I foråret 2009 havde 5000 danske jenser været i Afghanistan – for 800 har det det givet problemer. Ikke ved fronten, fuldt bevæbnet og sammen med kammeraterne, men efter de er kommet hjem. Efter de ekstreme oplevelser i krigen, kæmper mange af krigsveteranerne videre herhjemme. Nu skal alle hjemvendte soldater måske tvinges til psykolog
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 67 / Af Outsiderens redaktion
– Nogle får det tåleligt, men ingen får det godt.
Så skarp er Yvonne Tønnesen, når hun skal vurdere effekten af den behandling, det danske forsvar tilbyder hjemvendte afghanistanveteraner med psykiske problemer.
– Nej, jeg er ikke imponeret af forsvarets indsats på det behandlingsmæssige område, siger Yvonne Tønnesen, som er ‘Konsulent på psykiske efterreaktioner’ i Hærens konstabel- og Korporalforening, som er soldaternes fagforening.
Indtil nu er 800 danske soldater vendt hjem fra Afganistan med Post Traumatisk Stress Disease (PTSD) og andre beslægtede diagnoser som Akut belastningsreaktion i den lette ende til den alvorligste diagnose: Personlighedsændring efter katastrofeoplevelse.
– Der er al for stor automatik i behandlingen. Soldaterne får næsten alle sammen den samme behandling og den samme medicin, og der bliver ikke taget ret mange individuelle hensyn. Forsvaret burde køre et grundigt indmedicineringsprojekt, hvor veteranerne i en periode er under konstant overvågning af sundhedsfagligt personale. Så kunne man finde den rette medicinering, og tage de andre problemer i opløbet. Mange af veteranerne har søvnproblemer, og derhjemme er de overladt til sig selv at finde en måde at falde i søvn på. Det fører ofte til indtagelsen af alkohol, som bestemt ikke er til gavn for nogen. Hvis der var et indmedicineringsforløb, kunne det professionelle personale stikke en sovepille ud, når de så behovet. Og så burde et sådant forløb foregå et rigtig dejligt sted med ro og lidt forkælelse, siger Yvonne Tønnesen.
Krigstraumerne er en alvorlig rodebunke
Ifølge forsvarets egne opgørelser, ses der psykiske skader hos 16% af de hjemvendte soldater fra Afghanistan. Krigstraumerne viser sig som en række forskellige problemer og forsvaret anvender WHO’s (Verdens Sundheds Organisation) betingelser for at kunne stille diagnosen PTSD.
PTSD er, som det danske navn – Post Traumatisk Stress Syndrom – fortæller, et syndrom. Altså en lidelse hvor flere forskellige symptomer skal være til stede før, diagnosen kan stilles.
I forbindelse med voldsomme traumatiske oplevelser opererer WHO også med andre diagnoser:
Akut belastningsreaktion, Depression, Angst og Personlighedsændring efter katastrofeoplevelse.
Diagnoserne bruges til at beskrive graderne af de psykiske skader, soldaterne kommer hjem med. Skader, der alle er ganske normale reaktioner på usædvanligt voldsomme oplevelser, men som optræder i forskellige grader og kan ligne hinanden. Og det gør det svært at iværksætte den rigtige behandling. Især hvis behandlingen foregår på samlebånd.
At Akut belastningsreaktion nævnes som værende i den milde ende af skalaen over skader efter traumatiske oplevelser, må ikke forlede nogen til at tro, at der ikke er tale om en alvorlig tilstand. I WHO beskrives de typiske tegn på Akut belastningsreaktion som: uvirkelighedsfornemmelse, trang til at isolere sig, hidser sig op og bliver vred over småting, ubehersket og overvældende sorg og gråd, oplevelse af fortvivlelse og håbløshed.
