Indledning

Jeg har i artiklen

https://outsideren.dk/2018/03/14/psykologi-i-relation-til-sindslidelser-hvad-fanden-snakker-manden-om/

præsenteret mit personlige syn på ting i psykologien, som jeg har fundet vigtige, og som jeg har bearbejdet og prioriteret på min egen måde. Imidlertid er jeg kommet til den opfattelse, at den pågældende artikel har visse mangler, som det er min hensigt her at udbedre.

Den tekst, som jeg her vil præsentere, er baseret på citater fra dansksprogede kilder, som jeg så har oversat til engelsk, så at det har været muligt at udlevere til amerikanske psykologistuderende, som vi har haft mange af i Det Gule Hus, som er et værested for psykisk syge. Jeg har tit og ofte ærgret mig over, at jeg ikke rådede over en dansksproget version, som jeg har kunnet udlevere til interesserede.

Imidlertid har den omfattende brug af citater hos mig givet anledning til bekymring i forhold til en egentlig offentliggørelse af teksten. Forfatterne er forlængst døde, og forlaget (Berlingske Forlag) er omkring 1980 gået ind, så hvad er der at betænke sig på? Det, der ikke står mig klart, er, hvorvidt nogen vil gøre copyrightkrav gældende. Men på den anden side er det jo muligt at trække denne artikel tilbage, hvis der skulle vise sig problemer i denne retning.

De første afsnit består af citater fra bogen ”De Psykiske Grundprocesser” af psykiateren Erling Jacobsen. Bogen er en ret lille bog, som er udkommet på Berlingske Leksikon Bibliotek. Min udgave er fra 1976. Udtogene, som her stammer fra kapitel 1, er her tænkt som en appetitvækker i forhold til at læse hele bogen:

Teksten

”Vi må altså ikke blot forlade betegnelsen ”usproglig tænkning”, men også ”det primitive system”, siden vi har at gøre med noget, der slet ikke altid er primitivt, men tværtimod finder anvendelse indenfor dele af menneskets højeste åndelige virksomhed. Freud, der beskrev de to psykiske systemer allerede på et meget tidligt tidspunkt, nemlig i sin bog om drømmetydning år 1900, valgte da også ganske neutrale betegnelser, idet han kaldte det første system ”primærprocessen”, det andet ”sekundærprocessen”. Det var ikke mærkeligt, at han opdagede det to systemer netop ved at beskæftige sig med drømmetydning, for et nøje kendskab til lovene for primærprocessen er simpelthen forudsætningen for at forstå drømmenes sprog, der fuldt og helt følger dem.”

”Ved de to betegnelser ”primærproces” og ”sekundærproces” forstår man i psykologien ikke blot to forskellige måder at tænke på, men også to måder at organisere sine følelser på.”

”I virkeligheden er det kun tilsyneladende, at man har givet ordene dobbelt betydning, for organiseringen af følelser og tænkning er meget nært forbundet. Dette er en af dybdepsykologiens vigtigste opdagelser, og kaster et fascinerende lys over, hvad der i virkeligheden foregår, når vi tænker.”

”Det karakteristiske for følelserne i primærprocessen er, at de ikke er fast bundet til noget som helst. De kan slutte sig til genstande eller begreber, men tilknytningen er løs, således at f. eks. de følelser, man omfatter et bestemt menneske med, let kan skubbes til side og erstattes af helt andre, evt. af stik modsat karakter. Man ser dette meget tydeligt hos skizofrene eller hos mennesker, der har visse personlighedstræk tilfælles med de skizofrene uden at være sindssyge. Hvis sådan et menneske af en eller anden grund f. eks. får vakt sin vrede, viser det sig umuligt at begrænse vreden til de personer eller forhold, som der faktisk er grund til at være fortørnet på. Man kan ikke binde følelsen på den måde, og den oversvømmer i stedet hele sjælelivet og får verden til at tage sig ud, som om den var befolket med lutter ondskabsfulde djævle, som der var god grund til at hade.”

