– Alle praktiserende læger hader tvang, fordi det ødelægger forholdet til patienten, siger læge Michael Dupont.  Det mangeårige bekendtskab mellem læge og patient gør psykiske problemer lettere at opdage

Michael Dupont er privatpraktiserende læge i Birkerød og møder hver eneste dag patienter med psykiske problemer. Det er oftest depression, angst og lette forstyrrelser, men engang imellem kommer der en ind fra venteværelset, hvor det handler om helt andre og tungere problemer.
– Vi er i stand til at håndtere det, siger Michael Dupont.
Udover at være praktiserende læge, er Michael Dupont formand for de Privatpraktiserende Lægers Organisation. Han mener, at medlemmerne har en stor fordel i forhold til resten af behandlingssystemet:
– Vi har et mangeårigt og dybt kendskab til den enkelte patient. Derfor kan vi bedre se problemerne end et diagnoseskema, siger Michael Dupont.

Loven er ikke for pårørende
Er der behov for psykiatrisk behandling, er det største problem ofte det videre forløb,
– Det bliver tit et spørgsmål om man kan få sine patienter igennem, og om man ønsker de skal derhen, hvor der er plads. Og så er der det med, at den patient man endelig får indlagt, bliver udskrevet ganske kort tid efter, og måske for tidligt, siger Michael Dupont.
Kendskabet til patienterne også vigtig, hvis en dybt ulykkelig mor ringer, og fortæller at sønnen sidder derhjemme og opfører sig anderledes.
– Vi reagerer hvis vi kan se behovet, selvom det måske ikke er, at følge lovens bogstav fuldt ud at handle på vegne af et menneske uden dennes samtykke, siger Michael Dupont.
De privatpraktiserende læger forsøger i videst muligt omfang at undgå brugen af tvang.
– Alle praktiserende læger hader tvang. Det ødelægger forholdet til patienten. De fleste skifter læge, hvis der har været brugt tvang, og det kan jeg godt forstå, siger Michael Dupont og tilføjer,
– Og så er tvang kolossalt besværligt, rent administrativt. Men selvfølgeligt er det nødvendigt fra tid til andet at tilkalde f.eks politiet og der er min erfaring, at betjentene er gode til at håndtere situationen.
– Men grundlæggende er det en kompleks ting, hvor det gælder om at finde balancen mellem individets frihed og så det at beskytte andre eller dig selv, slutter Michael Dupont.

Læs historien om en ulykke, en pårørendes beretning

Denne artikel publiceres kun på nettet
For Tidsskriftet Outsideren / Af Klavs Serup Rasmussen

2 Kommentarer

  1. Steen Moestrup

    Jeg er ikke enig i den udtalelse som Michael Dupont lægger for dagen.

    Netop oplevelser på egen krop og faktisk i tæt relation til Michael Duponts egen praksis, må jeg sige, psyke, psykiatri og psykiske kriser er ikke altid let at gennemskue heller for den praktiserende læge.

    Lægen har kun den læge faglige vinkel, at gennemskue problemerne fra og har ikke hele patientens sundhedstilstand i fokus, når der sættes ind med hjælp eller bistand.

    Det kan være farligt for den læge, som tror at kende sine patienter ikke at lytte til patienterne.

    Jeg har selv oplevet, at blive diagnostiseret psykisk syg, da man ikke har kendskab eller i høj grad nok erkender, at kosten har en betydning for kroppens funktionsniveau.

    Kosten blev vurderet til slet ikke at have betydning for hovedpine, en svær acne og koncentrationsforstyrrelser. Det var godt nok i 1984.

    I første face af behandlingen var det hovedpine piller der blev foreskrevet. I anden face sendte man mig til en masse undersøgelser for udredning neurologisk og psykisk, samt hudlidelser.

    Resultat, der blev anbefalet et meget stærkt præperat mod bumser. Det gav selvmordstanker og depressioner.

    Neurologisk fik jeg chokterapi, idet man mente jeg havde en svulst i hjernen og skulle have tjekket dette.

    Psykisk fik jeg af en sikkert kompetent neuropsykolog stillet et forslag til 17 forskellige psykiatriske-diagnoser, problemer med forældrene og et forslag til behandling med epilipsi medicin.
    Det skal siges, at man af hensyn til mit velbefindende og for at skåne mig psykisk undlod at oplyse mig om dette papir med diagnoseforslag, da det kun var for lægefaglige øjne.

    Jeg blev således kastet ud i en lang række undersøgelser, der senere skulle vise sig at have nærmest ingen valør, da først jeg satte ind med kostændringer forsvandt mange af symptomerne i løbet af kort tid.

    Der var ringe koordination på de forskellige lægefaglige udsagn og da man tillige forholdt mig væsentlige oplysninger kunne jeg jo ikke en gang selv samle disse.

    I dag vil har jeg meldt mig ind i LAP – Landsorganisationen af nuværende og tidligere psykiatribrugere – som har et motto – Intet om os uden os.

    Havde man den gang anvendt det ordsprog overfor mig, så havde situationen for mig været væsentlig anderledes.

    Der var heller ikke en ordentlig udveksling af oplysninger mellem egen læge og behandlingssystemmet. Hvilket jeg tror er blevet bedre i dag, selvom egen læge stadig ikke automatisk får besked om hvad speciallægerne anbefaler eller hvornår speciallægerne afslutter deres patienter.

    I min situation var det således, at egen læge udtalte til mine forældre at min indlæggelse på psykiatrisk afd. blot var en proces i forhold til at frigøre sig fra mine forældre.
    Psykisk befandt jeg mig på grænsen af selvmord og totalt sammenbrud både fysisk og psykisk. 3 mdr. indlæggelse, 15 genindlæggelser og 17 års medicinsk behandling er nu afsluttet fordi en professor i psykiatri gav mig opbakning til at stramme op på de kostændringer, som jeg egentlig godt vidste var nødvendige for, at jeg kunne fungere.

    Tænk en gang hvad samfundet kunne have sparet, hvis man havde lyttet til mig og mine forældre, da problemet startede.

    Jeg tør ikke sige, at den psykiatriske behandlings manglende sammenhæng og kvalitet betød, at min far akut gik ned med en depression i form af en hjerneblødning, som kostede samfundet et tilsvarende beløb i operation, genoptræning og siden hans liv.

    Jeg kan kun håbe på, at jeg gennem de år hvor jeg aktivt har påvirket behandlings systemmet har skabt mindst tilsvarende besparelser og forbedringer, så dagens unge med psykiske problemer skal igennem samme hurdler.

    Desværre har man endnu ikke fået øjnene op for hvad kosten betyder for psyken og hvad allergier kan give af psykiske forstyrrelser. Det er dog et plus at man er ved at erkende, at medicinen ikke gør det alene, eller i en lang række af tilfælde slet ikke hjælper. Og man nu erkender, at forældrene og det nære netværk skal inddrages aktivt i behandlingen.

    Steen Moestrup

    Svar
  2. Marian B.Goldstein

    Jeg må indrømme, at jeg gyser lidt, hver gang jeg hører den dér med, at éns familie skal inddrages noget mere. I mine øjne er det et tveægget sværd. På den ene side kan det være meget godt, især hvis det faktisk drejer sig om et fysisk problem, der giver psykiske symptomer – og der er hundreder af fysiske problemer, alt fra madallergier til hjernesvulster, der kan give psykiske problemer – som éns nærmeste måske har mistanke om, og kan gøre behandlerne opmærksom på.

    På den anden side, hvis hovedproblematiken ikke er af fysisk karaktér, så er den ofte meget tæt forbundet med netop éns nærmeste – på en mindre god måde. Personligt reagerede jeg lige umiddelbart meget heftigt, da der blev spurgt efter mine forældre med henblik på evtl. inddragelse. Jeg nåede, at reagere voldsomt, før det overhovedet gik op for mig, at det faktisk ikke engang var muligt længere, at inddrage mine forældre, da begge er døde for mange år siden…

    Selv under disse omstændigheder kan det nu være en idé, at inddrage familien. Dog efter min mening ikke under de bestående omstændigheder, der på forhånd fritager éns nærmeste fra ethvert ansvar (den biologiske forklaringsmodel), og egentligt kun sigter imod, at lefle for dem, og gøre dem til allierede i kampen for at sikre kompliancen.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.