diagnose
Når det er forholdsvis udbredt, at psykisk sygdom er forbundet med en stor portion tavshed, så har mange – helt uden at vide det – en eller flere venner, bekendte, kollegaer og familiemedlemmer, der har en psykiatrisk diagnose. Faktisk får en fjerdedel af befolkningen en diagnose i løber af deres liv inden for de klassiske psykiske sygdomme, dvs. demens er ikke medregnet (Carsten Bøcker Pedersen m.fl., 2014). Utroligt nok, er en fjerdedel af befolkningen helt klart en underdrivelse, da dette tal kun henviser til henvendelser i akutmodtagelsen og til psykiatere, hvor man ikke kender antallet for de praktiserende læger.

Du kan som psykisk syg skamme dig over, at du skiller dig markant ud fra alle andre og tro, at du stort set er den eneste med dette problem. Men den høje forekomst af psykisk sygdom i befolkningen understreger klart og tydeligt, at du er i samme båd som utrolig mange andre.

Skam synes at trives bedst ved forestillingen om, at du ikke bliver mødt af indsigt og forståelse, men uvidenhed, tvivl og fordomme. Selv om der er en del tavshed omkring psykisk sygdom, som beskrevet tidligere, er der alligevel mange, der personligt kender eller har kendskab til en eller flere psykisk syge. Næsten 90% har kendskab til en person med psykisk sygdom eller har selv sygdommen. Omkring 70% har et personligt kendskab til en person med psykisk sygdom eller har selv sygdommen (SFI, 2010).

Få flere til at bryde med tavsheden
Man kan forsøge at skabe en større grad af åbenhed ved at opfordre folk til at bryde tavsheden omkring deres sygdom. Nogle folk er lydhøre over for opfordringen, de indser fordelene, og det bliver en befrielse for dem at vælge åbenheden. Men man får også skabt et endnu større problem hos dem, der hænger uhjælpeligt fast i en skam over, at de ikke tør være åbne. Det giver en anledning til at skamme sig endnu mere over, at de ikke er modige nok til at bryde tavsheden, samt en anledning til at føle sig som uærlige og konfliktsky personer, som ikke tør stå ved sig selv. For dem er det bare salt på såret, hvis man presser for meget på i sin opfordring til at være åben. Fx ved at man ikke opstiller åbenhed som en udmærket og fornuftig mulighed, men i stedet som den eneste løsning, der for alt i verden ikke må fravælges.

Skyld er svært at tale om
På den ene side kan skyld og skam fylde utroligt meget, når du har en psykisk sygdom på en måde, hvor du ikke aner, om du har nogen grund til at føle skyld og skam. På den anden side, er der også meget skyld, hvor du med sikkerhed ved, at du har gjort noget galt eller har undladt at gøre noget. Skyldshandlinger er et alment fænomen ved psykisk sygdom. Men det er absolut ikke let at fortælle om den form for skyld pga. en frygt for fordømmelse eller tab i anseelse.

I perioder ændrer psykisk sygdom jo på din dømmekraft, stemningsleje, adfærd etc., så du roder dig ud i noget pinligt, som du fortryder og får en bitter skyldfølelse over. Det kunne være maniens bombastiske, vrede og hæmningsløse fremtoning, der fik dig til at losse løs på døren til en elevator, der ikke virkede, så folk kiggede forarget på dig. Eller du fik en kæmpestor skældud, fordi du lavede en alvorlig fejl på dit job, hvor årsagen til fejlen i virkeligheden var, at du led af en mellemsvær depression, som du ikke magtede at fortælle dine kollegaer om.

Skylden er såret og skammen er arret
Som regel forsvinder skyldfølelsen efter kort tid, og tilbage er en skam over, at du var en person, der kunne finde på at gøre sådan noget. Lidt forenklet kan man sige, at skylden er såret, og skammen er arret, som du kæmper med at slippe af med. I cykelsporten vælger folk at stå frem og erklære sig skyldige i, at de tog doping før i tiden. De gør det ikke, fordi de stadig føler sig skyldige, men fordi skammen tynger dem, og de håber, at det kan hjælpe (MH Psykoterapi).

Skam i forbindelse med psykisk sygdom er derfor to ting: For det første er det en hård og nådesløs følelse, der udspringer fra tanken om, at din psykiske sygdom har gjort dig uværdig. For det andet er det de handlinger, du begik pga. din sygdom, hvor det ikke er i selve handlingen, at skamfølelsen ånder og lever. Det er derimod følelsen af at være forkert, som opstår i kølvandet på handlingen, der er skammens kerne (Bevidsthed.org).

