Kære angst

Mit liv med angst
Blog

Kære angst

Mon ikke, du er en af grundstenene, der har været med til at danne mig?
Mon ikke, du også var en grund til min spiseforstyrrelse og at jeg drak for meget, da jeg var teenager?
Mon ikke, der er en grund til at du er blevet en fast, og forholdsvis, tro følgesvend gennem de sidste 10-12 år?

Jeg tror på, at ting sker af en grund. At forskellige begivenheder, der sker i vores liv, er med til at gøre os til de mennesker, vi er, og at de mennesker vi har i vores liv, er kommet af en grund.

Tak.
Tak til de mennesker, jeg stadig har i mit liv. Tak til dem, der svigtede og forlod – I har hvilket menneske, jeg er. Hvilke værdier, jeg har. Hvem jeg kan stole på, og hvem jeg ikke kan stole på.

Angst, du gør at jeg er i kontakt med min krop og mine følelser. Jeg kan mærke mig selv endnu mere nu end nogensinde før. Det har både sine fordele og ulemper; men i det mindste kan jeg mærke, at jeg er i live. Så tak for det.

Set tilbage på det, så tror jeg også at du var delvis skyld i min deroute som teenager. Da jeg drak for meget. Kan du huske det? Til at starte med, gjorde jeg det for at lægge en dæmper på dig, og alt det, du sagde og gjorde. Men det tog til, og du var ligeglad. Du vendte, så at sige, det blinde øje til.
Men så fik jeg vendt det og havde det godt i et par år. Men du sad i kulissen og ventede. Sikke en tålmodighed, du har haft. Og nu har du så fået fat.

Du holder fast. Hvorfor kan du ikke give slip og lade mig leve mit liv? Nyde mine 20’ere, min ungdom, inden jeg bliver rigtig voksen.
Du er grunden til, at jeg har svært ved at bryde mønstre. Du er også grunden til at jeg har overvejet, og stadig overvejer, at fravælge børn. Endnu en grund til at hade dig. For det skal du ikke bestemme; det skal jeg nok selv styre.

Jeg har altid været en følsom pige, men det har du forstærket. Som jeg skrev tidligere, er jeg i bedre forbindelse med mine følelser. Jeg kan mærke alt. Sorg, glæde, kærlighed, ængstelse, irritation, træthed, vrede, afmagt og rastløshed.
Men du har også været medvirkende til at jeg er blevet bedre til at udtrykke mig – så tak for det.

Det har været en lang og hård kamp, men jeg kæmper ikke forgæves. Jeg har nemlig noget, der er værd at kæmpe for – min familie og mine venner.

Mit liv med angst
Jeg er 31 år. Jeg har lidt af angst siden teenageårene. Har diagnoserne panikangst, socialangst og PTSD, som er kronisk. Derudover kan jeg få anfald af separationsangst og dødsangst. Det har jeg haft siden 2018, da jeg pludseligt mistede min gudmor. Jeg er i en proces med jobafklaring og håber på fleksjobbevilling inden længe. På denne blog skriver og deler mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn. Min familie og især min dejlige kæreste er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie, og jeg håber at I vil læse med. Jeg begyndte som blogger her hos Outsideren i februar 2019. - M

5 Responses

  1. Den problematik, “Mit liv med angst” her er inde på, er, i hvilken grad man skal betragte en sygelig tilstand som en del af ens egen personlighed. Det er et vanskeligt spørgsmål, fordi, hvis man nu tænkte sig, at symptomerne forsvandt, og personen oplevede sig selv som både rask og harmonisk, så ville erfaringen om sygdommen jo indgå i personens viden om livet. Det har været oppe, om man skal tage “ejerskab” til sin psykiske sygdom. Måske er der her tale om en for radikal måde at formulere det på. Der er eksempler på skizofrene, for hvem de stemmer vedkommende hører, er personen helt fremmed. Alligevel er der en vis logik i at betragte stemmerne som en form for bestanddel i vedkommendes personlighed, selvom vedkommende slet ikke kan identificere sig med dem. Hvorom alting er, så er det vigtigt ikke at afskrive muligheden for at komme af med den psykiske forstyrrelse. Jeg har selv oplevet dette, men mine erfaringer med psykiske sygdomme har gjort mig klart, at selve den normale tilstand er noget meget mærkeligt og enestående – tilstanden glimrer specielt ved den egenskab, at den er så utroligt enkel – men bagved det hele ligger der jo en kæmpe bunke af delikate balancer, som altså ikke lader høre fra sig, og som derfor beror i det ubevidste. I løbet af psykologiens udvikling har der jo været fremsat påstande om, at det ubevidste ikke eksisterer. Jeg ser mig ikke i stand til at tage sådanne påstande alvorligt.

