Drivkraften til at blive rask holder mig oven vande og får mine kreative sider frem i mig og får mig til at dyrke motion. Det er som om, alle disse ting er med til at samle mit livs puslespil.

Tekst og foto af Grethe Nielsen – skribent på Outsideren

I min maniske forvildelse for jeg rundt i opholdsstuen fra ugebladene og over til puslespillene. Jeg kunne ikke samle mig omkring en enkelt ting. Opholdsstuen på den lukkede var opdelt i to dele: et sofabord med stole omkring og langs væggen en bøgefarvet reol med stereoanlæg og diverse ugeblade og Politiken. Over for var der tre borde med seks stole omkring, og ud fra væggen stod der to bøgefarvede bogreoler med spil. En indelukket, varm lugt fyldte rummet. Jeg for hen til kontoret, og den irriterende sure kontaktperson kiggede på mig. Jeg præsenterede mindst tre ting for hende, som jeg gerne ville. Hun sagde med sin drævende stemme, at jeg skulle finde én ting.

“jeg tænker tilbage. Hvad var det, der gjorde, at jeg har det bedre i dag?
Det var det hele!
Nej, men det var i hvert fald alle de kreative ting, jeg foretog mig – og stadig foretager mig.
De gjorde, at jeg har fået det bedre, og at jeg får det bedre.

Det var vigtigt for mig at finde noget, jeg kendte til, før jeg blev syg. For kun derigennem kunne jeg finde holdepunkter til virkeligheden i en verden belagt med vrangforestillinger. Først rundede jeg puslespillene. Jeg fandt et ”Danmark dejligst”-agtigt puslespil med en fiskekutter i en idyllisk havn. Med megen møje fik jeg samlet den nederste kant, før jeg måtte konkludere, at der manglede nogle brikker, at brikkerne ikke kunne falde på plads og at der var kommet nogle nye brikker til. Jeg associerede frit over puslespilsbrikker i et stykke tid, og det blev et billede på min egen situation.

Først senere præsenterede nogle af mine medpatienter mig for mandalaerne, disse runde, mere eller mindre symmetriske billeder, man kunne farvelægge. Det var ligesom at være barn igen. Min første mandala forestillede seks hunde, som jeg farvelagde med grundfarverne og med tusch. Jeg fordybede mig i det og fandt ro. Jeg afkodede den sociale norm til at være, at man skulle være stille ved bordet ved spillene. Det var en slags stillekupé. Men nogle gange hørte vi Anne Linnet. Så gjaldede ”Tusind stykker” ud over hele opholdsstuen på den lukkede. Jeg tog mange mandalaer, som jeg aldrig farvelagde. Jeg fandt på at skrive ordsprog, sproglige vendinger og sangtekster rundt om mandalaerne. For eksempel på mandalaen med hunde skrev jeg ”Man kan få kvinder og kager og jordbær for sjov, men der er intet så skønt som en vuffelivov”. På en mandala med katte skrev jeg ”I mørket er alle katte grå” og ”Intet er sort-hvidt, der findes også gråtoner”.

Senere fandt jeg på, at jeg ville lave origami, så jeg fik min mand til at tage mit farvestrålende, smukke origamipapir med ind til mig. Jeg foldede traner af alt papiret og var fluks omgivet af de første 30 traner. Jeg gav enkelte væk til mine venner, når de kom på besøg. Syv hængte jeg op i en støvet troldepilgren, der hang i opholdsstuen over sofabordet.

Alt imens gik jeg dagligt ture i haven, som lå mellem afdelingerne. Her nød jeg den friske luft, de grønne hække og det fugtige græs.

Da jeg havde fået det bedre og stod til at skulle overføres til den åbne afdeling, begyndte jeg at lave collager. Jeg elskede lyden, snip, som saksen lavede, når man klippede i papiret. Den klæbrige fornemmelse på fingrene var irriterende, men til at bære over med. Det var herligt at klippe noget itu og stykke det sammen på ny som en helt anden helhed, fordi det gav mig mulighed for at lave et billede af nogle af de ting, jeg holder af. Jeg fortsatte med at lave collager på den åbne. Jeg lavede en ugle, et hav, et hjerte og flere collager med ting, jeg holder af.

