Siden 2006 har den danske sundhedsstyrelse lagt en hård kurs mod psykofarmaka af typen ”benzodiazepiner”, en angstdæmpende medicin, der dagligt tages af omkring 100.000 danskere.

Ifølge sundhedsstyrelsen er medicinen så vanedannende, at den hurtigst muligt bør fjernes fra markedet, og derfor har landets læger fået ordre på at skære drastisk ned på udskrivningen af benzo’er. Derudover bliver patienter, der ikke vil undvære deres piller, truet med at få frataget kørekortet med henvisning til medicinens træthedsfremkaldende virkning.

I artiklen på de næste sider bliver det diskuteret, hvad der fagligt set er op og ned i denne sag, der har haft store konsekvenser for titusinder af mennesker, men alligevel næsten ikke er blevet diskuteret i den brede offentlighed.

illustration: Karen Hjermind

Forfatteren til artiklen stiftede første gang bekendtskab med psykofarmaka som 17-årig og har i løbet af de påfølgende seks år været i behandling med ikke mindre end 20 forskellige psykofarmaka. For indeværende er han dagligt i behandling med fem forskellige psykofarmaka for at opnå en vis grad af indre ligevægt.

Han er 23 år, har tre psykiatriske diagnoser, er bosat på Nørrebro i København og lever af overførselsindkomst. Han har ønsket at være anonym, men hans navn er redaktionen bekendt.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 73 / Af anonym

Jeg lægger to tabletter á 0,5 mg på tungen, og den let bitre smag når lige smagscentret i hjernen, inden jeg skyller dem ned med et glas vand. Jeg visualiserer den farmakokinetiske proces i organismen, der først opløser de runde, ferskenfarvede tabletter og dernæst absorberer det aktive stof i mave-tarmkanalen, hvorefter det via blodkredsløbet til sidst passerer blod-hjerne-barrieren, og den angstdæmpende virkning indtræffer.

“Drop vanedannende nerve- og sovemedicin”1, står der på en plakat ophængt i venteværelset hos lægen.

Jeg kigger på den røde advarselstrekant og de røde bogstaver på plakaten. Et eksplicit imperativ adresseret til de faste brugere af benzodiazepiner, hvoraf jeg selv er én ud af ca. 100.000 i Danmark.

Trods den offentlige konsensus i Danmark om, at benzodiazepinforbruget er for udbredt, er det en uomgængelig kendsgerning, at benzodiazepinerne er en særdeles virksom lægemiddelgruppe.   I skrivende stund er det lidt over et halvt århundrede siden, at kemikeren Leo Sternbach, der arbejdede for medicinalvirksomheden Hoffmann-La Roche, revolutionerede psykofarmakologien, da han syntetiserede det første benzodiazepin, chlordiazepoxid (Risolid/Librium). Librium lanceredes i 1960 og efterfulgtes i 1963 af diazepam (Stesolid/Valium) (Valenstein, 2002). Benzodiazepinerne blev alment tilgængelige i 1960’erne og er i løbet af de seneste årtier blevet ordineret til hundrede millioner af mennesker (Rosenbaum, 2005).

I “Dynamisk psykiatri” skriver Jørgen Nystrup: “Det var et stort fremskridt, da det første benzodiazepin blev syntetiseret i 1957. […] Vi står i dag med mange gode muligheder for angstdæmpning med denne stofgruppe.” (Nystrup, 1999).

 

Tyve gange så potent
I modsætning til barbituraterne (f.eks. fenobarbital (Fenemal)) og meprobamat (Equanil), der indtil da havde været anvendt i angstbehandlingen (Valenstein, 2002), er benzodiazepinerne relativt atoksiske og har et bredere terapeutisk indeks (ratioen mellem den terapeutiske dosis og den letale dosis) (Gossel & Bricker, 2001). “Benzodiazepines are among the most effective and safest antianxiety agents.” (Dubovsky, 2005).

Desuden er benzodiazepinernes biokemiske virkningsmekanisme blandt de bedst forståede farmakologiske interventioner, og der er ingen kendte irreversible bivirkninger forbundet med langtidsbehandling. (Rosenbaum, 2005).

