Den legendariske Laplandsmodel, der lægger vægt på dialog og fører til medicinfri behandling, kunne uden problemer indføres i Danmark. Alt der kræves, er viljen til at ville det.

Det siger den finske psykolog Jaakko Seikkula, der mere end nogen anden er manden bag modellen, der har skabt uhørt gode resultater for psykisk syge i Finland.

Jaakko Seikkula advarer også om, at hvis ikke der skabes en samlet vision for psykiatriens fremtid, risikerer den at blive låst i en ond spiral af mere tvang og mere medicin.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 69 / Af Nete Lise Krøll Eriksen

Det er midt på dagen og der er kongres i Bella-Centret om psykoser og skizofreni.  Forhallen er grå og kedelig og minder om en kæmpe institution. Det er frokosttid og psykologerne vælter ud af mødelokalerne og ned af trappen. Midt i virvaret af mennesker kommer Jaakko Seikkula, hovedmanden bag Laplandsmodellen, hen til os. Han er midt i 50’erne, og hans rødblonde hår får det blå i hans øjne til at skinne.

Eftersom Laplandsmodellen er en af de mest interessante, veldokumenterede og vellykkede omlægninger af psykiatrien nogensinde, burde det her interview kilde i maven. Det her er det tætteste man kommer på at møde en rockstjerne indenfor psykiatrien.

Skal man stille nogen spørgsmålet, om hvorvidt psykiatri overhovedet er noget, der kan laves om på, så er det Jaakko Seikkula man skal spørge.

– Jaakko Seikkula, hvad er det Laplandsmodellen gør anderledes end psykiatrien i Danmark?

– En af de væsentligste forskelle er, at vi har integreret alle behandlingstilbuddene indenfor psykiatrien. Så nu er det ikke længere sådan, at psykiatrisk behandling kun er noget der foregår på et sygehus. Har man en psykisk krise i Lapland, behøver det ikke at betyde at man bliver indlagt. En løsning kan være at blive behandlet derhjemme. Og så lægger vi stor vægt på, at den behandler man først kommer i kontakt med, er den samme som følger dig igennem hele forløbet, siger Jaakko Seikkula.

Dette skal ses i forhold til lande som for eksempel Danmark, hvor det er ren rutine, at patienterne løbende møder nye læger og får nye kontaktpersoner undervejs i et behandlingsforløb. Den situation, har man bevidst fravalgt i Laplandsmodellen.

-Og så er der en anden, men ikke mindre vigtig ting, siger Jaakko Seikkula, nærmest som om han pludselig kommer i tanke om det.

– Vi tænker ikke automatisk, at en psykose har noget med sygdom at gøre. Altså noget, der skal have en diagnose lige med det samme og gives medicin for. Vi ser psykosen som udtryk for et problem, som vi skal prøve at forstå og finde en løsning på, siger Jaakko Seikkula.

På de psykiatriske afdelinger i Danmark, skal der stilles en diagnose, for at man kan blive indlagt. Jaakko Seikkula’s beskrivelse af hvordan tingene gribes an i en kommune langt nordpå i Vestlapland, forekommer umiddelbart så anderledes, at det måske er umuligt, at bruge erfaringerne andre steder.

– Hvis man vil indføre Laplandsmodellen i andre lande, kan det så lade sig gøre??

– Ja da. Og hvis der er nogen i psykiatrien, der ønsker at arbejde ud fra Laplandsmodellen, skal de først og fremmest overholde tre enkle regler. Og jeg taler altså om behandlerne her. Den første regel er, at det ikke er tilladt at snakke om patienten, hvis patienten ikke er til stede. Dernæst, at der ikke tages beslutninger,  der angår familien, uden at familien er tilstede. Og så skal der være en rigtig god grund til det, hvis man vælger at tale med en patient på tomandshånd, siger Jaakko Seikkula.

Ingen er en ø

Laplandsmodellen kaldes også  netværksmodellen, da den fokuserer på at inddrage netværket omkring den person, der er i krise. Netværket kan være alt fra familien til kollegaer. Når netværket er samlet, er personalet vejledere i den samtaleteknik, der kaldes åben dialog. Derfor er det kun i absolut nødstilfælde, at man sætter sig ned på tomandshånd og taler sammen i Laplandsmodellen.

Jaakko Seikkula har skrevet bogen ” Åben dialog og netværksarbejde,” hvori han beskriver, hvordan den åbne dialog kan hjælpe et menneske, der er langt inde i en psykisk krise.

En langtidspatient havde vrangforestillinger og råbte op om at blodet sprøjtede ud af øjnene. Han var også nærgående over for det kvindelige personale e og forsøgte at befamle dem. Da man senere organiserede den første samtale med de pårørende, fortalte de at da patienten var barn, havde han set sin far dø i en ulykke, og blodet havde virkelig sprøjtet ud af hans øjne… Patienter gennemlever ofte vigtige og virkelige hændelser der har ramt familien, gennem deres vrangforestillinger… Ved at bryde kontakten med familien, blev han mere isoleret med sine vrangforestillinger. Åbner man derimod grænsen og skaber ny forbindelse, vil hans verden blive struktureret så han i langt højere grad er i kontakt med virkelige mennesker end med sine vrangforestillinger. Ofte kan det føre til overraskende store forandringer.

