Kan I huske, mit indlæg om at have en engel og en djævel på hver skulder? Jeg har en djævel siddende på den ene skulder, og den råber og skriger og nedgør mig. Men alt foregår mellem ørerne på mig.

Livets veje er uforudsigelige. Min ”kære” følgesvend, PTSD, er åbenbart så belastet, at jeg har indset, at det der med at sidde på skolebænken er et no-go. Bare det at sidde i et klasselokale med 20 andre, udløser min posttraumatiske stress. Første dag på uddannelse sendte mig over kanten. Jeg havde det på nøjagtig samme måde, som da jeg startede på handelsskole for tre år siden. Piv stresset krop og angstanfald var uundgåelige, men jeg besluttede mig for at holde dagen ud, og så bare hvile når jeg kom hjem – det kunne jeg bare ikke. Jeg vidste godt, at det at komme ud af boblen og få gang i det sociale liv igen efter corona, ville blive svært, men jeg havde alligevel ikke regnet med det her.

Lad mig beskrive angstanfaldet. Hele min krop rystede og dirrede, jeg kastede op, jeg havde tunnelsyn, var svimmel og havde vejrtrækningsbesvær. Jeg kunne ikke finde ro, selv efter et langt varmt bad. Jeg sov ikke om natten, og var stresset bare ved tanken om at skulle sidde i et klasselokale med 20 andre mennesker.
Forestil dig det her scenarie: Hovedet føltes som sirenerne på udrykningskøretøjer og kroppen var én stor levende myretue. Du ryster så voldsomt, at din krop gør ondt. Du har lyst til at skrige, men du kan ikke, for du føler du er ved at blive kvalt. Du er som lammet.

Men jeg er jo ikke ligefrem typen, der kaster håndklædet i ringen og lægger mig under dynen og har ondt af mig selv. Min hjerne begyndte at finde på andre løsninger, selvom jeg var så mentalt træt, at jeg egentlig burde slå hovedet fra.
Måske havde jeg en naiv tanke om, at holdet ville være et lille et. Måske havde jeg en anden naiv tanke om, at hvis jeg bare var ærlig fra starten, så kunne jeg holde angsten og dæmonerne i skak.
Kun et par dage efter start, vågnede jeg med et sæt, havde kvalme og jeg fik omgående et voldsomt angstanfald. Hele min krop rystede så meget, at mine forældre troede, jeg frøs, men jeg rystede mig til en høj feber. De blev så enige om at kontakte psykiatrisk skadestue, og jeg blev kørt en tur derud. Jeg blev først tjekket og snakkede med en sygeplejerske. Hun måtte holde min hånd, da hun tog min puls, fordi jeg dirrede så meget, så hun vidste ikke om måleren på min finger ville vise det rigtige resultat. Blodtryk og puls var fine, til trods for uroen. Jeg fik noget beroligende af lægen, og besked på at lægge skolen fuldstændig væk. Men hvad f…. skal jeg så gøre?? Endnu en gang begyndte min hjerne at køre på højtryk for at finde på noget andet. Hvis ikke plan A virker, må man gå til plan B, plan C, D, E og så videre. Jamen, hvor mange planer har du, Maria? Alt for mange, i tilfælde af at første plan vælter for mig.

Da jeg endelig faldt lidt til ro, gjorde kroppen ondt. Muskler og led og knogler. Det føltes som om, jeg var blevet tæsket. Efterfølgende fik jeg kramper. Især min ryg og mine lår var så anspændte, at det var et smertehelvede at stå og gå. Et angstanfald i den grad føltes som at være inde i en kort, men apatisk periode.

Jeg magter ganske enkelt ikke mange mennesker. Så der må da være en anden løsning. Og det er der også! Jeg skal ud og arbejde med hænderne og hovedet. Det er sådan, jeg lærer bedst. Det skrev jeg til en veninde, der også er i psykiatrien, og fortalte hende om mine tanker og bekymringer. Hendes svar var det her: ”Du kan mærke, du har lyst til at selv at lære på den rolige måde. Stå ved det, ved dig selv og dine behov, så meget som du kan. Ikke hvad andre kontaktpersoner, forældre, læger, osv., siger om dine muligheder.” Jeg elsker at min veninde kender mig så godt. Min evne til at stå fast og lytte til kroppen og læse mellem linjerne er noget, jeg med tiden er blevet rigtig god til.

Jeg læste et indlæg på instagram, i starten af august, som min ven, Asger havde lagt ud – og jeg har fået lov til at citere – ellers havde jeg ikke lagt det ud på bloggen. Det ramte lige i solar plexus hos mig, for jeg kunne spejle mig i de tanker, han havde gjort sig omkring det at være i ubalance med sit sind, men være bevidst nok til at anerkende at man engang i mellem ikke er den, man plejer at være. Han citerer selv Anders Matthesen dette: ”Så længe man kan se det, så kan man også gøre noget ved det”.

