Mit forhold til Aksel Sandemoses forfatterskab startede egentligt på en lidt bagvendt måde, idet jeg først stiftede bekendtskab med ham gennem hans roman ”Varulven”, som først kom efter, at han var brudt igennem og var etableret som en kendt forfatter. Bogen handler blandt andet om en kvindes forhold til to mænd – hvor Sandemoses virkelige forhold var, at han stod i forhold til to kvinder. Bogen er meget velskrevet, men umulig at karakterisere med få ord. Som før er bogen udpræget psykologisk, hvilket jo er den akse, hvorom det hele drejer sig, og som gør hele Sandemoses forfatterskab interessant.

Hovedporten til Aksel Sandemoses forfatterskab må være hans gennembrudsroman ”En Flygtning Krydser Sit Spor” fra – ja, hvornår? Her skal vi have fat i hans vigtige og interessante forord til romanen, hvor han skriver:

”Engang i 1930 sad jeg sammen med nogle mennesker og diskuterede litterær form, nærmest med romanen i tankerne. Jeg kom da til at sige – og det var min absolutte overbevisning – at jeg aldrig i mit liv ville skrive en bog i jeg-form eller en bog om barndommen.”

”En flygtning krydser sit spor er skrevet i jeg-form, og den handler for størstedelens vedkommende om opvæksten. Den lå færdig i første udkast kun nogle få måneder efter at jeg så kategorisk havde fastslået at noget sådant aldrig kunne komme til at ske.”

”Tilfældet har en vis psykologisk interesse. Da jeg med så stort eftertryk, helt overbevist og afgjort, havde indviet andre i et bestemt forhold, kom jeg omsider til at ræsonnere over dette forhold. Hvad var det egentlig, der havde afskåret mig så fuldstændigt fra at skrive jeg og fra at skildre børn? I virkeligheden havde jeg sprængt en dæmning.”

”Min foregående bog, En sjømann går i land, var færdig, men endnu ikke udkommet. I den havde jeg mere direkte end nogensinde før brugt en del selvbiografisk stof, særlig i begyndelsen, mindre længere henne i bogen. Dæmningen var allerede ved at falde. Desuden var der gået nogle år siden mine forældre døde. Trods alle de voldsomme udsving og al tilsyneladende emancipation havde jeg levet i skyggen af dem og af mit barndomshjem. Og det vil sige: I skyggen af Janteloven. Den blufærdighed og beskedenhed – som man tror det er – der får et menneske til at udtrykke sig forsigtigt og med allehånde omsvøb, og helst med en tyk glasvæg mellem ordene og den virkelighed, de skal udtrykke, faldt af mig, da de gamle var borte. Her er også en af årsagerne til at jeg blev nordmand – en af de mange og krydsende årsager. Selv om Janteloven er håbløst universel, og ikke mindst stiller sine krav under såkaldt ”store forhold”, og regerer værre med sin passion to conform i Brooklyn end i den lille by jeg har givet den sit navn efter, -så var for mig sproget fra Jante blevet flettet uløseligt sammen med Jantekulturen.”…

”Skildringen af byen Jante er i det ydre omrids taget fra Nykøbing på Mors omkring 1910. Dette førte engang til en række meget skarpe angreb på mig. Hvis de var kommet fra mennesker, der beherskede læsekunsten, kunne de nok have virket med et vist eftertryk, men nu var de blot urimelige. Mine forfølgere kunne sikkert have fundet frem til temmelig pinlige sager, men de var bare rasende, og da kan det være så som så med klarsynet. Så var der også en baggrund, som disse mennesker ikke kunne vide noget om, nemlig alle de breve, jeg også fik om, hvor herligt det var at jeg overfaldt byen. Jeg fik latrinære forslag om at tage imod nye oplysninger for at kunne sværte byen yderligere. Jeg tænkte af og til på at offentliggøre begge disse sæt skrivelser og på den måde endelig lade Jante se et af sine egne ansigtstræk, nu da jeg havde fået byens egen dokumentation, men det lå alligevel under min værdighed. I hvert tilfælde har Jante i breve til mig sværtet sig selv mere mere end jeg nogen sinde har ønsket eller kunnet. Disse menneskers opfattelse af litteraturen unddrog sig også enhver diskussion. Fælles for dem alle, både dem, der angreb mig, og dem, der var helt brunstige efter at få mig til at fortsætte, var at ikke en eneste af dem havde læst bogen. Jeg fik så mange oplysninger – de fleste anonyme – at jeg kunne have slået mig ned i Jante som pengeafpresser.”

