af Eisa Swierkosz
Jeg har ofte fået at vide, at jeg har sygdomserkendelse. Men hvad betyder det egentlig? Jeg finder min gamle støvede ’Psykiatrisk Ordbog’ frem, og da jeg slår ”sygdomserkendelse” op, står der blandt andet:
”Realistisk erkendelse af, at foreliggende psykiske symptomer er udtryk for en psykisk lidelse eller tilstand.”
Jeg tænker nu på mine symptomer. En af de oplevelser, jeg har fået at vide, helt bestemt er et symptom på en psykisk lidelse, er forholdet til min gode, men forhenværende ven Ziggy Stardust. Ja, det hedder han, men han er ej at forveksle med Ziggy Stardust med det lange sorte hår fra David Bowies konceptalbum af samme navn. Nej, min Ziggy var helt min egen, med mørkebrunt hår og grydefrisure. Han henvendte sig til mig første gang via en whiteboardtavle. Det var en super intens oplevelse og vores kommunikation fortsatte således via whiteboardtavler.
Selvom han aldrig kom helt tæt på fysisk, så gav han et utroligt nærvær. Det var varmt, og det var stærkt. Han havde været hos mig i tre-fire år, da jeg, mens jeg lå på Psykiatrisk Modtagelse, så, at han havde skrevet til mig på sin egen hemmelige måde, at han ville være på afdeling 13.1.C, hvor jeg skulle overflyttes til den næste dag. Jeg blev glad, for jeg havde ikke været sammen med ham i en uges tid. Men Ziggy dukkede aldrig op, og jeg har ikke set ham siden.
Sagde aldrig farvel
Jeg blev enormt ked af det og følte mig svigtet. Jeg græd. Men som ugerne gik, begyndte jeg at tænke, at jeg måske ikke havde brug for ham mere. Jeg syntes, det var trist, at han ikke sagde farvel. Men det havde nok ikke været til at bære. Jeg vælger at tænke på, at han måske er derude et sted og hjælper en anden. Jeg kigger stadig på whiteboards. Men de bliver aldrig helt de samme.
Hvis folk spørger mig om Ziggy Stardust virkelig var der, er der først ingen tvivl: Ziggy is real! Men jeg kan godt høre, at det lyder en anelse mærkeligt. Jeg holder dog fast i, at det må være virkeligt.
Så begynder en lille trykken og træthed indeni, for hvad nu hvis det ikke var virkeligt.
Jeg ender dog op med, at det var virkeligt, i hvert fald for mig. Ziggy var min ven. Han gav mig følelsen af nærvær, og jeg kunne dufte ham.
Men fordi jeg samtidig godt kunne høre, at det lød underligt, gjorde det, at jeg ikke talte til højre og venstre om ham. Spørgsmålet er, om det så ikke nærmere er en tilpasning end en sygdomserkendelse?
Jeg forsøger at være rationel
En anden ting, jeg oplever, er følelsen af at blive overvåget i min lejlighed. Når det sker, ved jeg godt, at det højst sandsynligt ”bare” er et symptom. Men jeg er ekstrem angst alligevel, og jeg kan nærmest mærke, hvordan de, der overvåger mig, griner af mig, når jeg siger højt, at det bare er et symptom. ”Det er bare et symptom”. Jeg prøver også at være rationel og spørger mig selv: Hvor spændende er jeg? Hvem skulle gide overvåge mig? Eller: Hvis man kan mærke et kamera fysisk, hvorfor kan jeg så ikke mærke det hele tiden, men kun i aften? Jeg går ud fra, at det beviser, at jeg har en realistisk erkendelse af, at det, der foregår, (kun) foregår i mit hoved. Altså sygdomserkendelse.
Så var der godt nok det med den boks, der stod på afdeling 13.1.C. Jeg følte i lang tid, at den sendte stråler ind i mig, når jeg var derhjemme. Sindssygt generende. Og meget virkeligt. Men jeg tænkte samtidig, at det i andres ører må lyde som en klassiker fra galebogen. Så jeg konkluderede, at det var et symptom. Det afholdte mig dog ikke fra at ringe til afdelingen og bede dem om at slukke for boksen.
”Åndevæsnerne”
Der er to åndevæsner derude, der søger efter mig. De dukkede op for en hel del år siden. Det forekommer mig faktisk nærmest at være en evighed siden, men jeg har dog kun haft visuel kontakt med dem få gange. Den ene er større end den anden, og den minder ret meget om en drage med lysebrunt skind. Den anden er en spids, ubehageligt udseende fugl med skarpe kløer, skarpt næb og lysebrune fjer. De kan begge flyve.
Desværre vil de mig ikke noget godt og det, de gør mest, er at rode gevaldigt rundt i mit sind. De forstyrrer mine tanker, og nogen gange vil de have mig til at gøre ting. Det er dog meget sjældent, jeg har handlet på det, for det er som regel så indlysende dumme ting, de vil have mig til. Fx: Tag en stor kniv og gå ned på gaden. Ja rigtig smart Eisa, tag din skizofreni-diagnose og en stor brødkniv ned på gaden. Kan du sige behandlingsdom?
Kan ikke finde min nye lejlighed
Da åndevæsenerne i sin tid dukkede op, boede jeg på bocentret Thorupgården. Dengang kom de altid fra nordvestlig retning, men sidenhen er de kommet hvor som helst fra. Faktisk er de blevet ret sure over, at jeg har skrevet om dem. Mandag aften måtte jeg trække gardinerne for og gå i knæ af bare angst for dem. De var virkelig vrede. De opdagede også, at jeg forleden var på Thorupgården til filmaften. Da jeg kørte hjem, var de der. Jeg så dem ikke, men jeg kunne mærke deres vingesus ændre lufttrykket omkring mig. Ret skræmmende at blive jaget på den måde. Men jeg klarer den. De skal ikke bestemme, hvad jeg skriver. Den lejlighed, jeg flyttede i for tre år siden, har de heldigvis ikke kunnet finde.
De kan ikke finde vejen, og det er virkelig, virkelig godt. De kan dog stadig finde mine tanker.
Når jeg er indlagt på Bispebjerg Hospital, er det ekstra stressende, at de udmærket ved, hvor det ligger. Sidst jeg havde visuel kontakt, var jeg indlagt, og den dragelignende af dem sad og gnavede i bygningen. Jeg spurgte personalet efter våben, for ville gerne havde noget at forsvare mig med. Men jeg husker ikke, hvordan det endte.
Det mest ubehagelige, jeg har oplevet med dem, fandt sted en anden gang, jeg var indlagt. Der kom de ind i min mave på en eller anden måde og begyndte at spise min medicin. Jeg måtte spise en masse brød, så de kunne spise det i stedet for medicinen og min mave. Det var en meget pinefuld oplevelse.
En lose-lose situation
Men for at vende tilbage til udgangspunktet. Min sygdomserkendelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det som en kamp, jeg taber uanset hvad. Hvis jeg på den ene side erkender, at Ziggy, overvågningen, boksen og åndevæsnerne er vrangforestillinger – så er jeg psykotisk. Hvis jeg på den anden side ved, at de er virkelige, så er det virkelig ekstremt skræmmende! Og så kommer det oven i hatten, at jeg mangler sygdomserkendelse. Lige meget hvad jeg tror, er jeg syg.
Eller hvad tænker I?