Måske ved jeg godt, at det ikke er fordi de ikke vil. Ikke fordi de ikke gider eller har lyst – men fordi andre ting og mennesker er vigtigere og tiden er for kort. Derfor lader man sig jo ikke upåvirket, i en situation man selv føler handler om liv og død. Jeg lader stå til og lades som om. Fordi jeg er tvunget til det. Tvunget til at vente og holde ud. Vente til der kommer nogle, jeg rent faktisk kan snakke med. Nogle som tager sig tiden til at lytte og som også rent faktisk hører hvad jeg siger. Som prøver at forstå hvilket kaos man ender i, når man er kastebold i systemet – og i sig selv.

 

For jeg kan ikke være hjemme. Og jeg må ikke være indlagt. I princippet føler jeg mig hjemløs – og det eneste sted hvor jeg kan få hjælp, der vil de ikke have mig. For jeg skal jo klare mig selv og jeg er jo så ressourcestærk. Bortset fra, at jeg ingen ressourcer har. Men min familie kan jo hjælpe og jeg kan vel flytte hjem til mine forældre i en periode? Men sådan hænger det jo ikke sammen. For mine forældre er ikke dem, der skal hjælpe mig, når jeg ikke vil livet. De er dem, der skal holde mig i hånden og give mig et kram når jeg er ked af det. Ikke tjekke op på om jeg har været selvdestruktiv og ringe efter den hjælp, jeg ikke kan få og derfor ikke vil have. Andre kan få lov at blive – til en anden form for hjælp står klar. Men ikke mig – for jeg skal klare mig selv og det kan jo være, at der er andre årsager til at de andre er her. Men jeg ved mere end de tror – også selvom jeg ikke ved alt. Og der er forskelsbehandling – nogle gange med rette, andre gange ikke.

 

Fokus er på mad og spisning og vægtøgning. Og jeg har lyst til at brække mig over det – for det handler jo også om så meget andet. Om livet – og om hvor lidt jeg synes det er værd. Om hvor lidt overskud der er – og hvor ligegyldig og uoverskuelig kampen er. Om at jeg ikke tror på noget, der er bedre – måske fordi jeg ikke kender til det – måske fordi jeg er realist og ved, at det rent faktisk ikke findes. Om at jeg ikke vil mærke noget og ikke kan overskue at spise – fordi jeg ikke kan overskue noget. Om at forsvinde ind i en verden af ingenting – og blive det samme. Om at ville dø – velvidende at andre finder det egoistisk. Velvidende, at jeg vil såre min familie. Men også vidende om, at det er det eneste valg jeg har. For jeg er jo også kun et menneske.

 

Jeg ved, at psykiatrien er presset – men det er jeg også. Jeg ved, at jeg kan få livreddende hjælp hvis jeg prøver at tage mit eget liv – fordi folk skal. Jeg ved, at jeg kan blive taget seriøst hvis jeg selvskader. Fordi de først der opdager, at det hele er væltet og alt er blevet for meget. Også selvom jeg har prøvet at give udtryk for det, allerede inden det går galt. Jeg ved også, at jeg kommer sidst i køen, for andre er vigtigere. Andre er mere ”alvorlige” i deres forsøg. Jeg ved at folk tænker, at jeg er sådan en ”borderliner” – men det er jo løgn – selv hvis det var min diagnose. Jeg ved at de synes, jeg er for krævende – men i virkeligheden er det eneste krav, at de lytter til mig. Hører hvad jeg siger – og måske prøver at forstå. At de møder mig hvor jeg er – og ikke hvor jeg var. Eller hvor jeg kunne være. Det er vel ikke urimeligt. Og vel et fair krav til de mennesker, som mener og lover at de kan hjælpe. Jeg ved godt, at jeg for systemet er ligegyldig. For jeg er blot endnu et tal. Endnu en ung pige, der bare skal ”vokse fra det”. At jeg koster penge – også penge som ikke findes. At når jeg er ude af afdelingen, så er jeg ikke længere deres ansvar. At de er ligeglade. At der kommer en ny ind, som overtager min plads – nærmest før jeg er ude af døren. For sådan er psykiatrien. Presset – ligegyldig – hård.

 

Måske er det svært at forstå, hvorfor jeg ikke bare fortæller hvordan jeg har det. Men det kan man ikke. Man åbner ikke op for sit inderste og hælder det ud over hvem som helst. Slet ikke her, for man ved, at man er ligegyldig. At man lige om lidt, går ud af den dobbelte dør og forsvinder. Både for dem – men også for sig selv. Man forsvinder ind i en verden af ingenting – fordi man ingenting er. Ind i en verden, hvor alt er ligegyldigt – lige som en selv. Jeg ved selvfølgelig ikke hvad der foregår i andres hoveder, men jeg vil ikke tro at min død ville påvirke nogle herude. Måske nogle patienter – fordi man lærer at tage sig af hinanden, fordi ingen andre kan – og fordi man forstår, at vi alle er tal i den række af tal, som ingen vil se. At man forstår når blikket stivner eller når man smiler og snakker som et vandfald. Man forstår, at det ikke er et tegn på trivsel – men et tegn på, at man prøver at overleve – også selvom man ikke har lyst. Man bliver på en måde hinandens hjælpere – for der er ikke andre. Min familie ville selvfølgelig blive ramt – men de fleste andre omkring mig, vil være ligeglade. Fordi man er ligeglad med folk der er ligegyldige. Fordi man blot er endnu et tal, der ryger igennem den uendeligt lange liste. Fordi det er deres arbejde. De bliver ikke påvirket – fordi de lærer at være ligeglade. De lærer, at de skal vide alt om dig, uden at du ved noget om dem. At de skal dokumentere – og så ellers glemme hvad i snakkede om og hvem du er. At omsorg er forbudt – selvom det er den eneste hjælp, der rent faktisk virker. At knus ikke er noget man giver – også selvom man ville gøre det, ved en anden som græd.

En del af mig håber på, at det ikke er fordi de vil være ligeglade – men fordi de ikke har mulighed for andet. En del af mig tror på, at de gerne vil hjælpe – men ikke kan, fordi der er for mange af os tal og for få af dem, som arbejder med os.

 

Jeg kan ikke holde mig i live på tilfældigheder – for i det er der intet system. Og man kan heller ikke kun leve for andres skyld. Desuden bliver livet ligegyldigt – når man selv er ligegyldig – både for andre – og for sig selv.

 

Man vænner sig aldrig til blot at være et tal. Men man vænner sig til at være ligegyldig. Man vænner sig til aldrig at få et kram, når man er ked af det. Og man vænner sig til at blive misforstået. Man vænner sig til, ikke at kunne få hjælp. Man vænner sig til, at være bagerst i køen.  Man vænner sig til, at man er nødt til at være stærk – for at være svag. Man vænner sig til meget – som både er koldt og hårdt. Men man vænner sig aldrig til, at man blot er et tal.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.