I årenes løb er der blevet syntetiseret adskillige benzodiazepiner (heriblandt Alopam, Frisium, Tafil, Temesta m.fl.) af forskellige medicinalvirksomheder. De respektive benzodiazepiner er næsten identiske, hvad angår deres terapeutiske effekt og bivirkningsprofil (Rosenberg, 2010). De besidder alle anxiolytisk (angstdæmpende), sedativ (beroligende), antikonvulsiv (krampestillende) og muskelrelakserende (muskelafslappende) virkning (Rosenbaum, 2005). Forskellene ligger i, hvordan de optages og udskilles i kroppen (Gerlach & Vestergaard, 2010), hvilket dog også har klinisk relevans:

“Hvis man ønsker en kortvarig angstdæmpende eller søvnfremkaldende virkning, er det mest hensigtsmæssigt at anvende et præparat med en relativt kort halveringstid […] Er der derimod tale om en længerevarende behandling af en kronisk svær angstpatient, psykotisk eller ikke-psykotisk, er et præparat med en lang halveringstid et bedre valg.” (Gerlach & Vestergaard, 2010)

Clonazepam (Rivotril), tyve gange så potent som Valium og ligeledes syntetiseret af Leo Sternbach for Hoffmann-La Roche, blev patenteret i 1964 og lanceret i 1975 (Shorter, 2005) som et antiepileptikum. I december 1997 blev indikationen i USA dog udvidet til også at omfatte panikangst med eller uden agorafobi (Chouinard, 2006), hvorimod indikationen i Danmark fortsat udelukkende er epilepsi, om end opgørelser viser, at størstedelen af ordinationerne på Rivotril kommer fra speciallæger i psykiatri (Institut for Rationel Farmakoterapi, 2010).

Hurtig virkning
Jeg lærte selv Rivotril at kende under en to måneder lang indlæggelse på en lukket afdeling for snart to år siden. Jeg led på det tidspunkt af tankeforstyrrelser og vrangforestillinger, var ængstelig, urolig, forpint, forstemt og plaget af påtrængende selvmordstanker.
Jeg blev sat i antipsykotisk behandling, og sideløbende med denne iværksattes intensiv beroligende behandling med Rivotril 2 mg fem gange dagligt. I modsætning til andre psykofarmaka, der som regel er uger til måneder om at virke, giver Rivotril en næsten momentan symptomatisk lindring af angst og uro både over for de psykiske og de fysiske komponenter.

I bogen “Helvedes Malstrøm” skriver forfatteren og journalisten Andrew Solomon:

“Jeg er en stor tilhænger af benzodiazepiner, fordi jeg er overbevist om, at Tafil reddede mit liv ved at dæmpe min vanvittige angst.” (Solomon, 2006).

Imidlertid indskærper Sundhedsstyrelsen i “Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler” fra 2008 i tråd med den førnævnte plakat i lægens venteværelse, at: “Benzodiazepiner og benzodiazepinlignende midler er afhængighedsskabende, og indtagelse vil efter længere tid ofte føre til toleransudvikling, samt udvikling af abstinenssymptomer ved seponering. […] Patienten skal nøje informeres om bivirkningerne ved behandlingen, især de langvarige med tilvænning, reboundfænomener, påvirkning af de kognitive funktioner, øget faldtendens og psykiske ændringer.” (Sundhedsstyrelsen, 2008)

Og på denne baggrund er Sundhedsstyrelsens anbefaling: “For så vidt angår benzodiazepiner som angstdæmpende behandling, skal man tilstræbe en behandlingsperiode på 4 uger.[…] Langvarig behandling skal undgås.” (Sundhedsstyrelsen, 2008).

 

Rationel terapi
I vejledningen “Benzodiazepiner i almen praksis. Ordination og nedtrapning – en praktisk vejledning” fra 2004 fastslås det, at:

“Brugen (af benzodiazepiner, red.) bør begrænses til akutte, forbigående tilstande med svære symptomer. Vedvarende angsttilstande som led i generaliseret angst, panikangst og angst i forbindelse med psykoser bør i stedet primært behandles med andre psykofarmaka (SSRI), men benzodiazepiner kan dog i kortere perioder være et nødvendigt supplement til behandlingen.” (Audit Projekt Odense og Institut for Rationel Farmakoterapi, 2004).