”Jeg ser ingen grund til at skjule, at alt dette gjorde mig ondt. Det er klart, at jeg har været stærkt knyttet til barndommens by. På den anden side siger det vel næsten sig selv, at byen i dag kun eksisterer for mig som min barndoms skyggeagtige region, et sløret og vemodigt minde, som nu i reglen er gemt bort. Alligevel glæder det mig at høre, at vinden nu har vendt sig. Bogen er omsider blevet læst, ikke kun referet af von Hörensagen, og der er kommet en ny generation til, en generation, der ikke føler sig personligt impliceret, og derfor ikke læser med rødsprængte øjne. Mange år er gået, og i mellemtiden har en katastrofe ramt verden (2. verdenskrig, min tilføjelse). Det er tydeligt, at den nye generation ikke rigtig forstår, hvorfor de ældre gik fra sans og samling, og det ser desuden ud til, at de unge læser bogen – hvilket jo gør en forskel.”

”Set fra et litterært synspunkt – som er det eneste, jeg kan acceptere – har bogen ingen relation til nogen bestemt by. Det viser sig måske tydeligst derved, at mange har genkendt deres eget hjemsted – dette er notorisk sket for folk fra Arendal, Tromsø og Viborg. Fra den sidste by har jeg modtaget en anmodning om at skrive om mine skoledage der, og begrundelsen var, at jeg åbenbart måtte være derfra. Måske kan det trøste en og anden i mit Jante. Mit kendskab til Viborg er ringe; da jeg var omkring ti år gammel var jeg med på en udflugt dertil, og var der nogle timer. Jeg blev – ved et mirakel, som man tillader sig at sige – reddet fra at falde ned fra domkirketårnet. Så selv om jeg ikke er født i viborg, er jeg næsten død der. En snes år senere så jeg på tryk, at det ville have været det bedste både for mig og for andre, hvis det virkeligt var sket – nogen kan jo være svært rundhåndede med andres liv. Det var i den tid, da det meste af det, der blev skrevet og sagt, endnu ikke gik hus forbi. Jeg var et let bytte før i tiden og meget sårbar. Nu, da jeg er nået dertil, at skældsord og usaglighed bare forårsager en forbigående træthed i hovedet, gør det mig ikke noget at indrømme det.”

Sandemose skriver herefter om, hvordan bogen blev bearbejdet og omarbejdet, og hvordan den skrumpede fra 1100 sider, skrevet på tre måneder, i to bind, til mindre end 500 sider i et bind, og hvordan den tog form som en arkæologisk struktur med nye elementer udenpå det gamle. Oprindelig havde den form som et brev til en bekendt, men efterhånden som materialet svulmede op, mistede denne skrivemåde sin mening, hvilket afspejles i tekstens form. Kapitelinddelingen i 169 kapitler med hver en titel blev foretaget i sidste øjeblik inden udgivelsen. Der var i øvrigt massiv modstand fra forlagene mod at udgive bogen. ”Det er ikke nogen bog”, fik han at vide, og Sandemose skriver, at der var mange gange, hvor manuskriptet var på vej i kakkelovnen. Men bogen fik et internationalt brag af en modtagelse.

Efter udgivelsen omarbejdede Sandemose stoffet, og han skriver:

”I den nye udgave er der fjernet enkelte ting, som blot var udtryk for uvidenhed. Da den første udgave kom, var det på mode blandt kritikere at snuse efter Freud, højt og lavt. Det blev sagt om En Flygtning, at den (og jeg) var mere Freudsk end Freud selv. Dengang havde jeg endnu ikke læst Freud, selv om det uden videre siger sig selv, at jeg ad omveje var påvirket af ham. Derimod læste jeg en del af Freud efter at bogen var skrevet, og uddrag af en tidsskriftartikel kom i sidste øjeblik med i kapitlet ”Sladderens væsen”. Folk, som virkeligt kendte noget til Freud, gik andre veje. En kendt analytiker sagde den utrolige sætning, at bogen ikke var i overensstemmelse med Freud og derfor urigtig i sine konklusioner. Luften var på den tid forpestet af folk, der var uvidende om psykoanalysen og og brugte den som et arsenal for skældsord, og dels af ildtilbedere, der gjorde det samme.”.

