I 2012 udkom en række artikler om mig og mit liv på Egholt. Det er en artikel som fik rigtig god omtale, og som jeg rigtig gerne vil dele med Jer. Outsideren udgav min artikel uden at redigere den, hvor andre fagblade lavede deres egne artikler med interviews m.v.

Det er min ærlige historie om et botilbud som ændrede mit liv markant og som den dag i dag, 2 år senere stadig hjælper mig til at få et værdig liv. Jeg synes det er vigtigt engang imellem at gøre opmærksom på de positive ting ved bosteder, for Egholt har været min redning og min vej frem i livet… God læsesyst…

 

Et liv som psykisk syg og efterbehandling der gør en forskel (Artikel fra 2012)

Jeg hedder Louise Bjørndal, er 24 år og psykisk syg. Gennem hele mit liv har jeg været anderledes og er blevet sat i kassen som problembarn og opmærksomhedssøgende, hysterisk, voldelig m.v.

Da jeg var 15 år begyndte man at mistænke at jeg var psykisk syg. Jeg boede dengang i København og fik tid på Glostrup Ungdomspsykiatrisk ambulatorium. Efter et stykke tid kom to diagnoser. ADHD og personlighedsforstyrrelse uden spec. Mine forældre var i vildrede hvilket nok gjorde mig stresset og mine vredesudbrud blev mere voldsomme og jeg begyndte at høre stemmer. Jeg forsøgte selvmord med Panodil, uden held.

Igennem et halvt år sloges jeg med og tævede min mor, som måtte melde mig for vold da jeg var 16 år gammel. Politiet gav opgaven videre til kommunen, og jeg blev som 17 årig anbragt på en ungdomspension. Jeg kom ind et sted med kriminelle unge, unge som var tvangsfjernet eller som af andre grunde ikke kunne bo hjemme. Efter syv mdr. flyttede man mig til et Socialpædagogisk opholdssted for psykisk syge unge mellem 15 og 25 år. Mine vredesudbrud fortsatte og en ellers ikke så fremtræden selvskadende adfærd tog voldsomt til.

Efter ét år blev jeg indlagt på en lukket afdeling. Borderline personlighedsforstyrrelse, psykoser, ADHD, depressioner prægede min hverdag og på trods af en lukket afdeling forsøgte jeg tre gange at hænge mig selv. Den sidste var næsten gennemført og døden stod foran mig. Voldsomme oplevelser, overfald på personale, bæltefiksering, tvangsmedicinering var dagligdag for mig. Jeg var lige fyldt 19 år og jeg tilbragte syv måneder på en lukket afdeling.

Pga. at jeg ikke kunne behandles der, overførte man mig til Psykiatrisk Center Sct. Hans afd. L7, som i dag er sparet væk. En afdeling for unge mellem 18 og 35 år, med psykiske sygdomme. Kognitivterapi, strategier, fastvagt, flyttet midlertidig til lukket afd. Og tilbage til L7. En indlæggelse på godt to og et halvt år.

Da L7 skulle spares væk var spørgsmålet hvad man så skulle stille op med mig, for jeg var på ingen måder klar til at kunne bo alene og klare mig selv. Jeg ville ikke tilbage til det opholdssted hvor jeg kom fra, så jeg gik i gang med at undersøge på Internettet, hvad der var af botilbud som kunne være godt til mig. Jeg søgte og søgte, og mange kom op, men efter flere ugers søgen på forskellige botilbud, fandt jeg via Google et Botilbud i Sorø.

”Egholt – et sted midt i verden!” Jeg læste hele deres hjemmeside igennem og jeg var ikke i tvivl om at det var der jeg skulle hen. Efter godt tre års indlæggelse fandt jeg endelig et sted hvor jeg kunne udfolde mig, og derfor vil jeg rigtig gerne fortælle om Egholt, for det har i den grad ændret mit liv.

