2022 har for mig stået i kærlighedens og roens tegn. Jeg har ofte givet udtryk for at jeg ønskede en ny start, og det har jeg fået i år. Og nå, ja, jeg er rundet de 30 år – men det kommer jeg til senere.
For at starte fra en ende af: Jeg stoppede på planteskolen i januar og derefter holdt jeg en pause for ikke at gå helt ned med flaget. Jeg følte mig ikke tilpas i praktikken, men til gengæld har jeg været heldig at lande et godt sted her hos Outsideren. Jeg har det så godt herinde og jeg er så glad for mit arbejde. Allerede nu har jeg oplevet en masse spændende, og jeg er fyldt op, på den gode måde. Praktikken bliver forlænget frem til slutningen af marts, og det giver mig både ro i maven, og fylder mig samtidig med stolthed. Jeg hverken føler mig eller bliver set som en praktikant, men derimod en medarbejder – den cadeau skal min chef og hele Outsider-teamet have.
De opgaver, jeg sidder med, er skriveopgaver, kommunikation og sociale medier, så jeg er vel en slags tekstforfatter. I løbet af efteråret har Outsideren fået større anerkendelse, og det er jeg glad for. En fællesskabspris, afslutningen på et brobygningsprojekt og en kampagnevideo om Outsiderens fremtid er de vigtigste og stærkeste begivenheder, som jeg har haft det privilegie at være med til. Derudover har jeg blandt andet skrevet et par omtaler, både af en bog og dokumentaren ”Min skjulte smerte”. Flere og flere kendte mennesker, sangere, sportsfolk, og andre, er i løbet af året stået frem med personlige historier om at have angst og være psykiske sårbare. Og det var lige netop dokumentaren, der gav mig lyst til at lave den omtale. Det er mennesker, som jeg har en stor respekt for og som jeg ser op til. Det er virkelig modigt at stå frem med det, der gør mest ondt, som fylder meget i medierne i disse tider, og som er en kamp man har med sig selv og sit sind.
Mange spørger mig, ”Maria, skriver du stadigvæk? Kommer der snart flere bøger?” Svaret er, ”Øhh, det ved jeg ikke.” Truth be told, jeg skriver ikke ret meget pt, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne vil skrive mere, og er i gang med et bogprojekt. Men det er ikke bare sådan lige at skrive en bog. Det er en lang proces og det kræver også, at jeg har overskuddet til at sidde og arbejde videre på det. Dertil skal det også siges, at jo mere man bliver spurgt, og tænker på sit projekt som en bog, jo mere pres bliver der lagt på en, og skriveblokaden rammer. Til januar har jeg fået lov til at vikariere på skriveholdet herinde, og jeg mere end bare glæder mig!
Som alle andre år, så har der også været sket voldsomme og skelsættende ting i år; krig i Ukraine, skyderi i Field’s, valg, dødsfald, inflation, økonomisk krise, energikrise og så videre. Men det har også været et spændende år, og meget omdiskuteret sportsår; tour de France, OL, håndbold i januar og igen i her i november, og et verdensmesterskab i fodbold. Man har ikke kunnet undgå at danne meninger og holdninger om det, og selvom man siger, at politik og sport ikke skal blandes sammen, så sker det alligevel. Jeg prøver så vidt muligt at være objektiv, men det er svært, når alle de mange indtryk, gode og dårlige nyheder, og begivenheder rammer mig.