”Hvad mig selv angår, så var jeg temmelig ambivalent over for problemerne med psykoanalysen, og jeg tillod mig for eksempel at harcellere over den på et svigtende grundlag – nemlig uvidenhed, akkurat som de kritikere, der lige så meningsløst råbte op om Freud i anledning af En flygtning. Det ser ud, som om jeg har været så uheldig at placere mig selv blandt dem, der angriber psykoanalysen i en slags vildelse, fordi de selv har brug for den. Dem har jeg truffet mange af, og det er en flov historie selv at have hørt til den garde. Dette skal ikke forstås således, at jeg mener alle modstandere af psykoanalysen (eller hele den moderne psykologi under et) angriber den af ren skræk, men meget ofte er det tilfældet. Jeg sidder og hører på dem og konstaterer, at de vrøvler, og at de ikke ved noget som helst om det, de snakker så højrøstet om. Nogle af dem har tillagt sig en både elegant og overbevisende form, men grundlaget er uvidenhed, løse påstande og fordrejelser, og de er alt for angrebslystne, heftige og absolutte til at der ikke skulle stikke noget under. Jeg er gennem årene kommet ganske godt ind i disse ting, men som sagt, da En flygtning blev skrevet, måtte jeg nærmest betegnes som en ignorant på området. Alligevel vil jeg endnu engang fremhæve, at jeg naturligvis var var indirekte påvirket. Ingen undgår at blive ramt af udstrålinger fra det, der lever i tiden, selv om de ikke har nærmet sig den glødende kerne. Selv om en nyere norsk forfatter ikke har læst Hamsun, vil han alligevel være ramt af strålingen. Det er en tåbelig tanke, at man skal have stået på hovedet i en bog for at blive påvirket af den.”.

Der vil nok være en del nutidige læsere, der vil opfatte datidens strid om psykoanalysen som forældet. Aksel Sandemose døde den 6. august 1965, og tiden har ikke stået stille siden da. Imidlertid er det en kendt sag, at der er ganske mange mennesker uden den ringeste fornemmelse for ting af psykologisk natur – men nutiden har også præsenteret os for helt nye problemstillinger, såsom shitstorme og cyberkriminalitet og fake news osv. Menneskeheden er blevet meget mere sammenhængende i dag, end det var tilfældet på Sandemoses tid. Jeg vil mene, at mange af de problemstillinger, Sandemose behandler i sin bog, har fornyet aktualitet.

Om Sandemoses vedvarende omarbejdning af bogens stof, skriver han:

”Hvis der kommer endnu en udgave, mens jeg lever, vil jeg tro, at også den bliver en ny version, men denne gang kan jeg i hvert tilfælde ikke vente i 22 år, man redigerer formodentlig ikke om på sine værker, men ligger med næsen i vejret, når det næste runde tal er 80 år Men der behøver bare at gå 5-6 år, før jeg laver bogen om igen, det ved jeg, for allerede nu har der meldt sig tvivl på forskellige punkter. Det gik også først sent op for mig i hvor høj grad jeg skrev på en sociologisk afhandling.”.

Og nu til corpus delicti – Janteloven – et emne, hvor alle kan være med:

  1. Du skal ikke tro at du er noget.
  2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
  3. Du skal ikke tro du er klogere end os.
  4. Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
  5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
  6. Du skal ikke tro at du er mere end os.
  7. Du skal ikke tro at du duer til noget.
  8. Du skal ikke le ad os.
  9. Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.
  10. Du skal ikke tro du kan lære os noget.

Denne knirkende klamamse, som Sandemose skriver, blev efterlevet ude i samfundet, mens Moseloven og bjergprædikenen blev prædiket i kirkerne.

