I foråret 2009 havde 5000 danske jenser været i Afghanistan – for 800 har det det givet problemer. Ikke ved fronten, fuldt bevæbnet og sammen med kammeraterne, men efter de er kommet hjem. Efter de ekstreme oplevelser i krigen, kæmper mange af krigsveteranerne videre herhjemme. Nu skal alle hjemvendte soldater måske tvinges til psykolog

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 67 / Af Outsiderens redaktion

– Nogle får det tåleligt, men ingen får det godt.

Så skarp er Yvonne Tønnesen, når hun skal vurdere effekten af den behandling, det danske forsvar tilbyder hjemvendte afghanistanveteraner med psykiske problemer.

– Nej, jeg er ikke imponeret af forsvarets indsats på det behandlingsmæssige område, siger Yvonne Tønnesen, som er ‘Konsulent på psykiske efterreaktioner’ i Hærens konstabel- og Korporalforening, som er soldaternes fagforening.

Indtil nu er 800 danske soldater vendt hjem fra Afganistan med Post Traumatisk Stress Disease (PTSD) og andre beslægtede diagnoser som Akut belastningsreaktion i den lette ende til den alvorligste diagnose: Personlighedsændring efter katastrofeoplevelse.

– Der er al for stor automatik i behandlingen. Soldaterne får næsten alle sammen den samme behandling og den samme medicin, og der bliver ikke taget ret mange individuelle hensyn. Forsvaret burde køre et grundigt indmedicineringsprojekt, hvor veteranerne i en periode er under konstant overvågning af sundhedsfagligt personale. Så kunne man finde den rette medicinering, og tage de andre problemer i opløbet. Mange af veteranerne har søvnproblemer, og derhjemme er de overladt til sig selv at finde en måde at falde i søvn på. Det fører ofte til indtagelsen af alkohol, som bestemt ikke er til gavn for nogen. Hvis der var et indmedicineringsforløb, kunne det professionelle personale stikke en sovepille ud, når de så behovet. Og så burde et sådant forløb foregå et rigtig dejligt sted med ro og lidt forkælelse, siger Yvonne Tønnesen.

Krigstraumerne er en alvorlig rodebunke

Ifølge forsvarets egne opgørelser, ses der psykiske skader hos 16% af de hjemvendte soldater fra Afghanistan. Krigstraumerne viser sig som en række forskellige problemer og forsvaret anvender WHO’s (Verdens Sundheds Organisation) betingelser for at kunne stille diagnosen PTSD.

PTSD er, som det danske navn – Post Traumatisk Stress Syndrom – fortæller, et syndrom. Altså en lidelse hvor flere forskellige symptomer skal være til stede før, diagnosen kan stilles.

I forbindelse med voldsomme traumatiske oplevelser opererer WHO også med andre diagnoser:

Akut belastningsreaktion, Depression, Angst og Personlighedsændring efter katastrofeoplevelse.

Diagnoserne bruges til at beskrive graderne af de psykiske skader, soldaterne kommer hjem med. Skader, der alle er ganske normale reaktioner på usædvanligt voldsomme oplevelser, men som optræder i forskellige grader og kan ligne hinanden. Og det gør det svært at iværksætte den rigtige behandling. Især hvis behandlingen foregår på samlebånd.

At Akut belastningsreaktion nævnes som værende i den milde ende af skalaen over skader efter traumatiske oplevelser, må ikke forlede nogen til at tro, at der ikke er tale om en alvorlig tilstand. I WHO beskrives de typiske tegn på Akut belastningsreaktion som:  uvirkelighedsfornemmelse, trang til at isolere sig, hidser sig op og bliver vred over småting, ubehersket og overvældende sorg og gråd, oplevelse af fortvivlelse og håbløshed.

Og der er endnu flere diagnosegradueringer. I den rigtig slemme ende af skalaen beskriver WHO symptomerne som: Personlighedsændringer som er karakteriseret ved en fjendtlig eller mistroisk holdning til omverdenen. Patienten trækker sig fra sociale sammenhænge og føler tomhed og håbløshed.

En god hjemkomst redder mange

– Men selv om jeg er kritisk over forsvarets behandling af de psykisk skadede veteraner, er jeg også nødt til at sige, at det kunne være meget, meget værre. Hvis Den Kongelige Livgarde ikke havde sat det såkaldte debriefingsforsøg i søen, er jeg bange for, at antallet af psykisk skadede veteraner havde været i omegnen af 50 procent, siger Yvonne Tønnesen.