Jeg var næsten 22 år, da jeg flyttede ind. En genert og tilsyneladende stille pige flyttede ind på den store gård, i udkanten af Sorø, lige ved Susåen og med nok Vestsjællands smukkeste udsigt. Fra mit værelse kunne jeg se ud på marken hvor køerne gik, og stadig går. Jeg kunne træde ud af hoveddøren og dufte naturen, mærke roen, en ro som jeg ikke havde følt før. Jeg kom fra Københavns larm, og flyttede direkte ud i Vestsjællands stilhed. Det var først skræmmende, men med tiden blev det nydelse.

Jeg har nu boet på Egholt i lidt over to år, og Egholt er uden tvivl mit hjem. Selvom Egholt er et behandlingstilbud så gør omgivelserne at man føler det som et hjem. Jeg har aldrig været mere glad for at bo et sted som på Egholt, og jeg bliver respekteret for den jeg er, mine holdninger og meninger.

Jeg vil sådan også praktisk gerne fortælle om Egholt.

Egholt består af et opholdssted for børn og unge, et botilbud for voksne med psykiske problemstillinger, et dagtilbud som fra mandag til fredag, er en slags arbejdsplads i struktureret og faste rammer, med personaler som foruden at være miljøterapeuter også er uddannede inden for praktiske fag, såsom smed, kok, tømrer, gartner, landman m.v. Et kompetent team af mennesker som får en hverdag til at være så normal som muligt. Et dagtilbud som strækker sig til uendelige breddegrader af fantasi, håndværk, medbestemmelse og ligeværdighed, samt ansvarlighed.

Egholt besidder også en lille skole hvor der er mulighed for folkeskoleforløb og STU-uddannelse.

På opholdsstedet, som ligger lidt længere oppe ad vejen bor børn og unge, under 18 år. Med en meget struktureret hverdag og en terapeutisk, næsten usynlig, gør at de beboere føler sig hjemme, på trods af at det er et opholdssted.

Botilbuddet, hvor de voksne bor, spiller medbestemmelse, ansvarlighed og almindelig daglig læring en stor rolle med hjælp og støtte fra personalet, som ikke kun er udannede pædagoger, men også afspændingspædagoger, SOSU assistenter og sygeplejersker. Og med en aldersspredning som gør det muligt at snakke om nutidens ungdom og til hvad der skete før vi overhovedet var tænkt på.

En struktureret hverdag med faste spisetider, vaskedage, rengøringsdag og område. Men alt går ikke op i struktur. Personalerne arbejder miljøterapeutisk, men som er så lidt synlig at der ikke bliver lagt mærke til det.

Et af Egholts helt store mål er relationer. Både personale og beboer imellem og også beboer og beboer imellem. Og der bliver arbejdet med beboerne individuelt så det er tilrettelagt beborens behov.

Vi tager hvert år på en udlandsrejse, med blandt andet det formål at lære at mestre at komme til fremmede kulture og være langt væk hjemmefra.

Alt personale deltager i personalemøde én gang om ugen hvor der bl.a. snakkes om beboerne, trivsel og en gang om måneden har personalet supervision med en udefrakommende psykiatrisk konsulent, som er tilknyttet Egholt, eller psykoterapeuter. Der udover superviserer personalet også internt hvis der har været situationer som skal vendes.

Nogle personaler er under uddannelse som psykoterapeuter, ved siden af deres arbejde på Egholt og nogen har færdiggjort deres uddannelse.

Egholt lægger meget vægt på trivsel og viden og derfor har de også uddannelsesdage hvor de er ude at få undervisning i forskellige emner, fx miljøterapi.

Egholt er et efterbehandlingstilbud som giver mulighed for at skabe en tryg og stabil hverdag i rammer hvor det er muligt at man kan blive rummet, uanset ens fortid.

Jeg har stadig lang vej til et liv hvor jeg kan klare mig selv, men hvis ikke jeg var kommet til Egholt havde min verden og min fremtid højst sandsynligt set sort ud, og for at være ærlig så er jeg overbevist om at jeg havde taget mit eget liv.

Egholt er, som godt beskrevet på deres hjemmeside ”Et sted midt i verden at være når livet ikke passer til livet, når sorg og glæde er ude af balance, når mennesker ikke er til at bære.”