Apropos valg, en ting, der har generet mig, er tonen i medierne og de sociale medier. Jeg snakkede med mine forældre om det forleden dag. Jeg må indrømme, jeg har det noget stramt med de tilsvininger, som politikerne og regeringen bliver udsat for. Det er for mig at se en hetz og voksenmobning. Det kan godt være, man ikke bryder sig om nogen bestemt politiker, parti eller regeringen, men demokratiet talte altså ved valget. Og demokratiet, det er os, der stemmer. Mine forældre og jeg var nærmest enige om, at de der kæfter op og sviner andre til, må være dem der er de dummeste. Det er så nemt at sidde bag skærmen og sende hadefulde beskeder og kommentarer afsted, men det hører ingen steder hjemme. Bevares, der er da også nogle af politikerne og partierne, jeg ikke bryder mig specielt meget om eller er enige med, men jeg sviner ikke andre til.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg overhovedet ikke har haft angstanfald i år. Under mine sygdomsforløb; øresten i foråret, og igen i september, da jeg blev indlagt i Sverige, i min ferie, var jeg hårdt ramt. Men dertil skal siges, at der ikke har været ret mange eller særligt voldsomme anfald. Jeg er blevet god til at holde min angst og katastrofetanker i skak. Det kan jeg takke mig selv for, den metakognitive terapi og min kæreste for. Jo, jo, det har da været et par udfald, men slet ikke i samme dur som i de tidligere år. Jeg er blevet bedre til at sige højt, når jeg er bange; så kan min familie og omgangskreds bedre trøste og støtte mig. Især min kæreste, der har været en klippe; det vigtigste og allerbedste, der er sket for mig. Til januar har vi været kærester i et år. Tiden er fløjet afsted. Vi vil jo gerne flytte sammen på et tidspunkt, men det er svært at finde noget ledigt, så nu har jeg en tandbørste hos ham, noget tøj og en nøgle til lejlighed – og det er en rigtig god start for os. Så må vi se hvad det nye år bringer, og håbe på at vores netværk kan hjælpe os, og vi kan få etableret os og bygge vores egen lille rede.
Han har jo også lidt at slås med, og jeg er både imponeret og stolt af ham. Han har kunnet rumme mig og være der for mig, samtidig med at skulle passe på sig selv. Hvis jeg kunne tage al den dårlige energi og hive den kroniske træthed ud af ham, gjorde jeg det. Men det jeg kan gøre er, at give ham masser af kærlighed, omsorg, plads og oplevelser der skaber minder, så det bliver han bombarderet med. Hans plan er at starte på pædagoguddannelsen, når han er ovenpå. Jeg ved at det nok skal lykkedes ham, og han bliver en fantastisk pædagog.
For lidt over en måned siden, fik jeg en besked fra en gammel ven fra HF-tiden. En gut, jeg på det tidspunkt anså som værende min bedste ven. Jeg har ikke haft talt med ham i flere år, så det var virkelig fedt at få en besked fra ham, og høre hvordan hans liv går. Man håber vel altid og har også en ide og tanke om at holde kontakten med sine kammerater ved lige, og så løber det bare ud i sandet, når voksenlivet banker på.
For at det ikke skal være løgn, så bor han nu, og arbejder også, ikke så langt fra min kæreste – vi snakker vel et par hundrede meter. Det er skægt, som livet har ført os ad andre veje, og alligevel ender vi i samme by. Spøjst, hvordan man har så mange planer og drømme om hvordan livet skal være, og så bliver det bare slet ikke som man havde planlagt det.
Jeg fyldte 30 år i efteråret, og jeg har godt nok haft mange skrupler og kvaler med lige præcis dét. Engang troede jeg slet ikke, at jeg ville blive 30 år. Jamen, Maria, så skal du da være stolt af at være fyldt 30. Det er jeg også. Jeg har nået en stor milepæl i livet. Men det har været svært at skulle forholde sig til. Som jeg tidligere har fortalt om, så havde jeg ønsket at være et andet sted i livet som 30-årig. Men livet har villet mig noget andet og nogle andre veje. Og jeg er glad for den faste grobund og stabilitet, jeg har nu.
30 år, Maria, nu er du for alvor kommet ind i de voksnes rækker.
Ja, jeg har også mistet og sagt farvel til gamle bekendtskaber. Men jeg har også sagt hej til nye udfordringer og en ny hverdag. Jeg har et arbejde, der er meningsfyldt, og jeg ser det som et privilegie at kunne hjælpe andre qua mit arbejde. Man kan aldrig forudse et nyt år, og man aldrig hvordan det kommende år kommer til at forløbe, men man håber altid på det bedste. Så skal vi ikke bare håbe på et godt 2023? Som Ed Sheeran og Elton John synger i deres julesang: ”I know there’s been pain this year, but it’s time to let it go – next year, you never know”. Glædelig jul og godt nytår.