”Den evne til at danne temmelig stabile følelsesbindinger, der karakteriserer sekundærprocessen, giver sig altså to forskellige udslag. Dels tillader den, at objekterne, dvs. mennesker eller ting, som man støder på, omfattes med nogenlunde konstante følelser eller affekter, dels bevirker den, at de følelsesmæssige behov kan stilles i bero, hvis det ikke er belejligt at tilfredsstille dem øjeblikkeligt, og eventuelt kanaliseres sådan, at de ikke bringer helheden i fare.”

”Der er en nøje sammenhæng mellem den mangel på evne til nuancering og præcision, der præger primærprocessen, og det forhold, at følelserne her er forskydelige og ikke stabilt bundet. Man kan ikke opnå præcision i sin tænkning under disse forhold, for det er ikke engang muligt at genkende tingene sikkert. Det viser sig, at man normalt genkender eller identificerer et objekt, hvad enten det drejer sig om en ting eller en person, ved hjælp af de følelsestoner, der, der er knyttet til det. Hvis følelserne ikke er stabilt bundet, men forskydes mere eller mindre frit, bliver genkendelsen umulig eller unøjagtig.”

”Når det ubevidste liv ikke ender i det rene kaos, men trods alt er undergivet visse love, skyldes det, at følelserne ikke er helt frit forskydelige, men blot noget løsere bundet til tingene end i sekundærprocessen. Et bestemt bundt af følelseskvaliteter springer ikke over fra en ting eller forestilling til en anden, der slet ikke har noget at gøre med den, men vælger en ny vært, der i det mindste har har en lille smule til fælles med den første. Dette giver en af de vigtigste love for primærprocessen, nemlig loven om, at hvis to objekter, eller forestillinger blot har et lille fælles træk eller område, kan følelserne forskydes helt frit imellem dem, og så kan de ikke længere skelnes fra hinanden. Man plejer at kalde det loven om, at lighed er det samme som identitet.

”Loven om, at lighed er det samme som identitet, er nært beslægtet med en anden lov, der siger, at i primærprocessen opfattes en del af en ting, som om den var identisk med hele tingen. Man plejer at kalde dette loven om pars pro toto. Den spiller en særlig stor rolle i drømmetydningen, hvor man ustandselig støder på den, f. eks. således at det ved tydning af en drøm viser sig, at en bestemt rødhåret person har spillet en hovedrolle i den; men sådan som drømmen forelå, har denne person kun været repræsenteret af et enkelt rødt hår, eller måske noget helt andet af rød farve.”

”Sagen kan blive langt mere indviklet, idet ikke blot to, men et større antal forskellige ting kan have en fælles del, der så kan udtrykke dem alle. Man taler da om, at der er sket en fortætning, og det er også noget, man ofte træffer på i drømmebilleder. Det er måske netop hovedgrunden til, at det tit er nogle højst besynderlige figurer, der optræder her, for man må jo vride lidt på tingene for at få noget frem, der indeholder dele af både det ene og det andet. Man finder formodentlig et lignende fænomen i fantasifigurer som kentauren eller sfinksen, der er sammensat af både mennesker og dyr.”

”Loven om pars pro toto er altså fundamental, når man skal forstå den mangel på nuancering og præcision, der præger primærprocessen, og den forklarer også, hvorledes den forholdsvis frie forskydning af følelserne, der findes her, foregår. Følelserne bevæger sig fra den ene forestilling eller ting til den anden ved hjælp af små ligheder, de har, områder, de har fælles.”

”For dannelsen af sproget er evnen til at identificere tingene ved hjælp af stabile følelsesbindinger absolut essentiel. Når det skrevne eller talte ord ”Eg” kan have en ganske særlig tilknytning til begrebet om et egetræ, og det ene kan fremkalde det andet i bevidstheden, hænger det sammen med, at man under indlæringen af sproget har forsynet tegnet ”Eg” med det samme bundt affekttoner, som egetræer fremkalder. Det, der binder sprogtegnet og begrebet sammen, er den fælles følelsestone,og den kan kun opnås i sekundærprocessen, hvor følelsesbundterne kan bindes stabilt både til begreb og tegn.”