    Svar

    1. For mig har angsten været en følgesvend siden jeg var teenager. Det har både været godt og ondt, hvis man kan formulere det sådan. Sygdommen har været med til at forme mig, givet mig knubs, lyst til at opgive, lyst til at kæmpe, vist mig menneskers sande natur – inklusive min egen.

      Jeg har følt at angsten har styret mig og mit liv. Prøv at læs mit indlæg “Maria vs. Mike Tyson”. 🙂

      Jeg synes nu ikke, at det er en radikal måde, jeg har formuleret mig på. Det er et udpluk fra min dagbog, så det er kogt vældig meget ind. Det blev til 4-5 sider i min dagbog, som jeg skrev i oktober sidste år.

      Grunden til at jeg skrev det, var fordi, jeg ville se angsten i øjnene, og ligesom fortælle hvordan jeg havde det med den, hvad den gjorde ved mig, og hvorfor jeg slås så meget som jeg gør.
      Grunden til at jeg så har postet det, er for at fortælle min historie, men også håbe på at andre kan gøre det samme. Kæmpe imod. Slås med alle kræfter.

      Angsten skal ikke være en stopklods for mit liv. Men den fylder bare for meget. Og jeg ved, at der er andre i samme båd. Så hvis det her indlæg kan være en form for “talerør” for andre, så er det det hele værd 🙂

      God weekend

      -M

      Svar

      1. Jeg er ked af, hvis jeg ikke formulerede mig tydeligt nok. Det var MIN måde at udtrykke mig på, jeg tog forbehold imod. Det var det der med at tage “ejerskab”. Jeg ved af erfaring, at folk stiller sig meget forskelligt i forhold til dette problem, og nogle kan stå så fremmede for deres sygdom, at det ikke giver mening at tale om ejerskab. Men formålet med mit skriv var at problematisere den måde, hvorpå vi afgrænser os i forhold til at være syge, dvs. i forhold til, hvorvidt vi vælger at lade sygdommen være en del af ens personlighed. Det er godt at læse om, at du kan tage kampen op. Det tyder på, at der er et psykologisk centrum, som i en vis forstand er intakt. Andre oplever at blive undermineret indefra, så der ikke er kræfter til at kæmpe.

        Svar

  2. Kære M,

    Tak til dig. Tak fordi du skriver. Tak fordi du deler. Tak fordi du er med til at nedbryde tabuet om angst og åbne for ærligheden om angst. Når angsten er til stede og har infiltreret sig i ens liv opstår der så mange følger og bivirkninger af det. Jeg har selv levet med angst siden jeg var 15 – og fik hjælp som 30-årig – og har nu sluppet en del af angsten. Men ikke det hele. Noget sidder der endnu, som om kroppen ikke vil glemme, som om angsten har lagret sig i cellerne. Anyways jeg har lært at leve med resterne af den og er bare taknemmelig for at være noget hertil og alt det jeg har fået skabt på vej ud af angsten og ud i livet. Alt det bedste til dig.
    Lise

    Svar

    1. Kære Lise

      Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare. Jeg kunne sige tak. Tak for skulderklappet. Tak fordi du læser med.
      For mig betyder det langt mere end hvad ord kan udtrykke. Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke længere ville tie med min sygdom. Det har haft sine konsekvenser, men det har været det hele værd. At holde min angst skjult har faktisk kun gjort det værre, så derfor står jeg frem med min historie og fortæller åbenlyst om min kamp.
      Jeg læser selv dine indlæg via facebook. Meget givende. Så det kan jeg sige tak for.

      Mange tanker herfra
      – M

      Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *