Jeg hedder Kate Arndal, er pårørende til en psykisk syg, er bestyrelsesmedlem i Sinds fynskreds, og er frivillig medarbejder i Sinds telefonrådgivning.

Jeg tror, at de manglende bevillinger til psykisk syge, skyldes, at det at være psykisk syg, er en tavs sygdom.
Det er ofte både for den psykiske syge og som pårørende til psykisk syge vanskeligt at se og finde vejen.
Når et menneske bliver psykisk syg, er nærvær, tryghed og menneskelig kontakt fuldstændig afgørende, men det er her lovene, reglerne og cirkulærerne kommer til kort.
Det er også her at alle de frivillige gør en kæmpeindsats både i forhold til de psykisk syge og de pårørende.
Der er væresteder, telefonrådgivninger, åbne rådgivninger, besøgsvenner, pårørendegrupper og meget, meget mere.

Meget af dette ville være umuligt uden frivillig indsats, men også her kommer ”reglerne” til kort. For selv frivillige tilbud er ikke helt gratis. En telefonrådgivning skal jo have et rum og nogle telefoner, og de frivillige skal trænes.
Meget afhænger af bevillingerne bl.a. fra kommunerne, og det sætter krav til aktiviteterne, ofte ser kommunen på, om der skal ændres på tilskuddet til bl.a. en telefonrådgivning, fordi der måske ikke er så mange, der ringer.

Er det den korrekte måde at gøre effekten op på?

Vi bør se på de psykisk syge som hele mennesker – med et helt liv, en hel hverdag. De skal fungere uden for hospitalerne og værestederne. De møder lægen, psykiateren, socialrådgiveren, distriktspsykiatrien, hjemmehjælpen og måske en af de mange frivillige.
Hvis vi sammen kunne bruge de ressourcer, der er til rådighed, uden kassetænkning, både økonomisk og menneskeligt, kunne vi nå langt.

Jeg har hørt en psykisk syg sige, at det næsten er glorværdigt at have en kræftsygdom i forhold til en psykisk sygdom. Tankevækkende!
Jeg hat set kræftsyge menneskers sygeværelser fyldt med blomster. På psykiatriske hospitaler er der sjældent blomster fra familie og venner.

Den rungende tavshed er næsten det værste.

Hvorfor er det så svært at give omsorg til psykisk syge og deres pårørende?
Som pårørende har vi brug for at vide, at andre før en har oplevet det samme, at man er god nok, og at hjælp er til at få fat på, når man har brug for den.
Hjælpen bliver ikke serveret på et sølvfad. Man skal være rimelig stærk for at have kræfter til at undersøge, hvor hjælpen findes.
Hvis der ikke var frivilligt arbejde, er jeg sikker på, at mange pårørende ikke fik hjælp. Mit ønske for andre pårørende er, at de automatisk får oplysninger om, hvilke muligheder der er for hjælp.

Psykisk syg dækker over en lang række lidelser, der har helt forskellig indflydelse på det enkelte menneske. Nøjagtig som en kræftsygdom.
Nogle kræftpatienter kan komme sig og vende tilbage til en hverdag, der minder om hverdagen før sygdommen.
Det samme kan mange psykisk syge, blandt andet den store gruppe af depressive. En sygdom, som eksperterne spår bliver en folkesygdom.

Mange psykisk syge vil gerne have arbejde, men med tempoet og kravene på arbejdsmarkedet er det vanskeligt at være ansat i en virksomhed uden at kunne yde 100 %. Det kræver stor forståelse fra ledelsen og ikke mindst kollegerne på arbejdspladsen.

Der er ofte fuld forståelse for, at en kræftlidelse kræver en lang sygemelding med en eventuel efterfølgende rekreation, men desværre ikke samme forståelse, når det drejer sig om psykisk sygdom.
Jeg er sikker på, at mange psykisk syge kunne klare at arbejde, hvis der fra arbejdsgiveren var forståelse og åbenhed om, at den psykisk syge i kortere perioder (måske med års mellemrum) havde brug for en pause.

Hvis vi også her undgik kassetænkning, kunne det være, at den psykisk syge – jeg tænker specielt på depressive, som ofte har det svært i den mørke tid – i en af vintermånederne skulle på f.eks. et betalt højskoleophold med orlov fra sit arbejde og lønkompensation fra de sociale myndigheder.
Jeg er sikker på, at det er billigere end en måneds indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Nu, hvor der er mangel på arbejdskraft, er der heldigvis mange virksomheder, der opretter jobs til psykisk syge, men desværre oplever mange syge, at der stadig mangler forståelse fra kollegerne.

Vi har brug for et samfund, der bygger på et fællesskab. Mennesket kommer først. Vi har enormt brug for hinanden, vi er slet ikke skabt til at klare os alene.

Lad os derfor hjælpe hinanden både som psykisk syge, som kolleger, som pårørende og ikke mindst i samarbejde alle parter imellem uden kassetænkning.

Lad os tale åbent sammen, så den tavse sygdom får en stemme.

Dette læserindlæg er skrevet af Kate Arndal

2 Kommentarer

  1. Sonja Bruun

    Dejligt at nogen tør åbne munden om et tabuemne. Ja, den tavse sygdom er “tavs”, fordi vi mennesker ikke “tør” fremstå som svage. Eller det der betegnes som “at være svag”. Vi skal være stærke. Vi skal være smarte. Vi skal være effektive. Vi skal leve op til omverdenens normer. Vi skal blive til noget. Tror vi. Når man trodser dise regler, kommer man ind til sin sjæl. Her er vi alle ens. Vi er en sjæl med et hylster. Alt efter hvilket hylster, du nu er udstyret med, er du almindelig, smart eller “udenfor”. Tag dig nu sammen! I min hverdag som healer og forfatter møder jeg rigtig mange mennesker, der er udenfor. Faktisk møder jeg næsten ikke andet. Mit mest fornemme arbejde er at give andre mennesker “værktøjer” til at håndtere deres eget liv. Der ER noget at gøre. Men vi er ikke mange, der tør. For tænk, hvad vi så blev dømt for. Af andre. Systemet. Jeg har selv en datter, som kunne have være havnet i det psykiatriske system, hvis jeg ikke havde trodset alle “reglerne”. Min datter er synsk og havde derfor mange lighedspunkter med en psykisk syg. Hun så ting, personer, ånder, engle som andre ikke så. Hun hørte stemmer på sprog, hun ikke forstod. Hun mærkede andres stemninger og er derfor meget følsom. Ligesom masser af de mennesker, jeg hjælper i dag. Det være sig både børn og voksne. Her kommer masser af sensitive børn til Jorden, de ER her allerede. Mange får diagnoser, som de slet ikke burde have haft. Nogle er psykisk syge. Hvem skal dømme?
    Venlig hilsen mor til bogen “Min synske datter”, healer og forfatter Sonja Bruun

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.