Min omvendte længsel – En væg-til-væg beretning om fristelsen ved at være indlagt på en psykiatrisk afdeling

Efter tre dage på en lukket afdeling plankede jeg den. Det var om sommeren, efter en masse musik og en Roskilde Festival uden søvn.

Erindring af Anne Marie L. Rafferty

1994 var det år, jeg skulle prøve at være til festival for første gang. Jeg arbejdede backstage for Big Fat Snake, solgte t-shirts og drak kaffe.  Dansede og røg smøger. Det gik stærkt til sidst, nogen vil måske sige manisk-stærkt. Jeg ville jo det hele, opleve det hele, fyre den helt af.

Der var kort sagt fuld speed på. Men hjemturen blev sgu noget for sjov.

Jeg skulle hjem til min lille datter, genoptage mit arbejde som pædagog for 12 vuggestuerollinger – og samtidig være den gode kollega, mor, kæreste, veninde. ..

På vejen hjem mødte jeg 5-6 hyggelige unge mennesker på Hovedbanegården. De kom også fra festivalen og vidste ikke, hvor de skulle overnatte. Af ren gæstfrihed inviterede jeg dem til at crashe (sove) i min kæmpe 50 kvadratmeters stue med ekstra tykke gulvtæpper over det hele. København er ikke et rart sted om natten, hvis man er ung og ikke har nogen penge.

Stak en lussing

Vi tog hjem til mig. Og da både min datter og gæsterne var faldet i søvn, tænkte jeg,  at nu kunne jeg lige nå at få noget at drikke. Klokken var alligevel blevet så mange, at jeg snart skulle på job. Så jeg tog hen til en beværtning, men her ville tjeneren ikke sælge noget som helst til mig, hverken øl, sprut eller sodavand.

Nå, tænkte jeg og skråede over til en kiosk, hvor der blev solgt kaffe. Men UPS,  mens jeg stod der, kom en fra det underlige ubehagelige beværtningssted ind og sagde: ”Hende der, hende skal du ikke sælge noget til, hun er underlig – på stoffer!” … hvorefter jeg gav ham en kæmpe lussing i ansigtet. Det var første og sidste gang, jeg har givet nogen en lussing på den måde. Jeg blev sgu ræd for mine handling og løb ned i baglokalet, og gemte mig. Heldigvis var kioskejeren en god mægler. Han fik os til at give hånd og manden ringede ikke til politiet – jeg gik rystende hjem. Om morgenen, efter jeg havde afleveret min datter i børnehaven, gik jeg på arbejde. Uden at ane, at jeg ni timer senere ville ligge på en lukket psykiatrisk afdeling.  Og derved for første gang i mit liv stifte bekendtskab med den store underlige psykiatriske verden.

Gener i verdensklasse

Hvordan det skete, det må jeg fortælle om en anden gang. Det vil fylde for meget her. Men jeg lod mig indlægge frivilligt på det nu nedlagte Kommunehospital, så meget kan jeg sige.  Jeg forstod ikke, hvorfor jeg var der og mente ikke, jeg hørte til på en lukket afdeling. Jeg syntes selv, jeg var klog, normal og velfungerende, jeg havde bare ikke fået sovet. Jeg mangler bare at sove den ud, tænkte jeg. Og da jeg fik en psykiatrisk diagnose i hovedet, troede jeg rent ud sagt ikke på den. I min verden var jeg bare lidt mere farverig end de stille danskere. Det, lægerne kaldte en sygdom, det mente jeg udsprang af mine udadvendte gener med canadisk/nordamerikanske baggrund…

Jeg var på den lukkede i tre dage, hvorefter jeg stak af. Jeg var ikke enig i, at jeg skulle have en diagnose og jeg stolede ikke på personalet, disse underlige, specialuddannede mennesker. De troede, de var kloge, men havde ingen humor. De fattede stadig ikke, at jeg ”bare” skulle sove. Og så havde jeg en datter, jeg skulle hjem til. ”Hun kan jo ikke undvære sin mor,” tænkte jeg.

På tredjedagen spillede vi badminton i haven bag den lukkede afdeling. Jeg med en (for øvrigt sød) mandlig plejer, der altid kaldte mig mrs. Rafferty, så ham kunne jeg lide. Og pludselig var jeg alene i haven. Jeg flyttede havestolen hen til det høje plankeværk og sprang over. Ud til friheden igen. Min datter var 3 år og jeg var 27 år og meget ked af det, mens jeg løb ind mod Vesterbro og mit gamle liv.

Lukket længsel

Nogle dage efter fik en veninde mig til at genoptage kontakten med det psykiatriske system og jeg var i behandling i tre måneder – uden at returnere til den lukkede! Jeg kom tilbage på arbejdsmarkedet efter de berømte 120 sygedage, og fortsatte mit arbejdsliv i vuggestuen. Og samtidig kæmpede jeg den sædvanlige kamp med at holde sammen på familien, beholde ejerlejligheden, pleje min daværende mand, der lige havde brækket sin ryg tre steder (men den historie er en anden, ser du, han arbejdede i Schweiz pga arbejdsløshed i Danmark, og vi troede at han kunne lave gode penge der. Men efter min indlæggelse tog han hjem, fik hurtigt et nyt job her, nåede at arbejde i 14 dage, hvorefter han en dag var så uheldig at falde ned og brække ryggen).

Der var virkeligt nok at se til. Og så kom den dag, der var så mærkelig. Solen skinnede, det var varmt og rart og jeg var ude og cykle. Jeg kastede et blik til højre og så Kommunehospitalet, og helt uventet blev jeg fyldt med et ønske om at være indlagt igen. At være derinde i den psykiatriske afdelings trygge og beskyttende miljø, hvor jeg ikke behøvede tage ansvar for noget.

Det var faktisk en lidt uhyggelig følelse. Jeg længtes efter at kunne glemme alt om mødetider, vuggestuer og børn, at slippe for bekymringer om huslejen, bankbogen, børnene, familie.

På min gule mountainbike kørte jeg forbi det Kommunehospital, jeg havde hadet. Med alle de ubehagelige minder, der hvor de havde låst mig inde og givet mig en f****cking diagnose. Og jeg tænkte ved mig selv, jeg forstår ikke hvorfor jeg drømmer mig tilbage derind – men det gør jeg sgu.

Og så videre

Det er en oplevelse der har sat sig fast i mit sind. Jeg tror, det var savnet efter et liv uden forpligtigelser. Tryghed. Savnet efter selv at få bare lidt omsorg, et sted hvor jeg kunne være ”bare mig,” alene for en stund. Uden alt det hverdagen var fyldt med. Og så savnede jeg de sjove stunder med den mandlige plejer omkring en omgang badminton.

Og så cyklede jeg videre, med kurs mod Netto og indkøb og familie og Vesterbro.