For et år siden skrev jeg indlægget ”Er jeg købt eller solgt?” Det handlede om min følelse inden et statusmøde med min kommune. Den gang blev jeg købt, men nu er jeg blevet solgt. Og de vil også forhandle om prisen!

 

Da jeg tidligere i dag snakkede med Carl, fortalte han at de havde fået et brev fra min kommune, som nu ville forhandle prisen ned på min §107. Deres argument var, at jeg jo stod i venteposition til en lejlighed. Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine. Det var komisk, nok mest tragikomisk.

Som beboer i et botilbud er det ikke særlig rart, at sidde i situationen hvor man ikke ved hvad man skal. Jeg er i den grad klar til at flytte, men det er ikke ens betydende med, at jeg ikke arbejder videre i mit liv, i samarbejde med Egholt’s personale. Hvordan en kommune kan være så firkantede og tro, at bare fordi jeg er klar til at bo for mig selv, så har jeg ikke brug for den støtte jeg egentlig har krav på.

 

Når kommunen vil forhandle en pris på mig så kommer jeg, i den grad, til at føle mig som en vare. Ja, om ikke andet, en genbrugsvarer hvor prisen måske kan presses 25% ned.

Hvis det ikke var fordi jeg var det sted i mit liv som jeg er, så ville jeg nok lægge mig grædende ned af frustration over, at blive set på, på den måde. For lige nu så er jeg til forhandling. Jeg synes virkelig det er komisk.

Hvis Egholt ville sætte prisen ned for mig, ville det udelukkende være for min skyld, jeg er jo et menneske af kød og blod og med helt reelle følelser. Men i kommunen handler det kun om penge.

 

Sådan en situation som denne kunne være en god grund til, at jeg kunne finde på at gå ind i politik. Det er jo så langt ude som noget kan være. Jeg bliver jo vitterligt ikke behandlet som et menneske, men som en ting. Hvilke mennesker er det, som sidder i kommunerne og vil forhandle prisen ned om en beboer i et botilbud? Det er jo absurd.

 

På den ene side er jeg meget vred over, at de kan tænke sådan. Ikke så meget fordi det er mig det omhandler, men fordi menneskesynet er så snævert og til tider ikke eksisterende. Jeg kunne godt frygte hvad det vil gøre ved mennesker, som måske ikke har det overskud til at råbe højt som jeg har.

Ingen er bare et nummer i rækken, vi er alle mennesker og skal behandles med værdighed. Men måske jeg skulle kontakte SKAT og høre om min skatteprocent kan forhandles, nu når jeg kan forhandles!

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.