Fire år efter i 2008 øgede Institut for Rationel Farmakoterapi indsatsen over for forbruget af benzodiazepiner og benzodiazepinlignende midler og udarbejdede en række brochurer om nedtrapning samt nedtrapningsskemaer til brug i almen praksis.

I “Grundbog i Psykiatri” skriver Anders Fink-Jensen og Erik Simonsen: “Disse præparater (benzodiazepinerne, red.) er i nogen grad kommet i miskredit pga. risikoen for toleransudvikling og fysisk afhængighed. Præparaterne er meget effektive, når man ønsker en hurtig angstreduktion.” (Fink-Jensen & Simonsen, 2010). Dog understreges det i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsen og Institut for Rationel Farmakoterapi: “Præparaterne bør ikke anvendes ud over fire uger og kun i tilfælde, hvor der er en udtalt social dysfunktion på grund af angstsymptomerne.” (Fink-Jensen & Simonsen, 2010).

Indsatsen virker tilsyneladende efter hensigten:

“Antallet af personer, der får benzodiazepiner er faldende, og faldet er størst blandt brugere af de langtidsvirkende benzodiazepiner fx nitrazepam.” (Institut for Rationel Farmakoterapi, 2010). “Forbruget af benzodiazepiner er halveret siden 1980’erne, men er stadig meget stort med ca. 100.000 personer i fast behandling med disse præparater.” (Ege, 2010).

Meninger om forbrug

Hvad er grunden til ovennævnte så ihærdige bestræbelser på at nedbringe benzodiazepinforbruget?

Benzodiazepinerne er i tidens løb i vidt omfang ukritisk blevet anvendt til at overkomme “hverdagens små belastninger” (Valenstein, 2002) og almenmenneskelige frustrationer og som Steven L. Dubovsky, M.D. skriver: “Benzodiazepines can reinforce passive approach to illness and desire for immediate relief from a pill.” (Dubovsky, 2005).

Sundhedsstyrelsen fremhæver benzodiazepinernes afhængighedsskabende egenskaber og nævner derudover en række bivirkninger. I “Dynamisk Psykiatri” skriver Jørgen Nystrup: “Bagsiden af medaljen er den psykiske afhængighed, stofferne (benzodiazepinerne, red.) hurtigt giver, med overforbrug og dårligere og mere uspecifik virkning til følge.” (Nystrup, 1999).

Og i bogen “Hjernen som syndebuk” skriver Elliot S. Valenstein: “Samtidig med at de (benzodiazepinerne, red.) ofte havde held til at formindske angst, var de vanedannende, og ifølge et skøn var der omkring 10 millioner valiummisbrugere i USA.”(Valenstein, 2002).

Skønt undersøgelser i 1990’erne konkluderede, at misbrug af benzodiazepiner generelt er et sjældent forekommende fænomen i angstbehandlingen (dog bortset fra hos patienter med en præeksisterende misbrugsproblematik (alkohol, medicin, narkotika, m.m.)), forbliver anvendelse af benzodiazepiner associeret med afhængighed, overforbrug og misbrug. (Rosenbaum, 2005).

Andrew Solomon skriver: “… frygten for afhængighed har imidlertid ført til, at benzodiazepinerne anvendes i al for ringe udstrækning.” (Solomon, 2006).

Og Elliot S. Valenstein skriver videre: “Nogle forskere mener nu, at man kan have overdrevet risikoen for misbrug af Valium og de andre benzodiazepiner.” (Valenstein, 2002).

