Den 29. august tog Egholt’s dag- og botilbud på den årlige behandlingstur. I år gik turen til Kroatien. Selvom jeg stadig bor i en §107, så fik jeg lov til at vælge om jeg ville med i år. Behandlingsturen er egentlig en obligatorisk tur, men da jeg snart skal flytte havde jeg spurgt om jeg ikke måtte blive hjemme for, at prøve det at være alene hjemme. Jeg troede egentlig ikke, at jeg fik lov men da vi snakkede om det for flere måneder siden, gav Carl grønt lys til at jeg selv kunne vælge.
Jeg har aldrig prøvet at bo alene, da jeg boede hjemme inden jeg kom på institution for 10 år siden.
Egentlig var jeg ikke bange for, at skulle være alene. Lige indtil dagen hvor de skulle af sted. Da jeg sendte Malajka ud ad døren lørdag morgen tænkte jeg ”fuck, hvad fanden er det jeg har rodet mig ud i?” Jeg fik lidt en tomhedsfølelse som ikke var til at beskrive. Jeg vidste at Eskild var på arbejde lørdag og søndag, men jeg vidste også med mig selv, at min indstilling på at være alene ikke skulle ændres. Jeg skulle prøve det og jeg skulle lære det.
Søndag skulle jeg med en flok andre EN AF OS ambassadører til åbning af det nye psykiatri sygehus i Slagelse. Efter en dag med 7.000 mennesker var jeg træt og mandag måtte jeg trække stikket ud og have en dag på langs. Det var skønt, at jeg kunne give mig selv lov til at koble fra og lade alt andet ligge.
Tirsdag brugte jeg en del timer sammen med Eskild, i haven på Østervej. Det var den eneste dag hvor jeg vidste, at der ville være personalekontakt.
Om torsdagen havde jeg et foredrag på ZBC i Næstved, så onsdagen var gået med at forberede mig. Jeg leverede et helt okay foredrag, men jeg kunne godt mærke, at jeg var træt og var udfordret på at være alene.
Da jeg nåede lørdag var der pludselig gået en uge. Jeg havde haft kontakt med Marie, et par gange i løbet af ugen men det havde heller ikke været mere.
Der var én ting som kom meget bag på mig, men som har været en rigtig god observation. Min epilepsi!
Hele ugen gik jeg med en indre angst for, at jeg havde glemt min medicin, så de første dage var jeg oppe fem gange i løbet af en nat for, at tjekke om jeg nu havde taget min medicin. Da jeg var tilstrækkelig træt af, at stå op, lagde jeg medicinæsken på natbordet men det var stadig enormt forstyrrende. De sidste to dage valgte jeg, at lægge medicinæsken under min hovedpude. Så kunne jeg bare tage hånden ind under puden og så vidste jeg, at medicinen var taget.
Jeg havde nu formået at være alene en hel uge. Inden de tog af sted var jeg sikker på, at jeg ville blive ramt af en eller anden form for ensomhed. Følelsen af, at være alene var der, men ikke på en måde så jeg fik det dårligt eller ikke kunne holde det ud.
Efter denne uge er jeg meget fortrøstningsfuld i forhold til min kommende flytning, og jeg er helt sikker på, at det bliver rigtig godt.
Jeg er snart klar til at sprede mine vinger og forlade min trygge rede!