I søndags ramlede min verden sammen, og min far kørte mig på psykiatrisk skadestue.

Corona-tiden har ikke været sød ved mig. Jeg skulle egentlig have startet på sorgbehandling for cirka 3 måneder siden, men så kom den ubudne gæst, og før vi vidste af det, lukkede samfundet ned. Isolationen har påvirket mig psykisk. Det har været meget hårdt for mig, ikke at kunne se min familie og få et kram. Jeg ved godt, at hele Danmark og verden har haft det sådan, men når man i forvejen lider af angst og er psykisk sårbar, så er man ekstra hårdt ramt.

Oven i det hele smed min bedste ven lige en bombe. Han flytter til Jylland inden for de næste par uger for at starte sin uddannelse inden for forsvaret. Forstå mig nu ret – jeg er hamrende stolt af ham. Nyheden kom bare lige oven i alt det andet. Og for mig er min bedste ven en livline. Så tanken om at jeg ikke kan se ham hver dag, eller være i kontakt med ham hver dag, fik bægret til at flyde over.
Jeg havde det så skidt, at jeg hverken kunne tænke eller få luft. Min mor foreslog at kontakte psykiatrisk skadestue. Efter at have tygget lidt på den, tog jeg selv beslutningen om, at det var det rigtige at gøre, så min far ringede til dem for at høre hvordan og hvorledes, også med hensyn til coronaen og forholdsregler.

Jeg blev mødt af en meget sød sygeplejerske, som jeg snakkede med, inden jeg så kom ind og snakkede med en kvindelig læge. Omstændighederne taget i betragtning, så følte jeg mig ikke urolig. Bevares, det er ikke en rar følelse at være på psykiatrisk. Det er uvant for mig; jeg har kun prøvet det en enkelt gang før, og det er fire år siden. Men deres professionalisme fik mig til at føle mig lidt bedre tilpas. Det skal de roses for. Jeg blev henvist til deres akutteam, der ville kontakte mig i løbet af ugen. Jeg blev ringet op i mandags og fik en tid hos en psykolog i går, og jeg skal derind igen på tirsdag. De har været hurtige til at tage hånd om mig og min sag, og det har været både rart og lettende for mig.

Min mor sagde en gang, at man skulle se en psykiatrisk skadestue lidt ligesom en almindelig skadestue. Hvis man kommer til skade med enten foden eller armen, tager man på skadestuen for at blive tjekket; er den brækket eller blot forstuvet? Skal der gips på eller blot en forbinding? Hvis man, som mig, føler at man har en mental hjernerystelse, så tager man på psykiatrisk. Som på en almindelig skadestue, bliver man mødt at professionelle mennesker, der ved hvad det handler om. Skal man i ambulant behandling? Skal man indlægges? Hvad skal der ske? Det ved de. Og har de ikke et klart svar, så rådfører de sig med kollegaer.

Jeg kan ikke puttes ned i en enkelt kasse. Der er mange forskellige former for angst, og min pallette er rimelig bred. Men der blev ikke givet op. I stedet fik jeg behandling, og jeg oplevede at blive taget alvorligt og deres engagement i forhold til at finde en løsning til mig, stod klart og tydeligt.

Så et højt og vigtigt shout-out til de mennesker, der arbejder inden for psykiatrien og gør en forskel – ikke kun for mig, men for alle dem, der har det svært.

Foto: Privat

Om Forfatteren

Jeg er 27 år. Lider af angst. Har diagnoserne panikangst og agorafobi. Derudover har jeg også separationsangst, dødsangst og klaustrofobi. På denne blog vil jeg skrive og dele mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn, jeg har en hund. Min familie og mine venner er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie ved at blogge, så jeg håber at I vil læse med. - M

