Mit liv som landmine … del 3

Det er i den grad ikke kun personalet, som mine vredesudbrud er gået udover. Nogle beboere har virkelig skulle stå for skud, og én af dem har klart været Sebastian. Jeg følte at mine personlige grænser, i de...

Mit liv som landmine … del 2

Men det er ikke kun Sander og Jannie som har stået for skud. Listen af personaler er uanede lang, men der er nogle situation jeg husker bedre end andre. I lange perioder har jeg brugt meget af min tid på at ...

Mit liv som landmine … del 1

Nogen vil nok sige at det er en hård titel jeg får sat på mig selv. Jeg vil sige at det jo bare er sandheden. Igennem mange år har jeg været en landmine, sådan én man ikke vidste hvor var og selvom man trådte v...

Når et venskab forgår

Jeg rækker hånden frem, samtidig med at jeg forsøger at sætte en grænse, men bliver misforstået og hånden slået af. Når et venskab forgår grundet sygdom bliver man sårbar. Man bliver trist og påvirket, når m...

Når virkeligheden er en succes…

…så bliver livet bare så meget federe at leve. Igennem de sidste 3 måneder har mottoet ”væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom” været en stor del af min hverdag, da jeg valgte at tage uddannelsen som...

At træffe et valg om livet…

... er meget sværere end jeg troede. Tilbage i 2012 traf jeg et valg, at jeg ville flytte på bosted igen, til trods for at jeg lovede mig selv da jeg flyttede fra sidste bosted, at sådanne et sted skulle jeg...

At bryde vanen og mærke sine følelser

Jeg er vant til enten ikke at mærke mine følelser, at lukke ned for dem, at gemme dem væk eller at skære smerten bort. At skære alle de svære følelser væk. At vælge den fysiske frem for den psykiske smerte. ...

Den fysiske smerte

Er så meget nemmere at håndtere end den psykiske smerte man bærer rundt på og som ingen kan se. De kan se dine ar, de kan se din forpinthed i dine øjne, men de kan ikke se det, der virkelig gør ondt. Hvis ma...

At stå på den anden side

Jeg har ofte været den, der lå på psykiatrisk afdeling, den der lå i bælte, den der teede sig fuldstændig u til bens. Den der hoppede i fjorden, den der skar sig ad helvede til for at kunne holde det hele ud. K...

Medicinen som våben!

"...jeg har ikke taget min medicin!" er en sætning jeg har sagt ufattelig mange gange. I 2011 fik jeg stillet diagnosen epilepsi, efter 4 ugers indlæggelse på Epilepsihospitalet i Dianalund. Jeg har formentlig...

Status

Status på året der gik og drømme for året der kommer Året 2014 går på hæld og dermed kan man ikke lade være med at kigge lidt tilbage på året, der gik. Hvad opnåede jeg i året der gik? Er der sket fremskridt...

2 måneder

To lange seje måneder. En lille sejr, men dog en sejr. To måneder uden selvskade og indlæggelser, det lyder måske ikke af så meget. Men med min historie er det faktisk en kæmpe ting. Da jeg begyndte min selv...

Ensom

Barndommens gade Når jeg går i København, træder i min barndoms spor er det underligt trygt og alligevel så utrygt og skræmmende. Jeg går omkring i områder jeg kender så godt, gader hvor jeg kan finde rundt ...

Bliver det nogensinde lettere?

  Jeg føler at hver dag er en kamp, en kamp mod mig selv og en kamp imod selvskade. Alt er en kamp. Hvert eneste skridt jeg tager gør ondt og alligevel kæmper jeg videre. "Vi skal videre¨ var yndlingssæ...

Om at tage ansvar og være bange

Jeg er bange. Jeg er bange næsten hele tiden. Jeg er bange for at få det så dårligt jeg skal indlægges igen. Jeg er bange for at jeg får det så dårligt at jeg skal lægges i bælte igen. Men efter min si...

Livet der passerer revy,

Mens jeg er låst fast. Jeg sidder i min sofa, på min stue på psyk eller hvor jeg nu befinder mig. Forsøger at finde ud af livet, forsøger at finde mening med det. Kæmper og kæmper. Det er som en sløjfe, de...