Især er det langtidsbehandling med benzodiazepiner, der er kontroversielt bl.a. på grund af den vidtgående bekymring for toleransudvikling med aftagende effekt til følge og behovet for løbende at optrappe dosis for at opretholde den anxiolytiske effekt. Imidlertid har opfølgningsstudier ikke tydet på et betydeligt tab af anxiolytisk effekt over tid og ej heller tydet på nødvendigheden af løbende dosisoptrapning for at opretholde effekten (Stevens & Pollack, 2005). Tolerans over for den anxiolytiske effekt af benzodiazepiner forekommer sjældent (Rosenbaum, 2005) og Steven L. Dubovsky, M.D. skriver: “Tolerance develops to sedative effects of benzodiazepines but not to anxiolytic effect” (Dubovsky, 2005).
I 1999 anbefalede en international gruppe af eksperter ligefrem brugen af benzodiazepiner imod angst og vel at mærke også som langtidsbehandling (Rosenbaum, 2005).

Unik virkning
At benzodiazepinerne fortsat finder anvendelse i praksis i dag er formentlig blot en afspejling af deres unikke effektivitet, hurtigt indsættende anxiolytiske effekt og generelt gode tolerabilitet (Stevens & Pollack, 2005) samt deres lave toksicitet og favorable bivirkningsprofil i sammenligning med øvrige psykofarmaka (Rosenbaum, 2005).

For tiden tager jeg fast 3 mg Rivotril dagligt fordelt på tre doser morgen, middag og aften og har herudover 1 mg to gange dagligt efter behov. Er jeg afhængig af Rivotril? Ja, efter næsten to år i fast behandling er jeg nok både psykologisk og fysiologisk afhængig. Vigtigst er det dog, at jeg fortsat er godt hjulpet af Rivotril. Så længe benzodiazepinerne ikke bare anvendes blindt, har de fortsat deres berettigelse:

“Benzodiazepinerne er og bliver dog et meget effektivt angstdæmpende middel i psykiatrien både til de lettere psykiatriske angsttilstande og som supplerende angstdæmpende middel i psykosebehandlingen.” (Nystrup, 1999).


————————————————–

Anmærkning fra forfatteren: En del af denne artikel er baseret på artiklen “Attitudes Toward Benzodiazepines Over the Years” af Dr. Jerrold F. Rosenbaum, M.D., leder af Department of Psychiatry, Massachusetts General Hospital, og professor i psykiatri ved Harvard Medical School.

Andre kilder:

Audit Projekt Odense og Institut for Rationel Farmakoterapi. (2004). Benzodiazepiner i almen praksis. Ordination og nedtrapning – en praktisk vejledning.

Chouinard, G. (2006). The Search for New Off-Label Indications for Antidepressant, Antianxiety, Antipsychotic and Anticonvulsant Drugs. Journal of Psychiatry and Neuroscience 31 (3) .

Dubovsky, S. L. (2005). Clinical Guide to Psychotropic Medications. W. W. Norton.

Ege, P. (2010). Stofmisbrug. I E. Simonsen, & B. Møhl, Grundbog i Psykiatri (s. 269-286). Hans Reitzels Forlag.

Fink-Jensen, A., & Simonsen, E. (2010). Psykofarmakologi. I E. Simonsen, & B. Møhl, Grundbog i Psykiatri (s. 567-593). Hans Reitzels Forlag.

Gerlach, J., & Vestergaard, P. (2010). Psykofarmaka. Psykiatrifondens Forlag.

Gossel, T. A., & Bricker, J. D. (2001). Principles of clinical toxicology. Taylor & Francis.

Institut for Rationel Farmakoterapi. (2010). Status på benzodiazepinindsatsen. www.irf.dk.

Nystrup, J. (1999). Psykofarmaka. I J. Cullberg, Dynamisk psykiatri i teori og praksis (s. 187-203). Hans Reitzels Forlag.

Rosenbaum, J. F. (2005). Attitudes Toward Benzodiazepines Over the Years. The Journal of Clinical Psychiatry. Volume 66, Supplement 2; Utilizing Benzodiazepines in Clinical Practice: An Evidence-Based Discussion .

Rosenberg, R. (2010). Benzodiazepiner. www.medicin.dk.

Shorter, E. (2005). A Historical Dictionary of Psychiatry. Oxford University Press.

Solomon, A. (2006). Helvedes Malstrøm – En bog om depressionens anatomi. Gyldendal.