Debriefingforsøget går i al sin enkelthed ud på, at hjemvendte soldater får tilbudt et tre måneders såkaldt hjemkomstforløb, hvor de gennem en struktureret hverdag langsomt kan vende tilbage til en almindelig tilværelse. Forløbet indeholder blandt andet teambuilding, vejledning i jobansøgning og undervejs afholder forsvarets psykologer både gruppesamtaler og samtaler med den enkelte soldat. Forløbet foregår i militære omgivelser, og hverdagen er tilrettelagt, så det minder mest muligt som andre almindelige arbejdsdage i forsvaret.

– Grundtanken er, at de skal undgå, at sidde alene derhjemme og få det dårligt. I forløbet kan de først og fremmest gøre brug af kammeratskabet, og det virker. Vi ser en hel del, hvor man kan frygte, hvordan det ville være gået, hvis vi ikke havde fået kontakt til vedkommende under hjemkomstforløbet. Det er et forløb med langsom afvikling af stress, siger Yvonne Tønnesen.

Når det går helt galt

For nylig viste en 32-årig veteran, hvor galt det kan gå, hvis forsvaret mister kontakten til de hjemsendte for tidligt. Den 32-årige gik amok da politiet ville hente ham til indlæggelse. Han angreb dem med en sabel, og endte selv med at blive skudt og dræbt af politiet. Episoden fik veteranorganisationen De Blå Baretter til at foreslå at alle, som skal udsendes skal gennemgå en psykologundersøgelse – både ved udsendelse og ved hjemkomst. Den dræbte 32-årige veteran havde allerede før udsendelse været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og selv om han kort efter hjemkomsten accepterede at tale med en psykolog, så forlod han også behandlingen efter nogle få samtaler. Uden konsekvens fra forsvarets side. Det er hans ret.

– Hvis man undersøgte dem både før og efter, ville vi helt sikkert opfange langt flere af dem, der har fået psykiske skader af at være ude – lige som de gør i både Tyskland og Holland, siger De Blå Baretters talsmand, Bjarne Hesselberg, til Information.

Som reglerne en nu er det en frivillig sag, om den enkelte vil tale med en psykolog, og ifølge forsvarsminister Søren Gade, er det den enkeltes frie ret hvorvidt, man vil deltage i psykologsamtaler. Et synspunkt, Yvonne Tønnesen er lodret uenig i.

– Nej, vi må tvinge alle veteraner til psykolog, når de kommer hjem. Eller som det mindste have mulighed for det. Og det har ikke noget at gøre med at gøre raske soldater syge. Og der er jo heller ingen der siger, at alle på et hjemvendt hold skal til psykolog. Det handler om at have muligheden, og så være sikker på, man kan gribe ind, før det er for sent. Det har ikke noget med personlig frihed at gøre, og det skal ganske enkelt stå i kontrakten, at soldaten ved hjemsendelse har pligt til at stå til rådighed for en psykolog, hvis han bliver opfordret til det, siger Yvonne Tønnesen.

Den ulykkelige episode med den 32-årige, et par andre episoder og ikke mindst den efterfølgende til tider heftige debat om det rimelige i at tvinge hjemvendte Afghanistanveteraner til psykolog, har siden fået forsvarsministeren til at tygge på tvangsbegrebet endnu en gang.

4 Kommentarer

  1. Lars Christensen

    Jeg er meget uenig i, at man skal tvinge folk til psykolog. Der skal altid være to til en samtale, og så må man ikke glemme, at mange af de beskrevne symptomer ikke nødvendigvis dukker op ved hjemkomst. Den enkelte veteran skal have tilbuddet, som skal være uafhængigt af forsvaret (mange har ikke tilliden til forsvaret). Kort sagt skal man tage folk i deres eget tempo. Den måde man fanger folk på, er ved at give dem adgang til et uformelt netværk bestående af tidligere kollegaer/ andre veteraner, som er i stand til at følge op på/ og har kendskab til problemerne. Dette skal ske i tæt samarbejde med allerede etablerede civile systemer. Fremfor at opbygge et parallelsystem i forsvaret, skal der i stedet bruges ressourcer på at informere allerede etablerede systemer, således at man møder veteranerne der hvor de er – ude i deres hjemkommune.

    Lars Christensen
    Næstfmd. Krigsveteraner & pårørende

    Svar
  2. Klavs

    Hej Lars

    Kan sagtens følge dig, og det er en svær problematik.

    Vi lavede også en anden artikel:

    http://www.outsideren.dk/2009/04/09/i-egen-bad-i-det-psykiske-hav/

    og fik det indtryk at mange af veteranerne var fanget imellem ikke at ville opsøge de traditionelle steder man går hen, hvis der er noget der kører skævt, og som du siger, heller ikke at ville bruge forsvaret. Så der er næsten kun de uformelle netværk tilbage til at hjælpe og hjælpe videre.

    Svar
  3. Almitra.

