Det er en vanvittig verden, vi lever i. Frustrationen og frygten sidder og fylder.
En vandskade og svamp i vores krybekælder har sat vores køkkenprojekt lidt på stand-by, da vi ikke kan få lavet rørene til håndvask og opvaskemaskine, før vi har styr på omfanget og på forsikringen.
Coronaen er gået amok i Nordjylland og præsidentvalget i USA trækker ud. Ja, coronaen er bare gået amok, i det hele taget, herhjemme. 2020 har på alle måder været et vanvittigt skørt og skelsættende år. 2020 er et år, som jeg på mange måder allerhelst vil flå ud af kalenderen. Men det vender jeg tilbage til.
Mødt mange skønne mennesker, lært meget om mig selv, blevet svigtet (igen-igen) af en der var vigtig. Jeg er vokset, ikke blot som menneske, men som kvinde. Jeg har grædt mange tårer, og gør det stadigvæk.
Mit hoved er fyldt op, så jeg renser mit sind med at gå lange ture flere gange om ugen, og enten skal musikken helst larme i ørerne på mig, eller også lytter jeg til Mads & Monopolets skønne visdomsord; det giver faktisk et smil på læben. Jeg har selv sendt et dilemma ind til monopolet, for ganske nylig, så nu må vi se om det er noget, de vil tage op.
Hele sexismedebatten har fyldt meget her i efteråret, og det har slået mig ud.
Det er 10 år siden, jeg blev overfaldet, men jeg husker det, som var det sket for nylig. Jeg kan kun tale på egne vegne, men et sådant overfald, er nok noget af det mest traumatiserende, et menneske kan udsættes for. Så bare det at høre andres historier i medierne, er så ubehagelig for mig, at jeg slår om på Netflix. Jeg kan slet ikke rumme at høre om det.
Jeg har brug for at få noget luft. Ja, mere terapi til at få bearbejdet de svære følelser. Jeg tænker på noget gruppeterapi, netop fordi jeg har følt mig så alene og ensom.
Jeg prøver så vidt muligt at skrive hver dag – simpelthen skrive det ud. Og det hjælper skam, det er bare ikke nok. Så for at få bare lidt af det ud af kroppen, og få et par nye øjne på min oplevelse, skrev jeg til Ude og Hjemme’s sexolog og terapeut, og fik et dejligt svar retur, som jeg kan bruge fremadrettet. Historien kommer med i blad nummer 48.
Jeg er begyndt at skrive digte. Det har sat gang i mit hoved og mine tanker. Jeg skriver digte om alt det, der gør ondt, det, jeg kan mærke bare vil ud og det, jeg filosofere over. Jeg har hen over efteråret været så heldig at læse og anmelde nogle virkelig smukke og rørende og tankevækkende digtsamlinger – og det har givet mig blod på tanden. Det er en spændende måde at udtrykke sig på og blotte sig for, for omverdenen. Det er måske ikke den bedste måde at formulere den på, men hvordan kan jeg ellers forklare det?
En anden måde, som jeg har fået oprejsning på, var ved at skrive Jokerens nummer “Kvinde din” om til et digt, skrevet fra en kvindes point of view.
Jeg skrev til Jesper på Instagram, om det var okay. Grunden til at jeg gjorde det er fordi den sang har hjulpet mig gennem en svær periode med svigt og røvrenderi. Ja, hvis man røvrender mig, så gir’ jeg tilbage af samme skuffe. What goes around comes around, ik?
Og Jesper var positiv! Det var så fedt! Så jeg sendte digtet til ham, da han gerne ville læse det og gav mig positiv respons på det.
Tak, Jesper, din tekst har været en hjælp. Det har været den rene terapi.
Foto: Privat