”Jeg synes, at du skal tage ud forbi vagtlægen. Jeg vil ikke være tryg ved, at du skal være alene hjemme, når du har så stærke impulser til at begå selvmord!” Lød den rar kvindes svar.

Jeg havde selv tænkt tanken, at det ville være en god idé at tage ud til lægevagten, for jeg havde virkelig svære selvmordstanker. Værre endnu, så havde jeg også impulser og planer. Så det var helt klart, at jeg havde brug for hjælp. Men jeg kendte også mig selv godt nok! Jeg ville aldrig kunne klare at skulle vente en time ude ved lægevagten i det fælles venteværelse. Ikke sådan som jeg havde det. Jeg ville formentlig som så mange gange før, ende med at gå derfra for at gøre en ende på mig selv. Jeg vil simpelthen blive for presset af alle de indtryk, lyde og den snak, der ville være i det fælles venteværelse. Så hellere blive hjemme og tage chancen. Håbe på, at jeg var stærk nok til at klare kampen mod mine impulser. Eller tage den uigenkaldelige konsekvens, hvis jeg ikke var stærk nok! Heller det, end at skulle udsættes for lægevagtens venteværelse!

Jeg er for nyligt flyttet i egen lejlighed. Det er en skøn lejlighed, som jeg virkelig er glad for! Jeg har før boet tre år på bosted i Aarhus. Et bosted, der var døgnbemandet. Nu bor jeg for mig selv i min egen lejlighed, hvor der ikke er hjælp at hente 24/7. En beslutning, jeg har taget, fordi jeg føler, at jeg er klar til det. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig har det svært en gang imellem. Eller en gang i mellem? Jeg har for vane at skade mig selv rigtig meget, og er næsten indlagt hver uge på psykiatrisk modtagelse i Skejby.

Jeg var godt klar over, at det sikkert ville være svært at flytte for mig selv. Især den første tid, hvor jeg skal vænne mig til, at der ikke er mennesker omkring mig hele tiden. Derfor vidste jeg også, hvad jeg skulle gøre i går aftes, da jeg fik det skidt. Jeg forsøgte at være i det. Bruge mine krisestrategier, men da det blev for meget, var jeg klar til at ringe efter hjælp. Jeg ringede til udrykningsteamet i Aarhus. De ville gerne ud til mig, fordi de sagtens kunne høre, hvor dårligt jeg havde det. Corona stod bare i vejen!

På grund af corona, skulle det virkelig være akut, før de rykkede ud. Det var også akut, men kvinden, jeg talte med, mente, at det var bedre, at jeg tog direkte ud til lægevagten, fordi det alligevel ville ende med det. Men som sagt kunne jeg slet ikke overskue at skulle vente derude sammen med alle de almindelige mennesker, der ikke anede noget om psykisk sygdom. Ikke noget, man kan fortænke dem i, men det betød også, at de formentlig ikke ville tage hensyn til mig.

Det er ikke første gang, at jeg skriver om det her, for det er ikke første gang, at jeg har stået i den her situation. Og selvom jeg virkelig har råbt op omkring denne trælse løsning med, at man skal gennem lægevagten som psykiatrisk patient, så er der stadig ikke sket noget! Desværre. Og jeg skriver desværre, fordi jeg ved, at det sikkert har kostet meget for mange.

Jeg har selv valgt at forsøge selvmord, frem for at tage til lægevagten, fordi jeg ikke havde overskuddet til at vente ved vagtlægen. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Det er en forfærdelig situation, som vi ikke bare kan lade stå til, for det kommer til at koste. Jeg har været ekstremt tæt på at dø af mit sidste selvmordsforsøg. Det kunne være undgået, hvis jeg havde haft bedre muligheder for hjælp! Heldigvis endte det godt for mig, men det er ikke sikkert, at det gør for den næste!

Så vi er nødt til at gøre noget! Lave en løsning, der tilgodeser de patienter, der har det allerværst i psykiatrien. Måske em greencard ordning, hvor man kan få fripas til at komme direkte i psykiatrisk modtagelse, når det er nødvendigt? Jeg har ikke den endelige løsning, men jeg kan tydeligt se, at der skal ske noget. Ellers kommer det til at koste liv! Kan vi som samfund være det bekendt?

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Kære Mia Keller Jensen!
    Dette her er alvorligt. Jeg erindrer den fortvivlelse, jeg oplevede, da jeg i sin tid forlod hjemmet, hvor min far var væk (han havde forladt mig og min mor), og hvor der ingen støtte var hjemmefra. Omstændighederne var, at jeg skulle studere, sådan som jeg havde valgt det. Skal man studere seriøst, skal man være noget af et supermenneske, men omstændighederne var de dårligst tænkelige. Jeg mener i dag, at jeg dengang havde en alvorlig ubehandlet depression, men det var først mange år senere, at jeg fik tilstrækkelig indsigt i mine egne sindslidelser, at denne konstatering forelå. Meget af bestræbelserne gik ud på at tage sig sammen og mobilisere kræfter, hvilket havde til resultat, at den psykiske sygdom blot blev værre.

    Men sidenhen er det blevet mig klart, at selvom det ser sortest ud, kan der godt være noget i posen til én alligevel. Jeg har gennem årene forandret mig så meget, at der ingen sammeligning er. Det vil jeg bede dig huske. Som de mennesker vi er, er vi ikke én ting – vi har potentialer, som vi ikke nødvendigvis aner noget om. Dér, hvor du er, har det nok ikke meget for sig at begynde at diskutere meningen med livet. Jeg beder dig blot med at tøve med dine uhyggelige planer, og sende dig selv som et brev til fremtiden med håb til denne. Vi er jo ikke kun i dette nu, men lever også i tiden. Og er det forkert at fastslå, at vi, hver især, er hovedpersoner i vore egne liv? Vi er ikke kun produkter af vore mere eller mindre selvvalgte omgivelser – vi er også noget i kraft af os selv. Tilværelsen skriver budskaber i vore eksistenser, budskaber, skønt de i øjeblikket ser trøstesløse ud, alligevel kan have noget at sige os mennesker. Giv dig selv den chance at få et mere omfattende kendskab til livet – der kan godt være noget godt til dig også.

    Med mange hilsner og de bedste ønsker fra Arne

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.