”De skizofrenes sprogforstyrrelser kan altså ganske ligesom deres tilbøjelighed til at blive oversvømmet med bestemte affekter forklares ud fra en manglende evne til at præstere den stabile følelsebinding, der karakteriserer sekundærprocessen. De to tilsyneladende helt forskellige symptomer beror øjensynligt på det samme. Der er grund til at tro, at evnen til at danne fortrængninger, altså til at holde pinagtige følelser og tanker borte fra bevidstheden, også afhænger af det samme. Det er en meget central ting i den skizofrenes sygdom, at denne evne er nedsat, således at pinagtigt forestillingsindhold oversvømmer bevidstheden og giver anledning til en stor del af de mest iøjnefaldende symptomer, såsom tilbagetrækning fra omverdenen, hallucinationer og vrangforestillinger. Der er altså en hel del, der kan tyde på, at de meget brogede forstyrrelser, vi ser i denne sygdomsgruppe, alle kan føres tilbage til en enkelt central defekt, en nedsættelse af evnen til følelsesbinding.”

”Forstyrrelserne ved skizofreni kan måske synes at falde udenfor, hvad der kan interessere mennesker, der ikke er psykiatere. Det er imidlertid sådan, at de love, der præger normale menneskers ubevidste liv, deres drømme og en hel del bevidste fænomener, er ganske identiske med en del af de ting, man finder hos skizofrene. Hvis man ikke kan forstå den ene slags fænomener, kan man heller ikke forstå den anden.”

”Der er endnu nogle love for primærprocessen, som særdeles tydeligt demonstreres i de skizofrenes bevidsthedsliv. Den ene går ud på, at i primærprocessen kan man ikke skelne mellem virkelighed og fantasi. Det lader til at alle mennesker starter med at have det på den måde, og at det kun er gennem langvarig og besværlig indlæring på et højt plan, at visse dele af vore oplevelser efterhånden skiller sig ud som det, vi plejer at kalde virkeligheden, ikke så meget fordi de er klarere og tydeligere end de andre, men fordi de følger visse karakteristiske love, der bl. a. sikrer dem en egen konstans og forudsigelighed. Når de ”virkelige” ting forekommer de fleste voksne også at være mere klare og sikkert opfattede end de fantaserede, er det vistnok noget rent sekundært, der hænger sammen med, at sproget er langt mere udviklet og kan anvendes mere smidigt og præcist på det materielle område end på det ”åndelige”. Det bevirker, at vi kan tænke langt mere klart på det første end på det sidste.”

”I primærprocessen fungerer sproget ikke entydigt, og tænkning på det plan, hvor man kan adskille fantasi og virkelighed, er umulig. Det er let at se hos den skizofrene, hvis bevidsthedsliv er overvældet af primærprocessen, og som er fuldt overbevist om realiteten af sine vrangforestillinger og hallucinationer. Hos andre foregår den slags ting mere i det skjulte, siden primærprocessen kun får lov at fungere uhæmmet og ukontrolleret i det ubevidste liv. Det betyder ikke, at sammenblandingen af fantasi og virkelighed ikke kan have skæbnesvanger betydning for mennesker, der ikke er skizofrene. Det er en sikker erfaring fra psykoanalyse af mennesker med karakterforstyrrelser, at deres vanskeligheder i livet for en meget stor del skyldes, at de i deres ubevidste ikke kan skelne mellem fantasi og handling. Man ser det måske allertydeligst hos mennesker, der har stærke selvødelæggende tendenser og derfor er tilbøjelige til at spolere deres sociale tilpasning, indgå ulykkelige ægteskaber, måske endda blive kriminelle eller forfaldne til spiritus eller narkotika. Det er den almindelige regel, at det ved dybtgående undersøgelser opklares, at sådanne mennesker livet igennem straffer sig selv for forbrydelser, som de vel at mærke kun har begået i fantasien, og endda på et meget tidligt tidspunkt i deres liv, men som de fordømmer lige så hårdt, som hvis de faktisk havde udført dem.”