 

Mit liv på Egholt

Jeg har haft mange fantastiske oplevelser på Egholt. Jeg har som barn ikke haft kæledyr, men da jeg kom til Egholt fandt jeg ud af at der var et særligt forhold mellem dyrene og mig. Specielt med de store dyr.

Jeg har haft en del oplevelser med vores køer. Efter 14 dage på Egholt så jeg en kalv blive kælvet, men det var kun startskuddet til mine oplevelser med specielt køerne. Senere på året fik en af vores køer tvillinger. To små kalve, en kvie og en tyr. Det er ikke så ofte at man ser tvillinger og det gik hurtigt op for mig at den lille tyrekalv blev valgt fra til fordel for sin søster, da han desværre var den svageste af de to. Jeg tog mig af den lille tyrekalv. Han gik ikke rigtig på sine klove så jeg gik ture med ham hver dag flere gange om dagen for at træne ham til at gå. Jeg gav ham sutteflaske tre til fem gange i døgnet og han så mig som sin mor. Det handlede om liv eller død for den lille tyrekalv, som jeg navngav Sigurd. Jeg brugte al min fritid på ham, men efter en måned købte vi en malkeko som tog Sigurd til sig og blev hans plejemor, og i dag går Sigurd på marken sammen med de andre køer.

Men ikke nok med det. Så et halvt årstid senere, blev en lille kviekalv kælvet. En dag da jeg kom hjem observerede jeg at kalven lå tre meter fra moderen og at der var noget galt. Jeg tog vores ATV, og kørte roligt op på marken. Vores ellers så sky ko lå bare og kiggede på mig da jeg gik hen til hende. Hun forsøgte at rejse sig, men blev ved at vælte og blev liggende. Jeg stod med en svær beslutning, om jeg skulle fjerne kalven fra moderen, og valgte faldt på at fjerne kalven. Jeg fik hjælp af en af mine medbeboere til at køre op på marken med en ATVvogn og hente kalven. Jeg fik hende fanget, men en kalv på 45 kg er ikke bare lige til at løfte, men hun kom op. Jeg sad på ladet og holdte hende fast, og af skræk tissede hun udover det hele. Jeg tog hendes hoved ind til mit bryst og holdt hende for øjnene. Hun blev rolig og da vi kom ind til stalden lagde hun sig ned på gulvet og ville ikke gå, så jeg måtte bære hende ind i en hesteboks og være dér. Jeg lå ved siden af hende og havde min krop ind mod ryggen på hende så hun kunne mærke mit hjerte slå, nussede hende på maven og talte til hende. Hun faldt til ro. Men der lå stadig en syg ko på marken, og vores personale kunne ikke få fat i Egholts tilhørende landmand, så jeg næsten beordrede en af personalerne til at ringe efter en dyrlæge. Mens forsatte jeg mit arbejde med at få koen til at være rolig. De andre køer og tyren samledes om den syge ko, og jeg fik ikke lov at komme til, så fantasien måtte tages i brug. Med lokkemad i form af wrap, fik jeg køerne og tyren et godt stykke væk fra koen, og dermed kunne jeg få elhegnet lukket af så koen var skærmet fra de andre.

Det var en lørdag aften og jeg forsøgte at hjælpe koen og kalven. Den kære kalv fik navnet Mathilde da jeg kom til at tænke på kakaomælk når jeg så hende. Koen var syg, så jeg lagde meget i at Mathilde skulle overleve, og da hun var under 24 timer gammel vidste jeg ikke om hun havde fået råmælk fra sin mor.

Så jeg måtte forsigtigt skabe tillid til koen så jeg kunne få malket noget råmælk. Ved rolige bevægelser, nærvær og rolig tale til koen, fik jeg lov at malke hende. Der var kun to patter fri fra yveret så jeg knoklede. Mathilde fik den råmælk jeg nu kunne få fra moderen i en stor sutteflaske. Da mørket var faldet på og klokken var rundet 23.00 kom dyrlægen. Koen var uden tvivl i chok og skulle aflives. Jeg havde aldrig set et dyr blive aflivet, men i samarbejde med dyrlægen fik koen fred.

