Lad mig slå noget fast.
Noget er ikke, som det skulle være.
Noget i samfundet er helt forkert.
Psykiatrien. Velfærden. Jeg tror endelig, at jeg har fået nogle lidt mere objektive briller på og rent faktisk kan se, hvad der foregår ude i verden.
Man tænker lidt: “Hvor er der en voksen?” Dette er selvfølgelig metaforisk ment, eftersom der er masser voksne derude og jeg selv også er. Men altså…
Psykiatrien er helt forkert. Jeg snakker af erfaring.
Prøv at forestil dig, at du har haft en hård barndom som måske har forårsaget nogle ar på sjælen. Derefter kommer du hen i et system, som kalder dig/stempler dig som syg, grundet dine traumer.
Undskyld mig, men det er en fuldkommen forkert tilgang.
Jeg har længe følt mig totalt og komplet misforstået, grundet dette her. Det er IKKE fair. Det kan komme så langt ud som at man føler sig straffet, for at have traumer. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det er langt ude.
Skal man virkelig kæmpe så hårdt for at blive mødt af nogle empatiske, forstående sygeplejersker/psykologer/læger? Hvad med at kigge mere på den enkelte persons problemstillinger, i stedet for at skære over én kam?
Jeg har kendt til en, som tog sit eget liv efter lang tid i psykiatrien/med en psykisk sygdom.
Jeg tror, at hvad jeg vil frem med her – det er, at jeg vil råde folk til at stoppe med at identificere sig med sin psykiske diagnose. Ved at gøre dét, så underminerer man sigselv og sit eget potentiale. Det er super ærgerligt! Kend dig selv – værn om dine værdier – og stå ved dit selvværd.
Det kan være en sej kamp, hvis man bøvler med noget psykisk. Især med en psykiatri, som måske ikke er de allerbedste til at lytte med empati og som sætter dig på medicin, som lammer nogle af dine følelser, og som giver dig bivirkninger.
Jeg har personligt taget nogle beslutninger på det sidste, hvilket jeg håber vil bære frugt. På sigt. Jeg healer på min egen måde. Hvilket der selvfølgelig skal være plads til, selvom det på nogle punkter er hårdt. I længden ved jeg, at det vil gøre mig godt. Så jeg holder fast.
Jeg har gjort noget, som jeg skulle have gjort for længe siden, men altså, hellere sent end aldrig, ikke. Jeg kan allerede mærke, at det giver mig nyt overskud. Jeg er forhåbningsfuld – og satser på, at næste kapitel i mit liv vil komme til at hedde ‘Succes’.
Herfra et opråb til DIG til aldrig nogensinde at gå på kompromis med dine kerneværdier, altid at stå op for dig selv og sæt grænser, hvor det er nødvendigt. Det er INGEN skam at sætte grænser. Det er en menneskeret. ❤️
Foto: Privat