Maniodepressiv light

Maniodepressiv light 1

Jeg har diagnosen bipolar affektiv sindslidelse type 2, hvilket blandt andet vil sige, at jeg ikke får manier, men derimod hypomanier. En hypomani er vel en let mani. “Hypo” er et græsk præfiks, som betyder “under” (ej at forveksle med “hyper” der betyder “over”). Så hypomani = under mani. Så fik vi fastslået det! Jeg tror det, de fleste forstår ved maniodepressiv/bipolar, er den “klassiske” type 1, hvor man får de svære manier. Derfor bliver type 2 tit og ofte beskrevet som en “blødere” udgave af den første. Med andre ord bliver jeg altså ikke psykotisk. Hvis man spørger mine forældre, kan det da godt være, de har en anden opfattelse.

Jeg får altså ikke lige pludselig et syn om, at jeg i morgen arver en kæmpe formue fra en fjern slægtning, som jeg ikke engang anede eksisterede, for derefter at stifte massiv gæld, fordi jeg nu endelig kan købe den Ferrari, jeg altid har drømt om.  – At jeg så ikke har noget kørekort – mindre detalje.

Men tro mig, man kan have det endnu lettere – endnu mere aspartamsødt. Man kan have maniodepressiv zero: Cyklotymi. En tredje form for bipolar lidelse. Humørsvingningerne opfylder her ikke kriterierne for hverken mani eller svær depression, men man svinger imellem let depression og hypomani. Det lyder jo egentlig lidt ligesom borderline, hvilket jeg også har. Coincidence? Absolutely! Så det er jo ligetil. Hvis det altså ikke var, fordi man maksimum må være symptomfri i 2 måneder ad gangen. Et studie indikerer også, at folk med bipolar type 2 er mere symptomatiske end folk med bipolar type 1. Det kunne selvfølgeligt være knippelfint, hvis man var hypoman hele tiden. – Det ville i hvert fald gøre mig lykkelig – sådan helt bogstaveligt talt. Så ville det jo lige pludselig ikke være bipolar light længere – så ville det være bipolar de-light! Men det er dog ikke tilfældet.

Det jeg siger, er ikke at folk med bipolar type 1 har det nemt, nemmere eller nemmest. Det tror jeg ikke. Men jeg tror heller ikke nødvendigvis, at os med type 2 – eller dem med cyklotymi har det nemmere. Jeg bryder mig personligt ikke om, at de forskellige sygdomme bliver gradbøjet. Alle lider jo på hver deres måde, også selv om de lider af det samme.

Jeg finder det faktisk problematisk for os “diagnosesyge”, som føler, vi står med en reel udfordring, og som ikke bliver taget alvorligt, fordi “vores sygdom ikke er fin nok,” som en gammel ven så fint formulerede det i en rygepause.

Det er, som om det pludselig skal gøres til en konkurrence, men det handler vel ikke om, hvem der har det værst – men om at man har det svært.

Foruden de tre nævnte, er der også bipolar, uspecificeret.
Foruden de tre nævnte, er der også bipolar, uspecificeret.

 Fodnote

Imens jeg skrev indlægget, blev jeg faktisk en lille smule misundelig på dem med cyklotymi og bipolar type 1. Dét var jo ikke meningen. – Det var jo faktisk slet ikke meningen! Dem med bipolar type 1 får manier og svære depressioner. Dem med cyklotymi får hypomanier og milde depressioner – hvis depressioner da overhovedet kan være det. Og jeg får så svære depressioner og hypomanier. Mine opture er ikke lige så “opperen”, som mine nedture er “nederen”. Jeg er godt klar over, at kurverne er tænkte, og de forskellige tilstande sikkert ikke er ligevægtige. Jeg fik momentant lyst til at ringe den psykiater op, der havde stillet diagnosen og sige: “Det der bipolar type 2, ikke? Det fungerer altså ikke rigtigt for mig mere. Jeg tænkte på, om jeg ikke kunne få lov til at prøve det der cyklotymi eller måske sågar bipolar type 1, de virker mere retfærdige, hvad siger du?”

Hvilken forskel ville det have gjort, hvis jeg havde ringet? Psykiateren ville nok ikke have ændret på noget. Og havde psykiateren alligevel, havde det nok heller ikke ændret på noget. Jeg var lige så maniodepressiv, før jeg fik diagnosen som nu, herefter, hvor den står sort på hvidt.