De kendte og de normale

Den diagnose-fri Spalte skrives på skift af en kendt dansker, der, så vidt vi ved, ikke har en psykiatrisk diagnose. Spalten er den eneste af sin slags i magasinet, der ellers laves af mennesker med en eller flere diagnoser, samt en lang karriere som patient i det psykiatriske system bag sig, måske også fremover.
Spalten er tidligere skrevet af blandt andet forfatter Peter Øvig, tidl. minister Bertel Haarder, forfatter Dy Plambæk, filmsinstruktør Henning Carlsen, journalist og modtager af Cavlingprisen Ulrik Dahlin samt skuespiller Anne Marie Helger. Denne gang er turen kommet til professor Peter C. Gøtzsche.

 

 

 

Om at lytte til patienterne

af Peter C. Gøtzsche

 

 

For nogle år siden blev en ældre mand på omkring 85 år indlagt på et engelsk hospital. Han talte hele tiden om, at han ikke havde tid til at være indlagt, fordi hans mor havde brug for ham. Det ignorerede personalet, der mente, han havde en skrue løs. Det viste sig, at han talte sandt. Som jeg husker historien, var hans mor 106 år gammel, en af de ældste i Storbritannien, og hun var afhængig af sin søns hjælp.

 

I efteråret holdt jeg en række forelæsninger om min nye bog for kolleger på universitetshospitaler i Nordamerika. I Baltimore kunne jeg ikke finde det auditorium, hvor jeg skulle være, og den kollega, der havde arrangeret forelæsningen, svarede ikke på sin telefon. Jeg blev mere og mere desperat, fordi tiden nærmede sig, og henvendte mig til modtagelsen på hospitalet, hvor der stod en lang række patienter i kø. Jeg sagde, at jeg ikke var patient, men læge, og skulle holde en forelæsning kl. 12. “Tag plads bagerst i køen”, var svaret. Jeg gentog, at jeg var læge og bad om hjælp til at finde min kollega, som arbejdede på hospitalet. “Tag plads bagerst i køen.” Det var ligegyldigt, hvor meget, jeg forsøgte, damen i modtagelsen troede ikke på mig og tænkte vel, jeg havde en skrue løs, for hun fortalte mig ikke, at der var en hospitalsinformation ganske tæt på.

 

Jeg kom til at tænke på en meget berømt begivenhed, hvor psykiateren Rosenhan og syv andre helt raske personer mødte op i psykiatriske modtagelser og sagde, at de hørte stemmer (Science 1973;179:250-8). Øvelsen gik ud på at blive udskrevet igen ved at overbevise personalet om, at de var raske.Så snart de var blevet indlagt, ophørte de derfor med at simulere symptomer og opførte sig fuldstændig normalt. Alligevel var de indlagt i 19 dage i gennemsnit (psykiateren i hele to måneder, før han blev sluppet fri!), de fik ordineret medicin, som de undgik at sluge, og de blev alle udskrevet med diagnosen skizofreni i bedring, selvom deres eneste “symptom” havde været, at de hørte stemmer.

 

Jeg nåede frem til auditoriet ved at spørge et venligt menneske på gangen, hvor hospitalsinformationen var. I Hamilton var den gal igen. Min kollega havde givet mig nogle oplysninger, jeg løb sur i, og han medgav senere, at det var meget svært at finde det rigtige sted. Der var jeg også nødt til at henvende mig i patientmodtagelsen, hvor jeg omhyggeligt forklarede, at jeg var læge og skulle mødes med en kollega. Efter megen møje og besvær blev der skabt kontakt, og min kollega kom ned for at hente mig op til sit kontor. Han havde akut vagt, og da hans personsøger hylede lidt senere, sagde jeg spøgefuldt, at det garanteret var modtagelsen, der ville fortælle ham, at hans patient – mig – var ankommet. Ganske rigtigt. Også her var jeg blevet til en patient, trods alle mine forholdsregler.

 

Mine oplevelser er relevante for psykiatrien. Man kan ikke altid regne med, hvad patienterne fortæller, fordi de kan have vrangforestillinger. Men det går galt, hvis man anlægger den holdning, at man ikke behøver at tage patienternes klager alvorligt, eller holder op med at lytte til dem.

 

Nogle patienter oplever, at når de får det skidt og mener, at det er på grund af medicinen og derfor gerne vil sættes ned i dosis eller trappes helt ud, så sker der ofte det modsatte, at de bliver sat op i dosis eller får et ekstra præparat lagt oven i, for de har jo “manglende sygdomsindsigt”.

 

For nogle år siden gennemførte nogle psykiatere en undersøgelse, hvor de spurgte omkring 500 patienter, hvad de mente om deres antidepressive behandling (Psychological Medicine 2005;35:1205–13). Omkring halvdelen svarede, at behandlingen kunne ændre personligheden, at kroppen kan blive afhængig, og at man har mindre kontrol over sine tanker og følelser. Fire-femtedele mente, at så længe man tager præparatet, ved man i virkeligheden ikke, om det stadig er nødvendigt. Disse oplysninger svarer ganske godt til, hvad andre forskere har fundet, men psykiaterne afviste, hvad deres patienter havde fortalt dem. De anså det for at være forkert og kaldte patienterne for uvidende. De skrev også, at patienterne havde behov for “psykoedukation”. Imidlertid havde de pårørende samme opfattelse som patienterne af virkningerne af antidepressiva, men de skulle måske også bare belæres om, at de tog fejl?

 

 Det er en risikabel glidebane, hvis man går ud fra, at patienterne mangler sygdomsindsigt, og at deres egen vurdering ikke tæller, fordi de ikke ved, hvad der er bedst for dem.

 

Det åbner op for, at medarbejderne kan bestemme det hele, hvilket kortslutter de gode hensigter om at inddrage patienterne i deres egen behandling, og det øger også risikoen for overgreb. Nogle psykiatere har fundet ud af, at hvis de taler mere med patienterne, er der mindre behov for behandling. Det synes jeg, er en rigtig god udvikling. Som Søren Kierkegaard skrev, skal man møde sine medmennesker, hvor de er. Også i psykiatrien.

 

 

 

 

—–

 Peter C. Gøtzsche er professor, dr. med. og direktør for Det Nordiske Cochrane Center. Han udgav sidste år bogen “Dødelig medicin og organiseret kriminalitet: Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet”, der har tre kapitler om psykiatri (4, 17 og 18).