Stevens, J. C., & Pollack, M. H. (2005). Benzodiazepines in Clinical Practice: Consideration of Their Long-Term Use and Alternative Agents. The Journal of Clinical Psychiatry. Volume 66, Supplement 2; Utilizing Benzodiazepines in Clinical Practice: An Evidence-Based Discussion .

Sundhedsstyrelsen. (2008). Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler. Vejledning nr. 38 af 18. juni 2008. Sundhedsstyrelsen.

Valenstein, E. S. (2002). Hjernen som syndebuk. Hans Reitzels Forlag.

14 Kommentarer

  1. P.N.

    En detalje er at når læger og psykiatere selv misbruger stoffer, så er det aldrig psykofarmaka, det er altid morfinpræparater, Det syntes at være sådan at overdanmark er på morfin og under danmark er på de mere giftige antipsykotiske midler.

    Svar
  2. Marian

    Det har selvfølgeligt sine fordele, når der ikke skal mere til, end at sluge et par piller, eller tre, for at falde i ét med de følelsesforskrækkede omgivelser. Men hvad nu, hvis angsten (eller, og mht. andre slags psykofarmaka end benzoer, vreden, tristheden, opstemtheden, osv.) egentligt er velbegrundet?

    Svar
    • Mina

      Jeg står selv i dette kæmpe dilemma og problem som hovedpine pga. Sundhedsstyrelsen. Efter 16 år på Rivotril pga. svær angst fra barns ben, så skal jeg nu trækkes igennem søllet, og tvinges til en udtrapning, selvom min psykiske tilstand forværres. Jeg forestår ikke, hvorfor man går ind, og fjerner medicin fra folk, der virkelig har brug for det, for at kan fungere bedre i hverdagen. Det er det for mit vedkommende, da det vender op og ned på alt i hele mit liv, så udtrapningen gør jeg nu hverken kan finde hoved eller hale i noget. Jeg er forvirret, rastløs, nervøs, frustreret og panisk, og så er mine angstanfald kommet tilbage igen i form af hyperventilering og nervøse rystelser på hænder som stemme. Alle de angst symptomer jeg havde som barn, og op til jeg blev 18 år, før jeg fik medicinen, kommer nu frem til overfladen igen. Min psykiske tilstand forværres, og alligevel mener min læge, det er en forsvarlig udtrapning, selvom jeg er ved at gå fuldstændig psykisk ned, og er samtidig gået ned med en svær depression. Alligevel skal jeg “tæskes” med en udtrapning for noget medicin, der har hjulpet mig til at leve et normalt liv, så angsten dermed ikke dominerede hele min hverdag. Jeg må nu leve et angstpræget liv, hvor jeg ingen medindflydelse har på min situation med behandling af beroligende for min angst. Der er intet at gør, hvor dårligt jeg så end har det mentalt, så forlanger sundhedsstyrelsen udtrapning af beroligende midler, som dermed gør, at vores læger bliver presset til det yderste, og de dermed må presse deres patienter yderligere, som desuden er hårdt psykisk belastet.
      Havde jeg ikke fået beroligende, for 16 år siden, så havde jeg ikke været i live idag, og nu skal jeg igennem det samme lort igen. Denne gang er det bare vedrørende det beroligende medicin, der rent faktisk hjælper mig til, at fungere i hverdagen, så jeg kan begå mig socialt, uden jeg får angstanfald. Personligt føler Jeg mig så presset op i et hjørne, hvor jeg ikke længere lyttes til, da fokus udelukkende ligger på det beroligende medicin jeg får, fremfor hvordan medicinen rent faktisk hjælper mig til at leve et mere normalt liv, så jeg ikke konstant er angstpræget og i alarmberedskab, som jeg nu tvinges til, trods behandling med beroligende i 16 år. Det hænger overhovedet ikke sammen, hvorfor jeg pludselig skal rende rundt sådan her med de samme angst symptomer, jeg før i tiden havde, fordi jeg pludselig ikke kan få ordineret det eneste medicin præparat, der hjælper mig. I stedet anbefales det, at jeg får psykofarmica i form af Seroquel eller Pregabalin, som jeg desuden ikke kan tåle, da jeg bliver slået fuldstændig ud af kurs ved disse præparater, som jeg overhovedet ikke kan fungere på.
      Så der er ikke andet at gør, udover udtrapning af mit beroligende, som ellers har hjulpet mig så meget. I stedet skal jeg leve et angstpræget liv, hvor jeg ikke længere kan få den behandling, der hjælper på min psykiske tilstand med angstanfald, panikangst, depression og socialfobi, men der er bare ingen hjælp at hente længere her i DK.

