Når vi kun fortæller lykkelige historier om folk, der er blevet normale, risikerer vi at stigmatisere de afvigende, hævder Julie Find i denne artikel. Vi bør i stedet spørge os selv, hvorfor vi klapper i hænderne og taler om en ”mønsterbryder”, når en patient er blevet rask. For psykisk syge kan også have livskvalitet og kærlighed!

 

Af Julie Find

Det er dejligt at læse gode historier med lykkelige slutninger. For mange giver de håb og glæde: “Jeg var syg, så kom jeg i én eller anden form for behandling, og nu er jeg helt normal, jeg er blevet advokat og er gift med min drømmepartner!”

Fordi disse historier er rare at læse, præger de også ofte den retorik, der giver sig ud for at turde tale åbent om psykisk sygdom.

De har i en periode været vigtige, fordi normale mennesker skulle overbevises om, at psykisk syge er mere end deres sygdom.

Jeg synes bare personligt, at de efterhånden spiller lidt tungt.

I efteråret skrev Sofie Skamris Pedersen en kronik i Kristeligt Dagblad: ”Hvorfor hylder vi kun dem, der rejser sig igen efter en psykisk lidelse?” I denne artikel kommer jeg ind på det samme tema, men min pointe og mit udgangspunkt er et helt andet.

Den lykkelige historie
Det er ikke min mission at fratage mennesker den rare læseoplevelse og det håb, som nogle måske finder ved at læse om andre, der er blevet raske.

Faktisk ville jeg ikke have det mindste at indvende, hvis disse lykkelige fortællinger ikke havde en meget uheldig bagside.

For som jeg ser det, er disse historier ikke afstigmatiserende.

Tværtimod. Når disse fortællinger får lov at stå alene, synes jeg, de er stigmatiserende. Og endnu vigtigere: de bremser debatten om forbedringer i psykiatrien!

Den lykkelige historie fremhæver det “normale” som en slags sund og beundringsværdig præmie, der står for enden af vejen i direkte modsætning til det afvigende og syge.

Det er fint nok for forfatteren, som jo er “kommet sig”, og super godt for normaliteten, som endnu engang bekræftes i at være “bedre” end afvigelsen.

Men det er ikke så godt for dem, som artiklen postulerer at repræsentere: de psykisk syge.

Budskabet er nemlig, at vi først er noget værd, når vi er kommet os. At livskvalitet, glæde og kærlighed kun kan eksistere, når vi har lært at blive normale.

At livskvalitet simpelthen er noget psykisk syge ikke kan have, før de bliver raske.

Den postulerer også, at vi har et reelt valg. Ville du ikke også hellere være normal?

Heldigvis er jeg ikke normal
Jeg er generelt ret så glad, men jeg er heldigvis ikke normal. Jeg balancerer tit på grænsen til psykose, og når jeg møder nok modstand udefra, bliver jeg indimellem afmægtig og falder i.

Efterhånden har jeg lært at tackle modstanden fra mine omgivelser ved blot at tie stille, når jeg kan mærke, at folk føler sig utilpasse.

Jeg er holdt op med at insistere på at blive hørt, simpelthen, og i stedet forholde mig åbent, undrende og stilfærdigt til de tanker og følelser, der end måtte komme og gå.

På den måde har jeg i de sidste to år undgået tvangsindlæggelse.

Når jeg får psykotiske idéer, går de derfor over af sig selv efter et par dage, indtil de et par måneder senere vender tilbage. Det fungerer helt fint for mig. Nej, jeg er ikke rask. Jeg er bare en luskebuks.

Her vil jeg gerne stoppe op for at berolige tvangspsykiatrien ved at indskyde, at jeg i denne periode endnu ikke har haft så meget som bare den mindste smule lyst til at skade hverken mig selv eller andre. Are you insane?

Jeg er ikke medicinfri. Jeg tager lithium og en lille smule seroquel, så jeg kan sove. Så den anti-medicinske fløj kan jeg desværre heller ikke rigtig tillade mig at påstå at tilhøre.

Før i tiden, når jeg mærkede psykotiske tanker, styrtede jeg desperat ned til Distrikt Psykiatrisk Center for at få min dosis sat op. Det har bare aldrig hjulpet, og jeg er endt med indlæggelse alligevel.