Det har i årene efter, at Janteloven blev præsenteret for den undrende omverden, vist sig, at borgerlige personer med velspækkede tegnebøger og ondt i skatten, har påberåbt sig at være ofre for Janteloven. Også iværksættertyper, som har set sig konfronteret med arbejdet i forhold til offentlige mydigheders dokumentations- og administrationskrav, har påberåbt sig at være ofre for Janteloven. Men disse personer glemmer helt, at et velfungerende samfund ikke kan have fribyttertyper til at fare rundt og frit tolde på samfundets værdier, sådan som disse typer uden tvivl ellers ville have til hensigt. De er formentligt helt uvidende om baggrunden for Janteloven, og at denne drejer sig om noget helt andet end det ærinde, de er ude i. Emnet er psykologi, og fælles for alle disse vrøvlehoveder er, at deres psykologiske profil er alt for fladbundet til overhovedet at opfatte, hvad Janteloven egentligt er for en størrelse. Sandemoses bog er en dybdepsykologisk studie i, hvordan samfundet præsenterer sig for et opvoksende barn, og hvordan dette samfund med stor ihærdighed vender barnet ryggen.

I dag er Janteloven nok, i den form, som Sandemose præsenterer os for i bogen, et uddødt fænomen blandt os danskere. Men man kan iagttage, hvordan Jantementaliten i høj grad har fornyet aktualitet blandt mange af de hos os indvandrede folk. Det er landsbymentaliteteten med alle dennes graverende uvaner, der er rykket os ind på livet. Vi har en langt bedre samfundsform, og det ville være løgnagtigt at benægte det.

Men det, at Janteloven, på den flade hånd, er et uddødt fænomen, betyder ikke, at den ikke virker klandestint. Rundt omkring i familierne kan den gøre sig gældende. Tag nu for eksempel følgende, hvor Sandemose skriver:

Skyldfri Sidenius

Jeg har kendt mennesker som var helt uden evne til at skabe sig en slagorden i kampen for tilværelsen. Jeg har indtryk af, at mange har det sådan. De kan ikke trække fronten sammen, de er ikke strateger. Den værste, jeg har kendt, var en kvinde. Hun opdagede aldrig, at man må invadere gennem Belgien, hun satte ind med fuldt drøn fra Antwerpen til Vogeserne.

En kampfront af den art er nyttig og brugbar i Jante, hvor man ikke har større sans for nuancer. Den kvinde, jeg taler om, vejede over hundrede kilo og hed Skyldfri Sidenius. Hun hed Skyldfri, det var ikke noget, Jante havde fundet på. Hvis man spurgte Skyldfri, hvad der egentlig var hendes mening med at sprede en eller anden sladderhistorie, fik man ikke svar på det. Derimod udslyngede hun med beundringsværdig vitalitet mindst tredive nye og endnu værre beskyldninger, hvorefter hun vraltede gennem Jante og spredte yderligere halvfjerds. Hun gav ikke op før man opsøgte hende og gav en undskyldning for at have såret hendes følelser. Så græd hun lidt og var højmodig – for selv om du er fuld af fejl, Espen, og aldrig har opført dig pænt over for mig, så kan jeg nu alligevel godt lide dig, fordi du er Oscars fætter.

Det forpligtede at være Oscars fætter.

Skyldfri Sidenius lignede Bibelen. Hvis du bryder gennem fronten i anden Mosebog, bliver du beskudt af Johannes’ åbenbaring, og angriber du der, bliver du slået i hovedet med Davids salmer, som får undsætning fra Pauli brev til Korintherne, som på sin side igen flyder ovenpå med assistance fra Apostlenes gerninger og Genesis. Fortsætter du forfølgelsen, falder du og brækker armen i femte Mosebog, under fornyet ild fra Åbenbaringen og grimme lyde fra Bileams æsel. Skyldfri sidenius var meget religiøs.

Jeg fremfører Skyldfri som type. Hun er en god illustration til krigsførelsen i Jante. Befolkningen kan deles i to grupper, terroristerne og de terroriserede, men det er en lidt for flot opdeling, for vi udøvede jo alle terror.

Skyldfris modsætning, typen med mulighederne, led ikke som hun af kortslutning mellem alle sine sjælelige centraler. Far var af denne type. Man kan tænke sig at det måske er et spørgsmål om hjernen som en medfødt marskandiserbutik eller et forholdsvist velordnet bornholmerur.

