Tænder smøgen og tager et kraftig sug, imens tankerne kører rundt.
Holder vejret, ikke for at holde røgen inde, men for at lytte til skridtene ude foran min dør.
Tænker over ordene, trykker ivrigt på knapperne, for blot at slette ordene igen – hvor starter man, når alting altid har været et stort kaos?
Jeg startede livet ud som en glad og aktiv pige, uden bekymringer og uden stemmer, mørket og tanker der kunne slå ihjel.
Jeg blev beskrevet som en pige med ben i næsen, og med en evne til at sprede glæde alle vegne.
Jeg voksede op i hjem med to døve forældre som gjorde det bedste de havde lært, med to storebrødre der behandlede mig som deres lillebror – i et hjem hvor intet forlod ydrevæggene og hvor alt blev fejet under gulvtæppet.
Jeg levede i mange år i en dysfunktionel familie som aldrig rigtig kom i kommunens søgelys og når der endelig mødte nogen op og bankede på døren, så lukkede mine forældre af.
Jeg fungerede ikke i skolen, koncentrationen var en mangelvare og mine tanker var konstant et andet sted, hvilket var til lærernes store frustration og det kunne oftes mærkes med spydige kommentarer.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med det kommunale system i 2007 og har siden dengang været tilknyttet en sagsbehandler på kommunen.
Dengang fik jeg klistret disse mærker på mine papirer “Opmærksomhedssøgende, problembarn, doven, uregerlig, omsorgssvigtet” og så mange flere.
Jeg mødte første gang psykiatrien i 2009 hvor jeg blev indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling i knap 6 mdr – den første indlæggelse ud af flere end hvad jeg kan tælle på to hænder.
Lægerne har aldrig rigtig været enige i mine problemstillinger og diagnoser, og jeg har haft både borderline, angst, depression, spiseforstyrrelse, stress og skizofreni limet fast til panden, for blot at få revet det af når jeg mødte en ny læge.
Kommunen har i flere omgange forsøgt at få mig væk hjemmefra, da alle mente at det var der problemet lå, og det var det måske også den gang.
Jeg har boet i plejefamilie, i ungdomslejlighed, på et socialpædagogisk opholdssted, kort i egen lejlighed for nu at bo på et social psykiatrisk døgn bosted.
Jeg har kæmpet mine kampe, jeg har forsøgt at afslutte livet mere end en gang, skåret mig til blods når alting var for meget indeni mig og stemmerne skreg.
Jeg har råbt og skreget, jeg har været så stille at ingen så mig, og jeg har været frustreret hele vejen igennem og ikke mindst bange!
Jeg har forsøgt at dulme stemmerne og angsten med hash og alkohol, og lært tricks på psyk. når nu hash ikke var en mulighed.
Jeg har befundet mig i min egen verden, i tågerne af mit sind, og været fuldstændig væk fra den virkelighed som alle taler om.
Jeg vil bruge denne blog til at fortælle og til at åbne døren ind til et sind der ikke altid er til at forstå.
Jeg vil gå tilbage i minderne og i oplevelserne, fortælle hvordan verden ser ud igennem mine øjne og hvordan jeg gang på gang løber imod en mur når jeg har råbt efter hjælp.
Mit håb er at psykiatrien og det kommunale system en dag vil få øjnene op for de fatale fejl der sker gang på gang, og forhåbentligt vil jeg en dag stå på den anden side og have et liv uden mørket, så jeg kan fortælle min historie.