Det er længe siden, jeg sidste har postet herinde. Så hermed et lille skriv om hvad der sker nu, og hvad der skal ske fremadrettet. I sidste blogindlæg, skrev jeg, at jeg så frem til at få styr på hverdagen og fremtiden – og det har jeg! Min praktik er blevet forlænget en sidste gang, og en afklaringskonsulent fra kommunen skal i gang med at udarbejde en rapport, som skal bruges til en udredning; om det bliver fleksjob eller førtidspension, ved jeg endnu ikke. Det ved jeg i løbet af foråret. Jeg må indrømme, jeg blev lidt rystet, da jeg hørte ordet “førtidspension”. Den skulle lige ind og vende.
Men – endelig, endelig, endelig var der sgu nogle voksne til stede! Det har i den grad været positivt, og godt for mig, at flytte kommune.
Der er kommet nye ansigter inde hos Outsideren. Flere og flere har opdaget os, og er glade for at komme i foreningen – både praktikanter og frivillige. Faktisk sker der rigtig meget inde hos Outsideren. Nye tiltag og nye ideer kommer på bordet. Her i slutningen af september var der Psykiatritopmøde, og det var en rigtig god dag. Outsideren var med til en debat om Recovery. Super spændende snak, som blev taget op igen her i november sammen med Håb i Psykiatrien. For en måneds tid siden var der Don’t fear the wierd film festival i Cinemateket. Der var blandt andet en talk om ”omsorgsfællesskab” og en talk om at blive set og anerkendt, som Outsideren og en af vores frivillige var med i.
Det, der rørte mig, var kortfilmen ”Et eksempel: Dem på gulvet”, som vi også har set hos Outsideren, og den efterfølgende talk om psykiatrien fra begge sider. Det var filminstruktøren Selma Sunniva, der selv har prøvet at være indlagt, og en psykiatrisk sygeplejerske, der blev interviewet om tankerne bag filmen, og om den psykiatri, vi har i dag. Jeg synes det handler om hvordan pengene bliver brugt. Ikke om pæne, velindrettede venteværelser, men om hænder. De rigtige hænder, vel at mærke. Tro flytter bjerge, og i det her tilfælde er troen det faktuelle og oplysning. Det tager lang tid, meget lang tid, men jeg tror på at det er det værd. Bliv ved med at kæmpe, blive ved med at oplyse, bliv ved med at snakke højt og klart om psykiatrien.
Jeg har fået en kollega, som jeg arbejder rigtig godt sammen med. Og hun er lige så stor en bog-entusiast, som jeg er. Selvom vores primære opgave er at få lavet opslag til de sociale medier, så falder snakken ofte på litteratur, og anbefaling af bøger i forskellige genrer. Jeg har fået meget mere ansvar herinde, og i og med at jeg har fået det, bliver jeg også bedre til mit arbejde. Det føles så godt at få den anerkendelse, men også det, at jeg kan give noget tilbage.
Jeg elsker at besøge mine forældre, og jeg kan ligefrem savne at være i barndomshjemmet. Det er egentlig lidt spøjst, som jeg falder tilbage i de gamle vaner og mønstre. Selvom jeg er voksen og bor alene, så har jeg også brug for at komme hjem til mine forældre og bare være datter. Kun et par dage efter min fødselsdag, fik jeg en voldsom reaktion, som følge af overstimulering og træthed, og det mundede ud i et angstanfald og tankemylder på arbejdet. Men selvom jeg er blevet bedre til at lægge tankerne ind på ”pythylden”, så stikker det til tider stadig af. Min kæreste hentede mig og kørte mig hjem til mine forældre, så jeg lige kunne tage ”fri” et par dage og falde til ro og få genopladet batterierne. Efter et par dage hos mine forældre, ville jeg hjem til mig selv. Jeg savnede lejligheden, men mest min kæreste.
Jeg er faldet til i min lejlighed og nyder at bo for mig selv. Jeg elsker mit eget selskab. Min lejlighed er mit helle. Meeeeeen… Jeg glæder mig til at flytte sammen med min kæreste. Til januar har vi været kærester i to år, og der er ingen anden, jeg hellere vil skabe en fremtid sammen med og skabe en base og en fremtid sammen. En fremtid, der også inkluderer børn. Efter at M og jeg har fundet sammen, er jeg faldet til ro, og stabiliteten får mig til at drømme og tro på en bedre fremtid. Min kæreste er kommet i virksomhedspraktik på en fritidsklub som pædagogmedhjælper. Og jeg er sindssygt glad på hans vegne, og mega stolt af ham. Men altså, et er at ville have børn engang i fremtiden, noget andet er at være skruk. Vi er dog enige om, at vi ikke skal have børn før vi bor sammen, og har styr på hverdagen.
Jeg har luftet mine drømme og tanker for et par kollegaer, og den ene fik jeg en lang snak med til DFTW. Hun sagde, ”det er så tydeligt at du er dybt forelsket, Maria. Det stråler jo ud af dig. Og hvor er det dejligt, at du er så lykkelig og kan være i det, og dele det med os andre.” Jeg er altså landet på den rigtige hylde, arbejdsmæssigt. Desværre har jeg har lige haft en nedtur – den anden på blot en måned. Jeg tog hjem til mine forældre for at restituere. En kollega ringede til mig, i anden anledning, og ville høre hvordan jeg havde det, og om jeg var okay. Vi er gode til at tjekke ind og vi passer på hinanden; fordi vi alle er sårbare, ved vi også hvordan vi skal agere og være der på den bedste måde for hinanden. Det er virkelig dejligt at være på en arbejdsplads, hvor der er plads og rum til at trække sig, når bægret flyder over.
Jeg kan godt mærke, jeg er brugt, og har givet rigtig meget af mig selv. Jeg er fyldt op, på den gode måde. Men problemet er at jeg er overtræt og overstimuleret, og har haft alt for meget tankemylder og sovet for lidt. Ved den sidste medicin kontrol i september, fik jeg at vide, at min tilstand er kronisk og jeg er kognitivt udfordret, i og med at jeg bliver hurtigt overstimuleret og fyldt op af indtryk. Jeg skal til medicin kontrol igen lige inden jul, og så må vi se hvad der kommer ud af det. Det her år har bare været en følelsesmæssig rutsjebanetur på godt og ondt.
Som I nok kan læse, så har jeg mange ønsker, håb og drømme for fremtiden. Jeg vil gerne en hel masse; ud at rejse, flytte sammen med M, spare sammen til fremtiden, have børn, fortsætte mit job hos Outsideren, og så videre. Men jeg trænger i den grad til at få ro på. Så et skridt ad gangen. Livet varer længe og koster mange penge – sagt med et glimt i øjet.
Med det sagt vil jeg bare gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Jeg skal holde juleaften med min kæreste og hans familie, for første gang, og jeg glæder mig helt vildt meget. Pas på jer selv og hinanden.