”Psykiatere med indgående kendskab til skizofrene har påpeget, at at disse har en ejendommelig forstyrrelse i tidsfornemmelsen. Det er, som om tiden slet ikke eksisterer for dem, men alt foregår under evighedens synspunkt. Dette er også et træk, der er karakteristisk for primærprocessen, og som er påvist i forbindelse med normale menneskers drømme og ubevidste liv, længe før det blev fundet hos de skizofrene. Det lader til, at evnen til at indordne tingene i en tidsfølge, således at begivenhed følger på begivenhed, ganske som sansen for, hvad der er virkeligt, kun fungerer på et ret højt plan af sjælelig organisation. Der er sikkert en vis sammenhæng mellem de to ting, og det er til at forstå, at der må ske noget med tidssansen, hvis skellet mellem fantasi og virkelighed nedbrydes. Bl. a. er det jo sådan, at fortidige begivenheder skelnes fra fremtidige ved, at de første har erindringskarakter, de sidste fantasikarakter.”

”Et normalt voksent menneske har i sin daglige tilværelse en ret klar fornemmelse af, hvad der er ham selv, og hvad der er omverdenen. Det gælder helt selvfølgeligt på det legemlige område, hvor det ikke er så svært at kende sin begrænsning, men også hvor det gældet psykiske fænomener som følelser eller tanker, mener de fleste nok at vide, hvad der hører til dem selv. At føle, at man er vred på sin chef, er ikke det samme som at føle, at ens chef er vred på en, til trods for at begge dele naturligvis i en vis forstand er noget, man selv føler. Hvis man er en opmærksom iagttager, kan man opdage, at man af og til kan blive snydt på dette punkt, selv om man er nok så normal; f. eks. kan man komme ud for at gå rundt med en fornemmelse af, at en eller anden person er forurettet på en, skønt man i virkeligheden selv er den forurettede part, og det omvendte er måske endnu hyppigere.”

”Der er således normalt en vis uskarphed med hensyn til grænserne for det, vi kalder os selv, og den viser sig især, hvor det drejer sig om rene følelser, mens vi afgrænser det, der er vore tanker, temmelig skarpt. Forskellen hænger sikkert sammen med, at sekundærprocessen på menneskets nuværende udviklingsstadie aldrig er blevet rigtig effektivt indført på følelsesmæssige områder, hvor sproget mangler præcision. I hvert fald er det således, at man i primærprocessen finder en fuldstændig ophævelse af personlighedens grænser, så det er helt umuligt at skelne mellem sig selv og omverdenen.”

”Det kunne umiddelbart se ud, som om man under drømme stadig optræder som en særskilt person, der står over for andre personer, der evt. vil en det godt eller gøre en fortræd. Det gælder imidlertid kun indtil man har tydet drømmen. Så viser det sig, at skellet slet ikke eksisterer. De skikkelser, man møder, kan udmærket være løsrevne dele af en selv, således at f. eks. det, man opfatter som en kamp mod en fjende, i virkeligheden hentyder til en indre konflikt.”

”Mange af disse karakteristiske træk ved primærprocessen er ganske vanskelige at fatte og føle sig ind i, og så mangler der endda det, som måske er det mest forvirrende af dem alle. Det er allerede nævnt, at modsat rettede følelser, kan eksistere uhindret ved siden af hinanden, men dette må udvides til, at ganske det samme gælder modsat rettede tanker. Alt, hvad vi kender som logik, er simpelthen ophævet, ikke blot i det ubevidste, men overalt, hvor primærprocessen er enerådende.”

