Outsideren har stillet denne udfordring til en række mennesker:

Skriv om et sted, hvor du ikke kan holde ud at komme.

Læs teksterne her, og skriv gerne din egen kommentar:

__________

Familien, vennerne:

AT SKRÆLLE EN MUS

 

Illustration Af Katrine Fokdal

Nej, ikke sammenkomster med familie og venner.

Tanken om ankomsten, hvor alle står og ser hinanden an. Giver hånd og smalltalker. Hvad tænker de, når de ser mig. Hvad siger de, når de ser mine ar på underarmene?

Hvad skal jeg sige til dem, når de spørger hvad jeg laver og hvad der er nyt i mit liv?

Skal jeg sige det som det er, at jeg er skizotypisk og ser ting der ikke er der? Hvem ville tro mig, hvis jeg fortalte om min venindes syngende hund? Eller den dag, jeg troede jeg stod og skrællede en mus i stedet for den rødbede, jeg havde i hånden?

Hvad kan jeg bibringe til en flydende samtale hen over bordet? Mit liv er på en psykiatrisk afdeling i dagbehandling. Et personnummer, en journal. Patient i et forvirrende liv med undersøgelser, jeg aldrig troede jeg ville opleve.

Derfor undgår jeg så vidt overhovedet muligt sammenkomster med familie og venner. Jeg føler mig malplaceret og forkert.  Jeg føler at jeg ikke har noget at bibringe eller at mit liv er for kompliceret for andre at høre om. Hvad skal man snakke med en syg pige om?

Katrine Fokdal

__________

Forsamlingshuset:

DET FORBANDEDE SPØRGSMÅL

 

Så skete det igen!

Indbydelse til familiefest i forsamlingshuset, og koldsveden bryder frem på pande og overlæbe. Hvad kan jeg komme på af forklaringer til et afbud? Alt mit mindreværd vælter op i mig, når jeg ulasteligt klædt i skjorte og jakkesæt møder op, og hilser på onkler, tanter og grandfætre.

Suppe, steg og is-programmet strækker sig minimum over tre til fire timer, og i mange og lange sekvenser er jeg uhjælpeligt overladt til en borddame eller – herre, som så sikkert som amen i kirken på et tidspunkt spørger til hvad jeg laver? Hvorfor er al status og værdi af et menneske bundet op på, hvad man laver erhvervsmæssigt? Sidst var jeg til april-bryllup i et forsamlingshus i Sønderjylland, og da spørgsmålet så kom efter nogen tid, var jeg så frimodig at svare, at jeg var ”selvstændig dagdrivende” Den skulle hun lige have gentaget et par gange inden den fes ind, men derpå gled samtalen faktisk ret respektfuldt uden yderligere spørgsmål til min levevej.

Jeg har altid ment, at arbejde tager alt for meget af ens fritid, men som menneske på overførselsindkomst er man oppe mod en forestilling om, at man så ikke bidrager tilbruttonationalproduktet, men bare driver den af på samfundets regning. Men jeg mener jo, at jeg laver mange gode konstruktive ting, herunder i ny og næ at skrive en artikel til dette blad, og deltage i andre gode gøremål, som blot ikke tæller i den almindelige samfundsborgers bevidsthed. Eller er det min egen fordom ? Der er jo vitterlig også mennesker, som faktisk virker til at sætte pris på mig, og måske endda respekterer mig, selvom jeg er på overførselsindskomst.

Vi er sgu’ OK, selv om vi blot er (ret aktive) selvstændige dagdrivende!

Lars Brams

__________

Sportshallen:

SUR SOK

Jeg står og kigger på den gamle sportshal, der engang var mit andet hjem.

Nu kan ikke ti vilde heste få mig derind.

Det er så åndssvagt.

Alle jeg kendte er for længst stoppet på grund af skader, ægteskaber og andre forudsigelige omstændigheder, så det er ikke angsten for at løbe ind i en gammel ven der holder mig væk længere.

Der er ikke nogen gamle venner tilbage, jeg kunne risikere at skulle forklare ting som ingen forstår.

Det kan ikke være forklaringen på knuden i maven, der kommer hver gang jeg nærmer mig den gamle sportshal, hvor fodboldbanerne strækker sig grønt ud til alle sider og tennisfolket har hvide kasketter på og der emmer af sundhed.

I den hal var der mange sejre. Når vi tabte, tabte vi som et hold. Vi lånte hinanden våde håndklæder når der manglede, og efter en særlig god træning lå stanken af sure sokker og ammoniak i luften.

Jeg vil ikke derind. Ikke ind og genkalde noget der er væk, se mig i et spejl og se noget andet end det der var.