    Man kan..og skal ikke tvinge mennesker i behandling, medmindre de er dybt psykotiske og til fare for sig selv og andre!!!

    Jeg har læst, at nogle af veteranerne har valgt at bosætte sig i skoven.
    Efter voldsomme traumatiske oplevelser er der healing at hente i skoven.
    Al kontakt, der tangerer “krav” om respons, fra et traumatiseret menneske virker stressende.
    I skoven er der ro at hente og det er dybest set helt frit og uforpligtende at være i live der.

    Over tid sker der en proces i ens indre, som langsomt vækker tabte følelser til live. Ved naturens skiften, sker der en spontan emotionel lindring og healing, som muligvis handler om forlængst glemte reaktioner og en hvilen i den evige cyklus.

    Skovens puls…skovens sjæl..om nogen vil…vækker ens egen sjæl til live.

    Omend tilværelsen i skoven, er en slags transdisciplinær livsform, så ånder man..og er i livet.

    Træer har en forunderlig evne til at give ro. En slags metafor hviler over hver enkelt træ.
    Det kan være styrtet i knæ..men holder dog stadig fast ved livet gennem dybe rødder.Dets krone “lever” og følger verden.Intet kræves af træet i skoven, andet end at være”træ”.

    Præcis denne livsform har man brug for, når hele ens indre er så skadet, at man ikke mere hverken kan fornemme eller forholde sig til kontakt med andre mennesker.

    Medicin gør det ikke. Det sløver og fjerner en …en slags pause.
    Samtaleterapi er alt for stressende og voldsomt, fordi det altid
    rummer en reflektion. Og er man død indvendig, er der ingen reflektion….
    Dette er måske det mest smertefulde..at erkende.

    Så…som erstatning for overfyldte hospitalsafdelinger og larmende psykotiske og skizoide mennesker, er skoven ideel.

    Lav nogle hytter..bademuligheder. Kontaktpersonsordninger..men altsammen på veteranernes præmisser. Lav en indsamling til dem.
    Giv dem det de har brug for!!!
    Få Peter Fogtdal til at skrive en bog om/med dem..det kan han nemlig!
    Send nogle kunstnere ud og hjælp dem til at udtrykke sig i skovens materialer eller hvad de ønsker.Gennem det de udtrykker..vil de finde en ny vej ind til deres indre.

    Hjælp dem til at komme igennem og lad dem finde sig selv igen.
    Det ER muligt…jeg har selv gjort det!

    Svar
  4. Marian

    Almitra skrev: “Så…som erstatning for overfyldte hospitalsafdelinger og larmende psykotiske og skizoide mennesker, er skoven ideel.”

    Så enig (som i det meste af det, du skriver)! Det har uden tvivl betydet rigtigt meget for min egen recovery, at jeg boede (og bor) langt ude på bøhlandet, med skov og havet, masser af natur i det hele taget, lige om hjørnet og en nærmest håndgribelig fornemmelse af frihed, og at jeg slap for fysisk indespærring i en eller anden støjfyld betonkasse, og dermed også for mental indespærring i andres for-/dømmende syn på mig og den deraf nærmest automatisk følgende både fysisk og mentalt indespærrende “behandling”.

    Sagen er bare den, at jeg ikke er krigsveteran (andet, end i overført betydning – for, en “krig” har det godt nok været da!), og, bortset fra et par halvhjertede voldtæktsforsøg i mine teenage-år, ikke har oplevet andet, end den meget subtile psykoterror, der gerne anses som værende “normal” i vores samfund. Hvorfor de fleste, også blandt ofrene, har svært ved, at se det traumatiserende moment i den, og derfor sjældent kalder reaktionen for PTSD, eller, i dette tilfælde, C (for “complex”) -PTSD, men som oftest for “psykose”, respektive “skizofreni” (og det er vel det, du egentligt mener, når du skrtiver “skizoide”, går jeg ud fra).

    Jeg ser i din kommentar den samme skelnen mellem mennesker, der reagerer helt naturligt og forståeligt på traumatiserende oplevelser, og der derfor bør behandles med den størst mulige respekt og forståelse, på den ene side, og, hm, ja, de der genetisk afvigende ikke-sådan-helt-mennesker, hvis genetiske afvigelse er årsag til, at de lider af en meningsløs, biologisk hjernesygdom, der retfærdiggør, at de behandles med et minimum, hvis overhovedet nogen, respekt og forståelse, som jeg generelt ser i samfundet og ikke mindst blandt behandlerne. Hvad er det, der retfærdiggør denne skelnen?

    For resten så tænker jeg, at terapi kan hjælpe én til at komme igennem og ud af en krise. Men det forudsætter nogle menneskelige egenskaber hos terapeuten, som jeg ser, mange terapeuter ikke er i besiddelse af.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.