Årets første blogindlæg. Så er vi i gang igen. Jeg har jubilæum som blogger og min praktik er blevet forlænget, igen-igen. Praktikforløbet er på 13 uger, og bliver forlænget i slutningen af marts, når næste periode udløber.
D. 25. februar har jeg 4års jubilæum her hos Outsideren som blogger, og sikke en rejse og udvikling det har været. At blive blogger for en så unik forening, som Outsideren er, og alle de opgaver og events, jeg har været med til gennem tiden, har simpelthen været en gave. Jeg har stort set ingen ord for, hvad og hvor meget det har gjort for mig, både på det professionelle plan, men også personligt. Til at begynde med, ville jeg jo bare blogge om mit liv og de ting, jeg havde været igennem, og det har så udviklet sig. Hos Outsideren har jeg fundet et fællesskab og en hylde, jeg har manglet i mange år. At være hos Outsideren og de opgaver, jeg har her, er noget nær et drømmejob. Men jeg må indrømme, at jeg er begyndt at savne forlagsbranchen, hvor jeg har været tidligere, og som jeg føler mig hjemme i. Nu må vi se hvad der sker.
Her i januar havde jeg fornøjelsen af at holde oplæg på Outsiderens skrivehold; et om at være boganmelder og et om ”Hjem kære hjem”. Det var fedt at fortælle andre om mit arbejde, og samtidig have en god snak med dem om bøger og litteratur, skriveprocesser, op- og nedture, promovering osv. I den forbindelse hørte jeg et afsnit af en podcast, som jeg kunne spejle mig i.
Det var Mads og Møldrup – Mellem venner, det afsnit, hvor de taler med sangeren Andreas Odbjerg om at få et gennembrud. Et rigtig godt afsnit om at blive kendt, men også at savne anonymiteten. Sådan havde jeg det, i forbindelse med bogens udgivelse og promovering. Jeg sad i toget på vej til arbejde, da jeg lyttede til det, og jeg sad bare og tænkte, ”jamen det er jo mig, det der”.
I sidste uge så jeg et indslag i Go’ Morgen Danmark, som handlede om ”Imposter-komplekset”. Der er blevet skrevet en bog om det, og entertaineren Sigurd Barrett fortalte om sine oplevelser om at han ikke havde følt sig tilstrækkelig gennem sin karriere. Om nogen har hørt om det før, ved jeg ikke, men det var ret interessant. Jeg kunne i den grad nikke genkendende til, hvad han fortalte om ikke at føle sig tilstrækkelig. Én negativ kommentar eller anmeldelse er det, der fylder og får lov til at tære på ens tro på sig selv. Min selvkritik har fyldt alt for meget, og været en hæmsko.
Som jeg tidligere har fortalt, så har det været det negative, der fyldt meget, men efter at være kommet med i et forfatterfællesskab, og også er blevet ældre og klogere, kan jeg mærke hvor meget bogen betyder for mig.
Oplæggene og bogen er blevet godt modtaget hos Outsideren og det er jeg megaglad og stolt over. Nu glæder jeg mig til det fremtidige bogprojekt, som jeg håber at kunne arbejde videre på i nærmeste fremtid.
På skriveholdet, inden vinterferien, snakkede vi om at skrive og fortælle om det vi frygter mest. Et lidt ømt punkt for mig, for det jeg frygter mest, er også det jeg ønsker mig allermest: at blive mor. Jamen, Maria, hvorfor frygter du at få børn? Jeg er bange for at blive en dårlig mor, på grund af min psykiske sårbarhed. For at gøre en lang historie lidt kortere. Da jeg var længst nede, snakkede jeg med både behandlere og min familie om fremtiden og børn. Jeg ville være hunderæd for at ”sende aben videre”, så at sige. Det lyder nok lidt tosset, for angst er ikke en eller anden genetisk sygdom, man kan videregive, men med min baggrund og erfaring ville det være en stor sorg og frygt for mig, hvis mine børn fik angst.
Men et er, hvad jeg tror og forestiller mig, noget andet bliver at stå midt i det. Så tror jeg, at jeg ser på det med helt andre øjne. Mange i min omgangskreds har fået børn, og det, jeg tidligere så som en sorg, er vendt til glæde. Det har været en voldsom kamp med mit sind, der har haft magten. Mange år med angst, svigt, sårede følelser, og også ”Imposter-komplekset”, har været medvirken til at selvværdet og selvtilliden har lidt et ordentligt knæk, og en djævel i baghovedet der har hvisket, at jeg ikke ville være egnet som mor; når jeg ikke engang kunne tage vare på mig selv, hvordan ville jeg så kunne tage mig af et barn?
Jeg er kommet utrolig langt i livet, og jeg har taget magten tilbage. Jeg føler ikke, at jeg som sådan har vundet over angsten, for jeg har jo nogle følgesvende deraf. Men jeg håber og tror på, at få børn med min kæreste en dag. Og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at stå alene.
De her fremtidsdrømme udspringer fra tankerne om at flytte, og finde et sted, sammen med min kæreste. Vi er to ret forskellige mennesker, men vi passer godt sammen og passer på hinanden. To menneskers ønsker og drømme skal flettes sammen, og på en eller anden måde, også forenes på et tidspunkt. Ja, jeg kan godt lide min alenetid – det samme med min kæreste. Men efter et par dage, så savner jeg ham. Så er det faktisk lige meget hvad vi laver; om vi går ture, er sammen med vores familier, eller bare ser Netflix og laver mad sammen. At finde sammen med ham, har fået mig til at se, hvad jeg manglet og savnet så længe. Det bliver ikke nogen dans på roser, og der kommer i den grad til at gå hverdag i den – men jeg glæder mig til den hverdag.