På den åbne fortsatte jeg med at dyrke motion på lavt plan: Jeg gik daglige ture rundt om Psykiatrisk Center Hvidovre og ture i Brøndbyskoven. Særligt skoven nød jeg, hvor jeg kunne følge med i årstidernes vekslen fra sommer til efterår.

Jeg begyndte at lave perleplader, mest ugler. Det var næsten meditativt at sætte perlerne sammen, og det krævede opmærksomhed at smelte dem sammen. Jeg stillede mig op på en stol i opholdsstuen og hængte en ugle op på troldepilgrenen.

Vi steg ind i den gule bus med den indelukkede lugt.
Men vi kom til at tage bussen den forkerte vej.

Da collager og perleplader begyndte at kede mig, foreslog min kontaktperson mig at sy et babytæppe til min søn. Min moster bragte min symaskine ud til mig. Jeg brugte lang tid på at klippe stoffet. Jeg lavede kvadrater og satte det sammen fem gange fem. Så syede jeg den blå baggrund på. Min søn fik megen glæde af det færdige tæppe. Derefter begyndte jeg at sy ugler. Jeg lavede selv mønstret. Jeg brugte blødt babyfløjl til selve uglen, blomstret stof til vingerne og noget af hovedet og prikket stof til næbet. I en garnbutik købte jeg mørke, store træknapper til øjnene. Jeg syede syv ugler, som jeg bruger som barselsgaver. Jeg kunne godt lide den kreative proces fra første tegning af henholdsvis tæppet og uglerne og frem til det endelige resultat.

Jeg begyndte så småt at læse, men det tog lang tid. Jeg kunne læse 20 minutter ad gangen. Det fortsatte jeg med, efter jeg blev udskrevet i midten af oktober sidste år. Først sidst på vinteren eller i begyndelsen af foråret kunne jeg rigtigt læse, og nu læser jeg to-tre bøger om ugen. Det får mig til at slappe af at læse, og jeg får genopbygget min koncentrationsevne og min hukommelse. Jeg kan godt lide at leve mig ind i fortællingerne, opleve sproget og lade mig rive med. Hvis jeg skal anbefale en bog, bliver det ”En ganske særlig kærlighed” af Johanna Adorján. Den handler om en kvinde, hvis bedsteforældre begår selvmord. Hun fortæller en opdigtet historie om bedsteforældrenes sidste dag sammen. Parallelt hermed fortæller hun om deres liv ud fra venner og familiers erindringer.

Nu går jeg også til zumba. Det har jeg gjort siden december. Musikken og dansen gør mig glad. Alle på holdet og instruktøren er glade. Der er ikke noget bedre end at få bevæget sig igennem. Vi danser salsa, merengue, reggaeton, mavedans og meget mere. Jeg går også stadig ture i Valbyparken, på Tippen og Vestre Kirkegård. Ligesom under indlæggelsen nyder jeg at følge med i det skiftende udseende alt efter årstid.

Nu cykler jeg med vinden i ansigtet, med solen i øjnene, med duften af græs, træer og blomster. Og jeg tænker tilbage. Hvad var det, der gjorde, at jeg har det bedre i dag? Det var det hele! Nej, men det var i hvert fald alle de kreative ting, jeg foretog mig – og stadig foretager mig. De gjorde, at jeg har fået det bedre, og at jeg får det bedre. De gør, at min hukommelse og min koncentrationsevne bliver bedre. De gør, at jeg får samling på mig selv, at jeg bliver mere hel.

Jeg afkodede den sociale norm til at være, at man skulle være stille ved bordet ved spillene.
Det var en slags stillekupé. Men nogle gange hørte vi Anne Linnet.
Så gjaldede ”Tusind stykker” ud over hele opholdsstuen på den lukkede.

—–

Denne artikel er en del af temaet  i Outsideren nr. 83 “Et beskedent ønske til livet – og andre personlige beretninger om tilværelsen og det, mennesker gør for at fastholde livskraften.”

Der var desværre ikke plads til alle billeder og tekst i bladet – som her bringes eksklusivt for Outsiderens online læsere

Hvad er dit projekt liv? Send din tekst til redaktion@outsideren.dk – eller læn dig tilbage med en god bog.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.