Ser du, når man sad sammen med Skyldfri slap hun ikke et øjeblik den tanke, at hun var en førende dame. Nu lyder det barokt, hun var jo ikke engang blevet et menneske nogen sinde. Hun betænkte sig ikke på at lære værtinden bordskik og lave et helvede, hvis hun ikke fik ledelsen i huset: Jeg er jo mere erfaren, og jeg er vant til at have det sådan. Hun drømte ikke om, at konen i huset også kunne være vant til noget. Hvis der kom en gæst, og han blev vist den mindste smule opmærksomhed, jagede Skyldfri ham på porten. Ved den blotte mistanke om, at vi et sekund havde tænkt på noget andet end hendes hæder, opførte hun sig så vanvittigt, at enhver beskrivelse falder til jorden. Når hun havde hånet min kones madlavning, hendes påklædning, mine manerer og den mangelfulde rengøring af huset, blev jeg måske noget tavs. Det kunne hun ikke tåle, sad jeg måske der og manglede respekt? Hun påtalte børnenes opførsel, og den måde de tiltalte de voksne på. Og hvordan var det vi snakkede til dem? I kunne da godt sætte jer lidt i respekt over for børnene? Omtrent på det punkt forsøgte jeg som regel at komme med en lille indvending. Det skete høfligt, skønt jeg godt var klar over, at jeg burde kløve hende med en økse. Men vi lå under for hende. Hvordan kunne man leve i Jante uden en smule fred? Og vi havde ligget under i al evighed.

Men indvendinger fremkalder katastrofer – eller kun én. Opfindsom er ingen Skyldfri. Hun begyndte at græde med åben mund, snøftede som en kalv. Oscar spurgte, hvordan jeg kunne bære over mit hjerte at såre hende? Skyldfri satte sine over hundrede kilogram i vibration, tudede forsøgsvis som en hund og fortsatte med slubrende skrål som en harpuneret hval. Den siger måske ikke noget, men hvis den gør det, må det lyde forfærdeligt.

Som alle andre Skyldfrier tilgav hun os til slut, og begyndte forfra, som om ingenting var hændt, nøjagtig, hvor hun slap. Om vi ikke indrømmede det? Så var det jo svært at svare, og Oscar så straffende på os: Såså, lille Skyldfri, de mener sikkert ikke noget ondt med det! Du må huske på, Espen, at Skyldfri er så fintfølende, det burde du tænke lidt på.

Det sagde han. Og jeg stirrede på ham. Han troede sgu på det! Og jeg vil påstå, at Oscar Sidenius ikke var et fjols. Min blomst, sagde han, og klappede hende på hånden.

Skyldfrierne er de mindst komplicerede mennesker i verden, men alligevel kan de ikke fattes med tanken – og for den sags skyld heller ikke med armene. Begreber som dumhed og klogskab havde ingen relation til Skyldfri Sidenius. Hun var ikke netop en atavisme, snarere en mutation på en sidelinie, der var knækket under hendes vægt.

Et jantemenneske forstår rent umiddelbart, at hun var den stærkeste, og forstår hendes uundgåelighed. Du er af en anden slags mennesker, til dig kan jeg bare sige, at sådan var det. Hun blev aldrig så stærk som Oline, fordi hun ikke fik fat i os før vi alle forlængst var voksne.

Jeg fortæller dig om dette, fordi hendes våben i magtkampen var det samme som småbørn altid forsøger sig med. Bortset fra størrelsen var hun stadig to år.”.

Det kan vel næppe overraske, at beskrivelser som denne var svære at sluge i Nykøbing Mors. Det skal siges, at bogen er meget varieret og indeholder stof af megen anden karakter, end hvad der kommer frem i dette lille udtog.

Det er siden kommet frem, ved Aksel Sandemoses børn, at han var ret ubehagelig at have som far, og at hans psykologiske indsigter ikke kom børnene til gode. Jeg har indtryk af, at dette har ret generel gyldighed – folk, der gør sig gældende ved en høj kreativitet, mange indsigter og et højt output, er privat i mange tilfælde ret uudholdelige at have med at gøre. Måske indikerer dette omvendt, at folk, som privat er medgørlige, i virkeligheden er dette i kraft af, at de er indstillet på at sluge mange kameler, hvilket de, som virker udadtil, netop ikke er indstillet på.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.