Onsdag d. 9.oktober var jeg med Outsideren inde på Cinemateket og holde et oplæg om at bruge blogging som terapi og fortælle om ensomhed.
Jeg havde faktisk ikke hørt om festivalen “Don’t fear the weird” før, jeg blev kontaktet af redaktionen her på Outsideren, men hvor er jeg glad for at der er en festival, der sætter fokus på psykiske lidelser. Det har vi haft brug for, synes jeg.
Det var en rigtig god oplevelse, og selvom jeg fysisk var træt, og mentalt helt udkørt, så har jeg på ingen måde fortrudt. Det har været med til at udfordre mig og mine grænser.
For mig er det vigtigt, at kunne få sat ord på mine følelser, for ellers bliver det ensomt. For mig har det været en hjælp; en enorm lettelse og en vej ud af ensomheden. Ja, jeg kan stadig føle mig ensom en gang imellem, men slet ikke på samme måde, som tidligere. Det er rart.
Jeg kan dog mærke, at jeg har været ramt af, hvad jeg selv vil mene er, Janteloven. Hver gang, jeg har udfordret mig selv og har fået noget positivt energi ud af det, så kommer Janteloven og sparker mig i maven. “Du skal ikke tro, du er noget.” Det er som om, at en god portion god energi, bliver slået ned ad dobbelt op på negativ energi. Så sent som i går, sad jeg hos min psykolog og græd øjnene ud, fordi jeg var så træt, og fordi der sidder nogle ting; nogle dybe traumer, som er svære at bearbejde. Jeg kæmper hver dag, og mit mantra er at det er mig, der skal styre angsten, og ikke angsten der skal styre mig. Angsten for at få tilbagefald, angsten for ordet “uddannelse”, angsten for lyden af fly, angsten for at miste (separations angst) og angsten for at være ude blandt andre. Det skal ikke bestemme over mig. Det skal jeg selv.
Nå, men en anden ting, der har gået mig på, er det her. Når jeg er blevet spurgt, hvad jeg gerne vil lave, så har jeg svaret, at jeg er gerne vil skrive (som jeg gør her) og jeg vil gerne hjælpe andre. Det er blevet min hjertesag. Det er det, jeg virkelig brænder for.
Ofte har jeg så fået det her at vide: “Du kan ikke hjælpe andre, medmindre du har en uddannelse.” “Skrive? Kan du leve af det? Kan du få en god indtægt af det? Kan du skabe en karriere af det?”
Er der andre end mig, der også kan høre hvor tarveligt og nedgørende det lyder? Endnu en gang, synes jeg at Janteloven er på spil.
Ja, med en uddannelse har man det teoretiske og erfaringen, men… Hvorfor er jeg mindre kompetent til at hjælpe andre, der står i samme situation, som jeg selv har stået i?
Der er så mange mennesker, der er autodidakte inden for hver deres fag, og er hamrende dygtige til det de laver – og det er de, fordi de brænder for det. Derudover bryder jeg mig ikke om ordet “karriere”; jeg synes det er lidt for højrøvet. Mit mål er ikke at få en karriere og en god indtægt deraf, mit mål er at komme til at lave lige præcis det, jeg brænder for.
Når man står midt i orkanens øje, som jeg selv, så kan man sætte sig ind i diverse situationer. Man fårstår pludselig bedre. Og man bliver forstået, uden at det er påtaget.
Det skal ikke lyde som en kritik af vores psykologer, læger, psykiatere, sygeplejersker osv., det er blot et opråb, som vi kan debattere. Jeg har selv en fantastisk god psykolog, der har stået i en lignende situation som mig. Derfor valgte hun at uddanne sig til psykolog, fordi hun gerne ville hjælpe andre. Det der gør hende til en god behandler er at hun har egen erfaring, så hun forstår mig, uden at det er påtaget. Om jeg selv skal være psykolog, ved jeg endnu ikke, men tanken har da strejfet mig.
Min overordnede pointe er, dont fear the weird. Vi er rigtig mange, der har en såkaldt “usynlig sygdom”. Men det gør ikke mindre kompetente end andre mennesker. Se mennesket og ikke diagnosen.
Jeg håber, at I alle har haft en dejlig efterårsferie. Jeg tager selv et par dage til Vesterhavet i næste uge og skal have lidt ro på og fejre min fødselsdag.
Kærligst,
Maria
Foto: Privat.
Billedet her er taget inde på Cinemateket, hvor jeg holder oplæg sammen med Line og Loucia. Endnu en gang tak for en god oplevelse.