Outsiderens blogger Louise Bjørndal, der selv har oplevet meget i psykiatrien, anmelder her Trine Petersens selvbiografi ”Kvinden med de to ansigter”, der udkommer i dag på Outsiderens forlag. Hun kalder bogen en skræmmende, voldsom og ærlig fortælling om et liv med psykisk sygdom og selvskade.
Af Louise Bjørndal
Denne bog er ikke blød godnatlæsning, så hvis man ikke er til voldsomme scener, barske historier eller på anden måde er letpåvirkelig, så er det ikke denne bog, du skal læse.
”Kvinden med de to ansigter” er en historie, som er fortalt hudløst ærligt. Igennem bogen får man et indblik i en opvækst præget af svigt, alkohol og nederlag. I sin prolog skriver Trine:
”I tyve år har jeg kæmpet med den adfærd. Jeg har prøvet at sluge alt lige fra bestik til batterier. Det er et mirakel, at jeg stadig er i live i dag. Hvorfor er jeg mon så hård ved mig selv?”
Dette vidner om en kvinde, som er præget af sin fortid, men ligeså meget af sit liv i dag.
I forordet bliver man præsenteret for en kvinde med skizofreni, men jo længere man kommer i bogen, er det indlysende, at Trine lider meget under Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse også kaldet Borderline, hvilket hun også selv beskriver. Bogen er derfor ikke rettet til dem, som gerne vide noget om skizofreni, men det kan man fejlagtigt komme til at tro, når man læser bogens forord.
Når negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed
Trine har igennem sin barndom forsøgt at gøre opmærksom på sine problemer, men uden held. Voksne i hendes barndom troede, at det var noget, hun bildte sig ind. Disse svigt kan måske være årsagen til Trines ekstreme måde at skade sig selv på. Alle mennesker har brug for opmærksomhed, og hvem kan ikke nikke genkendende til, at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed?
På den anden side fortæller Trine om en helt særlig, men ikke særlig hensigtsmæssig tilknytning til sin mor. Det hun med egne ord kalder ”symbiosen”. Hun beskriver en følelse af at blive besat, og at moderen kunne suge alt energi ud af hende, hvilket resulterede i, at Trine ikke kunne rumme andre relationer. Men samtidig følte hun sig svigtet og forladt, når moderen ikke var i nærheden.
I modsætning til moderen er det Trines far, som blev lagt for had i hendes ungdom. Trine fik skylden for faderens alkoholmisbrug, og hvilket barn skal have skylden for en forælders misbrug? Ingen er min mening!
Da Trine i første omgang stifter bekendtskab med en psykolog og dermed også systemet, er det ikke med forældrenes opbakning, og det lader til, at dette kun gør situationen for Trine værre end hvad godt er.
Igennem bogen stifter man som læser også bekendtskab med spiseforstyrrelser. Her fortæller hun om en hverdag, som er kontrolleret af mad og motion.
I bogen beskriver Trine – flere gange – det at føle sig svigtet. Hver gang hun har skabt tillid til et andet menneske, forsvinder denne person ud af hendes liv af en eller anden årsag, som oftest ikke har noget med Trine at gøre.
Den måde hun beskriver disse svigt på gør, at man som læser får en snert af forståelse for hendes handlinger. Ikke at jeg selv forstår, hvordan man kan være så hård ved sig selv og komme ud i de ekstremer, som hun gør. Men jeg kan i dén grad følge følelsen af afmagt, som gør, at man kan komme til at handle impulsivt og uhensigtsmæssigt.
Når den uhensigtsmæssige adfærd giver et kick
Trine finder ud af, hvad hendes adfærd får omgivelserne til at gøre, hvilket også får hende til at fortsætte sin uhensigtsmæssige adfærd.
”Nu fik alle travlt, og jeg oplevede min første udpumpning. Det er nok en af de ting, jeg aldrig vænner mig til…(red.) Men det er denne hektiske stemning, der opstår, som jeg elsker. Jeg nyder at sætte en hel masse mennesker i gang. Jeg får en forløsning af det. Jeg ved, at det er det, der har fået mig til at fortsætte min adfærd”.
Et andet sted i bogen beskriver Trine en lignende følelse:
”Jeg følte mig på én gang stresset og fuld af forundring over, hvor meget ballade jeg kunne lave, og hvor mange mennesker der blev sat i gang. Det gav mig ”suset”, som jeg allerede på det tidspunkt var afhængig af”.
Hun fortæller også om et ”menukort” af forskellige former for selvskade, hvordan hun forsøgte at tænke som en læge, og hvad der bedst kunne ”betale sig” at bestille på sit menukort.
Trine beskriver også om et liv med løgne og manipulation, hvordan hun har kunnet få folk til at tro på ting, som i virkeligheden ikke fandtes. Et tegn på et menneske, som er meget præget af sin sygdom.
Troede ikke det kunne blive værre
Men på trods af en hverdag med selvskade, manipulation og løgne er det ikke nok. Ildspåsættelse bliver en ny ”strategi” for Trine, og det er med til at bringe hende hen, hvor hun er i dag. På en retspsykiatrisk afdeling!
Trine er et bevis på, hvad gentagne svigt gør ved mennesker, og hvilken mistro og manglende tillid, som er én af de konsekvenser, det kan have.
Når jeg som anmelder har siddet med denne bog og skulle se på den ud fra et kritisk synspunkt, så har jeg ikke kunne undgå at hæfte mig ved nogle ting. Flere gange i bogen bliver nutid og datid blandet sammen, hvilket jeg synes er rigtig frustrerende, og det bliver svært at skelne mellem, hvad der er nutid, og hvad der er datid. Måske er det, fordi Trine tænker på den måde, og det er skrevet direkte fra hendes hoved og ikke mindst hendes hjerte. Jeg kan ikke svare på det, men kun tænke højt.
Jeg kunne godt have tænkt mig et større indblik i Trines tanker, følelser og sind, da jeg synes, det bliver sprunget en smule over.
Mens jeg læste bogen, har jeg været igennem et stort spektrum af følelser. Mine egne følelser. Flere gange har jeg bandet hende til helvede, jeg har krummet tæer over, hvad hun har gjort ved sig selv, været vred over hendes måde at behandle andre på, og ikke mindst har jeg fået en enorm lyst til at give hende et kæmpe kram og fortælle hende, at hun og livet er mere værd, end hun tror.
Trine fortæller om kæresten Thomas, som har en stor plads i hendes liv. På trods af Thomas’ Bipolar Sindslidelse og Trines sygdom holder de to sammen. Jeg vil våge at påstå, at deres forhold ikke har været helt sundt, men det lader til, at Trine har fundet én person, som vil være i hendes liv fremover. Der er uden tvivl et særligt bånd mellem de to.
Fagpersoner og studerende er en klar målgruppe til denne bog, men også den almindelige dansker og andre med kendskab til psykisk sygdom kunne have godt af at læse en bog som denne.
Jeg har personligt oplevet rigtig meget i psykiatrien, og jeg troede ikke, at noget kunne ryste mig i den forbindelse. Lige indtil jeg læste denne bog!
Kvinden med to ansigter kan bestilles her
Se Louise Bjørndals egen blog her