Selvom det er efterår, og naturen skifter farve og det bliver mere og mere mørkt, prøver jeg så vidt muligt at være optimistisk og se fremad. Jeg er blevet bedre til at styre mit tankemylder, også selvom jeg får nogle ture indimellem.
Der har lige været ”Don’t fear the weird”-festival med pårørende som tema. Det var noget af en følsom oplevelse at høre talk’en mellem tre kvinder fra Outsideren, der fortalte hver sin historie om hvordan deres pårørende er blevet påvirket, var enormt stærk. Puha, jeg kom da i hvert fald hele mit register igennem. Nøj, hvor jeg tudede. Det satte mange tanker i gang hos mig, og jeg kunne på mange måder se mig selv i de forskellige situationer, hvor man prøver at beskytte sine nærmeste for sine dæmoner, også selvom det i sidste ende går ud over en selv.
Jeg var kun med den ene dag, i torsdags.
Jeg skulle have været med til åbningsceremonien om tirsdagen, men jeg havde lige været forkølet og turde ikke tage nogen chancer. Better safe than sorry, ikke? Jeg har fået foretaget en coronatest, og den var negativ. Så langt, så godt. Men i weekenden op til festivalen havde jeg stort set ikke nogen stemme, hvilket passede mine forældre ganske fint. Der var dejligt stille i hjemmet, sagde de.
Fordi jeg ikke havde været med til åbningsceremonien, blev jeg af Outsideren spurgt om, jeg havde lyst til at præsentere deres kortfilmsprogram, fortælle lidt om mig og mine opgaver, og hvad Outsideren er for en forening, og hvad de står for. Det kunne jeg ikke sige nej til, og jeg var så glad for at blive spurgt. Også lidt stolt. Men efter den talk, kunne jeg på ingen måde være i mig selv. Jeg tudbrølede og rystede, så pigerne hos Outsideren og min mor, som var med, blev enige om at det var bedre at tage hjem; der var en af de andre derinde som kunne tage over for mig. Jeg ville bare hjem. Hele mit system kørte på højeste gear. Dagen efter fik jeg så en besked fra dem, og de spurgte om jeg var okay. Jeg fandt det enormt omsorgsfuldt at få sådan en besked. Men de er bare meget omsorgsfulde hos Outsideren. Min mor sagde, ”de har hjertet på rette sted. Sikke en empati. Jeg er glad for at du fået det netværk derinde.”
Jeg havde fået det bedre og jeg var okay, og skulle lige høre, om de også havde det godt, og det havde de. Talk’en havde påvirket alle, men slet ikke som den havde ramt mig, så de tilbød at vi kunne få snakket om det når nu der var kommet lidt ro på. Hvis jeg kort skal prøve at beskrive mine tanker, så var det som om, at mit hoved lukkede ned. Jeg kunne ikke tænke klart. Jeg blev overvældet af følelsen af separationsangst. Når jeg bliver ramt af den følelse, har jeg fornemmelsen af at jeg ikke kan holde fast i mit sikkerhedsnet. Som om hele mit fundament smuldrer under mig.
Inderst inde ved jeg godt, at det ikke er rigtigt. Men jeg er blevet svigtet af mennesker helt tæt på mig mange gange, så frygten for at der sker sidder fast. Jeg er selv bange for at svigte. Jeg holder fast, selvom det måske ikke er særlig sundt. Jeg kan bare ikke give slip på dem jeg holder af. Der er nogle ting i verden, specielt nogle venskaber, der er værd at kæmpe for. Jeg vil bare ikke kæmpe alene, og slet ikke forgæves. Uden mit bagland føler jeg mig gennemsigtig og ligegyldig.
Jeg er i gang på Forfatterskolen, og det går godt. Jeg er lige i mit rette element. Holdet er ikke så stort og alle har noget at bidrage med. Vores underviser er virkelig dygtig, og jeg har lært meget de sidste fire uger. Der er kun to gange tilbage, men jeg glæder mig til de næste par gange, og jeg glæder mig også til at komme videre. Jeg kan mærke, at jeg laver noget, der giver mig overskud og det jeg laver, er jeg faktisk skidegod til.
Uddannelse har tidligere været et fy-fy-ord for mig, men jeg er ved at blive lidt lun på at blive blomsterdekoratør. Her i corona-foråret har jeg været meget udendørs og har haft med planter og blomster at gøre, og det har jeg fået smag for. Jeg har meldt mig til to blomsterkurser, her i oktober og november måned. Første kursus handler om kransebinding, det andet om juledekorationer.
Det giver regentlig ret god mening at arbejde med blomster. Det giver mig noget ro at have med blomster at gøre, og der er struktur og æstetik i arbejdet. Jeg krydser fingre for at jeg kan starte på en uddannelse til næste forår. Fingers crossed!
Efteråret kan noget helt særligt. Ja, det kan alle fire årstider. Men selvom det er gråt og koldt, så er bladene på træerne flotte gyldne. Vi går en mørk tid i møde, ja, men derfor kan vi godt nyde de brændte, gyldne, brune farver lidt endnu.
Varme efterårsknus – på afstand – M