Kære pårørende,

Måske har du set kampagnen Tjek din hud nu? Modermærkekræft er skyld i fem dødsfald om ugen – tre af dem er mænd. Tjek din mand, søn, far, bror, ven nu. Jeg hader den kampagne. Hver gang jeg venter på at komme ind til min primærbehandler, kører den på skærmen. Og hver gang bliver jeg mindet om, hvilket ansvar vi lægger over på pårørende.

Jeg var pårørende, før jeg blev syg. Min mand faldt om med en forbipasserende blodprop i hjernen, blev (fejl)diagnosticeret med sjælden somatisk sygdom, prøvede at grave sine øjne ud og endte med diagnosen skizoaffektiv sindslidelse.

Jeg har paranoid skizofreni, men jeg er stadig pårørende. Min mand blev psykisk syg, fordi de fortalte ham, han ville dø ung. Fordi medicinen, han aldrig skulle have haft, sænkede hans immunforsvar i en sådan grad, at han to gange var ved at dø. Fordi han ikke kunne være den far, han gerne ville være. Jeg blev syg, da jeg fysisk måtte forhindre ham i at gøre skade på sig selv. De to gange jeg var ved at miste ham. Da han blev fundet bevidstløs i en snedrive. Eller da han bønfaldt mig om at tage sit liv. Jeg blev syg den dag, jeg sagde ja til, at vores søn kom i pleje. Lidt mere syg for hver gang, mit hjerte blev knust.

De raske er de potentielt syge. Du ved, du skal passe på dig selv, men ingen kan fortælle dig, hvornår du skal sige fra. Det er altid kritisk, altid hjerteskærende. Og det vil altid føles som et svigt, når du vender ryggen til, om det så bare er for en uge. Jeg har stadig svært ved at passe på mig selv. Han er min mand, min elskede, far til min søn. Og sagsbehandleren, socialrådgiveren og støtte-kontakt-personen skriver alle sammen til mig, som var min sygdom ikke-eksisterende eller i hvert fald sekundær. Det er mig, der sætte vækkeuret. Mig, der betaler regningerne. Mig, der fører ordet på møderne.

Så kære pårørende,

Det er ikke din skyld, når det går galt, når det bliver værre, eller når det er slut. Du kunne ikke have gjort mere. Du var ikke egoistisk, og det var ikke dit ansvar. Du er en pårørende, der ikke blev patient. Og det er i sig selv en stor præstation. Hvis du kan blive ved med at elske, rumme og lytte, har du gjort mere end nok, og har du brug for en pause, så tag den. Men lov mig én ting: Husk, at pårørende også har pårørende.

Venlig hilsen
Louise

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.