      Svar
  3. Frank

    Jeg er “afhængig” af et benzodisapin lignende stof Zolpedim, også kendt som Sovemedicin. Hvorfor er jeg det? Fordi jeg har Sclerose og en af de centre i hjernen der er hårdt angrebet af læsioner er det center af hjernen der styrer søvn, så jeg kan ikke sove naturligt længere. (dette er der masser af fysiske beviser for igennem MR scanninger) Mit eneste håb for søvn på nogen måde er at få 20 mg til at sove på og jeg får heldigvis ingen bivirkninger af det overhovedet. Jeg kan endda køre bil helt uden reaktionsnedsættelse (også målt af professionelle) lige fra morgenstunden pga. Modafinil jeg også får for sclerosen. Men på trods af at jeg ingen bivirkninger får, midlet er billigt og virker som det skal selv efter 6 års daglig brug, så er der stadig en enorm hetz mod det blandt læge cirkler og jeg skal forsvare mit forbrug konstant og ved det mindste problem så er de klar til at skære ned i det, på trods af det har katastrofale virkninger. De skar en gang den medicin væk (fordi det var de anbefalet) og kun efter over 5 dage uden søvn, jeg var ved at blive sindsyg, jeg var meget tæt på at blive involveret i 2 biluheld og jeg blev selvmorderisk den sidste dag…først efter at have været igennem det helvede ville de give mig medicinen igen. De forstår slet ikke hvor slemt det er for et menneske ikke at sove.

    Den hetz mod den slags midler bliver nødt til at stoppe!

    Svar
  4. Marian

    Frank, i tilfælde som dit, hvor der foreligger reelle organiske grunde til at anvende benzoer og lignende stoffer, er det selvfølgeligt helt hen i vejret ikke at ville give dig medicinen. Problematisk er anvendelsen af psykoaktive stoffer, når ingen organisk grund til det foreligger, som det er tilfældet ved såkaldt “psykisk sygdom”.

    Iøvrigt kommer du ind på noget ret vigtigt i din kommentar, når du skriver, at du var ved at blive sindssyg af søvnmangel. Det gør man nemlig, bliver sindssyg, når man ikke får søvn i tilstrækkelig lang tid. For mig at se er den eneste gruppe psykoaktive stoffer, hvis anvendelse har en vis berettigelse ved psykiske problemer, netop benzoerne. Anvendt når alt andet ikke virker, og meget tidsbegrænset. Intet virker mod sindssyge som en god nats søvn.

    Det er ikke benzoerne selv, der bør køres hetz mod, men den udbredte praksis, at anvende dem til at lægge låg på ubehagelige følelser og tanker, i stedet for at konfrontere dem. Og det er jo en helt anden praksis, end den, der gør sig gældende i dit tilfælde.

    Svar
  5. Frank

    Det er rigtigt nok, problemet er at jeg bliver offer for den hetz der er mod den slags medicin. Der burde gøres mere ud af at differentiere mellem de to former for behov og gøre læger klar over at det er helt ok at udskrive til den ene, men varsom med den anden. Dog har forfatteren en pointe generelt.

