Mine knogler var mit fix, min løsning, mit hellige sted hvor jeg altid kunne tage hen og få fred. I 6-7 klasse havde jeg det skidt i tiden efter et mindre overfald og da mødte jeg “fixet” første gang.

Jeg mindes en af de første gange, jeg fik brug for fixet. Det var til gymnastik og for en gangs skyld, var det min fortjeneste, at mit hold havde vundet et boldspil. Hvis jeg havde været en af de populære piger i klassen, var jeg blevet omringet og krammet som belønning for at have bragt sejren i hus. Men jeg var upopulær, men så naiv at jeg havde håbet på opmærksomhed fra de andre på mit hold. Der kom stort set intet opmærksomhed ud af det og af en eller anden grund, slog det mig ud denne dag. Senere har jeg tænkt at det vel handlede om, at jeg i det mindste gerne ville anderkendes for min gode indsats. Naturligt var jeg ikke så socialt anlagt dengang.

Spørgerunden

Nå, men jeg var ked af det og til mit store uheld, da vi skulle i bad bagefter, opstod der en spørgerunde, mens vi stod hel og halvnøgne. “Hvad vejer du?” Alle blev spurgt. Jeg var en af de sidste i den mere eller mindre ivrige kø, der gerne ville svare. Jeg var den tyndeste. Jeg kunne sige 52 kg.

Det begyndte med det samme at flyve rundt om mig med kommentarer og forfærdelser og dér… lige dér…. jeg ønskede at blive der i spotlyset resten af mit liv. Jeg følte mig set, hørt, jeg var ikke usynlig for de andre piger. Jeg var en del af klassen.
Ti sekunder varede det, så var der en anden pige, der sagde 51 kg og mit rampelys forsvandt og jeg faldt ned i glemslens tåger, og det eneste der kunne fjerne mine tanker og triste følelser fra den ydmygelse, var mine spidse knogler.

Mine knogler blev en besættelse og jo mere fremtrædende de blev i årene der gik, jo mere kunne jeg forsvinde i Knogle Kick, blive høj, få mit fix, glemme alt andet i hele verden, på nær mine knogler.

Idag kan jeg stadigt huske denne rus, for ja den var vidunderlig og kiggede jeg mig i spejlet lige nu, i stedet for at skrive, ville jeg kunne se julelys i mine øjne. Jeg kan mærke mine øjne skinner, selvom det nu er over 4 år siden jeg var på mit livs tyndeste vægt som 26 årig, med et “fedt” BMI på 16,85.

“Fed” anorektiker

Jeg kan stadigt mærke en usikkerhed i mig den dag idag, om jeg var tynd nok til at fortælle en “fed” anorektikers historie. Det er faktisk ret forfærdeligt, tænk at det stadigt sidder i mig. Ja jeg var ikke den tyndeste mht vægt og bmi, men naturligt er jeg meget slank og spinkel og syner altid tyndere end jeg er. Sådan er min krop bare bygget langstrakt, selvom jeg kun er 167 høj. (Jeg burde havde været omkring 180 som begge mine forældre, men er født 10 uger for tidligt og nåede aldrig at indhente min egen naturlige vækst)

Noget af det værste og bedste var, når folk troede, jeg kun vejede 35-40 kg. En enkelt skød en dag på kun 30 kg. Jeg var så glad for, at folk troede, jeg var så tynd, men jeg vidste jo godt, min vægt var meget højere og dét gav enorm dårlig samvittighed. Jeg følte mig som en løgner.

Ja jeg var ikke den tyndeste, men jeg har teet mig tosset og usundt som anorektikere nu en gang gør, og min historie om spiseforstyrrelser er lige så vigtig at fortælle om jeg så havde været en 30 kilo eller 46,2 kilos anorektiker, der var så bange for ikke at se syg og tynd nok ud, så afførringsmidler og mega dehydrering blev en god løsning på “vægt”tab.

Om Forfatteren

Jeg er blevet EN AF OS ambassadør i region sjælland. Førtidspensionist fra 2016, krudt i røven og lidt små depri i vinterhalvåret, men er nu ved at finde en meget fin balancen i livet. Jeg har haft anoreksi og alle mulige spiseforstyrrelser og tosset rundt med det i en længere årerække. Er stærk, sund og glad for mad idag. Nogle forskellige afarter af personlighedsforstyrrelser, har jeg også kæmpet med i min pureste ungdom. Jeg er på en del områder en enspænder, og har det bedst bag en skærm i mit kontor hjørne. Men jeg udvikler mig meget og bliver mere udadvendt som tiden går. Jeg er lidt en parodi på den sårbare kunstnertype, der bor i udkants Danmark. Jeg har et stort fortælle og digte behov, og elsker at lave historier ud fra en masse små puslespilbrikker, sætte historier sammen. Jeg er en spøjs kusine med ret så nørdede teknologiske hobbyer, html koder, overvågning, photoshop, efterretningstjenester, youtube videoer og især læselyster (og "glo efter lyster") om efterretningstjenester og politiet. Jeg er opvokset i PET´s "baghave" i Søborg. Jeg er i foråret 2018 blevet headhuntet til StORDstrømmen, den lokal forfatterforening, der holder til på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er en interesseorganisation under Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Nykøbing Falster med min vidunderlige kæreste, der er tesla´er værd, og bare tager mig helt, som den forvirrede størrelse jeg er til tider. En blanding af stærk og sårbar.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.