Mine venner betyder alt for mig, de er mine nærmeste, dem jeg altid kan ringe til, når jeg har brug for det, dem der altid har været der for mig, selv under mine indlæggelser. Mine venner har holdt mig flydende, de har været der for mig, og altid lyttet til mine kvaler. De er troppet op, når jeg mest havde brug for det, og jeg er dem dybt, dybt taknemmelig.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 82 / Af Dy Knudsen

Mine venner har vist mig, at de kan rumme mig, hele mig, ikke kun de kønne ydre facader som jeg stiller op som værn imod omverdenen. De kan rumme mig, når jeg er længst nede og ikke kan gøre andet end at ligge i en seng eller sidde på en sofa og se TV, når jeg ikke orker at tale om noget eller når jeg bare har brug for menneskeligt selskab.

De har givet mig lov til at tale mine bekymringer ud, eller blot dvæle i deres selskab en stille aftenstund. Jeg har altid kunnet være ærlig overfor dem omkring min sygdom og min tilstand. De har altid mødt mig med forståelse eller i hvert fald forsøget på at forstå.

Jeg har ikke mange, som jeg kalder for mine venner, vel omkring en håndfuld, men de er nok de vigtigste personer i mit liv lige nu.

”Nogle gange undrer jeg mig over, hvorfor de egentlig er venner med mig? Hvad får de mon ud af mit selskab? Hvis jeg skal være ærlig så ved jeg det ikke…”

Når venskaber visner

Da jeg blev indlagt første gang, var det en veninde som tog med mig ud på Bispebjerg psykiatriske skadestue. Hun var en stor støtte og blev der lige til jeg var indlagt og kommet på plads på stuen. Siden spredte nyheden sig som ringe i vandet. ”Dy er blevet indlagt”, mine venner sms’ede og gjorde det klart, at de altså var der derude, for mig. Siden har jeg været indlagt utallige gange og der har altid været kontakt til omverdenen. Enten har det været over telefonen eller ved besøg.

Især har mine venner været gode til at komme på besøg med et spil Settlers under armen, og så har de været på afdelingen i flere timer, imens vi har spillet, spist chokolade og hygget. Så vidt som man kan tale om hygge på en lukket psykiatrisk afdeling. De har fået mig til at glemme, at jeg var indlagt, til at glemme tomheden og ensomheden. Det daglige tomrum efter en normal hverdag. En hverdag som ikke længere rummer de faste holdepunkter som job eller studie, holdepunkter som er med til at give mening i dagligdagen. En mening som hurtigt flyder ud i sandet, når livet ikke hænger sammen længere.

Hver dag skønner jeg på mine venner og jeg føler mig som en af de heldige, at jeg har sådan et godt netværk. Jeg har mødt flere, som har mistet venner efter at have været indlagt, hvor venskaber tørrer ind og visner. Hvor omverdenen har vendt sig bort, og ikke har kunnet rumme folk med psykiske problemer. Der er flere, hvis netværk skrumper ind med antallet af indlæggelser, og hvor familien bliver eneste kontakt.

De simple spørgsmål

Jeg tror ikke at jeg ville klare mig igennem hverdagen uden mine venner. Nogle gange undrer jeg mig over, hvorfor de egentlig er venner med mig? Hvad får de mon ud af mit selskab? Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det ikke. Jeg er ikke den positive pol i den ligning. Jeg priser mig lykkelig for at de er der, de gør virkelig en stor forskel i mit liv.

Men lige så godt som jeg har det med mine venner, lige så svært har det været for mig at skabe nye bekendtskaber. Selv folk, som jeg før har kendt, har jeg stødt fra mig. For hvordan fortæller man lige, at man nu har en psykiatrisk diagnose som paranoid skizofreni? Hvordan forklarer man, at man har været indlagt og måske bliver indlagt igen? Jeg har haft svært ved at tale med folk og bekendte, som ikke allerede kendte til min psykiske historie. Svært ved at svare på spørgsmål så som, ”hvad går du nu og laver?” eller ”hvordan har du det?”, for hvordan svarer man på det, når man intet laver og i øvrigt har det rigtig skidt? Det er jo ikke ligefremme og ærlige svar, som man forventer på den slags simple spørgsmål. Jeg har haft svært ved at holde kontakten til de bekendtskaber, som ikke var helt tæt på mig, folk som ikke ved, hvad jeg har gennemgået de seneste år, hvor jeg er blevet ramt af denne sygdom og har tumlet med livet generelt. Så folk, som jeg før regnede til mine venner, er blevet til bekendte, og mine venner er kommet tættere på mig og betyder nu mere end før.

”Folk, som jeg før regnede til mine venner, er blevet til bekendte, og mine venner er kommet tættere på mig og betyder nu mere end før.”

En som kan elske mig

Jeg har et fremtidigt ønske om igen at kunne få nye venner og måske med tiden også en kæreste, men det sidste virker som en uoverskuelig ting. At finde en som kan elske mig og alle mine dystre sider. Og hvordan finder man overhovedet en mulig kæreste, som ikke løber skrigende væk, når man begynder at udrulle ens sande historie. Jeg tror ikke engang selv, at jeg ville kunne være så stærk, at jeg ville kunne åbne mig for en partner, som var så ødelagt som jeg selv er det. Jeg har da også overvejet at få mig en dating profil på nettet for at møde en, men jeg føler ikke rigtig, at jeg er en god fangst, og tanken om at skulle sælge sig selv godt, virker absurd. Jeg har jo absolut intet positivt at tilbyde en fremtidig kæreste, sådan virker det i hvert fald lige nu. Så datingen må vente, men hvad med at møde nye mennesker? Her er der også forhindringer, for hvor meget skal man fortælle om sig selv? Hvor meget kan folk rumme og hvor mange informationer skal man give? Skal man fortælle om hvor skrøbelig man er? Eller hvordan man slås med indre dæmoner? Jeg har endnu ikke fundet svaret. Men jeg prøver at udfordre mig selv og lede videre.

Dy Knudsen er 31 år og bor på Nørrebro i København

Fra Tidsskriftet Outsiderens temanummer om venskaber #83

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.