Hjælper at tale om skam
Skammen, som opstår i kølvandet på handlingerne, kan være en del af fortællingen om din psykiske sygdom, som du helst vil undgå at forholde dig til. Du ønsker ikke at formidle skammen og har forsøgt at fortrænge den, selv om den til stadighed dukker op. Du kan ikke – sådan uden videre – afvikle skammen, men det kan hjælpe at tale om den og forstå, at tilbagevendende skamfølelser også er noget, som fylder en del for andre ligesindede. Forståelsen af, at skam i forbindelse med psykisk sygdom er et alment fænomen, kræver selvfølgelig, at der er flere, som tør fortælle om deres skam, hvilket er nemmere sagt end gjort. Psykisk sygdom er hårdt nok i forvejen at tale om for nogle, og hvis de skammelige handlinger også skal med i fortællingen, så kræver det endnu mere overvindelse og muligvis anonymitet i en offentlig sammenhæng.

Var det sygdommen eller dig selv, der var årsagen?
Der er ikke rigtig nogen facitliste på, hvordan du skal tolke din skam, men man kan opstille en række tolkningsmuligheder:

    • Det kan være, at du har fortrudt nogle ting, bearbejdet det og er kommet videre uden at tænke skamfuldt tilbage på det.
    • Du føler, at sygdommen kun var en mindre årsag og tager næsten det fulde ansvar på dig.
    • Du har gjort noget, som var klokkeklart forkert, men ser egentlig mest sygdommen som årsagen.
    • Du ser det som en helt naturlig måde at være på, når man har en sådan sygdom.
    • Din sygdom fylder så meget, at du ikke magter at forholde dig til det.
    • Du tænker slet ikke i sådanne opdelte baner med sygdom og egne handlinger.

Nogle af tolkningsmulighederne handler om at kunne flytte lidt, noget eller meget af ansvaret over på sygdommen som en form for skam-nedsættende, formildende omstændighed. Men i virkeligheden kan det også tolkes modsat, nemlig at sygdommen ikke er en formildende, men tværtimod en skamfuld omstændighed, da du gjorde noget forkert. Hvis du fx tænker tilbage på, at du var dybt psykotisk og gjorde noget dumt, så kan du skamme dig over den, du var – meget psykotisk – og samtidig kæmpe med skyld over det, du gjorde.

Det er dog ikke altid, at det står helt klart, om det er ubehaget, du mærker ved den, du var, da du gjorde det, eller dét, du gjorde – eller måske begge dele. Skyld og skam flettes til tider ind i hinanden og kan gøre det vanskeligt at adskille de to følelser, lige efter at du har begået en handling, som du fortryder. Men et stykke tid efter, står det hele mere klart, da skylden grundlæggende er kortvarig i forhold til skammen. Skylden forsvinder tit hurtigt, og tilbage er skammen. Såret blev til et ar.

Vidtrækkende, mental gennemslagskraft
Fortællingen om at have en psykisk sygdom er i høj grad en fortælling om at kæmpe med svært-ubehagelige følelser som skyld og skam. Her er ikke tale om ”små” følelser som fx vemod eller utilfredshed, men om noget der virkelig har en vidtrækkende, mental gennemslagskraft. Skyld er en meget voldsom, smertelig følelse af selvbebrejdelse, hvor du i vrede og afmagt føler dig fanget i at blive afsløret og som et skamfuldt offer for din egen svaghed (Dr. Don Colbert). Skam er forestillingen om en altoverskyggende og indiskutabel fejlkonstruktion af dig som menneske. Den er en giftig og selvværdsødelæggende følelse af at være forkert, værdiløs og udenfor, og en følelse der skaber en overvældende lyst til at skjule sig, synke i jorden og forsvinde helt væk (Psykoweb).

Mere åbenhed omkring skyld og skam
Der er brug for, at flere psykisk syge stiller sig op og formidler, at skyld og skam er nogle barske og stride følelser at slås med, og at disse er en del af deres liv. Skam dig derfor endelig lidt mere i den oplysende form, så det bliver klart, at det ikke er noget pinligt enestående, men i stedet er helt normalt og ganske genkendeligt for andre. Men lige så vigtigt, vil man herigennem kunne indse, at der er tale om så destruktive, hæmmende, intense og hyppige følelser, at de fortjener en langt større opmærksomhed, end der hidtil har været på dem.

Hvis du har lyst, så skriv til redaktion@outsideren.dk om dine erfaringer med skyld og skam. Hvis du allerede er blogger, må du også meget gerne skrive om det. Du behøver ikke stå frem med dit rigtige navn.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.