Jeg rækker hånden ud, ser på armen, ser på hvert enkelt ar, der snor sig. Slanger på kryds og tværs. Bakker og dale. Min arm er nærmest et landskab af selvskade. Et landskab, hvis geografi kun jeg forstår til fulde.

Angsten for at blive helt rask. Angsten for at give helt slip på det, jeg kender og lade det gode liv fylde. Angsten for det ukendte, det normale. Angsten for aldrig mere at kunne trække sygdomsjokeren.

Sorgen over alt det jeg har forsømt, alt det jeg har mistet. Alt det jeg mangler at gøre.

Glæden ved at være på vej til det normale, glæden ved at mærke at der bliver flere og flere af de gode dage. Glæden ved at kunne mærke liv, lys og luft omkring sig. Glæden ved at mærke årstidernes skiften, når vinden tager i dit hår, når frosten bider i dine kinder, når solen varmer din hud. Glæden ved livet.

Selvom jeg til tider mærkeligt nok savner mit syge jeg, savner at vide at hvis jeg ikke kan andet, så kan jeg i hvert fald være syg/spiseforstyrret/selvskadet etc. etc., stræber jeg efter det gode liv. Det normale.

Man siger at over skyerne er himlen altid blå, det kan være svært at forstå, når man ikke kan se det. Man siger at efter stormens pisken, kommer solen frem. Så smukt står det skrevet i en sang, jeg kom til at tænke på.

Jeg har haft stormvejr i mit indre det sidste døgns tid, jeg har haft giganternes kamp om gammel sikkerhedsadfærd. Jeg har kæmpet og jeg har vundet. Hverken ustabilitet omkring mig eller i mit indre har fået mit træ til at vælte, dets rødder er stadig solidt forankret i jorden. Imponerende nok. ‘

For et års tid siden var jeg for længst blæst om kuld, var faldet for fristelsen til at gå ud af den forkerte vej. Den vej der fører lige lukt i helvede.

Jeg er så normal som jeg næsten kan blive, tror jeg, Jeg kan sidde i min lejlighed på bostedet og bare være. Jeg kan have gode relationer i den virkelige verden, jeg lader mig ikke på samme måde påvirke og vælte af mine medbeboeres sindstilstand. Jeg kan rumme andre mennesker på en helt anden måde. Det er en helt ny fornemmelse. En mærkelig en, men jeg tror jeg kan lide følelsen.

Jeg kan kigge fremad og holde fast på en helt anden måde end tidligere. Jeg er i en forandringsproces, en proces der er vanvittig hård, en proces der er vanvittig lang. Men en proces der med hjælp og støtte fra mit fantastiske netværk nok skal lykkes til sidst.

Jeg kæmpede tidligere alene og i strid modvind, en orkan var omkring mig og ingen hjælp var der til at tæmme vejrfænomenerne i mit indre. Men hjælpen har jeg fundet og nu er det lette efterårsvinde der blæser i mit sind. Vinde du kan mærke, vinde der får dig til at fryse lidt og evt. bide dig en lille bitte smule i næsen. Men ikke en vind, der kan vælte dig omkuld. Den minder dig bare om, hvad den kunne være blevet til.

Hjælpen er kommet for at blive og sammen tæmmer vi vindene til blide sommerbriser der leger med mit hår. Jeg har en ven, der ser solskin, når jeg ser regnvejr. Som får mig til at se op på den anden side af skyerne og se solstrålerne titte frem deroppe. En ven, der får mig til at smile.

Jeg har en kæreste, en omsorgsfuld og betænksom fyr, en af de få. Han er der altid med en udstrakt hånd.

Jeg har fantastiske venner omkring mig, venner der lytter, venner der er . Der er røget nogle i svinget undervejs, men andre og nok mere værdifulde venskaber dukker lige så stille ud af tågerne.

De tåger der har svøbt sig omkring mig og holdt vennerne væk. Den mur af tåge jeg har gemt mig bag for ikke at mærke og føle de svære ting. Jeg blev så god til at gemme mig at jeg helt holdt op med at føle.

Jeg arbejder på at lære at føle og alle de fantastiske mennesker, jeg er omgivet af giver mig så mange positive oplevelser og følelser, som jeg slet ikke vidste jeg havde.

Alligevel er jeg bange, bange for at blive helt rask. Bange for at give helt slip og stå på egne ben. Bange for at jeg ikke kan klare det. At jeg falder igen og at det hele starter forfra som et hamster i en trædemølle. Jeg ved med min fornuft at det ikke sker, at det er angsten for angsten selv. Jeg ved at jeg er kommet videre, at jeg har lært at kommunikere på andre måder end ved sygdommens. Jeg har lært at tale og jeg har lært at gribe en livline.

 

Om Forfatteren

Født i 1983 Uddannet lærer Været i kontakt med psykiatrien siden 2009. En af os ambassadør Har mere end 200 bæltefikseringer bag og mange indlæggelser. Jeg har leget kispus med døden i flere år. Jeg har gjort virkelig mange dumme ting, men jeg overlevede. OG det er der nok en mening med. Jeg boede tidligere på bosted, men har nu forladt psykiatrien for good. Jeg har mine meninger om dette emne, måske ligner de ikke alle de andres, men det er min oplevelse og mit møde med psykiatrien. Jeg holder i dag bla foredrag om mine oplevelser, kommer med begrundelser for hvorfor jeg tænker, som jeg tænker udfra den historie, jeg har med mig.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.