 

Klavs Rasmussen

__________

Ude i byen:

FRYGTEN FOR DE RASKE

 

Jeg har det sådan, at jeg slet ikke omgås raske mennesker udover min familie og de repræsentanter for systemet, man er nødt til at tale med. Jeg har ingen raske venner, har ikke haft det i mange år. Jeg har oplevet, at gamle bekendte fra skolen ikke vil have noget med mig at gøre pga min sygdom.

Mange, der får konstateret en psykisk lidelse, føler sig stemplet. De tror at deres pårørende og bekendte skammer sig over dem, måske skammer de sig selv. Selv har jeg valgt at holde mig indenfor psykiatriens mure som en slags selvbeskyttelse. Ikke fordi jeg synes, der er noget i vejen med at være syg og på pension. Det er mere det, at jeg ikke gider spilde min tid eller nedværdige mig selv med at prøve at komme i kontakt med folk, som har svært ved at håndtere, at jeg har nogle andre problemer end de har. Jeg går ikke ud og møder nogen i byen, uden at der i hvertfald er een anden sindlidende, jeg kan gemme mig bag. Jeg går heller ikke på kurser ude i byen af frygt for at møde nogle raske, der spørger hvad jeg laver. Og jeg vil ikke ud og have et skånejob blandt ”normale” mennesker, der måske vil ringeagte mig, fordi jeg ikke er en rigtig medarbejder.

Det lyder måske som om jeg lægger bånd på mig selv, fordi jeg er bange, men sandheden er, at jeg ikke længere gider lade som om jeg er et almindeligt menneske. Hvad jeg skal bruge borgerligheden til? Jeg ser mennesker, der lever et normalt, aktivt liv med job, uddannelse, kæreste, børn og venner, og jeg misunder dem ikke. Min sygdom er ligesom blevet et skjold for mig, en undskyldning for at holde mig udenfor rotteræset. Hurra for at være anderledes.

 

Julie Feilberg

__________

Illustration af Katrine Fokdal

Receptionen:

INDESPÆRRET, UDELUKKET

Når jeg i min e-mailboks finder en invitation til en reception, får jeg en underlig angstfornemmelse. Jeg tror der sker en retraumatisering af begivenheder fra en katastrofal barndom. Det vil sige: Jeg får det ubehageligt i kroppen og der dukker symbolske billeder op. Udefra kan jeg stå og betragte, hvad det ret konkret handler om: Indespærring og ekskludering.

Det ene billede er et, jeg kan huske fra et sæt Tarotkort. Et af kortene viser billedet af en lille dreng, der står bag en høj gitterlåge.

Drengen kigger gennem gitteret. Tydeligvis tror han sig udelukket eller indelukket. Vi andre kan se, at det ikke er tilfældet, han kan træde et skridt til siden for eksempel og komme ud eller løfte låsen af.

Et andet billede viser en skov med høje, mørke stammer, stående side ved side, og en lille pige, der løber ind, skynder sig forbi de store træer i håb om at nå ind i en lysning hvor der er lidt varme.

Jeg kommer nødig til receptioner.

Annette Madsen

__________

2 Kommentarer

  1. Jesper Erlandsen

    Jeg kan sagtens nikke genkendende til angsten for familie-sammenkomster. Dele af min familie har jeg ikke set i 7 år(dengang vejede jeg ca. 85 kg. – nu 155). Ligeledes har jeg lagt mærke til, at folks syn, måden de anskuer mig på, har ændret sig. Eksempelvis vægtes mine meninger og holdninger ikke helt på samme måde mere af de andre. Der bliver ofte ikke talt direkte til mig, når vi er flere samlet. Til trods for, at jeg er snakkesalig og social, udelades jeg af samtalerne. Mine forældre er også altid bekymrede for mig – aldrig stolte. Og deres bekymring føler jeg nogle gange er det værste af det værste – den er så omklamrende(når man ikke har mærket andet fra deres side i umindelige tider).

    Svar
  2. Gunver

    Hvor jeg dog elsker jer allesammen:Katrine Fokdal, Lars Brams, Klavs Rasmussen, Julie Feilberg, Annette Madsen, Jesper Erlandsen.

    Skriv om et sted du ikke kan holde ud at være, ja,, go joke, men ihvertfald lettere at finde end dem man holder af.

    Jeg tog alm. franskundervisning og hold kæft nogle glatnakker!
    Jeg gik ned i supermarkedet: og hold kæft nogle glatnekker!
    Jeg læste BT og Billedbladet og hold kæft nogle glatnakker!
    Jeg færdedes i trafikken og hold kæft nogle glatnakker!
    Jeg sad i min lejlighed og hørte lyde fra mennesker udenfor og naboer:Glatnakker!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.