”Logisk tænkning er knyttet til anvendelsen af en lille, men temmelig fornem familie af ord, hvoraf nogle af de vigtigste er ”ikke”, ”både-og”, ”hverken-eller”, ”hvis-så”, ”eller”, ”alle” og ”nogle”. Den måde at tænke på, der forudsætter disse såkaldte logiske ords anvendelse, kan øjensynligt kun foregå sprogligt og kun, hvor ordene har en præcis betydning. Den forudsætter altså sekundærprocessen. I primærprocessen kan man end ikke skelne imellem, om en ting bekræftes eller benægtes. Begge dele bliver udtrykt på præcis samme måde men man kan dog ofte af sammenhængen se, om der er tale om det ene eller det andet. Vi kender et sådant forhold fra anvendelsen af ironi, hvor man sige det modsatte af, hvad man mener; her kan man også af tonefaldet, sammenhængen og den almindelige viden om den talendes indstilling finde ud af, hvordan hans ord er ment.”

”Det umulige i at fremsætte benægtende udsagn i primærprocessen kan man måske lettest anskueliggøre, hvis man forestiller sig en helt usproglig tænkning, f. eks. ved hjælp af synsbilleder. Vi er så vant til at mobilisere ord, når vi tænker i vågen tilstand, at det måske kan være lidt svært at abstrahere fra dem og se, at en tankevirksomhed kan foregå ved hjælp af billeder, til trods for at vi alle må have tænkt på den måde, før vi havde lært et sprog. Det er muligt, at billedtænkning uden ord i et vist omfang kan foregå efter sekundærprocessens love, men at der hurtigt viser sig specielle vanskeligheder, er let at illustrere. Det, der udtrykkes ved sætningen ”kirken ligger på toppen af bakken” kan man udmærket tænke ved hjælp af et billede, hvor man ser kirken for sig beliggende på toppen af bakken. Den benægtende sætning ”der ligger ikke en kirke på toppen af bakken” er det derimod ikke let at udtrykke i et billede. Man kunne naturligvis se bakken for sig uden nogen kirke på toppen, men det, der udtrykkes ved denne forestilling, er jo lige så vel, at der ikke ligger et motel.”

Her følger der så noget tekst af Betrand Russel, og så kommer der følgende:

”Hvis Russel har ret, skulle det vel principielt være muligt i sin tænkning at mobilisere det, som ”enten eller” står for, uden at man anvender ord, altså på en ikke-sproglig måde. Det er sandsynligt nok, at dette er rigtigt, men alle erfaringer med, hvordan primærprocessen fungerer, viser, at man i hvert fald ikke kan mobilisere begrebet ”enten-eller” tilstrækkeligt smidigt til, at det kan anvendes i en tankerække, med mindre ordene tages til hjælp. Det ser ud til, at ordene netop er det holdepunkt, der gør, at man kan fremkalde de logiske fuktioner på rette tid og sted, når en logisk sammenhængende tankerække skal dannes. Det gælder naturligvis for de logiske ord som for alle andre ord, at de kun får deres præcise betydning, når der er knyttet et stabilt følelsesbundt til dem, og de er øjensynligt ganske særligt sårbare for den mangel på præcision, der indtræder, når man forlader sekundærprocessen. Deres funktion hører til det første, der falder væk, når evnen til stabil følelsesbinding nedsættes.”

 

Om hypnose

Indledning

Det er tankevækkende, at der helt uafhængigt af den ovenfor skitserede teori er fremsat en helt anden teori af den hypnosekyndige amerikanske specialist Raphael H. Rhodes. Forfatteren, der fungerede som rådgivende psykolog i New York, fremsætter her en teori, der, ligesom det foregående, opfatter psyken som delt op i to blokke, der hver følger forskellige funktionsprincipper. Imidlertid er det her noget andet, der er i spil. Jeg vil her fortælle om teorien bag hypnose, idet der på forbilledlig vis er redegjort for denne i bogen ”Hypnose. Teori og anvendelse” af den nævnte forfatter, som af mange betragtes som hypnoseteoriens fader, og han redegør i denne bog for de tanker, han har gjort sig desangående, i oversættelse fra engelsk af Elsa Gress Wright. Bogen er i sin tid udkommet på Hans Reitzels Forlag i 1950 i serien ”En Falke Bog”. Det følgende er udtog derfra:

Teksten

”Første kapitel

Læren om psykernes gensidige udelukkelse

Teorien herom siger:

  1. Hver menneske har to sjæle eller psyker, den objektive og den subjektive. Den objektive er den, der kontrollerer sanserne – hørelsen, synet, følelsen, lugten og smagen. Den subjektive sjæl kontrollerer erindringen.
  2. Den objektive psyke er i stand til at ræsonnere både induktivt og deduktivt. Den subjektive kan kun ræsonnere deduktivt, den kan ikke ræsonnere induktivt.”

”A. Induktiv tænkning er den proces, hvorefter man, udfra givne særomstændigheder, når til en generalisering. En læge iagttager f. eks. et barn, der viser følgende symptomer: løbende næse, nysen, hosten, øjne, der løber i vand, temperatur på 39 grader, blåhvide pletter på gummerne og udslet på ansigt og krop, og han slutter af disse særlige omstændigheder, at patienten har mæslinger. Diagnosen er en generalisering, der nås ved hjælp af induktiv ræsonneren.”

”B. Deduktiv tænkning er den proces, hvorefter man udfra en generalisering slutter sig til særlige omstændigheder. Som illustrerende eksempel kan vi gå ud fra, at moderen til det ovennævnte barn giver barnets lærer den besked at ”John har mæslinger”. Læreren kan heraf slutte sig til de særlige omstændigheder: eleven har løbende næse rindende øjne, nyser, hoster, har høj temperatur, pletter på gummerne og udslet på ansigt og krop.”

”De foregående eksempler må naturligvis betragtes i lyset af det umulige ved at karakterisere noget som enten ”særlig omstændighed” eller ”generalisation” i alle tilfælde. De særlige omstændigheder i tilfældet A fører til generalisationen: ”Denne patient har mæslinger”, der ligner generalisationen i B. Men generalisationen i B kunne være særlig omstændighed under andre forhold.  Hvis vi for eksempel tager de særlige omstændigheder, at John har mæslinger, en trediedel af hans klassekammerater har det, halvdelen af børnene i hans gade har det, kan man uddrage den generaliserende slutning, at der er en mæslingeepidemi i Johns kvarter. Det, der var generalisation i B, er således blevet særlig omstændighed under de forhold der er opridset i den foregående sætning.”

”Processen er endeløs, for enhver generalisation kan bruges som særomstændighed under andre forhold. Men denne variationsmulighed, hvor det drejer sig om ethvert tænkeligt eksempel på særomstændighed eller generalisation, berører ikke gyldigheden af vor skelnen mellem de logiske processer, hvorunder man, under givne omstændigheder, når til særomstændigheder på den ene side og generalisationer på den anden side.”

”Generalisationer nås altid ved den induktive fremgangsmåde, og detaljer ved den deduktive. Den objektive psyke er i stand til begge dele, den subjektive kun til sidstnævnte fremgangsmåde. Den objektive kan altså klare både A og B, den subjektive kan klare B, men ikke A. Den subjektive psyke ræsonnerer udmærket, når det kun drejer sig om den deduktive proces, men slet ikke, når der skal induktiv tænkning til.”

”Som følge af denne begrænsning accepterer den subjektive psyke enhver generalisation, den får udleveret som sand, fordi den er ude af stand til induktiv tænkning og derfor ikke har nogen måde at drage generalisationen i tvivl på. Den eneste måde, hvorpå man kan bekæmpe en generalisation, er at nå til en modsat generalisation ud fra samme forudsætninger. Men det medfører anvendelse af induktiv metode, som den subjektive psyke ikke kan klare.”

”Disse to psyker er altid til stede i ethvert individ i en tilstand af vippebalance. Ingen af dem er nogen sinde helt udslettet. Når den ene kommer i forgrunden, træder den anden tilbage. De supplerer hinanden som to ender af en vippe.”