For lige at tvære det ud
Måske lyder min historie lykkelig for nogen? Det er den bestemt også. For lige at tvære det ud i jeres ansigter, er jeg sprudlende af lykke – men jeg er som sagt ikke rask. Jeg har bare fundet en metode til at undgå tvangsindlæggelse.

Og at undgå tvangsindlæggelse – er sjovt nok efter ti års rædsler det vigtigste for mig. Men meget mere om det en anden gang!

Jeg nærer intet ønske om at blive normal. Faktisk kender jeg masser normale mennesker, som har det rigtig dårligt.

Jeg har præcis, hvad jeg ønsker mig – nemlig en masse livskvalitet og kærlighed til trods for, at jeg fungerer, som jeg gør.

Det har jeg for det første, fordi mine psykotiske symptomer altid er behagelige. Jeg har ikke én eller anden led stodder i hjernen, der stiller umenneskelige krav.  Og det er da heldigt. For mig.

For det andet er jeg elsket, og det er desværre ikke noget, man bare automatisk er – lige meget hvor dejlig man end måtte være.

Det kræver, at man har en hær af de vildeste motherfuckere bag sig – for mit vedkommende ægtefælle, børn, forældre, brødre, venner, facebook-venner.

Det er bare som sagt ikke alle, der har det.

Vi undgår forbedringer
Når vi gennem den lykkelige historie igen og igen bliver fortalt, at livskvalitet og psykisk sygdom er uforenelige, så betyder forholdene på de lukkede afsnit mindre.

Tvangspatienter er psykisk syge, og psykisk syge har det i følge “den lykkelige historie” dårligt.

Hvis disse patienter er vrede og kede af deres behandling, er det således ikke, fordi der er noget i vejen med behandlingen, men fordi de i bund og grund er ulykkelige, utaknemmelige og bare ikke ønsker at blive raske.

Sagt med andre ord: “Vi kan jo læse, at nogle bliver raske og lykkelige – hvorfor ligger du så stadig i bælte og brokker dig?”

Når vi kun fortæller lykkelige historier om folk, der er blevet normale, stigmatiserer vi de afvigende.

Det besværliggør drastiske forbedringer i tvangspsykiatrien, fordi vi gennem den lykkelige historie igen og igen på den ene side fortæller alle de normale, at det går fremragende, og på den anden side fortæller tvangspatienterne, at hvis de bare er rigtig dygtige og finder sig i alle overgrebene, så kan det være, at de også en dag vinder en billet i normal-lotteriet.

Lad os i et øjeblik i stedet forestille os et behandlingssystem, der udviste så meget respekt, omsorg, humor, accept og opmærksomhed til den enkelte psykiatriske patient, at mindre heldige patienter til trods for ulidelige symptomer – og oven i købet måske at være blevet svigtet af deres nærmeste – i det mindste (!) blev behandlet med følelsen af, at deres liv og tankemønstre havde værdi og værdighed. At livet, selv på en lukket afdeling, kunne rumme glæde, kvalitet, rummelighed og forståelse.

Så ville kravet og det spinkle håb om at blive rask måske ikke gøre så ondt. Så ville skammen måske smelte.

Det kræver mod
Hvis vi skal af med tabu omkring psykisk sygdom, skal vi rent faktisk turde tale om psykisk sygdom og ikke mindst lytte til og tro på de mennesker, som befinder sig midt i skidtet.

Offentligheden skal lære at kunne rumme de vrede og ulykkelige fortællinger, for det er dem, der forhåbentlig kan bringe ændringer til det psykiatriske system. Og endnu vigtigere: disse patienter og deres historier skal simpelthen høres og anerkendes! For patienternes psykiske helbreds skyld!

Som det er nu, må vi kun tale om behandlingen, efter at den helt exceptionelt har virket.

I stedet burde vi måske vende den om og spørge os selv: Hvordan kan det være, at vi glædes, klapper i hænderne og taler om “mønsterbryder”, når en patient bliver rask?

Burde det ikke være normen?

Og hvis det ikke er det, burde vi så ikke gå behandlingen noget så læsterligt efter i sømmene i stedet for at lægge ansvaret over på den enkelte patient?

Julie Find er psykotiker, aktiv i Outsiderens festudvalg og specialestuderende ved Københavns Universitet

En kommentar

  1. Charlotte

    Meget fin historie jeg kan genkende meget i, livskvalitet og glæde kan heldigvis trives under de forunderligste betingelser <3

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.