Nu stod vi igen med en kalv uden mor, og det blev en meget lang og positiv oplevelse for mig. I mere end tre måneder var jeg mor for lille Mathilde. Mælk måtte vi hente fra en anden landmand som jeg varmede og gav hende flere gange om dagen. Vi gik lange ture sammen og et helt særligt forhold blev skabt. Mathilde blev min bedste ven. For at hun skulle lære at være en kalv og omgås flokken gik hun ude om dagen sammen med de andre køer. Jeg lukkede hende ud om morgenen og kaldte på hende om eftermiddagen hvor hun kom springende i fuld galop, for min stemme betød mad, omsorg, hygge og nærvær. Nærværet var uden tvivl nok mest mit behov. Dage hvor jeg var ked af det og græd, kunne Mathilde puffe til mig og med snuden fjerne tårerne fra mine kinder. Da hun var tre mdr. gammel skulle hun permanent gå med de andre køer, og det betød at mit samvær med hende blev mindre, men mælk skulle hun stadig have og frugt og grønt spiste hun også med velbehag. Hun kom når jeg kaldte og fik sin mad i fangefolden og vi legede lidt, hvorefter hun blev lukket ud til de andre.

I dag er Mathilde blevet en stor kviekalv, men hun kommer stadig når jeg kalder, men bliver tøsefornærmet hvis jeg ikke har godter med til hende. Vi skabte sammen noget særligt.

Udover disse to historier har jeg taget mig af par kaninunger. En som blev jagtet over marken af to katte og en lille kanin på blot 67 g. som fik navnet Uldtot fordi den lignede en lille tot uld. Uldtot var en kanin som havde forladt reden lidt for tidligt. Jeg havde ham på mit værelse og to gange om dagen fik han føde i form af blandet kaffe- og piskefløde, samt vand. Den lille kanin livede hurtigt op, men efter tre dage døde den desværre, men jeg havde forsøgt og det var for mig helt okay, og han fik fred.

Fire små killinger, med voldsom øjenbetændelse, behandlede jeg med kamillete og saltvand. Og jeg har mange flere oplevelser med dyrene, men de har sat mit liv i et andet perspektiv.

Jeg har oplevet så mange ting på Egholt som jeg aldrig ellers ville have oplevet. Mine ideer om de vildeste ting er blevet taget med på møder og blevet behandlet med respekt.

Men én ting jeg selv er rigtig stolt af er, at jeg, sammen med en anden beboer, startede et internt blad på Egholt som nu har eksisteret i to år. Vi startede en redaktion på to mennesker, og den er vokset til tre faste redaktører, en billedbehandler og tre eksterne kilder. Vi har afholdt konkurrencer hvor præmierne er sponsoreret af lokale virksomheder eller forretninger i Sorø.

I sensommeren 2009 medvirkede jeg i to nyhedsudsendelser, på henholdsvis TV2 og DR1, hvor der var snak om store besparelser i psykiatrien.

Jeg har hørt mange tale om at der mangler efterbehandlingssteder, til psykisk syge. De er der og Egholt er ét af dem.

Men ikke alt er nemt, for der er en grund til at jeg bor på Egholt. Jeg har gået igennem svære situationer, som har kostet blod, sved og tårer. Vredesudbrud som personalet har tacklet professionelt. Det at arbejde med sig selv, er en hård kamp, og en kamp som man ikke kommer udenom, men jeg priser mig lykkelig for at jeg er omgivet af mennesker som vil mig det bedste og er med til at få mig videre i livet. En hverdag som psykisk syg er ikke nem, men for mig har Egholt gjort det nemmere. Egholt er et efterbehandlingssted hvor der er muligheder for individuelle forløb og hvor at pres bliver fjernet fra éns skuldrer. Egholt er uden tvivl et sted midt i verden at være når livet ikke passer til livet, når sorg og glæde er ude af balance, når mennesker ikke er til at bære.

Jeg håber at dette kan få øjnene lidt op for at der findes steder som Egholt, der gør en stor indsats for at få os med usynlige handicap videre i livet og give os et værdig liv.

 

Mange Hilsner

Louise Bjørndal

Beboer på Egholt, Sorø.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.