Førtidspension. Long John Silver deltog i et vælgermøde for handicappede førtidspensionister, hvor en politiker sagde: Når vi andre kan klare os selv, så kan I også! Tidsånden er blevet hårdere, men selv om man er førtidspensionist, behøver det ikke at være verdens ende, skriver Long John Silver.

 

 

Af Long John Silver

Som børn kender vi alle spørgsmålet: ”Hvad vil du være, når du bliver stor? ”. Det spørgsmål synes jeg tit blev stillet, og ofte havde jeg ikke lige det rette svar på hånden. Det er jo et stort spørgsmål for en lille knægt, og svaret varierede lidt alt efter, hvad man lige følte for den dag. En ting var dog sikker. Man skulle da nok blive til noget. Noget godt og meningsfuldt. Jeg svarede i hvert fald ikke førtidspensionist – ja, det begreb havde jeg vel nærmest aldrig hørt om.

Alligevel er det førtidspensionist, der står på mit visitkort den dag i dag. Delvis fordi jeg er diagnosticeret med en kronisk sindslidelse på efterhånden 16. år: bipolar affektiv sindslidelse som det så smukt hedder, eller som man sagde i gamle dage: maniodepressiv. Førtidspensionen er delvist også givet til mig, fordi jeg var så skødesløs i en tilstand præget af min sygdom, at springe ud foran et S-tog. Resultatet er, at jeg er lam fra livet og ned og den dag i dag sidder permanent i kørestol. Med et fint ord hedder diagnosen for dette: paraplegiker.

Derfor vil jeg spørge: kan man have et meningsfuldt liv som førtidspensionist? Er det en endestation, eller er det en mulighed for noget godt?

Førtidspensionist: andenrangsborger eller ligeværdig?
Tit bliver det at komme på førtidspension set som om, at livet nærmest er slut. Man duer ikke og er blevet kasseret. Vejet og fundet for let. Man er kun et B-medlem af samfundet eller en ren belastning. Kan det nu også være rigtigt? Jeg tror på, at vi alle er ligeværdige, og førtidspensionister er ikke andenrangs-borgere i min bog, men det er som om de bliver opfattet sådan. Både af systemet, politikerne og medborgerne på arbejdsmarkedet.

En betingelse for at blive tilkendt førtidspension er jo, at man har en varig nedsat arbejdsevne. Typisk en kronisk diagnose, der bevirker, man ikke kan levere 100 pct. i et job – ja, vel et godt stykke fra de 100 pct. Efterhånden har jeg været førtidspensionist i 5½ år, og jeg har mødt en del førtidspensionister med svære psykiske og fysiske problemer. Nogle er meget invaliderede af det, de slås med psykisk eller fysisk. Det kan f.eks. være skizofreni eller sklerose. Andre førtidspensionister kan man så undre sig lidt over. Fælles for os alle på førtidspension er dog, at vi har noget at slås med hver især, og vi har en historie, der har bragt os hertil. For nogle førtidspensionister er det synligt, men for andre er det mere usynligt. Jeg skal ikke være den, der dømmer, om folk har ret til førtidspension. Det har vi systemet til.

Systemet strør mildt sagt ikke førtidspensioner til højre og venstre. Det er dyrt at tilkende folk førtidspension, og mange må slås gennem flere år, før pensionen endelig går igennem. Bare tænk på alle de bizarre historier, vi hører i medierne om folk, der bliver sendt i arbejdsprøvning som sengeliggende, og som måske kun kan arbejde 20 minutter om ugen. Det er fuldstændig grotesk efter min mening, og det siger vel en del om den tid, vi lever i. Det er anderledes end for 15-30 år siden.

Vi tog os af de svageste
Dengang synes jeg, at vi havde et samfund, hvor vi tog os af de svageste. Man sparkede ikke på dem, som lå ned. Det var der ingen, der dengang satte spørgsmålstegn ved. Vi troede på systemet. Den socialdemokratiske model, der var spredt ud til de andre skandinaviske lande, var alment accepteret. De bredeste skuldre skulle bære det tungeste læs. Det var den udbredte opfattelse dengang – ikke kun blandt de ”røde” partier, men også hos de borgerlige. Man betalte sin skat, velvidende at man selv en dag kunne komme i fedtefadet – enten en selv eller ens nærmeste kunne blive syge.

I dag er tidsånden en anden. Der bliver talt om krise og besparelser, men er vi ikke – målt i penge – meget rigere i dag, end vi var dengang? Økonomien i dag er stærkere end nogensinde, men moralen er faldet. Er det fordi vi hellere vil bruge pengene på et nyt køkken end på samfundets svageste?  Alle tror, at de selv er de meste raske og udødelige mennesker her på jorden, og det med sygdom eller arbejdsløshed rammer ikke os selv eller vores nærmeste. Og hvis systemet mangler penge, så skal de tages fra de svageste. De har alligevel ikke ressourcerne til at kæmpe imod.

