I søndags ramlede min verden sammen, og min far kørte mig på psykiatrisk skadestue.
Corona-tiden har ikke været sød ved mig. Jeg skulle egentlig have startet på sorgbehandling for cirka 3 måneder siden, men så kom den ubudne gæst, og før vi vidste af det, lukkede samfundet ned. Isolationen har påvirket mig psykisk. Det har været meget hårdt for mig, ikke at kunne se min familie og få et kram. Jeg ved godt, at hele Danmark og verden har haft det sådan, men når man i forvejen lider af angst og er psykisk sårbar, så er man ekstra hårdt ramt.
Oven i det hele smed min bedste ven lige en bombe. Han flytter til Jylland inden for de næste par uger for at starte sin uddannelse inden for forsvaret. Forstå mig nu ret – jeg er hamrende stolt af ham. Nyheden kom bare lige oven i alt det andet. Og for mig er min bedste ven en livline. Så tanken om at jeg ikke kan se ham hver dag, eller være i kontakt med ham hver dag, fik bægret til at flyde over.
Jeg havde det så skidt, at jeg hverken kunne tænke eller få luft. Min mor foreslog at kontakte psykiatrisk skadestue. Efter at have tygget lidt på den, tog jeg selv beslutningen om, at det var det rigtige at gøre, så min far ringede til dem for at høre hvordan og hvorledes, også med hensyn til coronaen og forholdsregler.
Jeg blev mødt af en meget sød sygeplejerske, som jeg snakkede med, inden jeg så kom ind og snakkede med en kvindelig læge. Omstændighederne taget i betragtning, så følte jeg mig ikke urolig. Bevares, det er ikke en rar følelse at være på psykiatrisk. Det er uvant for mig; jeg har kun prøvet det en enkelt gang før, og det er fire år siden. Men deres professionalisme fik mig til at føle mig lidt bedre tilpas. Det skal de roses for. Jeg blev henvist til deres akutteam, der ville kontakte mig i løbet af ugen. Jeg blev ringet op i mandags og fik en tid hos en psykolog i går, og jeg skal derind igen på tirsdag. De har været hurtige til at tage hånd om mig og min sag, og det har været både rart og lettende for mig.
Min mor sagde en gang, at man skulle se en psykiatrisk skadestue lidt ligesom en almindelig skadestue. Hvis man kommer til skade med enten foden eller armen, tager man på skadestuen for at blive tjekket; er den brækket eller blot forstuvet? Skal der gips på eller blot en forbinding? Hvis man, som mig, føler at man har en mental hjernerystelse, så tager man på psykiatrisk. Som på en almindelig skadestue, bliver man mødt at professionelle mennesker, der ved hvad det handler om. Skal man i ambulant behandling? Skal man indlægges? Hvad skal der ske? Det ved de. Og har de ikke et klart svar, så rådfører de sig med kollegaer.
Jeg kan ikke puttes ned i en enkelt kasse. Der er mange forskellige former for angst, og min pallette er rimelig bred. Men der blev ikke givet op. I stedet fik jeg behandling, og jeg oplevede at blive taget alvorligt og deres engagement i forhold til at finde en løsning til mig, stod klart og tydeligt.
Så et højt og vigtigt shout-out til de mennesker, der arbejder inden for psykiatrien og gør en forskel – ikke kun for mig, men for alle dem, der har det svært.
Foto: Privat