Tak, Asger, fordi jeg måtte citere fra dit indlæg: ”Anerkend og accepter dine mangler og fejl, hvad de end de er midlertidige eller permanente. Vi er hverken komplette eller perfekte, men bestræbelsen derpå, kan – og vil – med tiden skubbe os udover kanten. Calm down, du er jo god nok!” Selvom jeg i den grad havde lyst til at skrive hele indlægget ind, så er det Asgers opslag, og det respekterer jeg fuldt ud. Derfor kun dette lille afsnit. Man kan selv gå på Instagram og læse hans opslag – det kan anbefales! Asger er hamrende god til at sætte ord på de tanker og følelser, der er forbundet med at være sårbar. Han er både ironisk og alvorsfuld på en gang – det er der ikke mange, der mestrer. Instagram: @asger.brodtkorp

Før jeg overhovedet var startet på skolen, var jeg blevet tilbudt et job; et vikariat på et år på den planteskole, hvor jeg allerhelst vil arbejde. Nu ser situationen sådan ud, så jeg kan få lov til at starte i virksomhedspraktisk der. Så langt, så godt. Det har godt nok givet mig ro på at vide at jeg har den plan B, jeg kan gå med. Jeg holder mig til plan B nu, og lægger de resterende ind på hylden. Jeg har fortalt min familie om forløbet, og flere har sagt uafhængigt af hinanden, at man bliver ikke nødvendigvis lykkelig af at gå på en uddannelse. På en uddannelse bliver man bedømt ud fra ens karakterer og gennemsnit, og ikke ud fra personlighed eller nuværende kompetencer. Jeg elsker at min familie er så rummelig og støttende, og rent faktisk forstår, hvor jeg er henne ad nu i mit forløb. Nogle mennesker er bare ikke egnet eller gearet til en skoleuddannelse.

Det er selvfølgelig ikke særlig nemt at indrømme endnu et ”nederlag”. For jeg troede virkelig på det denne her gang. Jeg havde den helt rigtige mavefornemmelse, snakket med studievejledere og set skolen, og alligevel blev min posttraumatiske stress trigget af at være i skole. Sindssygt, ikke? Nå, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Ikke andet end at lytte til min krops signaler, og få styr på min behandling. Så må alt det andet komme efterfølgende. Tro mig, det er lettere sagt end gjort. Mine sår skal have lov til at hele med tiden og med behandlingen, men der er bare nogle sår, der er sværere at hele. Så bliver de til ar, og ar er kommet for at blive.

Foto: Privat

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Jeg har jo den enkle filosofi, at formålet med livet er, at vi skal lære noget – intet mindre. Men jeg er modstander af at betragte dette som handlende om røv-til-bænk-undervisning. Der er så meget andet at lære, på andre måder, som er vigtig. Og så er der jo det meget vigtige, som er relevant i denne sammenhæng, at så mange ting skal være i orden, for at det overhovedet giver mening at tale om at lære noget. Er vi rolige og afslappede og trygge – og motiverede? Som der er tale om her i artiklen, er personen jo i en alvorlig alarmtilstand, og altså et helt andet sted henne, end det, jeg her taler om. Og såfremt det har været undervisningssituationen, der har været anledningen dertil, kan dette jo ses som en bekræftelse af min uvilje mod den almindeligt udbredte undervisningsform. For en stor del af elever og studerende på alle niveauer er den gængse undervisningsform ret uhensigtsmæssig og udtryk på en stærkt forældet opfattelse af, hvad undervisning egentligt er, eller kunne være.

    For mig selv har selvstudiet været løsningen. Det er ikke fordi jeg har haft brug for at læse så rasende meget – jeg har i lange perioder beskæftiget mig med at tænke over det, som jeg har læst, og også, i lange perioder, ladet det hele hvile. Videnskab er godt – man skal bare ikke have for meget af det.

    Selvfølgeligt er det vigtigt i en ung alder at få lært noget. Det er den alder, hvor vore muligheder for at indtage karakterdannende stof topper. Specielt fremmedsprog er det svært senere at lære. Det er i nogle sammenhænge fremført, at overdrivelse fremmer forståelsen, men overdrives undervisningen, så at man bliver syg af det, ryger jo pointen.

    Jeg synes jo heller ikke, at vi skal være blinde for de erfaringer, psykisk sygdom bibringer os. Mange af os stifter jo bekendtskab med psykofarmaka, som udgør en erfaringskreds, de fleste mennesker aldrig kommer i nærheden af. Det er mig en trist konstatering, at de fleste psykiatriske patienter ikke ved hvad de får af medicin, og hvorfor. Derved går en masse nyttig viden tabt.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.