Jeg dømmer ikke folk på førtidspension. Jeg tror, at de mennesker, der er på førtidspension, er det af en grund, og det vælger jeg at anerkende. Systemet skal jo være så fintmasket, at det kan fange dem, som ikke kan klare sig selv, og samtidig skal maskerne være så store, at dem, som netop kan klare sig, ikke behøver at blive samlet op og støttet med en pension. Men hvor man før kunne se ned på folk med førtidspension som dovne og ugidelige og sige, at det var systemet, der havde lavet en fejl, så hakker man i dag ikke på systemet, hvis man er modstander af førtidspensionister – nu hakker man på de enkelte førtidspensionister og synes, at det er for galt, at de ikke er i arbejde. Man hakker på dem, som allerede ligger ned – uden at kende deres historie!

Politiker til handicappede: I kan klare jer selv!
Det er også som om, man hele tiden skal forsvare sig. Samfundet i dag dømmer folk hårdt, hvis man er en udgift for fællesskabet. Jeg hørte engang til et vælgermøde en politiker sige: ”Når vi andre – altså de ”normale” – kan klare os selv, så kan I førtidspensionister jo også klare jer selv!” En noget naiv tilgang til emnet, hvis man spørger mig. Og det særlig naivt, fordi han talte til en forsamling af primært handicappede førtidspensionister! Han mente jo åbenbart, at vi ikke havde brug for hjælpemidler.

Jeg mødte også engang en anden kørestolsbruger, der var i arbejde. Han havde ikke meget tilovers for, at jeg var førtidspensionist. Det blev jeg noget stødt og harm over. Jeg mente ikke, at jeg skyldte ham en forklaring for min bipolare lidelse. Den vedkom ikke ham. Endda over for venner og familie kan man blive sat i forsvarsposition.

Det er min erfaring, at samfundet har nemmere ved at acceptere en førtidspensionist med et fysisk handicap end en med en psykisk lidelse. Det er naturligvis en betragtning, der står helt for min egen regning. Et fysisk handicap er mere synligt, og noget andre mennesker måske nemmere kan sætte sig ind i end en psykisk diagnose. Folk kan godt forestille sig, hvordan det er at trille rundt i en kørestol, men de har ikke noget begreb om, hvordan det er at være bipolar.

Jeg mente selv, at arbejde var det eneste rigtige
Jeg mente også selv, at arbejde var det eneste rigtige. I mange år var jeg tilknyttet en privat psykiatrisk klinik, der satsede meget på at få folk med psykiske problemer i arbejde, og patienter i arbejde skulle gerne kunne fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet, selv om de havde psykiske problemer og diagnoser. I mange år gik jeg i den klinik og havde den overbevisning, at det eneste rigtige for mig var at være i job. Jeg følte, det ligesom var en billet til, at man faktisk var som de andre, og at jeg dermed viste omverdenen, at jeg havde kontrol over min bipolare lidelse.

Derfor forsøgte jeg også at holde den hemmelig for daværende kollegaer og arbejdsgivere. Jeg var også bange for at forsvinde ned i et sort hul, hvis jeg endte på førtidspension. Der er mange gode ting ved at være i arbejde. Man tjener mere end på en pension. Det giver selvtillid, selvværd og anerkendelse at være i arbejde. Det sociale ved at have gode kollegaer – samt at være en del af et team – er naturligvis også et stort plus. Man har også noget at stå op til, og livet giver en vis mening. Jo, der er bestemt meget godt ved at være i job.

Førtidspension er ikke verdens undergang
Nu har jeg så imidlertid været ”parkeret” på førtidspension i nogle år, og jeg må sige, at det ikke er verdens undergang, som jeg troede engang. Det sorte hul har ikke fanget mig helt. Selvfølgelig savner jeg at have et job at stå op til om morgenen, men hvad angår min bipolare lidelse, så er jeg mindre påvirket af den nu, end da jeg var på arbejdsmarkedet. Jeg undgår meget af det stress og det pres, der kan være forbundet med et job. Ligeledes er jeg heller ikke en del af de konflikter og intriger, der ofte er på en arbejdsplads. Alt sammen ting der kan påvirke min bipolare lidelse i negativ retning.

Jeg tror, det er vigtigt, at man også ser en førtidspension som en mulighed. En mulighed for at komme sig og blive klogere på at leve med et handicap eller en psykisk lidelse. Jeg har set folk på førtidspension ligesom give op – måske endda gå til i inaktivitet eller misbrug. Det skal man selvfølgelig helst undgå. I stedet tror jeg, at man skal finde noget at bruge sin tid på, der giver mening i tilværelsen. Det kan f.eks. være frivilligt arbejde for en forening eller en sag, som man tror på. Det vigtigste er, at man vælger at bruge tiden på noget, man godt kan lide, og at man totalt ignorerer, hvad omverdenen tænker om en, når man nu engang er på førtidspension – det er vores liv simpelthen for kort til!

Læs også af Long John Silver:

Long John Silvers historie (I)
Long John Silvers historie (II)
Håb

3 Kommentarer

  1. Grethe Nielsen

    Fint opbygget artikel – og gode refleksioner og overvejelser.

    Tak for at dele din historie og dine tanker om førtidspension, og hvordan samfundet forholder sig til dem, der har brug for offentlig forsørgelse i en kortere eller længere periode.

    Svar
  2. jan d

    Førtidspension er bare skønt. Jeg hygger mig gevaldigt.
    Og så masser af sort arbejde. Det er nu det bedste at staten ikke får penge til deres skøre projekter.
    Alle skulle have førtidspension, så vi all kan hygge sammen.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.