Hjernetræthed. Er der andre, der har hørt om det?
Jeg må indrømme, at det først er for nylig, jeg hørte om det – jeg kan bare ikke huske hvorfra. Men så fandt jeg en artikel på nettet af hjerneforsker Peter Lund Madsen, der forklarer om hjernetræthed. I både artiklen og på andre sites på nettet bliver hjernetræthed ofte sat i forbindelse med en hjerneskade.
Jeg vil på ingen måde gøre mig klogere, men derimod fortælle mine oplevelser med, hvad jeg opfatter som hjernetræthed i forbindelse med at være psykisk sårbar og have PTSD. Om det overhovedet er hjernetræthed, skal jeg ikke kunne sige med ethundrede procents sikkerhed, men tegnene og symptomerne er de samme.
Når jeg er træt i hovedet og ikke kan rumme en tanke mere, eller for den sags skyld rumme noget som helst, og hovedet føles tungere end bly, så har jeg ”kaos i kosmos”. Det udtryk begyndte jeg at bruge, da jeg gik på handelsskole. Og grunden til at jeg kalder det ”kaos i kosmos”, er for at se lidt mere let på en situation, der på ingen måde er let.
Nå, jeg vil prøve at sætte lidt ord på. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive om PTSD, men hjernetrætheden hænger uløseligt sammen med posttraumatisk stress, og derfor kunne jeg lige så godt slå de to indlæg sammen.
Jeg har en god bekendt, der er psykolog og har speciale inden for PTSD og traumebehandling. Jeg skulle snakke med hende i en anden anledning, og så kom vi ind på emnet, og jeg fortalte, at jeg havde altså hukommelse som en si. Det er åbenbart en af de mest almindelige, skal vi kalde det, ”bivirkninger” ved at have PTSD. Som angstlidende er kroppen og hovedet i alarmberedskab og reagerer på både lyde og hændelser. Men når man har PTSD, bliver de her reaktioner forstærket, og sandsynligheden for at hukommelsen vender tilbage, er ikke særlig stor, fortalte hun mig. Det skræmte mig, og det skræmmer mig, at jeg kan glemme de mest banale ting. Jeg føler mig sgu nogle gange som en dement. Det at skulle forklare noget kan være en ubehagelig følelse, for alle ordene kan forsvinde. Jeg kan se den eller det, jeg skal forklare, men jeg kan ikke sætte fysiske ord på, hvad det er, for jeg har glemt det.
Man kan jo altid træne sin hjerne. Ja. Jo, det kan man godt. Og det gør jeg skam. Og det tager enorme mængder energi og lang tid, ikke mindst. Jeg gør det ved at lave krydsogtværs og ved at spille quizspil med mine forældre.
Hjernetrætheden kan komme til udtryk ved, at man har problemer med koncentrationen, hukommelsen, humørsvingninger, manglende energi, en følelse af at føle uoverskuelighed, og at hjernen lukker ned. Ifølge artiklen, jeg har læst, så gør Peter Lund Madsen opmærksom på, at det er vigtigt at give hjernen ro, når den føles propfyldt, tankerne vælter rundt, og bare én tanke mere kan få hjernen til at kortslutte. Ligesom kroppen skal hvile sig efter fysisk belastning, skal hovedet også. Men det er jo forskelligt fra menneske til menneske, hvornår nok er nok, og man brænder sammen eller er tæt på, og på hvordan man genoplader sig selv, så at sige. Det handler, for mig personligt, om prioritering. Når jeg skal slå hjernen fra og lave så lidt som muligt, så sover jeg. Det kan dog være rigtig svært at sove, hvis tankerne kværner og larmer, og min krop er urolig. Så hvis ikke jeg kan slappe af, så skal jeg udenfor. Ud i naturen og nusse lidt rundt og have muld mellem fingrene eller gå en tur, enten i en skov eller ved en strand, kyst eller en sø.
En anden ting, jeg har lagt mærke til, der påvirker min psyke og gør mig træt, er det tankemylder, jeg får, når jeg har drømt. De drømme, jeg har, er så tæt på virkeligheden, at jeg kan huske drømmen i stort set alle detaljer: samtaler, personer, mine tanker, hvad jeg oplever, ser, hører, og mærker. For mig er det meget voldsomt at blive så påvirket, at det kan gå ud over hele min dag, fordi jeg igen og igen spiller drømmen gennem hovedet. Jeg har enormt svært ved at slå hjernen fra og sige pyt, i hvert fald lige der. Drømme og minder om da det var svært; at blive vendt ryggen af de nærmeste, og hvad jeg egentlig ville ønske, jeg havde gjort – enten nu eller dengang. Sagt fra, skældt ud, sat spørgsmålstegn, givet modstand i stedet for at lade mig blive sparket til, mens jeg endnu lå ned.
Det er vigtigt for mig at prioritere mit sensitive hoved, for ellers går det galt. Irritation og humørsvingninger er ikke det, man har lyst til at være i nærheden af. Selvom min familie og omgangskreds ved det, så må jeg trække mig, hvis jeg mærker presset, og det er en meget stor hjælp. Så undgår jeg at få en nedsmeltning. Men hvis jeg falder sammen, så skal jeg bruge i hvert fald et par dage til at komme til hægterne igen, fordi min hjerne simpelthen lige skal lades, ligesom når telefonen er løbet tør for strøm. Men mit hoved har brug for længere tid end en mobiltelefon. Jeg bliver meget hurtigt træt, både fysisk og mentalt
Her er linket til den artikel, jeg har læst.