Kender I det, at miste kontrollen – og så miste fodfæstet fuldstændigt, og facaden krakelerer?
Kæmper I for at komme på fode igen? Det gør jeg – for jeg har noget, der er værd at kæmpe for!

Jeg hader at miste kontrollen. For så har jeg ikke længere styr på situationen, og ryger ud af min comfortzone.

I sommeren 2016 mistede jeg kontrollen, og brugte hele år 2017 på at komme oven på igen. Jeg havde det godt i 2017. Rigtig godt, endda. Jeg genvandt kontrollen. Jeg var kommet langt. Jeg kunne meget mere end året før; end nogensinde før, faktisk. Både fysisk og mentalt.
Jeg havde kontrollen; jeg bestemte – over mig selv, mit liv, mit sind, min krop – alting.

Det blev revet væk fra mig i 2018.
Jeg har aldrig været så syg af angst, som jeg var sidste år. Jeg kan tælle på én, maks. to hænder, hvor mange gode dage, jeg havde sidste år.
Det var som om, at der ikke blev lyttet til mig og mine behov. Jeg blev tvunget til at påbegynde uddannelse, selvom jeg mentalt slet ikke var parat.

De eneste, jeg kan takke for at have gennemført det 10-ugers grundforløb på handelsskolen, er de to studievejledere, jeg havde. For de tog mig alvorligt. De lyttede, når jeg havde det skidt. Deres dør var altid åben. Den ene hjalp mig sågar med at læse op til eksamen. Den anden gjorde alt for at kunne skræddersy et skema til mig, på det praktikcenter, hvor jeg skulle starte efterfølgende.

Da jeg så blev sygemeldt og mistede derpå kontrollen endnu mere, sagde min daværende sagsbehandler fra kommunen: “Jamen, du har jo klaret det. Du har jo gennemført de 10 uger”.
Jo, jo, men det har da ikke været uden konsekvenser. Jeg røg til psykiater og fik medicin for min angst. Men jeg fik det samme at vide: “Du har jo gennemført forløbet”.
Det var lidt ligesom at råbe til en dør.

Selvom det også var slemt i 2016, så kan man slet ikke sammenligne de to år med hinanden. Jo, på et punkt. Jeg mistede kontrollen.
Så fik jeg kontrollen tilbage, og fik den taget fra mig igen. Og jeg har endnu ikke fået kontrollen over mit eget liv tilbage.

Jeg er et meget struktureret menneske. Firkantet, om man vil. Jeg skal vide nærmest alt ned i de mindste detaljer – ellers mister jeg kontrollen.
Jeg kan komme med et eksempel: Hvis min familie og jeg skal ud, så skal jeg vide hvem der kommer og hvor mange, der kommer. Det kan også være, at hvis vi skal have gæster, f.eks. til diverse højtider, så skal jeg også vide hvem og hvor mange – også selvom det er venner og familie, der kommer.

Jeg er så heldig, at jeg har en utrolig omgangskreds af både venner og familie. Forstående og rummelige. Kærlige og beskyttende. Sjove og alvorlige.
Har I også en en omgangskreds, der hjælper jer i de svære situationer?

Go weekend

Kærligst,
Maria

Foto: Privat

Om Forfatteren

Jeg er 26 år. Lider af angst. Har diagnoserne panikangst og agorafobi. Derudover har jeg også separationsangst, dødsangst og klaustrofobi. På denne blog vil jeg skrive og dele mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn, jeg har en hund. Min familie og mine venner er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie ved at blogge, så jeg håber at I vil læse med. - M

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Jeg for min del har været alene om det hele alle årene. Det kan man ynke, men der er også det ved det, at når man så mange gange er lykkedes med at lande på benene som en kat, er det ikke uden en vis tilfredshed, at man ved med sig selv, at man har klaret det. Men uden hjælp fra psykiatrien ver det ikke gået. Jeg har haft et utal af psykiatere, hvoraf kun én var en nitte. men der har også ligget det idet, at jeg var nødt til at rette disse spørgsmål til mig selv: Hvordan har du tænkt dig at tackle dette problem? Er du i din tilgang til det hele tilstrækkeligt seriøs? Kan der ikke ligge noget i medicinens virkninger, som kan tolkes positivt? Jeg har erfaring for, at mange psykiatriske patienter – på grund af fravær af huller i deres uvidenhed, dels om medicin, dels om nervesystemets måde at fungere på, og dels deres totale uvidenhed om psykologi – er sig selv de dårligste venner i forhold til at nå til helbredelse. Alt for udbredt er den medicin-ulyst, som mange tillægger alt for stor betydning. Statistikkerne taler et fuldstændigt éntydigt sprog, idet det her kommer for dagen, hvor mange, der i virkeligheden har været godt hjulpne med medicin. Det hører man imidlertid aldrig om, men derimod evindelige jeremiader om, hvor farlig og ubehagelig medicinen er, og så kommer sådan en idiot som Peter Gøtzsche og hælder benzin på dét bål, og helt ubeføjet, idet manden ikke er psykiater og aldrig har siddet med en patient, der har det virkeligt svært. Det er velkendt, at kurering af psykiatriske sygdomme ofte er et stort projekt for den enkelte, men også, at det at anerkende, at en pille på rette tid og sted kan udrette underværker. En ting, som det altid har været meget svært at formidle til patienterne, er også det forhold, at man skal tænke virkeligt langsigtet. Man kurerer ikke en psykisk sygdom fra det ene øjeblik til det andet. Jeg er bekendt med tilfælde, hvor der gik år, før et acceptabelt resultat var tilvejebragt, og hvor det desuden var forudsætningen, at behandlingen fortsatte livslangt. At virkeligheden er skruet sådan sammen er der mange, der ikke vil anerkende – til skade for dem selv.

    Angstproblematikken er særlig vanskelig, fordi det er så fristende, både for patienten og for psykiateren, at betjene sig af benzodiazepiner. Der kommer kun problemer ud af denne fremgangsmåde. Dertil kommer, at nogle af de bedste midler til at håndtere denne problematik er gået ud af brug – hvilket vel i virkeligheden skyldes, at de har været brugt af psykiaterne på en hjernedød måde. Undertiden strejfer den tanke mig, at en del psykiatere måske har en både tåget og uklar idé om, hvad de har med at gøre. Men det forhold, at der er psykiatere, som er meget vidende, og som har fornemmelse for området, gør det helt uholdbart at udsætte standen som helhed for kritik. Fra patientside har vi jo den opgave at orientere os i den psykiatriske verden, og dertil at skaffe os viden, hvilket folks forudsætninger for at skaffe sig er så utroligt forskellig. For mit vedkommende har min tilbøjelighed til knivskap iagttagelse af mig selv været mig til hjælp, og desuden mine evner til at sætte mig ud over meget af det sludder, man kan komme ud for, at medpatienter bibringer én. Det stod mig forholdsvist tidligt klart, at min egen helbredelse ikke kun var min egen sag; den vedrørte hele min familie og omgangskreds. Det var mig, der skulle løse deres problemer med mig, ikke omvendt, fordi jeg har erfaring for at have en stærk indvirkning på mine omgivelser. En sådan indvirkning kræver en sund sjæl, og det var bare at komme i gang med opgaven.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.