    Svar
  6. I arnes mave | Outsideren

    […] Efterskrift: Kort før deadline ringede Arne, fordi han var kommet i tanke om endnu et præparat, han har fået – altså udover trilafon, saroten, emipramin, anafralin, truxal, oxazepam, floransol, rispadal, dogmatil og tekratoll, som allerede er nævnt i artiklen – nemlig: Rivotril. […]

    Svar
  7. Sofo von Sofos

    Interessant indlæg der skiller sig ud fra det almindelige hylekor af behandlere, anført af sundhedsstyrelsen.
    Jeg har taget et benzodiazepin I 30 år og jeg har ikke øget dosering som er 3 mg Bromam dagligt og 6 mg I sociale situationer (lider af socialfobi).
    Før jeg fik stoffet udskrevet med start I 1981, var jeg fuldkommen lammet I sociale situationer. Virkningen, da jeg startede på stoffet, var nærmest magisk. Pludselig kunne jeg fungere I sociale sammenhæng og jeg blev I stand til at passe et job, som jeg beholdt I 16 år.
    Nogen grund til at trappe ud ser jeg ikke. Stoffet fungerer fortsat og har minimale bivirkninger. Mit eneste problem, er at kunne få det udskrevet uden problemer.

    Svar
  8. Mads Kjærgaard

    Sundhedsstyrelsen består jo af medlemmer, der ikke lider af nogen sygdom og skulle de gøre det, tja så der jo som skrevet står i et af indlæggene, morfin til rådighed. For resten af de psykisk syge er det “no pain, no game.”

    Svar
  9. anne mette jørgense

    Jeg har fået oxapax i 9 år. 15 mg. til at sove på.
    Jeg har forsøgt med alverden antidepressiva med svære bivirkninger, sågar en impuls til at springe fra langebro uden forudgående tristhed.
    Jeg har kun få gange taget mere oxapax og meget sjælden om dagen. Jeg fik på et tidspunkt ordineret inslumrings sovemedicin, men det gave mig kun 2 timers søvn.
    Jeg har ikke optrappet medicinen og jeg anser Sundhedsstyrelsen, som totalt ignoranter.
    At læger med rund hånd ordinerer langt mere skadelig medicin med rund hånd kan vel kun tilskrives medicinalindustriens store magt, se f.eks på morfin.
    Overbevisninger er en større trussel mod sandheden end løgnen.
    i mit lange arbejdsliv i psykiatrien har jeg ikke set en eneste, der blev mindre deprimeret af antidepressiver, men set en stærk afhængighed. de h¨kan ikke holde op. P.s jeg bl.a lider af PTSD.

    Svar
  10. Julie

    Giver forbruget af medicinen mening for den enkelte – f.eks. hvis det kan give ro til søvn, som er livsnødvendigt for at kunne fungere, så kan det naturligvis være svært at skære den ned. Specielt hvis der er tale om vedvarende lidelser. Dog skal det ikke undervurderes, hvor farligt det kan være, hvis medicinen pludselig bliver et middel til at fungere, selvom man, med den rigtige hjælp, kan fungere uden. Det er her, der kan opstå et problem. Det er muligt at komme ud af misbruget, hvis man får hjælp. Der findes masser af steder. Tjele: http://www.tjele.com/Afh%C3%A6ngighed-af-medicin-1980.aspx og Dansk Misbrugsbehandling er blot nogle af stederne: https://www.danskmisbrugsbehandling.dk/medicinmisbrug/.

    Svar
  11. Marianne Camilla Petersen

    Jeg får 4 mg revotril daglig og max. 2 mg p.n mod angst. Da min samlever døde var jeg til psykiater 6 dage efter. Han halverede min lamictal og lyrica og måtte ikke tage p.n. revotril mere. Jeg havde selvmordstanker og tog p.n. revotril efter at flere heriblandt en fagperson sagde ” hvorfor tager du ikke bare en ekstra revotril”-Det reddede mit liv og var ikke forpint mere.

    Svar
  12. Karen - former addict

    @julie:
    Angst er en vedvarende lidelse, at anvende medicin er ikke noget man bør se ned på.. Søvn er vitalt, men det er dagen altså osse!
    -Bevares det er et indviklet politisk/økonomisk virvar pga lobbyismens magt, skævvrider den gængse borgers indflydelse og forståelse på området.. -men det både forbedre og redder liv og dét betyder altså mest!
    Det at fungere i sit eget liv, med hjælp fra BZD er vitterligt undervurderet af for mange mennesker; bla pga af SST’s urovækkende plantede “misbrug, Tvivl og skam-frø” Som denne artikel fint viser!
    P.L.U.R <3
    Vh Karen

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.