Og der er endnu flere diagnosegradueringer. I den rigtig slemme ende af skalaen beskriver WHO symptomerne som: Personlighedsændringer som er karakteriseret ved en fjendtlig eller mistroisk holdning til omverdenen. Patienten trækker sig fra sociale sammenhænge og føler tomhed og håbløshed.
En god hjemkomst redder mange
– Men selv om jeg er kritisk over forsvarets behandling af de psykisk skadede veteraner, er jeg også nødt til at sige, at det kunne være meget, meget værre. Hvis Den Kongelige Livgarde ikke havde sat det såkaldte debriefingsforsøg i søen, er jeg bange for, at antallet af psykisk skadede veteraner havde været i omegnen af 50 procent, siger Yvonne Tønnesen.
Debriefingforsøget går i al sin enkelthed ud på, at hjemvendte soldater får tilbudt et tre måneders såkaldt hjemkomstforløb, hvor de gennem en struktureret hverdag langsomt kan vende tilbage til en almindelig tilværelse. Forløbet indeholder blandt andet teambuilding, vejledning i jobansøgning og undervejs afholder forsvarets psykologer både gruppesamtaler og samtaler med den enkelte soldat. Forløbet foregår i militære omgivelser, og hverdagen er tilrettelagt, så det minder mest muligt som andre almindelige arbejdsdage i forsvaret.
– Grundtanken er, at de skal undgå, at sidde alene derhjemme og få det dårligt. I forløbet kan de først og fremmest gøre brug af kammeratskabet, og det virker. Vi ser en hel del, hvor man kan frygte, hvordan det ville være gået, hvis vi ikke havde fået kontakt til vedkommende under hjemkomstforløbet. Det er et forløb med langsom afvikling af stress, siger Yvonne Tønnesen.
Når det går helt galt
For nylig viste en 32-årig veteran, hvor galt det kan gå, hvis forsvaret mister kontakten til de hjemsendte for tidligt. Den 32-årige gik amok da politiet ville hente ham til indlæggelse. Han angreb dem med en sabel, og endte selv med at blive skudt og dræbt af politiet. Episoden fik veteranorganisationen De Blå Baretter til at foreslå at alle, som skal udsendes skal gennemgå en psykologundersøgelse – både ved udsendelse og ved hjemkomst. Den dræbte 32-årige veteran havde allerede før udsendelse været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og selv om han kort efter hjemkomsten accepterede at tale med en psykolog, så forlod han også behandlingen efter nogle få samtaler. Uden konsekvens fra forsvarets side. Det er hans ret.
– Hvis man undersøgte dem både før og efter, ville vi helt sikkert opfange langt flere af dem, der har fået psykiske skader af at være ude – lige som de gør i både Tyskland og Holland, siger De Blå Baretters talsmand, Bjarne Hesselberg, til Information.
Som reglerne en nu er det en frivillig sag, om den enkelte vil tale med en psykolog, og ifølge forsvarsminister Søren Gade, er det den enkeltes frie ret hvorvidt, man vil deltage i psykologsamtaler. Et synspunkt, Yvonne Tønnesen er lodret uenig i.
– Nej, vi må tvinge alle veteraner til psykolog, når de kommer hjem. Eller som det mindste have mulighed for det. Og det har ikke noget at gøre med at gøre raske soldater syge. Og der er jo heller ingen der siger, at alle på et hjemvendt hold skal til psykolog. Det handler om at have muligheden, og så være sikker på, man kan gribe ind, før det er for sent. Det har ikke noget med personlig frihed at gøre, og det skal ganske enkelt stå i kontrakten, at soldaten ved hjemsendelse har pligt til at stå til rådighed for en psykolog, hvis han bliver opfordret til det, siger Yvonne Tønnesen.
Den ulykkelige episode med den 32-årige, et par andre episoder og ikke mindst den efterfølgende til tider heftige debat om det rimelige i at tvinge hjemvendte Afghanistanveteraner til psykolog, har siden fået forsvarsministeren til at tygge på tvangsbegrebet endnu en gang.