D. 27. august var en rigtig god dag, for der fik jeg fleksjobbevilling. Den er sat i kraft fra 1. november. Så fra om en lille måneds tid kan jeg kalde mig for fleksjobber.
Sikke en lettelse. Men jeg havde svært ved at være i det. Min glæde var sådan lidt sat lidt tilbage, da jeg weekenden forinden var udsat for at mine sociale medier var blevet hacket. Så mit mindset var et helt andet sted.
Det var ikke bare irriterende, det slog luften ud af mig, jeg var enormt presset og tankerne stak af.
At opleve at få hacket, ikke kun mine sociale medier, men også mailkonto var både grænseoverskridende og ydmygende og ubehageligt. Mine private konti blev stjålet og misbrugt. Folk, som jeg egentlig kun kendte via de sociale medier, og dermed i bl.a. arbejdsøjemed, skrev til mig og gjorde mig opmærksom på problemet. Da jeg et par dage senere scrollede igennem mine beskeder, fandt jeg ud af hvor mange, der var blevet påvirket af det, både influencere, offentlige personer, virksomheder og privatpersoner. Følelse af skam sad stærkt i mig og jeg bankede mig selv oven i hovedet. Jeg følte mig enormt blottet og magtesløs. Hvad har jeg sendt og delt? Har jeg åbnet en mail eller et link, som var krypteret? Og hvad er blevet sendt fra min konto af? Det tog lang tid, først og fremmest at finde ud af, hvordan jeg kunne få kontrollen tilbage, og her synes jeg ikke Meta var særlig behjælpelig. Jeg manglede simpelthen et menneske, der kunne guide mig igennem det og forklare mig, hvad jeg skulle gøre.
Efter at min kæreste og jeg havde fået kontrol over min instagram-konto igen, lavede jeg opslag og skrev til alle de berørte omkring hackingen af min konto. Følelsen af at være blevet frarøvet noget og kontroltabet heraf, har jeg stort set ingen ord for. Følelsen af ydmygelse og skam kom først, derefter kom vreden og indignationen. Så ramte det mig: tænk, hvis min kæreste og jeg havde børn, og billeder af vores børn var blevet hacket og stjålet. Det gav mig decideret kvalme, og en uhyggelig fornemmelse gik gennem min krop og tanker. Vi har ikke børn endnu, men jeg da gjort mig tanker og forestillinger om hvordan det kunne være. At annoncere en graviditet, et billede og tekst om podens første fødselsdag, første skridt, leg, osv. Lige nu har jeg på ingen måde lyst til at dele noget så personligt som det. Men hvor meget vi har lyst til at dele, ved vi jo egentlig først når vi står i den situation.
Jeg frygtede at jeg skulle starte forfra og lave en helt ny Instagram-profil, og det ved jeg ikke om jeg havde kunne overskue. For mig er det et arbejdsredskab, det er her jeg poster blogindlæg og lægger mine boganmeldelser op, skriver om bogprojektet og det der ellers sker i mit liv. Jeg har overvejet at lave en facebookside til dette, men har endnu ikke gjort noget ved det. Jeg har jo min gamle forfatterside, som jeg eventuelt kunne bruge, men jeg ved det ikke endnu. Derfor er jeg lettet over at min kæreste har kunnet finde ud af, at jeg igen kan bruge min Instagram-konto. Det lyder fjollet, når det nu ”bare” er et socialt medie, vi har med at gøre, men det viser jo bare, hvor afhængig man bliver af det.
Nå, lad mig lige vende tilbage til fleksjobbevilligen. Min glæde over at være blevet tilkendt denne bevilling blev lige overskygget af en hacking, et pres om at jeg snart skal være ude af min lejlighed, og min far måtte en tur på Herlev sygehus et par uger forinden. Det føles som en ekstra mavepuster og endnu en stressfaktor til et forvejen presset sind.
Jeg var så nervøs inden mødet. For hvad nu hvis de sagde, de ville have mig ud i endnu et forløb? Min kære far var med til mødet, og han mærkede min uro. Jeg har det med at ”gå ind i mig selv”, blive stille og lukke af for verdenen omkring mig, når jeg bliver nervøs. Så far krammede mig og gav mig opløftende ord med på vejen. Jeg er jævnligt stødt på historier om folk der er igennem flere års ressourceforløb og dårlig sagsbehandling. Selvom jeg har en god sagsbehandler og en god afklaringskonsulent, så vidste jeg ikke hvad jeg skulle forvente. Men jeg var mere end lettet, da jeg forlod mødet. Jeg havde simpelthen lyst til at græde af glæde. Og jeg glæder mig til næste stadie, hvilket er at starte i mit nye job.