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det er rart at høre, at du havde en god oplevelse med psykiatrisk skadestue og den øvrige hjælp, du modtog. Undertiden har folk det så dårligt, at intet udefra kan nå dem, og hvor besøget på psykiatrisk er dem problematisk. Men din historie fik mig til at tænke på et forhold, som jeg i formidlingssammenhæng har svært ved at formulere. Man kan nærme sig problemet udefra. Man ser, at det ene menneske tackler livets tilskikkelser uden problemer af nogen art, og med et overskud, som er misundelsesværdigt. Andre knækker under relativt mindre problemer, men hvor det er min antagelse, at der bag dette ligger en skrøbelig, og i virkeligheden helt unaturlig baggrundstilstand. I og med, at denne tilstand har været der hele tiden, og at det er på baggrund af denne, at alt opleves, kan den være svær at få øje på, og den syge forstår i grunden ikke, hvordan det kan være, at andre klarer sig uden de problemer, den syge selv har. Ofte går bedrevidende råd ud på, at man skal GØRE dit og dat – meditation, yoga, åndedrætsøvelser, en tur i skoven eller kostomlægninger, workout, at lytte til musik – men hvor den bedste medicin i mange tilfælde består i fuldstændig ro og ingenting at foretage sig – hvilket mange misbilliger, af mange grunde, deriblandt total mangel på viden om psykiske sygdomme. Når jeg tænker på, hvordan jeg selv havde det, og ser på, hvordan jeg har det i dag, ved hjælp af medicin, er der overhovedet ingen sammenligning. Det er en helt anden sang, der er på grammofonen. Dengang var min hjerne i gang med en general-nedlukning, og jeg tror, at jeg kunne være død af det, hvis ikke jeg, hjulpet af tilfældigheder, kom under relevant medicinsk behandling. Denne bevirkede en total ommøblering af min hjerne, og vejen til et godt resultat var lang og snirklet, og jeg tvivler på, at mine omgivelser forstod et levende suk af, hvad der foregik. Langt de fleste mennesker har ikke fantasi til at forestille sig, hvor konkret karakter psykisk sygdom kan have – men i øvrigt har jeg i høj grad mødt en tilsvarende fantasiløshed – og manglende selverkendelse – hos mange medpatienter. En afgørende forudsætning for forståelse af en psykisk sygs problemer hviler stærkt på evnen til indlevelse og evnen til og viljen til at lytte godt efter, samt grundige forkundskaber hos den lyttende og seende anden, det være sig en psykiater, en psykolog eller en pårørende eller en god ven. Et problem kan være, at nogle mennesker leder efter ligheder imellem forskellige menneskers psykiske sygdomme, men mit eget billede er, at man skal være meget varsom med at trække en fælles skabelon ned over det hele – dertil er de enkelte patienters tilfælde for forskellige. Men det forhold, at det store flertal er hjernemæssigt misundelsesværdigt fuldstændigt stabile og normale, medfører, at der i normalbefolkningen er en så massiv uvidenhed om psykiske sygdommes natur. Selv er jeg overbevist om, at jeg aldrig ville været nået så langt i forståelsen af disse ting, som jeg er i dag, hvis ikke jeg selv havde omfattende erfaringer med psykisk sygdom. Min hensigt med denne kommentar er at sætte fokus på de vanskeligheder af formidlingsmæssig art, vi som psykisk syge står overfor, når vi skal gøre en uforstående omverden begribeligt, hvad vore problemer egentligt består i, men også at præsentere det håb, der ligger i den medicinske behandling – som så mange har så meget imod. Blot må jeg minde om, at ordet ”patient” betyder én, der har tålmodighed, for det får man brug for i rigt mål, når det drejer sig om helbredelse fra psykisk sygdom. Alt for mange gange har man set, at der er fældet alt for hurtige domme i forbindelse med medicinsk behandling, og dertil kommer, at psykiatere i ingen henseende er orakler. Min egen behandling kom først på skinner, da jeg kom frem til selv at ytre mig omkring, hvad jeg ville have af medicin. Alt for mange patienter er helt ude af stand til på denne måde at deltage i egen behandling – ofte med et dårligt resultat til følge.

    Svar
  2. Tynoa

    Dejligt at høre at du havde en god 2. hans oplevelse. RIGTIG god forklaring på det med psyk skadestue 👍
    Held og lykke fremover

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.