Eksemplet viser, at den åbne dialog kan virke forløsende, selv for mennesker der er dybt psykotiske.

– Og sådan er det for alle mennesker. De behøver ikke bo i Lapland. Det er almenmenneskeligt, siger Jaakko Seikulla, og læner sig tilbage mod en af de mange hvide metalbjælker der er alle vegne i Bella Centret, og som er det eneste, der rigtig skiller sig ud fra betonen alle vegne.

Laplandsmodellen blev sat i værk i starten af firserne, og har fra begyndelsen været lagt an på at tænke bredt. Der er ingen berøringsangst overfor traditionelle løsninger, og medicin tages i brug hvis det findes nødvendigt. En anden løsning kan også være individuel terapi. I 1994 fik det største hospital i Lapland, Keropudas Hospitalet, en pris, fordi der ikke længere var psykiatriske patienter der blev kronisk syge.

Større mening i arbejdet

– Umiddelbart skulle man tro der var modstand blandt personalet ved en så radikal en omlægning af arbejdet inden for psykiatrien. Hvordan reagerende personalet?

– Da vi gik i gang i 80erne var det faktisk alle, der arbejdede inden for psykiatrien, der havde en interesse i at arbejde på denne måde. Det være sig psykologer, psykiatere og socialarbejdere. Der var en del modstand fra noget af plejepersonalet på sygehusene, da de ikke betragtede sig selv som behandlere. De mente at det var en for stor overgang at gå fra at være plejepersonale til at være behandler. Men det viste sig senere at størstedelen af plejepersonalet blev meget mere entusiastiske. Faktisk var der mange, der ønskede at arbejde længere og mere.  De mere krævende og tragiske brugere blev også nemmere at håndtere da behandlerne var i teams, der kunne bakke hinanden op. Nogle gange måtte vi bremse medarbejdere, der tog for meget overarbejde, så de ikke brændte ud for hurtigt. For mig var det et tegn på, at alle der arbejdede med området, så en større mening i arbejdet og følte det var mere givende, siger Jaakko Seikkula.

Alle har en familie

– Umiddelbart skulle man tro, at der i et relativt lille lokalområde i Lapland er en større tradition for, at tage sig af sin familie og netværk, end for eksempel i en storby. Er mentaliteten ikke en vigtig faktor hvis man vil bruge modellen udenfor Lapland?

– Det er selvfølgelig vigtigt at tage hensyn til mentaliteten, i det område hvor man ønsker at indføre Laplandsmodellen. For der kan være stor forskel fra en lille landsby i Lapland og en storby som København, siger Jaakko Seikkula.

Men, siger Jaakko Seikkula med eftertryk – Alle har en familie. Det er vigtigt at være modig i forhold til at få kontakt med en brugers familie. I Lapland har vi haft mange helt specielle oplevelser når en bruger bliver genforenet med sin familie. Efter 50 år på en institution mødte en bruger sin familie igen. Det var et meget dramatisk møde efter så mange år, men her kunne vi virkelig se at en familie kan have uventede ressourcer.  Man kan forstå meget om et menneske ved at tale om personens forhold til familien, samt at snakke med familien. Under samtalen kan der komme nye tanker om hvordan familie forholdet kan være og hvordan det har påvirket den enkelte bruger.

Det er kernen i laplandsmodellen. At inddrage netværket og gennem åben dialog finde frem til problemerne. Så kan man gå i gang med at finde den bedste løsning.

Vision frem for populisme

– Når psykiatrien diskuteres i Danmark, skyldes det ofte efter enkeltstående voldelige episoder, hvor sindslidende er involveret. Svaret fra politikerne er som oftest mere tvang. Hvordan er forholdene i Lapland med hensyn til tvang?

– Som jeg ser det, er det meget nemt at drage hurtige og voldsomme konklusioner om, hvordan det psykiatriske system skal køres, når der ikke er nogen bagvedliggende vision for psykiatrien. Så er der frit spil for populister, hver gang medierne melder om folk, der har været voldelige og haft kontakt med det psykiatriske system. Resultatet er hver gang, at der bliver foreslået mere tvang, siger Jaakko Seikkula.

Han fortsætter,

– I Lapland mener vi, at vi som psykiatrisk system er en del af en proces, der skal forstå hvorfor der kommer en voldelig reaktion. Vi prøver at se om det der sker, altså det voldelige, er relateret til noget, der er sket i livet for den enkelte bruger siger Jaakko Seikkula, og genfortæller eksemplet fra sin bog, hvor en bruger taler om blod, der sprøjter ud af øjnene under sine psykoser. Faktisk havde den bruger som barn, set sin far dø imens blodet sprøjtede ud af øjnene på faderen.

– Det er meget nemt at dokumentere. Laplandsmodellen fører til mindre tvang. Vi har stadig tvang på sygehusene, men en af de væsentligste grunde til det, er at det i dag kun er de sværeste tilfælde, der bliver indlagt. Her er det nogen gange umuligt at undgå tvang som for eksempel bæltefiksering, siger Jaakko Seikkula.

En kommentar

  1. Gør jeg det nu rigtigt? | Outsideren

    […] Claus Bech-Nielsen – For en ting er de mennesker, der starter noget nyt ud af engagement, som Jaakko Seikkula og hans kollegaer i Lapland. Det er noget helt andet, at have lært en ny teknik man nærmest skal […]

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.