Pligt

Pga. min angst, så har jeg fået til opgave at eksponere mig selv. Blandt andet ved at handle ind. Det har jeg sådan set ikke noget imod. Men hvis det er en enkelt ting, jeg skal købe, synes jeg det er spildt, for så gør jeg det af pligt, og så har jeg ikke min ”ja-hat” på. Sandheden er at jeg godt kan lide at handle ind, men jeg har ikke lyst til det hver dag. Nogle dage vil jeg også bare være hjemme og lave ingenting og tænke mig om.

Når jeg gør noget af pligt, så har jeg ikke hjertet med.

I mange år var jeg en utrolig pligtopfyldende pige, og er det egentlig stadigvæk, men førhen gik jeg op i pligterne, kravene og forventningerne. Men det var ikke mine forældre, eller familien. Det var mig selv og det miljø, jeg befandt mig i som teenager. Det har også sat sit præg. Nu er jeg begyndt at please mig selv på en helt anden måde. Jeg lytter til mig selv, min mavefornemmelse, min intuition og mit hjerte.

Hvad har jeg lyst til? At løbe væk fra det hele. Rejse væk. Få en pause. Starte forfra.

Men hvad har jeg egentlig pligt til? Godt spørgsmål. Jeg har vel i bund og grund pligt til at passe på mig selv. Men det kræver sådan set, at jeg får lov, eller i det mindste får sat foden i jorden.

Har jeg pligt til at få en uddannelse? Har jeg pligt til at få børn? Har jeg pligt til at råbe op? Har jeg pligt til at sige fra? Må man det i dagens Danmark? Sige fra?

Når jeg læser diverse opslag om praktik under uddannelse, er det en ulønnet praktik. Det undrer mig. Har en virksomhed ikke pligt til at lønne en praktikant? Det synes jeg. Ellers er det jo bare gratis arbejdskraft, og det synes jeg ikke man kan byde mennesker under uddannelse. Godt nok er det ikke fuldtid eller en elevplads, men jeg synes det er på sin plads at udstede løn.

Godt nok er jeg ikke selv under uddannelse – da det for mig er et bandeord – men hvis jeg var, ville jeg ikke søge en praktik uden løn. Det lyder nok lidt egoistisk – men det er virksomhederne også. De vil gerne have arbejdskraften, men ikke betale for det. Er det fair? Nej, siger jeg.
Praktikperioderne er som regel 3-6 mdr., 30 timer ugentligt, og kravet er at man er i gang med en universitetsuddannelse.

Jeg synes, det er ofte, at vi hører om børne- og ungdomskulturen og et forventningspres, der er både usundt og ødelæggende. Jeg kan godt forstå, at vi har en kultur med unge, der har det svært. Der kæmper med angst, depressioner, selvværdet og med karakterræset, som jeg synes, har taget overhånd.

Forstå mig nu ret – jeg har meget stor respekt for unge, der ved hvad de vil efter gymnasiet og går efter det. Men de skal også have lov til at være unge; have det sjovt og lave fejl. Børn skal være børn, men som jeg ser det, så er der en tendens til at få børn og unge til at ”blive voksne” før tid. Det er lidt som om, at man skal vide i en tidlig alder, hvad man vil være som voksen, og så er det bare sådan. Faktisk synes jeg, at vi som samfund har pligt til at ændre kulturen. Skrue ned for forventningerne og for karakterræset.

Men det er jo min mening – og har jeg egentlig pligt til at sige det? Måske, måske ikke. Men det er noget, jeg tænker over.
Hvad tænker I? Hvad mener I, at I har eller ikke har pligt til?

Om Forfatteren

Jeg er 26 år. Lider af angst. Har diagnoserne panikangst og agorafobi. Derudover har jeg også separationsangst, dødsangst og klaustrofobi. På denne blog vil jeg skrive og dele mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn, jeg har en hund. Min familie og mine venner er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie ved at blogge, så jeg håber at I vil læse med. - M

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.