Dragen, monsteret i mit indre har sovet så længe, i flere år faktisk. Jeg troede at jeg havde kontrollen over det, at det vat mig, der styrede mit liv. Men nej, det er stadig dragen, der styrer mig.

Jeg har været bostedsbeboer i 5 lange, hårde, udmattende, opslidende og sidst men ikke mindst givende år. Der har været mange op og nedture. Mange nederlag, men heldigvis også sejre. Jeg troede jeg havde vundet, at jeg var klar til et friere liv. Frit for snærende bånd. Men hvis verden omkring mig ikke ligger de snærende bånd, gør jeg åbenbart selv.

Jeg flyttede for en uge siden til noget, der skulle være et mindre indgribende tilbud. Jeg ar dog ikke klar over at mindre indgribende betød klar dig selv helt og aldeles. Jeg var ikke klar over at alt ansvar blev lagt over på mine skuldre over en enkelt nat.

Lige pludselig er den eneste kontakt jeg har en opringning morgen og aften i forbindelse med medicin. Alt andet skal jeg klare selv, ingen har spurgt til om jeg er faldet til eller hvordan jeg har det. Jeg går bare rundt i min egen lille osteklokke indtil den springer og det hele bliver for meget…

Men hvem ved om jeg får støtte inden det hele springer og dragen vågner fuldstændig og igen overtager mine tanker og mit sind.  Jeg kan mørke spiseforstyrrelsen røre på sig, begynde så småt at snakke i mit baghoved. Hak en hæl, klip en tå her og der og alle vegne. Mindre og mindre og mere og mere næringsfattigt bliver det. Jeg overvejer at købe en vægt igen og kaste mig ud på det dybe vand.

Jeg ved at monsteret kan opsluge mine tanker, jeg ved at det kan dæmpe min ensomhed, for hvis det vågner er det kun ham og jeg. Vores eget private univers. Kun vores, ingen andre kan komme ind til os, når vi lukket os om hinanden. En hemmelig dans.

Jeg føler mig forladt og helt alene, ligegyldig og uværdig. Jeg føler at jeg bare er her, fordi et eller andet sted skulle jeg være. Jeg føler ikke at de høre og ser mig, jeg føler ikke at de har et ønske om at lære mig at kende. Jeg føler mig nærmest smidt ud før jeg flytter rigtigt ind.

Jeg dør lige så stille inden i.

Heldigvis har jeg et netværk omkring mig, men monsteret vil være mit eneste netværk. Det vil have mig til at droppe alt omkring mig, så det kun er ham og mig. Vi kaster os i vandet sammen og jeg flyder sammen med ham ud i universet, i intetheden.

Jeg er ingenting uden ham.  Vi går alene sammen ud i verden.

Ensomheden i mit nye liv, vækker dragen til live. Jeg er forladt.

En kommentar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.