”Da det, at en af disse psyker kommer i forgrunden, udelukker den andens processer i tilsvarende forholdsvis grad, kalder jeg denne teori for læren om psykernes gensidige udelukkelse Og når den lære først er forstået, kan den uden videre anvendes til lindring og helbredelse af adskillige funktionelle sygdomme og neurotiske forstyrrelser, der ikke har bedret sig under andre behandlingsformer.”

 

Så mange var ordene. Min tilføjelse:

Som udgangspunkt må det fastslås, at udsagn, som en person fremsætter under hypnose, er ikke noget vidneudsagn, og kan derfor ikke tillægges værdi som sådant. Endvidere er der under enhver hypnose-seance en meget høj risiko for, at den hypnotiserede konfabulerer, dvs. præsenterer udsagn, der broderer på suggestioner fra hypnotisøren, uanset om denne er bevidst om det eller ej. Dette gælder de mindste ting, såsom ordvalg, sætningsopbygning og betoninger. Derfor er det et absolut krav til enhver hypnotisør at have fuld kontrol over disse virkemidler hos sig selv, hvilket er langt større krav end til personer, hvormed man har sædvanlig, vågen omgang. Af disse grunde må det stærkt frarådes amatører at sysle med hypnose.

Det er i sig selv en interessant problemstilling, hvorvidt primærprocessen er aktiv under hypnose. Hvis der var tale om ren sekundærproces, ville der jo næppe være fare for konfabulation, og så var det måske i højere grad muligt at tillægge udsagn fremsat under hypnose en vis vidneværdi. Mig bekendt har dette forhold aldrig været undersøgt nærmere. Erfaringer med hypnose tilsiger efter min opfattelse, at primærprocessen under hypnose er fuldt aktiv, og konsekvensen heraf er jo klart en mangel på præcision i tænkningen. Men problemet er, set gennem videnskabelige briller, ikke et enkelt problem, idet den hypnotiserede person undertiden kan lægge en forbavsende præcision i tænkningen for dagen, en præcision, som er ejendommelig. Denne præcision er imidlertid kun mulig under den dybeste hypnose, hvor hypnotisøren har fuld kontrol over den hypnotiseredes tankeliv.

Men dertil kommer det forhold, at det er hypnosens ethos at adlyde hypnotisøren, hvorfor det formentligt slet ikke er et spørgsmål om primærproces og sekundærproces, hvorvidt et udsagn fra den hypnotiserede skal tillægges sandhedsværdi. Den hypnotiserede er jo ikke i stand til at betvivle det, der kommer fra hypnotisøren.

Om muligheden for, foranlediget af hypnotisk påvirkning, at begå en kriminel handling, er der skrevet meget. Politimuseet har en spændende, og berømt, beretning om denne problemstilling. Se følgende link:

http://www.politimuseum.dk/http%3A//www.politimuseum.dk/om_museet/fortaellinger_fra_fortiden/de_gaadefulde_hypnosemord

Der er lavet et afsnit af ”Rejseholdet” baseret på disse hændelser. Dette afsnit kan findes ved følgende link:

https://www.dr.dk/bonanza/serie/399/rejseholdet/70204/rejseholdet-2130

3 Kommentarer

  1. Kirsten

    Det er interessant. Det forekommer mig at der i forfatterens ide om primær og sekundære processer ligger en forestilling om at følelserne i primærprocessen er mindre sande end det logikken når frem til i sekundærprocessen, at sekundærprocessen så at sige korrigerer primærprocessen så man kan opfattes verden og at det er det den ikke kan hos den skizofrene, fordi følelserne er for løst forbundne. Det er min erfaring at mine følelsers forståelse af især min omverdens intentioner og konsekvenserne af mine handlinger kan være meget præcis, ofte meget mere præcis end min bevidste erkendelse. Jeg har erfaring for at min intuition er nøjagtig og at mine værste anelser viser sig at være sande.
    Jeg ser følelser som lige så intersubjektive som opfattelsen af den fysiske verden og ikke som nødvendigvis ulogiske, men at de følger en impulsrespons logik, jeg mener ikke kun de kommer indefra. Jeg mener også at man kan tale om en kollektiv følelse, fx en stemning af modstand mod indvandrere.

    Svar
    • Arne Nielsen

      Kirsten, tak for dine interessante reflektioner over min artikel. Nu ligger det sådan, at der jo kun er tale om et lille udsnit af bemeldte bog, og du ville måske få et bedre billede af situationen, hvis du læste bogen. Noget, som jeg i min artikel ikke har fået med, er dels, at følelser i primærprocessen har en tendens til at være intense og altdominerende, dels, at det netop er i primærprocessen, at vore dybeste engagementer og motivationer residerer. Det er netop i relation hertil, at den er så uundværlig. Men også i forbindelse med kontrafaktiske tankeeksperimenter og tankeekspeditioner kunne vi ikke klare os uden den, netop fordi den er helt uafhængig af logik og realitet. På den anden side hviler hele sproget som fænomen på en korrekt fungerende sekundærproces; sjovt nok har logik som fænomen et klart emotionelt rodnet, og dettes korrekte funktion er det, hele vort logikbegreb hviler på. Det er et almindeligt fænomen, at når logikken halter, vil de involverede parter opleve dette rent følelsesmæssigt. Men naturligvis findes der en matematikgren, som hedder “Formel Logik”. Historisk var det George Boole, der skrev værket “Tankens Love”, som var det første, og egentligt meget interessante, forsøg på at indføre formel logik. Interessant, fordi han fremlagde resultaterne af mange tankeeksperimenter, hvoraf en del var mislykkede, men som, set gennem psykologiske briller kunne tjene til at belyse, hvordan vi mennesker i mange tilfælde forholder os til problemer med et logisk indhold. Om det der med, hvorvidt følelserne i primærprocessen er mere eller mindre sande, er ikke inde i billedet. Primærprocessen er fuldstændig ligeglad med sand eller ikke sand – den HAR bare følelserne. Men du har helt ret i, at hos den skizofrene har primærprocessen overtaget det hele, og det er jo ikke godt. Vi kan ikke klare os uden sekundærprocessen. Hos den raske er der et gnidningsfrit vekselspil mellem primær- og sekundærproces – og så er der alle mulige grader og overgangsformer, hvor samarbejdet er mindre gnidningsfrit, i hvilke tilfælde det kan være svært at diagnosticere. Det der med intuition og værste anelser er et meget interessant punkt, fordi netop her gør der sig jo det gældende, at den normalt fungerende ser åbninger og muligheder, som den psykisk syge ikke ser. Der er tale om et meget vanskeligt punkt, som især er relevant for depressionspatienter, der jo i realiteten er omgivet af en emotionelt lukket mur, netop fordi deres emotionelle system er dysfunktionelt. Resultat: Håbløshedsfølelse. Hvad angår det intersubjektive er jeg meget enig, men også dette er i virkeligheden et meget vanskeligt punkt, for hvad stiller man op, når folk reagerer på ens tanker, uden at man har givet udtryk for dem? Evnen til at forudsige andres tanker, før man har sat dem i gang, kan bruges i mange sammenhænge til at navigere rundt mellem mennesker og alle de vanskeligheder, de i mange tilfælde kan give anledning til. Det er min erfaring, at mange mennesker ikke ønsker at acceptere det som et fullblown faktum, at man kan forudsige menneskers tanker, eller rettere: Nogen kan. Jeg har selv mange oplevelser i denne retning, så jeg er velbekendt med fænomenet – mens andre lodret vil benægte muligheden heraf. Sådan er vore psykologier forskelligt indrettede, men det er min bestemte opfattelse, at de fleste mennesker undervurderer, ja, fejlvurderer vildt alle de muligheder, der ligger, eller kan ligge i den menneskelige psyke.

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.